The honeymoon is definetely over :(

Det går ikke godt. Slet slet ikke. Det er faktisk helt derude hvor jeg er bange for at det er begyndelsen til enden, og vi har ikke engang været gift i 2 måneder. Hvad er der dog sket?

For to måneder siden gav jeg mit ja til min elskede gennem 4 år, ham jeg troede fuldt og fast på at det skulle være, resten af mit liv - og endnu vigtigere - min søns far. Jeg har aldrig været mere sikker på noget. Men den sikkerhed er forsvundet som dug for solen, og jeg ser ting i vores forhold som jeg var så uendeligt overbevist om var småting - bagateller som jeg kunne leve med, men som nu fylder... alt... 

Jeg har grædt, raset, lagt låg på, tænkt og ikke-tænkt, og tabt 4 kg. Jeg sover ikke om natten, har konstant ulidelig hjertebanken - jeg har aldrig følt mig så fortabt og bange i mit liv. Hvordan kan følelser så stærke som vores bare forsvinde? Er det "the power of the ring"? 

Er det det faktum at han trods alle forsøg stadig ikke er faldet til i Danmark? Er det det at han ikke har fundet sig en eneste ven og fortrolig i de 2 år vi har boet hernede? Og at han har forsømt samtlige venskaber han havde derhjemme? Jeg er hans et og alt - og ikke på den gode måde. Han taler ikke med andre. Han arbejder, passer sin søn og derudover står jeg for alt der har med friske indput, fortrolighed, socialt samvær med andre og så videre. 

Han behøver ikke andre end mig, han interesserer sig ikke for andre mennesker end mig, og jeg skal være hans kone, kæreste, kollega som han diskuterer arbejde med, hans bedste ven, træningspartner, gå-i-byen-buddy og co-forælder. Der er ikke andre i hans liv han taler med end mig og jeg er ved at kvæles. Han skal aldrig noget selv, har aldrig planer, har aldrig behov for en fri-aften, har aldrig behov for nyt indput med mindre jeg er med. 

Han er åben omkring det, sådan da, og mener ikke at det på nogen måde er et problem. Han har fået den ene udstrakte hånd, den ene invitation efter den anden af de mennesker vi omgiver os med; Badminton aftener, drengeture, en afslappet kop kaffe i frokostpausen, ture på skydebanen, træningsfællesskab og alt man kan tænke sig. Måske tager han med en enkelt gang, og hygger sig også, men tager aldrig initiativ og ringer aldrig tilbage og følger op på de mange invitationer og efterhånden er folk jo holdt op med at ringe. 

Jeg, derimod, er et aktivt og socialt menneske. Jeg omgiver mig fantastiske venner som jeg er fortrolig og afslappet med, og elsker at være en del af mine venners liv. Både med og uden ungerne. Jeg samler energi og livsglæde i fællesskabet og kan samtidig sagtens nyde tosomheden. Men efter vi blev gift føles det som om han definitivt har sat sig 20kg tungere i sofaen og hans bud på hygge er timelange serie-marathoner aften efter aften i hinandens arme. Jeg har nydt det før i tiden, men hold da fest hvor er jeg ved at drukne i sofahængeri. Derimod kan jeg være sikker på at hvis jeg vil noget en aften, så står han der kl 10 om morgenen dagen efter og er SÅ klar på en kæmpe omgang familiehygge hvor vi skal dyrke hinanden hele dagen med gåture, film og flere serier. Og bliver hamrendes sur og skuffet hvis jeg ikke stiller op med jublende mine. 

Piger, jeg er ved at gå i stykker indeni. Det holder bare ikke.

Han siger selv at hans følelser for mig er svingende, at han selv havde håbet på at det blev anderledes når vi fik børn. Han er enig i at det ikke er dette familieliv nogen af os har drømt om. Han mener at jeg er for udfarende når jeg vil have en friaften 2-3 gange om måneden (han er selv afsted 1 uge om måneden med arbejdet), men det er jo klart når han aldrig nogensinde selv har en aftale med nogen eller en plan om noget han gerne vil. Han har igen og igen afvist mine bekymringer om at han ikke knyttede sig til nogen hernede, og sagt "det kommer" - men jeg er begyndt at indse at det kommer jo aldrig. Det er sådan han ER, og til min store rædsel er det ikke noget jeg tror jeg kan leve med resten af mit liv uden at blive ulykkelig, trist og bitter.

