hjemmepasning

Tin skriver:

Nej men jeg mener at børn bliver skøre af stress!!! Og det mener jeg da ihvertfald er det vi byder dem, når vi rykker dem ud af sengen kl 5.30, så skynder på dem får at de kan nå at få spist, hurtigt i tøjet (hvor de voksne tit hjælper, fordi der er travlt), ud i kulden. Alt er planlagt i dagpleje mv(måske derfor de færreste børn kan underholde dem selv!) Ved afhenyning er der stress igen, for der skal handles, laves mad, og vi skal nå til fordbold og forældremøder...........Det er altså ikke sundt for 1 under 3 år, tror jeg ikke.

 

Mine børn er da ikke asociale mennesker fordi de har haft mere ro på livet.....Underlig holdning egenlig.

Det var da en trist forudfattet holdning du har til alle os med børn i pleje?

Kan selvfølgeligt ikke tale for alle, men hjemme ved os er der absolut ingen stress? Vi står op sådan mellem 5.30 og 6.30, han bliver vasket, får tøj på og morgenmad, lidt legetid inden vi går op til dagplejen. Der så heller ikke har stress på, for ungerne skal bare afleveres inden 8.30 hvor der så er legetid på diverse legepladser/indendørsture om vinteren. Ingen stress ved afhentning heller, lidt samtale mor/far og dp imellem er der altid plads til og vi får set på "hans" ting og får sagt farvel til ungerne og så går vi hjem igen. Går, er keyword, ingen bil her.

Stress er der i en familie fordi man prioriterer forkert, ikke fordi barnet bliver passet af en anden.

Og til sidst, min dreng kan sagtens underholde sig selv "ekstremt langt fremme i sin udvikling" var meldingen fra SP under hans boel-test (er det ikke det den hedder, den med pinden og koncentrationsevnen?) så det kan jeg ikke rigtigt give dig ret i. Børn idag kan ikke underholde sig selv fordi de ikke har nogen forældre der er villige til at bevæge sig ned i øjenhøjde og lære dem hinkerude, 500, fedtmule, dåseskjul osv osv osv - ikke fordi de bliver passer en 6 timers tid hver dag.

Børn trives under udfordringer, både sociale, fysiske og psykiske. Det er min tro.

Jonatansmor skriver:

Det var da en trist forudfattet holdning du har til alle os med børn i pleje?

Kan selvfølgeligt ikke tale for alle, men hjemme ved os er der absolut ingen stress? Vi står op sådan mellem 5.30 og 6.30, han bliver vasket, får tøj på og morgenmad, lidt legetid inden vi går op til dagplejen. Der så heller ikke har stress på, for ungerne skal bare afleveres inden 8.30 hvor der så er legetid på diverse legepladser/indendørsture om vinteren. Ingen stress ved afhentning heller, lidt samtale mor/far og dp imellem er der altid plads til og vi får set på "hans" ting og får sagt farvel til ungerne og så går vi hjem igen. Går, er keyword, ingen bil her.

Stress er der i en familie fordi man prioriterer forkert, ikke fordi barnet bliver passet af en anden.

Og til sidst, min dreng kan sagtens underholde sig selv "ekstremt langt fremme i sin udvikling" var meldingen fra SP under hans boel-test (er det ikke det den hedder, den med pinden og koncentrationsevnen?) så det kan jeg ikke rigtigt give dig ret i. Børn idag kan ikke underholde sig selv fordi de ikke har nogen forældre der er villige til at bevæge sig ned i øjenhøjde og lære dem hinkerude, 500, fedtmule, dåseskjul osv osv osv - ikke fordi de bliver passer en 6 timers tid hver dag.

Børn trives under udfordringer, både sociale, fysiske og psykiske. Det er min tro.

Altså som jeg selv skrev, har mine 3 store børn også været i DP, nogle i længre tid end andre. Da vi fik nr4 valgte vi bare at tage alle ud af instituationerne og passe dem hjemme!

som jeg skrev kunne jeg sagtens takle job og 3 børn i pleje uden stress.....jeg havde bare på fornemmelsen at mine børn ikke kunne takle det helt på samme måde og da jeg blev gravid med nr 4, tog vi konsekvensen af det!

