hjemmepasning

Jonatansmor skriver:

Jamen det er jeg da ked af du føler dig.

Men sådan helt realistisk, så er det nok dine børn underordnet hvor og hvordan deres hverdag ser ud, det er et spørgsmål om rutiner der gør børn lykkelige, ikke om de bliver passet hjemme. Det er jo nok pga en forestilling vi som voksne har om barndommen der gør vi træffer valget, at holde børnene ude af pasningstilbuddet. Det var det jeg mente med at det var for moderens skyld.

Derud over så er jeg faktisk af den holdning at den hjemmegående husmor, klasker kvindens kamp tilbage til 1950, bare på vores eget valg. Jeg synes det er en skam at dine børn ikke oplever en mor der får noget konstruktivt ud af en dags hårdt arbejde, oplever at hun sætter sig karrieremål og når dem. Men det er jo bare mig.

Og slutteligt, jeg har aldrig sagt at hjemmepassede børn ikke bliver socialiseret, min korte reference tilbage til datidens østjylland, var rigtigt nok et skræmmeeksempel - men hun ER altså underlig og en enspænder! Og det VAR fordi hun havde en mor der totalt afskar hende fra alt normalt.. ikke dermed sagt du er sådan, jeg synes bare stadig det er en skam at børn ikke kommer ud og får styrket selvtillid igennem egne erfaringer uden mor og far. Men sådan er vi så uendeligt forskellige, og heldigvis for det da

du er virkelig fordomsfuld.... mine børn kommer til og se både mig og min mand gøre kariere... men min kan fint vente de 5 år...

og nej jeg bliver ikke en 50er klassisk husmor.. jeg er ikke HUSmor men MOR... til mine børn.. og deres primære

jeg forstår ikke agumentet med at det usundt for barnet og du engang kender en der kendte en... jeg kender også folk der har fået depretioner tidlig i livet, og ved det er på vist at for tidlig ad skillese fra forældrene udløser et streeshormon i hjernen på barnet.. efter barnet er stoppet med at reagere på hormonet vil det stadig produsere stress hormonet og senere i livet har dennes hjerne i hvisse tilfælde svært ved at håntere stress.

men jeg bebrejder ingen at de får passet ders barn ude.. jeg vil bare gerne respekteres fode mit arbejde som hjemmepasser

og ikke havde skudt i skoene at mine børn resikere at lide over last, og at jeg ender som en dårlig rollemodel og at jeg skider på kvidernes kamp.

Wimmie skriver:

Det var dog en mærkelig og fordømmende udtalelse

Øøøh? Ej, det kan jeg helt ærligt ikke se. Det er sådan set bare min holdning, at det er en skam at børn ikke oplever en mor der er ør af lykke fordi hun endeligt har opnået det hun har kæmpet for. Intet fordømmende i det, vi prioriterer alle anderledes. Nogen prioriterer at kunne gå hjemme, jeg lægger mit liv således jeg kan nå det hele. Simpelt, 0 fordømmelse for dem der ikke lever som jeg.

Altså, vi kan ikke allesammen være babybesatte. Beklager.

Jonatansmor skriver:

Okay. Jae, jeg er så af den holdning at jeg er mig selv først og så mor. Min lykke afhænger af hvad jeg opnår i livet og der er min dreng en del af det store billede. Men jeg ville aldrig ofre min karriere for at han skulle gå hjemme (Medmindre han blev syg, andre livsændrende begivenheder) og jeg er stadig af den holdning at han har godt af at have en mor der sætter sig mål, går efter dem og opnår dem. At han lærer om samspillet mellem karriere og familieliv, at han lærer at kvinder er en magt der ikke længere er til at overse, at han lærer noget om pligt, selvom man ikke lige har lysten idag. At han lige præcis ikke sætter sin hjemmegående mor op på en pedistal og forventer at hans egen kone en dag gør det samme (Ja, jeg tror på det er en glidebane). Jeg elsker at hente min dreng i DP, fortælle ham om alle de seje ting mor har lavet idag og mærke ruset af tilfredstillelse når jeg FANME fik det 12 tal som jeg havde arbejdet på at få.

Og hvem er fordomsfuld her? Godt børneliv har intet at gøre med om man har en mor der er til rådighed 24 timer af døgnet, et godt børneliv handler om respekt, kærlighed, grænser, rutiner, tryghed, mad, tøj...

Men ingen her behøver at være enige, ej heller vi to

Jeg vil lige pointere at jeg ikke mener at jeg har mere ret end dig, blot at vi ser forskelligt på hvad der er godt for vores børn. Det som er godt for mine piger, er jo ikke nødvendigvis det samme som du mener er godt for din søn. Jeg har bestemt ingen fordomme overfor at folk vælger at aflevere deres børn og gå på arbejde. Det har jeg selv gjort med god samvitttighed, og kommer også til det igen.