Fuck. Fuck fuck fuck. Fuck!

Der er ikke tale om små irritationer i hverdagen - der er tale om to personligheder som trods de bedste forudsætninger og den største kærlighed bare ikke er forenelige i længden. Jeg er allerede derhenne at jeg begynder at forberede mig.

Jeg vil skrive mit speciale færdig hurtigst muligt og finde arbejde så jeg kan stå så stærkt som muligt. Derefter må vi se. Jeg har ovenpå de seneste  samtaler vi har haft efterhånden mistet det meste af troen på os. Hvordan kan det gå så stærkt?

Han har lovet mig at han ikke vil forsøge at tage vores søn med sig, og så vidt jeg ved er det heller ikke muligt når jeg stadig bor i bopælskommunen. Jeg er bange for min svigermor som vil kæmpe så blodet flyder fra begge sider, og vil hade mig for evigt. Jeg er bange for ham - han er uforsonlig når det kommer til eks'er, og samarbejdet vil blive hårdt presset i længden. Jeg er bange for at se min søn i øjnene når han spørger mig hvordan fanden jeg kunne finde på at gifte mig og 2 måneder senere være på vej væk fra hans far. Hvordan forklarer man det? Jeg er bange for folks fordømmelse, for at blive stemplet, og jeg er bange, mere end bange, for at det vil skade min søn for livet. 

 Jeg vil ikke græde, ikke endnu, men jeg er nødt til at fortælle det til nogen som kan tale frit fra leveren. Det er endnu for uvirkeligt til at veninderne vil kunne forstå det, og jeg tør ikke åbne op for Pandoras æske før den fede dame synger. 

I ved hvem jeg er, og vi ses her og på FB. Men hold tæt, damer. 

Kh

Mig. Dumme dumme mig.  

Søde, søde ven.....................puhhh, sikke en omgang. Du ved hvor jeg bor, og vi kan mødes og tale, hvis du har brug for det. Jeg er knald god til at lytte, og har brede skuldre. Jeg har fri de næste 4 uger, og har masser af tid...............

Store knus fra Mette

anna-jonas skriver:

Søde, søde ven.....................puhhh, sikke en omgang. Du ved hvor jeg bor, og vi kan mødes og tale, hvis du har brug for det. Jeg er knald god til at lytte, og har brede skuldre. Jeg har fri de næste 4 uger, og har masser af tid...............

Store knus fra Mette

 Tusind tak. Jeg tror dog ikke at jeg er klar til at tale med nogen endnu, og jeg har heldigvis masser af stærke skuldre omkring mig. Men det er fantastisk at vide at du er der, hvis nu.. 

Du får lige hele mit svar her også - det smutter af og til på FB

ÅH nej dog!!! Ikke på den fordømmende måde, men på den "hvor gør det mig ondt på Jeres vegne" måde!! Shit mand! I lyder jo faktisk til at være enige - måske ikke bevidst - om, at I ikke skal blive ved at være gift.... Var frieri og bryllup måske en sidste krampetrækning for at rede Jeres kærlighed - få den til at fungere? Hvis jeg dog bare havde nogle kloge ord til dig, men det har jeg ikke! Og dog!

Jeg er selv skilsmissebarn, og uden nogen havde fortalt mig noget, og uden nogen råbte og skreg af hinanden i vores hjem, så fornemmede både min bror og jeg (5 og 9 år) instinktivt at der var noget galt. Da vi var flytt et med min mor, spurgte jeg hende en dag "er du så lykkelig nu?" - helt uden sammenhæng ellers. Det jeg vil frem til er, at trods J's lave alder osv, så går det naturligvis ud over børnene når forældrene bliver skilt, men alternativett er ikke altid bedre... 
Han - og I skal nok komme igennem med skindet på næsen, selvom I vælger det, som det lyder til I er indstillede på - at gå hver til sit! Han vil flytte hjem til Sverige elle