Dermed så jeg også hvilken forvandling de 3 store gennemgik efterfølgene og ikke mindst kunne jeg se på de 2 små der kun er blevet passet hjemme, hvor afslappet det hele kunne være...derfor går jeg MEGET ind for hjemmepasning

Jeg går også hjemme ved mine piger. Den lille på 2½ er i legestue tre formiddage om ugen og de store går ikke i SFO. De store blev også passet hjemme indtil de skulle i børnehave, dog af en ung pige. Jeg har kun mødt positive tilkendegivelser, på nær fra enkelte herinde.

Men det er ikke nødvendigvis den rigtige løsninger for alle familier, bare fordi det er den bedste løsning for os. Vi havde bare ikke lyst til at hverdagene var pressede og weekenderne aldrig var lange nok.

Mine piger er meget gode sociale og det er noget pjat at tro, at hjemmebørn ikke får dækket deres sociale behov, for der er jo netop ikke tale om at man holder sig inde for husets fire vægge hele tiden.

Vores datter var faktisk glad nok for sin vs, men alligevel ændrede hun fuldstændig humør og social adfærd efter en måned herhjemme. Før var hun meget indelukket og havde rundsave på albuerne. Pludselig blev hun utrolig kærlig, åben og afslappet, hvilket vi ikke havde forventet. Hun havde tydeligvis ikke godt af at være afleveret så meget, selvom vi ikke kunne se det på hende. Vi havde jo ikke noget at sammeligne med.

Tin skriver:

Altså som jeg selv skrev, har mine 3 store børn også været i DP, nogle i længre tid end andre. Da vi fik nr4 valgte vi bare at tage alle ud af instituationerne og passe dem hjemme!

 

som jeg skrev kunne jeg sagtens takle job og 3 børn i pleje uden stress.....jeg havde bare på fornemmelsen at mine børn ikke kunne takle det helt på samme måde og da jeg blev gravid med nr 4, tog vi konsekvensen af det!

 

Dermed så jeg også hvilken forvandling de 3 store gennemgik efterfølgene og ikke mindst kunne jeg se på de 2 små der kun er blevet passet hjemme, hvor afslappet det hele kunne være...derfor går jeg MEGET ind for hjemmepasning

Ja, sådan er vi jo så forskellige. Jeg kan mærke på min dreng at han keder sig når han ikke har været i dp en weekend, han mangler simpelthen sine kammerater. Kunne aldrig drømme om at fjerne ham fra hans vante gang deroppe.

Bare det virker og bare ungerne er glade, ikke sandt?

Jonatansmor skriver:

Ved ikke helt hvor du vil hen med dit indlæg? Er du blevet trådt over tæerne fordi du hjemmepasser?

Men interessant emne, det her med DP/institution versus hjemmepasning. Jeg havde en veninde for mange år siden, hun blev altid holdt hjemme og hun var altså en smule sær, duede ikke rigtigt i de sociale omgangsformer og er nu også bosat alene, i en af yderkantsområderne uden uddannelse. Nej, sådan behøver det ikke gå, men sådan kan det gå. For vi lægger jo kimen til et succesrigt socialtliv i de ganske små år, det er der vi lærer hvad der kan gå imellem venner, bekendte og fremmede. Vi lærer at verden er et stort sted uden mor, men der er altid en der passer på os. For slet ikke at tale om selvstændighed, når det en dag kommer på tale.

For at trække på egen erfaring, så kunne jeg ikke holde drengen hjemme om jeg så ville. Der var bare ikke udfordring nok i mig og hans far til sidst, han havde så absolut brug for at komme ud blandt væsner på hans egen størrelse - det har han sundt af.

Men jeg har også på fornemmelsen at det som oftest er for moderens skyld, snarer end det er et hensyn til den lille. For det er altså sundt at have noget at stå op til, noget at glæde sig til, nogen at blive uvenner med, få en bedste ven, en sød pædagog, en pædagog der siger nej anderledes end mor og alt det der er imellem. Mennesker bliver skøre af ikke at have en plan, tror jeg

At du skriver at det er for moderens skyld at man vælger at holde sine børn hjemme, føler jeg mig altså noget stødt over.

Jeg har valgt mit arbejde fra, hvilket betyder at jeg måske aldrig kan komme igang som pædagog igen, for arbejdsløsheden er stor. Vi lever på en sten, og har ikke råd til særlig mange fornøjelser. Jeg havde gode kollegaer som jeg ikke ser mere. Det er ikke fordi jeg skal ynkes, men at sige at det er for min egen skyld, vi har truffet dette valg, det virker simpelthen for groft.

