The honeymoon is definetely over :(

Her er svaret:

 

OK, har lige læst lidt på det I skriver om, og det er jo nøjagtig de ting jeg selv har gået og tumlet med sidenganske kort tid efter brylluppet. Mit svar må blive at jeg føler at sammen med vielsesringene fik jeg   udleveret et sæt nye briller med dobbelt styrke. Dvs. at jeg sagtens kan se SF som den fantastiske far og person han er. Men samtidig er jeg pludselig smerteligt opmærksom og bevidst om de ting som jeg virkelig troede jeg kunne leve med. Det er ikke - gentager - IKKE et spørgsmål om at SF er en dårlig mand, en skidt fyr eller på nogen måde ubehagelig. Det er et spørgsmål om at vi alligevel ikke lever op til hinandens billede af den person vi havde håbet vi hver især var. Han sagde f.eks. til mig at han havde "håbet at jeg ville ændre mig når vi fik et barn og blev en familie" - det er 3 dage siden!!! Jeg har aldrig fået nogen form for indtryk af at han ønskede at jeg skulle ændre mig, men der kan man jo se - den har alligevel ligget inde bag ved forelskelsen og luret. Jeg tror ikke engang at han selv har været klar over det før på det sidste. Jeg tror desværre at der er tale om at vores ønske om familie, og ønske om at vi ikke havde satset forkert i vores (trods alt) meget omfattende valg ved at være sammen på tværs af grænser og forskelle har været så stort at vi ikke har kunnet og villet være 100% ærlige overfor os selv når det kom til stykket.

 

Da jeg mødte SF fortalte han mig i store vendinger om de to meget lange forhold han havde haft, med kvinder som han begge gange var sikker på at det skulle være. Da de til sidst valgte at gå (fordi de ville videre ud i livet og søge der  es drømme) blev han sønderknust og tvivlede på sig selv og hele hans person. Det han drømte om var familie og livslang kærlighed. Jeg drømte om kærlighed, passion og familie (i den rækkefølge), og jeg vidste at vi ikke kunne vente for mange år med at starte familie da han trods alt var 11 år ældre end mig. Jeg mener ikke at jeg var umoden, men jeg forelskede mig og med forelskelsen kommer drømmene... På 4 år har vi mødt hinanden, jeg er flyttet til hans land, boet der et år, flyttet til DK og stiftet familie - kronen på værket var et ægteskab. Gik det for stærkt? Måske. Var det det rigtige for os i de øjeblikke? Absolut. Ville jeg gøre det samme igen - JA! Desværre føles det nu som om at han har accepteret at der ikke er flere eventyr at hente for os. Nu er det tid at sætte sig dybt i sofaen og smelte sammen til en og samme person for livet. Han nærmer sig de 40 (næste år) og har bare den indstilling at han ikke rigtigt "gider mere halløj". Jeg er 27 og der er masser af "halløj" i vente for mig.

 

 

Jeg tror aldrig at vi kommer til at fortryde at vi fandt hinanden. Det ved jeg faktisk! Se hvilken gave vi fik?! Og jeg er sikker på at der er andre derude som vil gøre os 120% lykkeligere, som ikke vil forsøge at få os til at ændre os,  men vil elske os sådan som vi virkelig er. Jeg er ret sikker på at havde vi ikke fundet hinanden, så havde SF nok aldrig fået børn. Han vil trods alt have det bedste i verden med sig ud af det her. Jeg er stadig ung, og jeg har fået et ordentlig drag over næsen af livet. Der vil gå længe før jeg tør stole på mine følelser igen for nogen - tænk hvis de en dag forsvandt igen? At tvivle på sig selv er noget af det værste man kan gå igennem og jeg ser ikke andet end tvivl i spejlet. Er jeg et godt menneske? Er jeg for evigt stemplet som præmieegoist? Vil jeg skade min søn for livet? Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Bliver jeg lykkelig? Osv. - spørgsmålene bliver bare endnu mere corny når jeg fortsætter. Jeg har nu forsøgt at svare. Håber I kan forstå lidt af det jeg siger. Jeg er udmærket klar over hvordan det lyder - at blive gift og 2 mdr senere være på vej væk. Det var bestemt ikke sådan historien var skrevet i mit hoved for 2 mdr siden. Men jeg må følge min mavefornemmelse - også selvom det gør ondt. Og så må jeg bruge resten af mine dage på at kompensere for J. Knuselske ham for to når hans far ikke kan være der, og sørge for de bedste betingelser for de to.

