Anonym skriver:
Tusind tak for dit svar - hvor ER det rart at det ikke kun er mig der kan se at han er DYBT urimeig!!!
Jeg føler virkelig at han har bundet mig på hænder og fødder. Han ved at jeg i min vennekreds er venner med flere ekskærester, dvs. teenagekærester som jeg ikke har været sammen med i 10 år og mere og som på ingen måde udgør en trussel mod ham. Vi taler fyre som jeg var "kærester" med 3 måneder som 14årig.
Han har altid accepteret det da jeg var åben om det fra starten, men nu hvor lokummet brænder SÅ er de pludselig ikke til at stole på, og han binder mig på hænder og fødder når han pludselig kræver at jeg ikke er sammen med dem på tomandshånd.
Det synes jeg som udgangspunkt overhovedet ikke man kan bestemme over et andet menneske!!! Men det er jo en måde at bevare en vis kontrol over mig på.
Det der er mest skræmmende er den måde han pludselig snakker til mig på (eller IKKE snakker til mig). Det sidste der blev sagt mellem os i går aftes var at jeg synes det var rigtig synd for ham at den lille var syg, og han sad deroppe, og jeg håbede at han alligevel fik tid og gode snakke med sin familie. Han håbede at jeg fik ro og tid til at tænke og ønskede mig en god tur i byen. Venskabeligt og præcis som det skal være. 12 timer senere skriver jeg over skype at min telefon jo er ødeagt og at jeg har haft en rigtig hård nat men heldigvis var min kammerat blevet og avde trøstet og sovet på sofaen og SÅ rullede lavinen ellers. Han blev iskold, ubehagelig, antyder de værste ting om mig som mor og jeg var chokeret. Jeg blev SÅ VRED som jeg på intet tidspunkt har været!!! Hans antydninger og beskyldninger fløj gennem luften og han lyttede ikke til fornuft overhovedet. Hver gang jeg svarede på en anklage eller antydning dukkede der 10 nye op, denene mere absurd en den næste indtil jeg bare brølede af ham og han smed på. So much for godt samarbejde 
Men nu er jeg da HELT afklaret med at det var det bedste at være proaktiv! Selvom jeg virkelig skal passe på at min vrede ikke kommer i vejen for os, som hans gør.
Knus og tak igen
Jow, han er MEGET urimelig! Jeg tænker lidt - Kan han være jaloux over at du har en stor vennekreds omkring dig? Som kan støtte dig, være der for dig osv? Hvor imod, han ingenting har her i DK og derfor vil have du skal have det samme - ingenting?
Og NEJ! det skal han da overhpvedet ikke bestemme, slet ikke når J ikke er hjemme - så må du sgu gøre hvad du vil, du er et voksent menneske, og om man er gift eller ej, ejer man ikke hinanden!
Jeg tænker, at han ikke har kontrol over dig længere og derfor får sine "raserianfald" fordi han ikke har kontrol over hvad du laver, når han ikke er der, men igen så har han jo heller ikke været sådan før, når han har været i SE.. Jeg er sikker på, at det er hans måde at reagere på, at I skal skilles, men han må også forstå, at man som individer reagere forskelligt og har brug for støtte på forskellige måder.
Kan han anklage dig for en masse, for at overbevise sig selv om at, at det er din skyld, at det ikke fungerede mellem jer? Måske han giver dig skylden, fordi det er nemmere at give andre end sig selv skylden for en masse ting.
En masse pludder igen, men det lyder rigtig i hovedet 
Knus B