hjemmepasning

Wimmie skriver:

Jeg lægger ikke ord i munden på dig - du skriver jo selv  det er en skam at børn ikke oplever en mor der er ør af lykke fordi hun endeligt har opnået det hun har kæmpet for.

Dermed siger du jo også at det er synd...

Nej, synd er en medlidenhedsfølelse der som oftest kommer fordi ofret har lidt et tab, af en eller anden art.

Så lad mig forklare mig i detaljer. Jeg mener det er sundt for et menneske at have noget at stå op til (andet end hus, hjem, børn, mad og mand) og jeg mener i samme åndedrag at det er sundt for børn at opleve samspillet mellem mor, arbejde, privatliv, opgaver, deadlines, det at kunne strukturere en dagligdag rundt om behov - ens egne og barnets. Jeg mener det er uendeligt godt for os som menneske at lykkes, uanset om det er som ufaglært eller som uddannet, det er sundt for vores selvopfattelse at få en løn, få noget for et arbejde vi udfører. Nej, jeg taler ikke om karriereræs, jeg taler om lige løn for et lige stykke arbejde, selvtilfredsstillelse lige ind på konto hver den 1.

Når det så er sagt, kommer vi til hvorfor jeg synes det er en skam at børn ikke oplever det. For det vise barnet noget om at livet måske er hårdt, men intet kommer let, drømmeting skal der arbejdes for og det må vi ligeså i vores familie. Det at kunne udgøre en rollemodel for barnet er min den ypperste rolle og det inkluderer at lære ham om klodens gang, økonomi, opsparing og deri: arbejde. Vil du have råd til ting, må du knokle.

Nul ondskabsfuldt i det, heller ikke selvom du strækker din forståelsesevne for at få det til at se sådan ud.

Wimmie skriver:

Sorry, der gik lidt ged i citeringerne før...

Jeg læser ikke mellem linjerne, jeg forholder mig til de ord du skriver.

Hvorfor synes du det er ærgeligt at nogle vælger at gå hjemme? Hvem er det ærgeligt for? Dig? Kvinderne der vælger det? For eftersom de selv vælger det, så er det vel fordi det er dét der gør dem glade og i så fald er det jo ikke et problem.

Du skriver at du ville se det som et nederlag...ja, men så ville du vel heller ikke selv vælge det - du sammenligner jo en selvvalgt situaton med en ufrivillig, hvilket jo ikke giver meget mening i denne debat.

Jamen vi fortsætter da bare.

1. Jeg synes det er ærgerligt for kvinderne selv, de mister deres kontakt med det arbejdsmarkede de på et eller andet tidspunkt skal ind i igen.
2. Jeg synes det er ærgerligt set ud fra et produktivitetsniveau i samfundet, jeg synes det er ærgerligt at vi har arbejdsdygtige kvinder derude der bare får lov til at gå rundt hjemme.
3. Jeg synes det er ærgerligt fir de, få, børn der har sig forældre der ikke kan lade være med at udnytte muligheden og derfor blot ender med at dalre rundt derhjemme, formålsløst (Børnene)

Debatten handlede om hjemmepasning, der gav jeg mit besyv med. At jeg nu skal nidkært forklare alt i detaljer, ændrer ikke ved min holdning. Uanset grunden, synes jeg det er en skam at vi har kvinder der ikke kommer ud på arbejdsmarkedet. Argumentet med at det er verdens fineste job, runger bare hult, for på et eller andet tidspunkt så ender hun på arbejdsmarkedet igen, denne gang en samfundsbyrde fordi hendes eventuelle uddannelse er forældet.

Behøver jeg at sige igen at vi ikke behøver at være enige?

Jonatansmor skriver:

Nul ondskabsfuldt i det, heller ikke selvom du strækker din forståelsesevne for at få det til at se sådan ud.

Hehe, tak skal du have. Henvis mig lige til det citat hvor jeg har brugt ordet "ondskabsfuldt" - hvem lægger nu ord i munden på hvem? 