Den slutter ved at jeg spørger, om han vil flytte hjem til Sverige? Det vil jo selvfølgelig gøre samværd lidt mere besværligt, men det er bl.a. her, I kan udgøre en forskel for J i forhold til andre skilsmissebørn. I skal SAMARBEJDE og I sk al være FLEKSIBLE! 
Måske lægger jeg for meget I det, altså læser for meget mellem linierne, men det lyder som om I begge på sigt, faktisk har affundet Jer med, at gå hver til sig? Det er vigtigt at huske på, at J sagtens kan vedblive at være et dejligt og harmonisk barn - Jeres forældreopgave bliver måske bare lidt mere krævende, for det ER svært at have 2 hjem, og 2 familier - men hvor er det også fedt nogle gange!! Jeg elsker at Felix har 3 hold bedsteforældre som alle gerne vil ham og som (nu ) forsøger at gøre det bedste for os børn. 
Mine forældre ville og kunne ikke snakke sammen de første mange år efter skilsmissen, og det var altså ikke nogen fest at være vidne til som meget ansvarlig 9-årig... De kunne og burde have gjort SÅ mange flere ting, meget bedre, for at hjælpe min bror og jeg, men det er nemt at være bagklog!
Jeg er stadig overbevist om, at selvom børnene er de store tabere i sådan et spil, så kan de tabe endnu mere ved, at mor og far bor sammen hvis det ikke fungerer! 
Og så en hel masse kram til dig, lille J og også til SF som nok heller ikke har det helt nemt...!?
- det var et resume af 2. del (kan resume være længere end oprindelig tekst....?!)

ved godt dette er i NS og jeg ikke "hører til" ... men suk ... dette kan jeg ikke læse uden en

håber inderligt i finder ud af det .. hvad med noget parterapi eller et eller andet .. var det ikke en mulighed ?

har han ingen venner i dk ? så kunne han måske lige smutte en tur ud med gutterne

og kan det ikke også bare være i ikke har fundet hinanden og rutinen efter lilletrolden kom til verden ...

jeg ville i hvert fald starte med at få noget hjælp af en eller anden art

Jeg ved at min søster havde det som dig før hende og hendes mand gik fra hinanden - de havde også andre problemer, men grundlæggende handlede det om at hun var familiemenneske med stort F, og han er karrieremenneske og vil gerne flytte rundt - grundlæggende er de bare så forskellige som mennesker og ønsker i bund og grund ikke det samme i livet eller i hverdagen, de valgte efter at gå fra hinanden, og som min søster siger, vi elsker jo stadig hinanden, det var ikke derfor vi gik fra hinanden, men fordi vi ikke kunne leve sammen. Nu har de den luksus at de heldigvis ikke bor langt fra hinanden - lige nu, men på et tidspunkt så vil det nok blive aktuelt, men indtil videre har deres søn klaret det så godt, mor og far er heldigvis stadig venner, og det tror jeg han kan mærke, så han er faldet til ro, også selvom han er ved far alene.

Men jeg vil så lige skrive at hvis det når dertil hvor det eneste I kan er at gå fra hinanden, så vil jeg råde dig til at tage kontakt til kommunen, de fleste kommuner tilbyder (for at undgå ekstra omkostninger ved skildsmisser) rådgivning x3 til familier der har børn og som har brug for rådgivning ift. deres situation. Ikke fordi jeg tror det kan redde jeres forhold - hvis I har taget beslutningen, men fordi I tros aalt stadig skal have et forhold fordi et har et barn sammen, og der tror jeg (ud fra hvad du beskriver) at de måske kan hjælpe så I får nogle redskaber til at takle kommunikationen oveni alle de følelser der er når man går fra hinanden..

Ønsker alt det bedste for jer. Knus fra Jane 

Nej hvor er jeg bare ked af at høre det..... Det kommer som et ret stort chok som jeg slet ikke havde set komme. Hvis jeg da har "gættet rigtigt". I har hele tiden virket så forelskede... Hmmm. Hvad med noget parterapi??? Kan det være en mulighed eller føler du I er FOR forskellige???

Jeg vil rigtig gerne svare dig, men kan ikke lige på stående fod, komme på noget klogt at bidrage med...   ....Det gør mig dog ondt for dig, at du skal gå med alle disse triste tanker og bekymringer.

