Jeg kan ikke mere....

Jeg har skrevet et brev til min læge, og ligger den herind fordi det er nemmere end at sidde og skrive det hele en gang mere..... Men jeg har brug for opmuntring, råd, knus osv osv....

Udover det der står i brevet kan jeg fortælle at min mand og jeg nu ikke har sovet sammen i 3 mdr, fordi jeg pga mine bækkensmerter ikke kan komme op oven på fordi jeg simpelthen ikke kan løfte mine ben så højt som et trappetrin. Jeg går med krykker til hverdag og har gjort det de sidste to mdr, og jeg har ikke afl eller hentet eller puttet mine børn da de også har værelse ovenpå, eller haft dem i bad i over to mdr..... Jeg oplever at tisse i bukserne fordi jeg simpelthen ikke kan gå hurtig nok eller komme op af stolen for at nå derud....

Hej S

Jeg skriver til dig fordi det er nemmere for mig at få alle tanker og følelser ned på skrift, frem for at sidde og sige det direkte til dig. Havde aldrig troet jeg skulle komme hertil hvor jeg ligger på mine knæ, og beder dig hjælpe mig mere end du allerede har gjort.

Jeg er i dag 35+0 uger henne i min graviditet og jeg har 26 dage til jeg bliver sat i gang (D 8 august) Men jeg syntes den tid er fuldstændig uoverskuelig. Jeg ved godt det lyder helt hen i vejret at jeg ikke kan gå den tid ud, men min graviditet er nu begyndt at gå ud over min psyke. Jeg har så mange smerter i mit bækken, som du jo allerede ved. Men meget mere end før er det begyndt at gå udover min nattesøvn, de sidste 3 dage har jeg stort set ikke sovet om natten, andet end 10-15 minutter af gangen 2 til 3 timer om natten. Om dagen forsøger jeg at være mor og kone og holde sammen på min lille familie. X gør alt hvad han kan for at aflaste mig, både mht. husholdning men også med drengene. Og igen her går det udover min psyke for jeg får dårlig samvittighed både overfor X at han skal stå med alt, men også og specielt overfor mine to drenge da jeg føler jeg svigter dem på utrolig mange områder, fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være sammen med dem, enden fordi jeg er for træt til at overskue dem, eller fordi jeg har for mange smerter i mit bækken til at kunne gøre noget sammen med dem.

Næsten værst af alt så er jeg nået dertil hvor jeg for hver dag og for hver gang jeg mærker mit lille vidunder i maven bliver mere og mere irriteret på hende. Er utrolig hårdt for mig at skrive, for elsker hende uden tvivl mere end noget andet, men fordi at den her graviditet bære så mange negative ting med sig, at jeg har rigtig svært ved at finde glæden frem. Hendes hoved står nu nede og køre konstant på mit bækken, hvilket bestemt ikke hjælper på mine i forvejen store smerter, samt jeg føler “hun” tager for meget fra mig i forhold til drengene.

Jeg ved godt at dem der i sidste ende skal bestemme hvordan og hvorledes ikke mener alt det her er grundlag nok for at få hende ud, fordi de tænker på hende. Men hun er jo klar nok nu, så jeg håber så meget at jeg/vi kan råbe dem op og være med til at gøre noget nu, inden jeg går helt ned med flaget pga. det her. Jeg orker ikke mere, hver dag er en kamp at komme igennem.

Jeg vil allerhelst føde selv, og ved godt en igangsættelse allerede nu måske alligevel så vil ende i kejsersnit, men jeg er der nu hvor jeg også er villig til at få et planlagt kejsersnit hvis det er det de anbefaler her 4-5 uger før termin.

Jeg ved ikke om du på nogen som helst måde kan gøre noget for at få dem som sidder med beslutningen i sidste ende til at gå med til at få hende ud nu, men jeg vil næsten gøre hvad som helst for at få det i stand. Det vil betyde utrolig meget for mig og min lille familie hvis vi kan få det her igennem.

Håber og beder til du kan hjælpe mig….

Mvh Y

Anonym skriver:

Jeg har skrevet et brev til min læge, og ligger den herind fordi det er nemmere end at sidde og skrive det hele en gang mere..... Men jeg har brug for opmuntring, råd, knus osv osv....