Du er i det mindste så Klog og kan se tingene så klart og flot at du allerede med denne beslutning starter med alle de bedste forudsætninger og gør alt det der er rigtigt for J og SF. Det kræver utrolig meget selvtillid og kræver sin kvinde at gå så meget i dybden med sin beslutning og handle så flot at det kan gavne jer alle, selvom man er bange for situationen skader.
Jeg tror på at et skilsmisse barn kan være et lykkeligt skilmissebarn! Det afhænger 100% af forældrene, og med den styrke du har så kan det slet ikke gå galt. Du er så god til at sætte tingene i perspektiv og det kommer til at gavne J så meget. Du er en Fantastisk Mor!!!!

sarahb skriver:

Du er i det mindste så Klog og kan se tingene så klart og flot at du allerede med denne beslutning starter med alle de bedste forudsætninger og gør alt det der er rigtigt for J og SF. Det kræver utrolig meget selvtillid og kræver sin kvinde at gå så meget i dybden med sin beslutning og handle så flot at det kan gavne jer alle, selvom man er bange for situationen skader.
Jeg tror på at et skilsmisse barn kan være et lykkeligt skilmissebarn! Det afhænger 100% af forældrene, og med den styrke du har så kan det slet ikke gå galt. Du er så god til at sætte tingene i perspektiv og det kommer til at gavne J så meget. Du er en Fantastisk Mor!!!!

...græder lidt... Du er fanderme sød, Sarah! 

Anonym skriver:

...græder lidt... Du er fanderme sød, Sarah! 

du må græde af glæde ikke af sorg.
Jeg tror virkelig på at du er en person der kan gå gennem dette med J, uden du skader ham osv osv. For du er en fantastisk person. Og så betænksom og følsom, så hvis nogen kan så er det dig!
Du må bare love mig du skal tænke rigtig meget på dig selv og sørge for du også har det OK, indtil processen er over.

sarahb skriver:

du må græde af glæde ikke af sorg.
Jeg tror virkelig på at du er en person der kan gå gennem dette med J, uden du skader ham osv osv. For du er en fantastisk person. Og så betænksom og følsom, så hvis nogen kan så er det dig!
Du må bare love mig du skal tænke rigtig meget på dig selv og sørge for du også har det OK, indtil processen er over.

Du er simpelthen fantastisk!

Jeg har nogle helt fantastiske venner, og jer herinde. Det giver mig lige præcis den ro jeg behøver for at komme igennem det her. Jeg har spist lidt i dag, så langt så godt. Og har haft en superdejlig oplevelse med min nye køreskole. Og derefter kaffe i solen med en god ven. 

Jeg ved at lige nu er det stadig "fredstid", og som sagt er vi enige om at give det tid og indsats, men jeg kan simpelthen ikke tro på det...

Flere har kommet med forslag om parterapi osv. - men sagen er jo i sin nøddeskal at jeg, med min uddannelse, bare er for tæt på faget til at gå i den slags terapi. Og desuden har jeg jo heller ikke LYST til at vi skal "lære at leve med hinanden". Jeg nægter at leve som roommates, min søn skal vokse op i et hjem med ÆGTE kærlighed. 

Jeg glæder mig til om et år. Perspektiv og afstand. 

 

Anonym skriver:

Du er simpelthen fantastisk!