Men du bliver ved med at tale forbi; dvs. du svarer ikke på hvorfor du ikke kan (vil?) se forskellen på om det er selvvalgt eller ufrivilligt? Du får det stadig til at lyde som om at de der vælger at gå hjemme ikke får andet at gå op i end børn og huslige sysler. Hvad med venner, hobbyer, interesser? Ture i zoo, fitness-center, museer, parker, biografture, gode bøger, kreative sysler... hvem siger at man ikke kan fylde sin hverdag med disse ting (både med og uden børn).

Det virker som om din opfattelse af hjemmegående mødre sidder fast i 50'ernes billede af en husmor der bare sidder og venter mens livet passerer forbi - lidt synd at du ikke virker villig til at opdatere dette syn

Kan se du svarede på noget af det imens jeg skrev (se bort fra dét så)

Jonatansmor skriver:

Nej, synd er en medlidenhedsfølelse der som oftest kommer fordi ofret har lidt et tab, af en eller anden art.

Så lad mig forklare mig i detaljer. Jeg mener det er sundt for et menneske at have noget at stå op til (andet end hus, hjem, børn, mad og mand) og jeg mener i samme åndedrag at det er sundt for børn at opleve samspillet mellem mor, arbejde, privatliv, opgaver, deadlines, det at kunne strukturere en dagligdag rundt om behov - ens egne og barnets. Jeg mener det er uendeligt godt for os som menneske at lykkes, uanset om det er som ufaglært eller som uddannet, det er sundt for vores selvopfattelse at få en løn, få noget for et arbejde vi udfører. Nej, jeg taler ikke om karriereræs, jeg taler om lige løn for et lige stykke arbejde, selvtilfredsstillelse lige ind på konto hver den 1.

Når det så er sagt, kommer vi til hvorfor jeg synes det er en skam at børn ikke oplever det. For det vise barnet noget om at livet måske er hårdt, men intet kommer let, drømmeting skal der arbejdes for og det må vi ligeså i vores familie. Det at kunne udgøre en rollemodel for barnet er min den ypperste rolle og det inkluderer at lære ham om klodens gang, økonomi, opsparing og deri: arbejde. Vil du have råd til ting, må du knokle.

Nul ondskabsfuldt i det, heller ikke selvom du strækker din forståelsesevne for at få det til at se sådan ud.

jeg fandt det ikke tilfredsstillende at gå på arbejde, mens mine var små og havde brug for jeg var der.

jeg arbejder skam også for den løn jeg ikke får.. og ja jeg har mældt mig ud af arbejdsmarket og det er sikkert en skam for arbejdsmarket, men for mig ville det være mere synd at sende ungern afsted og selv tage på job der for mig var intet sigende mens de er små forde jeg heldre vil være ved dem.

jeg kan godt skabe min egen hverdag. og få noget synligt og konstruktivt ud af det, jeg behover ikke en chef der sidder dedlins.

jeg er respeteret af mine børn.. dels forde de ved jeg altid er der.. og de ikke behøves at yde noget for at få min opmærksomhed-

jeg er ligeglad med om mine børn er bedst eller hurtigst til noget for jeg ved de lære det i deres tempo.. og vi laver det de har lyst til.. noget af dagen...

Jamen vi fortsætter da bare.