Udover det der står i brevet kan jeg fortælle at min mand og jeg nu ikke har sovet sammen i 3 mdr, fordi jeg pga mine bækkensmerter ikke kan komme op oven på fordi jeg simpelthen ikke kan løfte mine ben så højt som et trappetrin. Jeg går med krykker til hverdag og har gjort det de sidste to mdr, og jeg har ikke afl eller hentet eller puttet mine børn da de også har værelse ovenpå, eller haft dem i bad i over to mdr..... Jeg oplever at tisse i bukserne fordi jeg simpelthen ikke kan gå hurtig nok eller komme op af stolen for at nå derud....

 

Hej S

Jeg skriver til dig fordi det er nemmere for mig at få alle tanker og følelser ned på skrift, frem for at sidde og sige det direkte til dig. Havde aldrig troet jeg skulle komme hertil hvor jeg ligger på mine knæ, og beder dig hjælpe mig mere end du allerede har gjort.

Jeg er i dag 35+0 uger henne i min graviditet og jeg har 26 dage til jeg bliver sat i gang (D 8 august) Men jeg syntes den tid er fuldstændig uoverskuelig. Jeg ved godt det lyder helt hen i vejret at jeg ikke kan gå den tid ud, men min graviditet er nu begyndt at gå ud over min psyke. Jeg har så mange smerter i mit bækken, som du jo allerede ved. Men meget mere end før er det begyndt at gå udover min nattesøvn, de sidste 3 dage har jeg stort set ikke sovet om natten, andet end 10-15 minutter af gangen 2 til 3 timer om natten. Om dagen forsøger jeg at være mor og kone og holde sammen på min lille familie. X gør alt hvad han kan for at aflaste mig, både mht. husholdning men også med drengene. Og igen her går det udover min psyke for jeg får dårlig samvittighed både overfor X at han skal stå med alt, men også og specielt overfor mine to drenge da jeg føler jeg svigter dem på utrolig mange områder, fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være sammen med dem, enden fordi jeg er for træt til at overskue dem, eller fordi jeg har for mange smerter i mit bækken til at kunne gøre noget sammen med dem.

Næsten værst af alt så er jeg nået dertil hvor jeg for hver dag og for hver gang jeg mærker mit lille vidunder i maven bliver mere og mere irriteret på hende. Er utrolig hårdt for mig at skrive, for elsker hende uden tvivl mere end noget andet, men fordi at den her graviditet bære så mange negative ting med sig, at jeg har rigtig svært ved at finde glæden frem. Hendes hoved står nu nede og køre konstant på mit bækken, hvilket bestemt ikke hjælper på mine i forvejen store smerter, samt jeg føler “hun” tager for meget fra mig i forhold til drengene.

Jeg ved godt at dem der i sidste ende skal bestemme hvordan og hvorledes ikke mener alt det her er grundlag nok for at få hende ud, fordi de tænker på hende. Men hun er jo klar nok nu, så jeg håber så meget at jeg/vi kan råbe dem op og være med til at gøre noget nu, inden jeg går helt ned med flaget pga. det her. Jeg orker ikke mere, hver dag er en kamp at komme igennem.

Jeg vil allerhelst føde selv, og ved godt en igangsættelse allerede nu måske alligevel så vil ende i kejsersnit, men jeg er der nu hvor jeg også er villig til at få et planlagt kejsersnit hvis det er det de anbefaler her 4-5 uger før termin.

Jeg ved ikke om du på nogen som helst måde kan gøre noget for at få dem som sidder med beslutningen i sidste ende til at gå med til at få hende ud nu, men jeg vil næsten gøre hvad som helst for at få det i stand. Det vil betyde utrolig meget for mig og min lille familie hvis vi kan få det her igennem.

Håber og beder til du kan hjælpe mig….

Mvh Y

 

Ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Men jeg krydser fingre for du får lov til at blive sat igang og du får da et varmt kram herfra

stort  herfra.

Desværre tror jeg ikke de sætter dig i gang SÅ meget før tid, da det jo er bedst for den lille at blive indendørs et par uger endnu. Er der ikke noget du kan gøre hvorpå du kan overkomme graviditeten? -Når ikke du sover ås godt om natten, kunne du da ikke tage en fast middagslur? Lave ting med drengene der ikke kræver noget fysisk af dig såsom at spille spil?

henh01 skriver:

stort  herfra.

Desværre tror jeg ikke de sætter dig i gang SÅ meget før tid, da det jo er bedst for den lille at blive indendørs et par uger endnu. Er der ikke noget du kan gøre hvorpå du kan overkomme graviditeten? -Når ikke du sover ås godt om natten, kunne du da ikke tage en fast middagslur? Lave ting med drengene der ikke kræver noget fysisk af dig såsom at spille spil?