Og ja, selvom vi ikke kender hinanden super-vildt godt IRL. Så kan du altså også trække på mig, hvis du har lyst eller brug for det .....selvom jeg ikke er i tvivl om, at du HAR mange mennesker omkring dig. Det kan jo være rart nok, at snakke med nogen, engang imellem, som ikke på samme måde er tæt på det hele.

Du kan bare få mit mobil-nr. i en privatbesked, hvis du gerne vil.

Stort knus, trøst og optimiske tanker for din fremtid uanset udfaldet

Katrine.

Hmmm tjekkede lige FB og kunne se at jeg desværre havde gættet rigtigt.... Det er jeg altså virkelig ked af at høre.

Jeg synes du skal sætte dig ned og tænke over hvad der gjorde at du i sin tid forelskede dig i ham. Hvad elsker du ved ham??? Og hvad kan du gøre for at sætte ild i de følelser igen???? Jeg vil ønske for jer at I kan løse det eller som det mindste skilles som venner

Søde NS'ere og andre. Tusind tak for jeres svar - jeg har ikke tid/overskud til at svare jer enkeltvis men jeg har læst alle svar og tænkt over det I skriver. 

Ang. hjælp i form af parterapi, så ser jeg det umiddelbart ikke som en mulighed, da jeg ikke længere er sikker på at jeg har lyst til at blive i vores forhold. Uanset hvor meget rådgivning og terapi vi får, så ændrer det ikke på de karaktertræk jeg og han besidder. Det ændrer ikke på at vores gundlæggende personligheder simelthen ikke harmonerer i familielivet. Jeg har ikke den der følelse af at "jeg elsker ham og vil bare have det til at fungere igen".  Puha - jeg bliver helt bleg ved tanken om hvad jeg sidder og skriver, men det er desværre sandheden. 

Min drøm om familielivet er et liv hvor man svinger sammen. Man snakker sammen om ting der interesserer en og har en underliggende enighed i de fleste værdier. Vi har altid snakket os frem til at vi var enige, meni praksis ser det ud til at vi er langt mere forskellige end jeg troede vi ville være. 

Eksempelvis:

Jeg spiller musik og har altid gjort det. Jeg har altid haft bands og taget ud og spillet til fester og på barer og ELSKER det! Det stoppede da jeg tog til udlandet for at bo med ham og jeg kom aldrig i gang igen fordi da vi kom tilbage til DK handlede det om at få ham til at føle sig hjemme.

I min familie og vennekreds hører musik med til hverdagen, til fest og til at udtrykke stemninger og følelser med. Når jeg er glad danser jeg rundt med min søn, og vi stopper altid op og lytter til gademusikanter. Jeg sætter hjertens gerne tid af til at tage ud og høre mine venner når de spiller koncerter, og hvis det er muligt tager jeg sønikke med. Det er en del af mig, og min arv til ham. I navngivnings-/jule-/fødselsdagsgaver fik han instrumenter og han kravler rundt på min guitar hver gang den er fremme. Hans første tegn var "musik" og han bruger det HVER gang der er musik i TV eller vi synger.  Min mand har decideret INTET forhold til musik. Der er så godt som intet musik han virkelig nyder, og finder det nærmest irriterende. Det første han gør når han får fri er at komme ind og slukke for musikken, selvom vi står og danser. Han nægter at synge for vores søn og beder mig altid om at skrue ned når jeg hører musik. Det har resulteret i at vi så godt som aldrig hører musik herhjemme og jeg føler virkelig at mit liv er fattigere uden det. Jeg har talt med ham om det tusind gange, forklaret hvor meget det betyder for mig, og hvor meget det fylder i min bevidsthed i forhold til vores søn og hans opdragelse, og hans svar er blot at "sådan er han bare ikke". Det kan man jo ikke laste ham for, men det er godt nok ikke sådan jeg havde håbet mit familieliv skulle være, med alt det andet oveni. 

Jeg kan ikke leve resten af mit liv i et ægteskab hvor det er kun rimeligt at man tager ud af huset 1-2 gange om måneden (hans forslag) og ellers er hjemme hver eneste dag, aften og nat foran flimmeren. Hvor musik består i reklamejingles, og alt det sjove er på stand by til far har overskud igen. Suk...