1. Jeg synes det er ærgerligt for kvinderne selv, de mister deres kontakt med det arbejdsmarkede de på et eller andet tidspunkt skal ind i igen.
2. Jeg synes det er ærgerligt set ud fra et produktivitetsniveau i samfundet, jeg synes det er ærgerligt at vi har arbejdsdygtige kvinder derude der bare får lov til at gå rundt hjemme.
3. Jeg synes det er ærgerligt fir de, få, børn der har sig forældre der ikke kan lade være med at udnytte muligheden og derfor blot ender med at dalre rundt derhjemme, formålsløst (Børnene)

Debatten handlede om hjemmepasning, der gav jeg mit besyv med. At jeg nu skal nidkært forklare alt i detaljer, ændrer ikke ved min holdning. Uanset grunden, synes jeg det er en skam at vi har kvinder der ikke kommer ud på arbejdsmarkedet. Argumentet med at det er verdens fineste job, runger bare hult, for på et eller andet tidspunkt så ender hun på arbejdsmarkedet igen, denne gang en samfundsbyrde fordi hendes eventuelle uddannelse er forældet.

Behøver jeg at sige igen at vi ikke behøver at være enige?

Jeg fisker bestemt ikke efter enighed - overhovedet

Jeg fisker bare efter nogle forklaringer på ting jeg ikke kunne få vendt og drejet.

Og undskyld mig, men du bruger altså nogle ord som jeg slet ikke kan finde ud af hvordan passer ind i debatten... Du skriver f.eks.: At jeg nu skal nidkært forklare alt i detaljer

Hvad mener du dog med dette? Hvem er nidkær? Ved du hvad ordet betyder?

Og ordet synd (ikke den bibelske betydning) behøver ikke at have noget med offer og tab at gøre - det kan også bare betyde at man har ondt af nogen, hvilket var den fortolkning jeg mente at du brugte...

Imens jeg har dalret rundt herhjemme med mine børn idag, har vi fået hjemmebagte boller (som maja og mig bagte igår) til morgenmad. Laura har hjulpet med at lave modelervoks, så jeg kunne købe de utallige kager de lavede ud af det. Jeg har lavet noder til isabella, så hun nu kan spille lille peter eddekop på sit nye keyboard, jeg har lavet jordbærmarmelade, og skal nu til at lave solbærmarmelade.  Vi hygger os

Wimmie skriver:

Hehe, tak skal du have. Henvis mig lige til det citat hvor jeg har brugt ordet "ondskabsfuldt" - hvem lægger nu ord i munden på hvem? 

Men du bliver ved med at tale forbi; dvs. du svarer ikke på hvorfor du ikke kan (vil?) se forskellen på om det er selvvalgt eller ufrivilligt? Du får det stadig til at lyde som om at de der vælger at gå hjemme ikke får andet at gå op i end børn og huslige sysler. Hvad med venner, hobbyer, interesser? Ture i zoo, fitness-center, museer, parker, biografture, gode bøger, kreative sysler... hvem siger at man ikke kan fylde sin hverdag med disse ting (både med og uden børn).

Det virker som om din opfattelse af hjemmegående mødre sidder fast i 50'ernes billede af en husmor der bare sidder og venter mens livet passerer forbi - lidt synd at du ikke virker villig til at opdatere dette syn

Nej, jeg har skam et udemærket godt billede af det at være moderne hjemmegående, har flere i min omgangskreds der er hjemmegående til det ekstreme.

I min verden er det det samme, om du er hjemmegående frivilligt eller tvunget. Frivilligt er så bare tanden værre i min bog, fordi du så selv har valgt den del af tilværelsen fra der hedder arbejde, kolleger, forfremmelse, lønforhøjelse således dit forbrug kan følge inflationen og fødevarepriserne. Kan ikke helt se det slemme i det, eller det fordomsfulde - har adskillige gange pointeret at det vigtigste må absolut være ungerne. Min er lykkelig, er din, er det vel det du skulle fokusere på?!

Når man er hjemmegående, er ens hovedansvar vel hjemme. Ergo, det meste af tiden går vel med de hjemlige sysler?! Eller er det pludseligt ikke et fuldtidsjob uden pauser?! Om man også får tid til at gå i zoo, er vel op til prioriteringer? Som det er tilfældet med os der ikke er hjemme?! Eller? Du må endeligt sige til hvis jeg misforstår noget.