Jeg forsøger at sove om dagen, men alt for ofte uden held....

Mht drengene, jo så laver jeg sådanne ting med dem, men de har også alder nu begge to hvor de der stille lege ikke er just det sjoveste... Hehe! Så den er rigtig svær.... Men forsøger

Ved hun har bedst af at blive derinde lidt endnu, og behøver heller ikke være lige imorgen hun kommer ud, men kunne man så bare om en uge eller to.... Men 26 dage, jeg syntes der er fuldstændig håbløst lang tid til....

Kæft jeg lyder ynkelig......

Anonym skriver:

Jeg forsøger at sove om dagen, men alt for ofte uden held....

Mht drengene, jo så laver jeg sådanne ting med dem, men de har også alder nu begge to hvor de der stille lege ikke er just det sjoveste... Hehe! Så den er rigtig svær.... Men forsøger

 

Ved hun har bedst af at blive derinde lidt endnu, og behøver heller ikke være lige imorgen hun kommer ud, men kunne man så bare om en uge eller to.... Men 26 dage, jeg syntes der er fuldstændig håbløst lang tid til....

Kæft jeg lyder ynkelig......

Nej du er ikke ynkelig.. Du er bare højgravid med mange gener.. Jeg cyklede rundt indtil den dag jeg skulel sættes igang, men hold op hvor var det hårdt at være så gravid.. Og når du tilmed ikke rigtig kan komme omkring kan jeg godt forestille mig hvordan du har det.

Håber I finder frem til en løsning du kan holde ud

Kan nu godt forstå dig. Kender det med et ønske om tidlig igensættelse, for mig er det godt nok "kun" af psykiske grunde.  for dig og håber i sammen kan råbe op og måske du kan blive sat igang 36+0.

Hvor stor tror de hun er, for det er "desværre" nok det, det hele afhænger af.

Sig endelig til, hivs jeg bor i nærheden af dig, for vil meget gerne hjælpe jer, hvis i har behov for det (fx lave mad en dag og gøre rent, så manden kan tage ungerne i bad og havde tid til dig også).

Hej anonym,

puha. Det er hårdt for dig, ingen tvivl om det.

Jeg synes nu også det er for tidligt. Du skriver til lægen, at hun (baby) er klar nu til at komme ud. Det er jo ikke helt rigtigt. Hun kan godt overleve det, men hun har bedst af at vente.

Det har du ikke, men jeg sidder og tænker på, hvorfor du ikke er indlagt til aflastning. Kan man mon ikke det?

Det gør det måske ikke nemmere derhjemme for din mand sådan umiddelbart, men det kunne lette din dårlige samvittighed og måske hans planlægning, hvis han vidste, at du bare ikke var der - læs: ingen forventninger til dig - han tager sagerne i egen hånd, får planlagt sig ud af vanskelighederne, fordi han nu har ansvaret.....

Og så tænker jeg på om du nogensinde har været i varmtvandsbassin for at lindre de bækkensmerter. Det at komme i vand lindrer virkelig meget. Vægtløs tilstand. At det så bare er en halv eller en hel time, man kan ligge der...tja - men så har man jo haft det godt så længe. Jeg kunne godt forestille mig, at en del af de bækkensmerter du har, skyldes muskelspændinger - meget forsigtige lette øvelser i det varme vand KAN løsne op og gøre at du får det bedre. Måske skal du have hjælp af fys eller måske bare svømmehalspersonalet....især nok til at komme i og op...

Jeg håber, du kan bruge mine idéer.

Held og lykke hvad end der sker.

Moms

masser af

til dig! har ikke så mange guldkorn men  for at de hjælper dig meget snart så du igen kan nyde livet med din mand og dine børn

og hopper med på det kofoed33 siger at hvis du bor tæt på mig må du sige til hvis du har brug for hjælp med indkøb osv.

Sender dig et kæmpe kram

Må indrømme jeg ikke håber det bliver igangsættelse før du er 37+0 eller derover, fik selv min søn 35+3 og ville jeg absolut ikke ønske skete igen. Håber dog der kan gøre andre ting der kan hjælpe dig/jer, og håber det bedste, uanset om det bliver igangsættelse elelr en anden løsning til du kan sættes igang

Kæmpe kæmpe krammer til dig

Tusindvis af store varme til dig

Og masser af  for de vil hjælpe dig