Bare fordi vi har valgt at passe børnene hjemme, betyder jo ikke at vores børn ikke ser andre børn. Vi går i legestue, der er søskende, venners børn, kusiner. Mine børn er meget gode sociale, og de har alle gået hjemme indtil børnehavealderen.

Jeg mener ikke at de som får deres børn passet mens de er små omsorgssvigter deres børn, men jeg vil også have lov til at træffe et anderledes valg, uden at blive fordømt af andre.

Mi skriver:

At du skriver at det er for moderens skyld at man vælger at holde sine børn hjemme, føler jeg mig altså noget stødt over.

Jeg har valgt mit arbejde fra, hvilket betyder at jeg måske aldrig kan komme igang som pædagog igen, for arbejdsløsheden er stor. Vi lever på en sten, og har ikke råd til særlig mange fornøjelser. Jeg havde gode kollegaer som jeg ikke ser mere. Det er ikke fordi jeg skal ynkes, men at sige at det er for min egen skyld, vi har truffet dette valg, det virker simpelthen for groft.

Bare fordi vi har valgt at passe børnene hjemme, betyder jo ikke at vores børn ikke ser andre børn. Vi går i legestue, der er søskende, venners børn, kusiner. Mine børn er meget gode sociale, og de har alle gået hjemme indtil børnehavealderen.

Jeg mener ikke at de som får deres børn passet mens de er små omsorgssvigter deres børn, men jeg vil også have lov til at træffe et anderledes valg, uden at blive fordømt af andre.

Jamen det er jeg da ked af du føler dig.

Men sådan helt realistisk, så er det nok dine børn underordnet hvor og hvordan deres hverdag ser ud, det er et spørgsmål om rutiner der gør børn lykkelige, ikke om de bliver passet hjemme. Det er jo nok pga en forestilling vi som voksne har om barndommen der gør vi træffer valget, at holde børnene ude af pasningstilbuddet. Det var det jeg mente med at det var for moderens skyld.

Derud over så er jeg faktisk af den holdning at den hjemmegående husmor, klasker kvindens kamp tilbage til 1950, bare på vores eget valg. Jeg synes det er en skam at dine børn ikke oplever en mor der får noget konstruktivt ud af en dags hårdt arbejde, oplever at hun sætter sig karrieremål og når dem. Men det er jo bare mig.

Og slutteligt, jeg har aldrig sagt at hjemmepassede børn ikke bliver socialiseret, min korte reference tilbage til datidens østjylland, var rigtigt nok et skræmmeeksempel - men hun ER altså underlig og en enspænder! Og det VAR fordi hun havde en mor der totalt afskar hende fra alt normalt.. ikke dermed sagt du er sådan, jeg synes bare stadig det er en skam at børn ikke kommer ud og får styrket selvtillid igennem egne erfaringer uden mor og far. Men sådan er vi så uendeligt forskellige, og heldigvis for det da

Jonatansmor skriver:

Jamen det er jeg da ked af du føler dig.

Men sådan helt realistisk, så er det nok dine børn underordnet hvor og hvordan deres hverdag ser ud, det er et spørgsmål om rutiner der gør børn lykkelige, ikke om de bliver passet hjemme. Det er jo nok pga en forestilling vi som voksne har om barndommen der gør vi træffer valget, at holde børnene ude af pasningstilbuddet. Det var det jeg mente med at det var for moderens skyld.

Derud over så er jeg faktisk af den holdning at den hjemmegående husmor, klasker kvindens kamp tilbage til 1950, bare på vores eget valg. Jeg synes det er en skam at dine børn ikke oplever en mor der får noget konstruktivt ud af en dags hårdt arbejde, oplever at hun sætter sig karrieremål og når dem. Men det er jo bare mig.

Og slutteligt, jeg har aldrig sagt at hjemmepassede børn ikke bliver socialiseret, min korte reference tilbage til datidens østjylland, var rigtigt nok et skræmmeeksempel - men hun ER altså underlig og en enspænder! Og det VAR fordi hun havde en mor der totalt afskar hende fra alt normalt.. ikke dermed sagt du er sådan, jeg synes bare stadig det er en skam at børn ikke kommer ud og får styrket selvtillid igennem egne erfaringer uden mor og far. Men sådan er vi så uendeligt forskellige, og heldigvis for det da

Hold da op, vi er bare så lang fra hinanden værdimæssigt og i vores syn på et godt børneliv. Men det er også fint nok.

Men jeg syntes godt nok du er fordomsfuld overfor et anderledes valg end dit eget.