Jeg har nogle helt fantastiske venner, og jer herinde. Det giver mig lige præcis den ro jeg behøver for at komme igennem det her. Jeg har spist lidt i dag, så langt så godt. Og har haft en superdejlig oplevelse med min nye køreskole. Og derefter kaffe i solen med en god ven. 

Jeg ved at lige nu er det stadig "fredstid", og som sagt er vi enige om at give det tid og indsats, men jeg kan simpelthen ikke tro på det...

Flere har kommet med forslag om parterapi osv. - men sagen er jo i sin nøddeskal at jeg, med min uddannelse, bare er for tæt på faget til at gå i den slags terapi. Og desuden har jeg jo heller ikke LYST til at vi skal "lære at leve med hinanden". Jeg nægter at leve som roommates, min søn skal vokse op i et hjem med ÆGTE kærlighed. 

Jeg glæder mig til om et år. Perspektiv og afstand. 

 

det var så lidt. Jeg kan ikke lide når folk jeg synes om har det skidt..

Hvor lyder det bare til at det trods alle dine tanker har været en dejlig dag. Det er så skønt at du har et så stærkt netværk, det er så vigtigt når man står med en så stod forandring i sit liv. Det gør kun at det bliver en smule nemmere det hele.

Det er stilhed før stormen, og du må endelig ikke blive deprimeret i denne tid eller lade ham være et irritationsmoment for så bliver det først rigtig svært at leve side om side. Og så kan det blive til snerren osv. Og nu hvor SF ikke er en dårlig mand, så fortjener han det jo ikk. Han er jo bare en skøn mand med at HELT andet behov end dig. Og som du skriver så er der en kvinde og en mand der passer MEGET bedre ind i hver jeres liv end i gør..

ALtså Parterapi. Det kan ikke virke for i har jeres personligheder og i er SÅ forskellige og du vil ikke nøjes og lave hele din person om. OG det er jo åbenbart det der er nødvendigt her. Det ville jo også være vildt akavet hvis man skulle begynde at pludselig udgive sig hvor en man ikke er, når i kender hinanden så godt som i nu gør.

Ja ihvert tilfælde om et år, skulle du gerne kunne læne dig tilbage i en dejlig stol, se J lege på gulvet Glad og tilfreds efter et besøg hos sin far som du har en god kommunikation med. Smile over tilværelsen og glæde dig over hvad fremtiden bringer dig!

sarahb skriver:

det var så lidt. Jeg kan ikke lide når folk jeg synes om har det skidt..

Hvor lyder det bare til at det trods alle dine tanker har været en dejlig dag. Det er så skønt at du har et så stærkt netværk, det er så vigtigt når man står med en så stod forandring i sit liv. Det gør kun at det bliver en smule nemmere det hele.

Det er stilhed før stormen, og du må endelig ikke blive deprimeret i denne tid eller lade ham være et irritationsmoment for så bliver det først rigtig svært at leve side om side. Og så kan det blive til snerren osv. Og nu hvor SF ikke er en dårlig mand, så fortjener han det jo ikk. Han er jo bare en skøn mand med at HELT andet behov end dig. Og som du skriver så er der en kvinde og en mand der passer MEGET bedre ind i hver jeres liv end i gør..

ALtså Parterapi. Det kan ikke virke for i har jeres personligheder og i er SÅ forskellige og du vil ikke nøjes og lave hele din person om. OG det er jo åbenbart det der er nødvendigt her. Det ville jo også være vildt akavet hvis man skulle begynde at pludselig udgive sig hvor en man ikke er, når i kender hinanden så godt som i nu gør.

Ja ihvert tilfælde om et år, skulle du gerne kunne læne dig tilbage i en dejlig stol, se J lege på gulvet Glad og tilfreds efter et besøg hos sin far som du har en god kommunikation med. Smile over tilværelsen og glæde dig over hvad fremtiden bringer dig!

