Anonym skriver:
Jeg har skrevet et brev til min læge, og ligger den herind fordi det er nemmere end at sidde og skrive det hele en gang mere..... Men jeg har brug for opmuntring, råd, knus osv osv....
Udover det der står i brevet kan jeg fortælle at min mand og jeg nu ikke har sovet sammen i 3 mdr, fordi jeg pga mine bækkensmerter ikke kan komme op oven på fordi jeg simpelthen ikke kan løfte mine ben så højt som et trappetrin. Jeg går med krykker til hverdag og har gjort det de sidste to mdr, og jeg har ikke afl eller hentet eller puttet mine børn da de også har værelse ovenpå, eller haft dem i bad i over to mdr..... Jeg oplever at tisse i bukserne fordi jeg simpelthen ikke kan gå hurtig nok eller komme op af stolen for at nå derud....
Hej S
Jeg skriver til dig fordi det er nemmere for mig at få alle tanker og følelser ned på skrift, frem for at sidde og sige det direkte til dig. Havde aldrig troet jeg skulle komme hertil hvor jeg ligger på mine knæ, og beder dig hjælpe mig mere end du allerede har gjort.
Jeg er i dag 35+0 uger henne i min graviditet og jeg har 26 dage til jeg bliver sat i gang (D 8 august) Men jeg syntes den tid er fuldstændig uoverskuelig. Jeg ved godt det lyder helt hen i vejret at jeg ikke kan gå den tid ud, men min graviditet er nu begyndt at gå ud over min psyke. Jeg har så mange smerter i mit bækken, som du jo allerede ved. Men meget mere end før er det begyndt at gå udover min nattesøvn, de sidste 3 dage har jeg stort set ikke sovet om natten, andet end 10-15 minutter af gangen 2 til 3 timer om natten. Om dagen forsøger jeg at være mor og kone og holde sammen på min lille familie. X gør alt hvad han kan for at aflaste mig, både mht. husholdning men også med drengene. Og igen her går det udover min psyke for jeg får dårlig samvittighed både overfor X at han skal stå med alt, men også og specielt overfor mine to drenge da jeg føler jeg svigter dem på utrolig mange områder, fordi jeg simpelthen ikke kan holde til at være sammen med dem, enden fordi jeg er for træt til at overskue dem, eller fordi jeg har for mange smerter i mit bækken til at kunne gøre noget sammen med dem.
Næsten værst af alt så er jeg nået dertil hvor jeg for hver dag og for hver gang jeg mærker mit lille vidunder i maven bliver mere og mere irriteret på hende. Er utrolig hårdt for mig at skrive, for elsker hende uden tvivl mere end noget andet, men fordi at den her graviditet bære så mange negative ting med sig, at jeg har rigtig svært ved at finde glæden frem. Hendes hoved står nu nede og køre konstant på mit bækken, hvilket bestemt ikke hjælper på mine i forvejen store smerter, samt jeg føler “hun” tager for meget fra mig i forhold til drengene.
Jeg ved godt at dem der i sidste ende skal bestemme hvordan og hvorledes ikke mener alt det her er grundlag nok for at få hende ud, fordi de tænker på hende. Men hun er jo klar nok nu, så jeg håber så meget at jeg/vi kan råbe dem op og være med til at gøre noget nu, inden jeg går helt ned med flaget pga. det her. Jeg orker ikke mere, hver dag er en kamp at komme igennem.
Jeg vil allerhelst føde selv, og ved godt en igangsættelse allerede nu måske alligevel så vil ende i kejsersnit, men jeg er der nu hvor jeg også er villig til at få et planlagt kejsersnit hvis det er det de anbefaler her 4-5 uger før termin.
Jeg ved ikke om du på nogen som helst måde kan gøre noget for at få dem som sidder med beslutningen i sidste ende til at gå med til at få hende ud nu, men jeg vil næsten gøre hvad som helst for at få det i stand. Det vil betyde utrolig meget for mig og min lille familie hvis vi kan få det her igennem.
Håber og beder til du kan hjælpe mig….
Mvh Y
jeg havde bækkenløsning, jeg gik med krykker fra uge 20! jeg sov ikke i 7 UGER, kun en halv time ca hver ANDEN nat! jeg kan godt forstille mig at det er svært for dine drenge og dig. MEN gud ville du ikke have dårlig samvittighed hvis din datters lunger var ikke fuld vokset og som sagt skulle bruga astma medicin hver eneste dag! Det går på en at man ikke kan noget og ikke kan klare de smerter! men tænk på din datter! jeg blev tvunget til at gå 43+1 pga jeg ikke ville have kejsersnit! tænk på hende! undskyld ! men jeg blev nød til at sige det!