Jonatansmor skriver:

 Jeg synes det er en skam at dine børn ikke oplever en mor der får noget konstruktivt ud af en dags hårdt arbejde, oplever at hun sætter sig karrieremål og når dem. Men det er jo bare mig.

 

Det var dog en mærkelig og fordømmende udtalelse

Mi skriver:

Hold da op, vi er bare så lang fra hinanden værdimæssigt og i vores syn på et godt børneliv. Men det er også fint nok.

Men jeg syntes godt nok du er fordomsfuld overfor et anderledes valg end dit eget.

Okay. Jae, jeg er så af den holdning at jeg er mig selv først og så mor. Min lykke afhænger af hvad jeg opnår i livet og der er min dreng en del af det store billede. Men jeg ville aldrig ofre min karriere for at han skulle gå hjemme (Medmindre han blev syg, andre livsændrende begivenheder) og jeg er stadig af den holdning at han har godt af at have en mor der sætter sig mål, går efter dem og opnår dem. At han lærer om samspillet mellem karriere og familieliv, at han lærer at kvinder er en magt der ikke længere er til at overse, at han lærer noget om pligt, selvom man ikke lige har lysten idag. At han lige præcis ikke sætter sin hjemmegående mor op på en pedistal og forventer at hans egen kone en dag gør det samme (Ja, jeg tror på det er en glidebane). Jeg elsker at hente min dreng i DP, fortælle ham om alle de seje ting mor har lavet idag og mærke ruset af tilfredstillelse når jeg FANME fik det 12 tal som jeg havde arbejdet på at få.

Og hvem er fordomsfuld her? Godt børneliv har intet at gøre med om man har en mor der er til rådighed 24 timer af døgnet, et godt børneliv handler om respekt, kærlighed, grænser, rutiner, tryghed, mad, tøj...

Men ingen her behøver at være enige, ej heller vi to

Jonatansmor skriver:

Jamen det er jeg da ked af du føler dig.

Men sådan helt realistisk, så er det nok dine børn underordnet hvor og hvordan deres hverdag ser ud, det er et spørgsmål om rutiner der gør børn lykkelige, ikke om de bliver passet hjemme. Det er jo nok pga en forestilling vi som voksne har om barndommen der gør vi træffer valget, at holde børnene ude af pasningstilbuddet. Det var det jeg mente med at det var for moderens skyld.

Derud over så er jeg faktisk af den holdning at den hjemmegående husmor, klasker kvindens kamp tilbage til 1950, bare på vores eget valg. Jeg synes det er en skam at dine børn ikke oplever en mor der får noget konstruktivt ud af en dags hårdt arbejde, oplever at hun sætter sig karrieremål og når dem. Men det er jo bare mig.

Og slutteligt, jeg har aldrig sagt at hjemmepassede børn ikke bliver socialiseret, min korte reference tilbage til datidens østjylland, var rigtigt nok et skræmmeeksempel - men hun ER altså underlig og en enspænder! Og det VAR fordi hun havde en mor der totalt afskar hende fra alt normalt.. ikke dermed sagt du er sådan, jeg synes bare stadig det er en skam at børn ikke kommer ud og får styrket selvtillid igennem egne erfaringer uden mor og far. Men sådan er vi så uendeligt forskellige, og heldigvis for det da

Hold da fast mand!!! Jeg får godt nok meget ud af min dagligdag herhjemme!!

Jeg oplever nemlig mine børn, og tager det fulde ansvar for mine børns opdragelse og lærdom!! Det er det fineste  og mest betydningsfulde job man overhovedet kan få!!  Mit job går ud på at sikre mine børn en god fremtid, hvor de hviler i sig selv!

Mine børn lærer dagligt at bestille noget, og er ufattelig gode til at hjælpe og tilgode se hinanden. Jeg har 5 af slagsen så de mangler aldrig legekammerater. Mine (især drengene) lærer at være MÆND!! De skal hjælpe deres søstrere, og behandle dem med respekt......så er der måske ikke nogle piger der sidder her om 15-20 år og klager over deres mænd!

Mine drenge lærer at lave mad, skifte ble, slå græs, bage og vaske tøj....de kan det hele, og det gælder også for pigerne!

Mine mindste mand på 3 klarer selv påklædning mv og kan (næsten) selv binde hans snørrebånd!!

Så du skal deleme ikke fortælle mig, at jeg ikke har noget at stå op til hver dag!! Og dertil kan tilføjes at jeg IKKE HAR EN ARBEJDSDAG MED INDLAGT PAUSE!!!!