Puha, hvor jeg håber at du har ret 

Anonym skriver:

Puha, hvor jeg håber at du har ret 

med mindre SF bliver en helt anden person og flegner helt så tror jeg at jeg har ret. I ønsker alt det bedste, så det skal bare fungere...

Du har i hvert tilfælde alle de rigtige redskaber til at skabe ro og overblik over hele beslutningen...

Anonym skriver:

Det har vi bestemt også snakket om - men en ting er hvad man siger i fredstid... 

Ja jeg ved det. Men jeg er selv skilsmissebarn. Mine forældre blev skilt i 2003 og jeg kan ikke invitere dem samtidig fordi min far ikke vil være i stue med min mor. Og der er bare så mange ting der gør at det STADIG føles som et åbent sår. Det skal Carla bare ALDRIG udsættes for. Så må Casper og jeg hade hinanden men holde os i skindet, hvis det skulle komme dertil. Carla skal ikke ligesom jeg sidde og græde over at hendes mor eller far ikke kan dukke op på hendes fødselsdag fordi deres stolthed og behov for at hade den anden fylder mere. Det vil jeg virkelig KÆMPE for ikke sker

Anonym skriver:

Du er simpelthen fantastisk!

Jeg har nogle helt fantastiske venner, og jer herinde. Det giver mig lige præcis den ro jeg behøver for at komme igennem det her. Jeg har spist lidt i dag, så langt så godt. Og har haft en superdejlig oplevelse med min nye køreskole. Og derefter kaffe i solen med en god ven. 

Jeg ved at lige nu er det stadig "fredstid", og som sagt er vi enige om at give det tid og indsats, men jeg kan simpelthen ikke tro på det...

Flere har kommet med forslag om parterapi osv. - men sagen er jo i sin nøddeskal at jeg, med min uddannelse, bare er for tæt på faget til at gå i den slags terapi. Og desuden har jeg jo heller ikke LYST til at vi skal "lære at leve med hinanden". Jeg nægter at leve som roommates, min søn skal vokse op i et hjem med ÆGTE kærlighed. 

Jeg glæder mig til om et år. Perspektiv og afstand. 

 

Jeg tror du har ret i at terapi ikke vil virke grunden din uddannelse, men jeg tror stadig at rådgivning omkring hvordan I forholder jer til jeres barn i denne situation er nødvendigt, ikke for dig, men for ham, hvis han normalt har cuttet kontakten med xkærester, og du tror I vil have svært ved at blive enige om fx. samværd og hvordan I gør det her bedst muligt så jeres barn ikke tager skade, så tror jeg det kan være en fordel for dig hvis i enten bruger den rådgivning kommunen tilbyder eller statsamtet, for han vil sandsynligvis lytte anerledes til mennesker som han ikke kender og som har jeres barns bedste interessse for øje, end han vil til dig, som han jo har følelser i klemme hos, men selvfølgelig hvis det kan fungere uden, så er det jo fantastisk, og jeg håber for jer at det bliver en nem proces, også selvom den ligger lidt ude i fremtiden, jeg syntes det at du ofre dig (for det gør du jo ved at blive i noget som påvirker dig) for din søns skyld er beundringsværdigt, men husk nu også på dig selv. Børn er kompetente, det ved du selvfølgelig godt, men vil nu alligevel skrive det, og børn tilpasser sig, og så har børn bedre af to forældre der er lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen, det at man gifter sig for så allerede kort efter finde ud af at det ikke fungere, handler jo mere om at man ønskede det så inderligt, at man tros forskellene elskede denne mand - og man derfor virkelig ønskede at det kunne fungere, og det tror jeeg godt du kan forklare din søn når han bliver gammel nok.  

UPDATE: Vi har været oppe hele natten og jeg orker ikke at gå i detaljer. Bottom line: Vi skal skilles. Vi er ulykkelige. Vi er allerede i gang med at samarbejde så godt vi nu kan og jeg æder kameler i stor stil. 

Jeg er i chok, og i dag er definitivt den værste dag i mit liv.