Jonatansmor skriver:

Øøøh? Ej, det kan jeg helt ærligt ikke se. Det er sådan set bare min holdning, at det er en skam at børn ikke oplever en mor der er ør af lykke fordi hun endeligt har opnået det hun har kæmpet for. Intet fordømmende i det, vi prioriterer alle anderledes. Nogen prioriterer at kunne gå hjemme, jeg lægger mit liv således jeg kan nå det hele. Simpelt, 0 fordømmelse for dem der ikke lever som jeg.

Altså, vi kan ikke allesammen være babybesatte. Beklager.

Jeg er ør af lykke hver dag, når min børn er det....... så forstår ikke helt

Tin skriver:

Hold da fast mand!!! Jeg får godt nok meget ud af min dagligdag herhjemme!!

Jeg oplever nemlig mine børn, og tager det fulde ansvar for mine børns opdragelse og lærdom!! Det er det fineste  og mest betydningsfulde job man overhovedet kan få!!  Mit job går ud på at sikre mine børn en god fremtid, hvor de hviler i sig selv!

 

Mine børn lærer dagligt at bestille noget, og er ufattelig gode til at hjælpe og tilgode se hinanden. Jeg har 5 af slagsen så de mangler aldrig legekammerater. Mine (især drengene) lærer at være MÆND!! De skal hjælpe deres søstrere, og behandle dem med respekt......så er der måske ikke nogle piger der sidder her om 15-20 år og klager over deres mænd!

Mine drenge lærer at lave mad, skifte ble, slå græs, bage og vaske tøj....de kan det hele, og det gælder også for pigerne!

Mine mindste mand på 3 klarer selv påklædning mv og kan (næsten) selv binde hans snørrebånd!!

Så du skal deleme ikke fortælle mig, at jeg ikke har noget at stå op til hver dag!! Og dertil kan tilføjes at jeg IKKE HAR EN ARBEJDSDAG MED INDLAGT PAUSE!!!!

Enig

Jonatansmor skriver:

Øøøh? Ej, det kan jeg helt ærligt ikke se. Det er sådan set bare min holdning, at det er en skam at børn ikke oplever en mor der er ør af lykke fordi hun endeligt har opnået det hun har kæmpet for. Intet fordømmende i det, vi prioriterer alle anderledes. Nogen prioriterer at kunne gå hjemme, jeg lægger mit liv således jeg kan nå det hele. Simpelt, 0 fordømmelse for dem der ikke lever som jeg.

Altså, vi kan ikke allesammen være babybesatte. Beklager.

Det er da fordømmende at mene at det er en skam for børnene... med mindre du ikke kender til betydning af ordet "skam" - det du siger er jo at børnene risikerer ikke at respektere eller endda at skamme sig over at have forældre der ikke har opnået karriere og der med ikke har oplevet lykken af at have opnået "det helt store".

Hvad hvis det ikke er "det helt store" at få en karriere? Ikke alle mennesker er karriere-mennesker - og nogle bliver det måske ret sent i livet. Hvad hvis ens højeste ønske er at kunne gå hjemme og være mor på fuldtid, eller hvad hvis man har et job som ufaglært og dermed heller ikke har opnået "lykken ved at gøre karriere"?

Folks prioriteringer er forskellige, og ligefrem at mene at det er synd for børnene synes jeg er mærkeligt. Dét der ville være synd for børnene var hvis de kunne mærke at forældrene ikke var glade og at de fortrød deres valg. Eller at de gik hjemme fordi de var ufrivlligt arbejdsløse - men når det nu er selvvalgt må man jo gå ud fra at forældrene er lykkelige som de har det - og den lykke smitter vel af på børnene?

Tin skriver:

Hold da fast mand!!! Jeg får godt nok meget ud af min dagligdag herhjemme!!

Jeg oplever nemlig mine børn, og tager det fulde ansvar for mine børns opdragelse og lærdom!! Det er det fineste  og mest betydningsfulde job man overhovedet kan få!!  Mit job går ud på at sikre mine børn en god fremtid, hvor de hviler i sig selv!

 

Mine børn lærer dagligt at bestille noget, og er ufattelig gode til at hjælpe og tilgode se hinanden. Jeg har 5 af slagsen så de mangler aldrig legekammerater. Mine (især drengene) lærer at være MÆND!! De skal hjælpe deres søstrere, og behandle dem med respekt......så er der måske ikke nogle piger der sidder her om 15-20 år og klager over deres mænd!

Mine drenge lærer at lave mad, skifte ble, slå græs, bage og vaske tøj....de kan det hele, og det gælder også for pigerne!