Så, så tror jeg vist at jeg har forklaret mig i rigelige detaljer og gider egentligt ikke bruge tiden på det her mere. Har du flere spørgsmål om mit standpunkt er du da mere end velkommen til at lægge en besked i indbakke - så behøver andre ikke se på vores "samtale"

Tin skriver:

Nej men jeg mener at børn bliver skøre af stress!!! Og det mener jeg da ihvertfald er det vi byder dem, når vi rykker dem ud af sengen kl 5.30, så skynder på dem får at de kan nå at få spist, hurtigt i tøjet (hvor de voksne tit hjælper, fordi der er travlt), ud i kulden. Alt er planlagt i dagpleje mv(måske derfor de færreste børn kan underholde dem selv!) Ved afhenyning er der stress igen, for der skal handles, laves mad, og vi skal nå til fordbold og forældremøder...........Det er altså ikke sundt for 1 under 3 år, tror jeg ikke.

 

Mine børn er da ikke asociale mennesker fordi de har haft mere ro på livet.....Underlig holdning egenlig.

Det er en meget sjov debat, det her.
Det kommer til at lyde som om man enten står i det ene eller det andet hjørne

Daniel er blevet passet ude, fra han var 10 mdr., og det var på høje tid, for jeg (og det jeg kunne finde på), var bare ikke interessant nok. Han kedede sig, og manglede kontakt med andre på hans størrelse i en daglig rytme.

Vi har absolut ikke en stresset hverdag. Når jeg har morgenvagt, bliver han afleveret kl. 7, men det sker max. 1 gang om ugen. Ellers bliver han afleveret kl. 9 eller halv elleve, og hentet igen kl 15.30 - 16.00.
Ingen stress på her, vi tager det hele meget stille og roligt, og han ELSKER at komme i vuggestue.

Det er dejligt for dem der har lyst og mulighed for at kunne gå hjemme med de små, men det er altså ikke alle børn, der synes det er optimalt, Daniel er én af dem. Det er helt tydeligt at mærke på ham, at han nyder at komme et sted hen, hvor han har nogle små venner og voksne, som er "hans"

Jonatansmor skriver:

Nej, jeg har skam et udemærket godt billede af det at være moderne hjemmegående, har flere i min omgangskreds der er hjemmegående til det ekstreme.

I min verden er det det samme, om du er hjemmegående frivilligt eller tvunget. Frivilligt er så bare tanden værre i min bog, fordi du så selv har valgt den del af tilværelsen fra der hedder arbejde, kolleger, forfremmelse, lønforhøjelse således dit forbrug kan følge inflationen og fødevarepriserne. Kan ikke helt se det slemme i det, eller det fordomsfulde - har adskillige gange pointeret at det vigtigste må absolut være ungerne. Min er lykkelig, er din, er det vel det du skulle fokusere på?!

Når man er hjemmegående, er ens hovedansvar vel hjemme. Ergo, det meste af tiden går vel med de hjemlige sysler?! Eller er det pludseligt ikke et fuldtidsjob uden pauser?! Om man også får tid til at gå i zoo, er vel op til prioriteringer? Som det er tilfældet med os der ikke er hjemme?! Eller? Du må endeligt sige til hvis jeg misforstår noget.

Så, så tror jeg vist at jeg har forklaret mig i rigelige detaljer og gider egentligt ikke bruge tiden på det her mere. Har du flere spørgsmål om mit standpunkt er du da mere end velkommen til at lægge en besked i indbakke - så behøver andre ikke se på vores "samtale"

 

Jeg vil gerne lige pointere at jeg ikke tager noget personligt... jeg har endnu ikke børn og har ikke lyst eller råd til at blive hjemmegående alligevel - jeg studsede bare over (fra et objektivt synspunkt - jeg mener begge dele kan være lige gode bare man selv og børnene er glade), at du var så meget imod det at det i mine øjne (og andres åbenbart) lød ret så nedladende.

Måske har vi andre bare misforstået dig så