Mine mindste mand på 3 klarer selv påklædning mv og kan (næsten) selv binde hans snørrebånd!!

Så du skal deleme ikke fortælle mig, at jeg ikke har noget at stå op til hver dag!! Og dertil kan tilføjes at jeg IKKE HAR EN ARBEJDSDAG MED INDLAGT PAUSE!!!!

Ja, det er så din holdning til det. Min holdning er anderledes og jeg tror måske du har lidt svært ved at lade være med at prøve på at læse mellem linierne.

Jeg pådutter ikke min opfattelse på dit liv, tværtimod. Men jeg har holdninger og tanker omkring emnet, meget naturligt nu jeg har en dreng i pasningsalderen og hjemmepasning også var oppe og vende inden vi besluttede os for dp.

Jeg tager også det fulde ansvar for min drengs opvækst, det er vores fortjeneste han går, snakker som et vandfald og er forud for sin udvikling. Der er vi to ikke så forskellige.

Dit sidste afsnit hopper jeg over, det er vist det nemmeste, vi to har to vidt forskellige opfattelser af begrebet "en rigtig mand"

Wimmie skriver:

Det er da fordømmende at mene at det er en skam for børnene... med mindre du ikke kender til betydning af ordet "skam" - det du siger er jo at børnene risikerer ikke at respektere eller endda at skamme sig over at have forældre der ikke har opnået karriere og der med ikke har oplevet lykken af at have opnået "det helt store".

Hvad hvis det ikke er "det helt store" at få en karriere? Ikke alle mennesker er karriere-mennesker - og nogle bliver det måske ret sent i livet. Hvad hvis ens højeste ønske er at kunne gå hjemme og være mor på fuldtid, eller hvad hvis man har et job som ufaglært og dermed heller ikke har opnået "lykken ved at gøre karriere"?

Folks prioriteringer er forskellige, og ligefrem at mene at det er synd for børnene synes jeg er mærkeligt. Dét der ville være synd for børnene var hvis de kunne mærke at forældrene ikke var glade og at de fortrød deres valg. Eller at de gik hjemme fordi de var ufrivlligt arbejdsløse - men når det nu er selvvalgt må man jo gå ud fra at forældrene er lykkelige som de har det - og den lykke smitter vel af på børnene?

Nej, det har jeg aldrig sagt. Igen, lad nu være med at læse mellem linierne, der står intet.

Jeg synes det er ærgerligt at arbejdsdygtige kvinder vælger at gå hjemme istedet for at komme ud blandt alle os andre og få nogle anderledes oplevelser.

Fra hvor jeg sidder er det en glidebane, jeg ville føle det som en nederlag at jeg pludseligt havde fået mig selv ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Uanset hvad grunden ville være.

Jeg har aldrig sagt det er synd for børnene, lad være med at lægge ord i munden på mig, men jeg må vel have en holdning præcis som du har en holdning til "karrierekvinder".

Sagt igen, igen, igen, igen, igen, igen: Sålænge ungerne er lykkelige, er det vel det vigtigste?

Jonatansmor skriver:

Jeg lægger ikke ord i munden på dig - du skriver jo selv  det er en skam at børn ikke oplever en mor der er ør af lykke fordi hun endeligt har opnået det hun har kæmpet for.

Dermed siger du jo også at det er synd...

Jonatansmor skriver:

Nej, det har jeg aldrig sagt. Igen, lad nu være med at læse mellem linierne, der står intet.

Jeg synes det er ærgerligt at arbejdsdygtige kvinder vælger at gå hjemme istedet for at komme ud blandt alle os andre og få nogle anderledes oplevelser.

Fra hvor jeg sidder er det en glidebane, jeg ville føle det som en nederlag at jeg pludseligt havde fået mig selv ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Uanset hvad grunden ville være.

Jeg har aldrig sagt det er synd for børnene, lad være med at lægge ord i munden på mig, men jeg må vel have en holdning præcis som du har en holdning til "karrierekvinder".

 

Sagt igen, igen, igen, igen, igen, igen: Sålænge ungerne er lykkelige, er det vel det vigtigste?

Sorry, der gik lidt ged i citeringerne før...

Jeg læser ikke mellem linjerne, jeg forholder mig til de ord du skriver.

Hvorfor synes du det er ærgeligt at nogle vælger at gå hjemme? Hvem er det ærgeligt for? Dig? Kvinderne der vælger det? For eftersom de selv vælger det, så er det vel fordi det er dét der gør dem glade og i så fald er det jo ikke et problem.

Du skriver at du ville se det som et nederlag...ja, men så ville du vel heller ikke selv vælge det - du sammenligner jo en selvvalgt situaton med en ufrivillig, hvilket jo ikke giver meget mening i denne debat.