nej det er jeg desværre ikke. Men søde hvis du ikke orker, så skal du ikke svare. det er hvad du har det bedst med...
Tjekker fra min mors profil mht til børnetøjs firmaer osv. Men hun kan nok ikk blive medlem af NS
Her er svaret:
OK, har lige læst lidt på det I skriver om, og det er jo nøjagtig de ting jeg selv har gået og tumlet med sidenganske kort tid efter brylluppet. Mit svar må blive at jeg føler at sammen med vielsesringene fik jeg udleveret et sæt nye briller med dobbelt styrke. Dvs. at jeg sagtens kan se SF som den fantastiske far og person han er. Men samtidig er jeg pludselig smerteligt opmærksom og bevidst om de ting som jeg virkelig troede jeg kunne leve med. Det er ikke - gentager - IKKE et spørgsmål om at SF er en dårlig mand, en skidt fyr eller på nogen måde ubehagelig. Det er et spørgsmål om at vi alligevel ikke lever op til hinandens billede af den person vi havde håbet vi hver især var. Han sagde f.eks. til mig at han havde "håbet at jeg ville ændre mig når vi fik et barn og blev en familie" - det er 3 dage siden!!! Jeg har aldrig fået nogen form for indtryk af at han ønskede at jeg skulle ændre mig, men der kan man jo se - den har alligevel ligget inde bag ved forelskelsen og luret. Jeg tror ikke engang at han selv har været klar over det før på det sidste. Jeg tror desværre at der er tale om at vores ønske om familie, og ønske om at vi ikke havde satset forkert i vores (trods alt) meget omfattende valg ved at være sammen på tværs af grænser og forskelle har været så stort at vi ikke har kunnet og villet være 100% ærlige overfor os selv når det kom til stykket.
Da jeg mødte SF fortalte han mig i store vendinger om de to meget lange forhold han havde haft, med kvinder som han begge gange var sikker på at det skulle være. Da de til sidst valgte at gå (fordi de ville videre ud i livet og søge der es drømme) blev han sønderknust og tvivlede på sig selv og hele hans person. Det han drømte om var familie og livslang kærlighed. Jeg drømte om kærlighed, passion og familie (i den rækkefølge), og jeg vidste at vi ikke kunne vente for mange år med at starte familie da han trods alt var 11 år ældre end mig. Jeg mener ikke at jeg var umoden, men jeg forelskede mig og med forelskelsen kommer drømmene... På 4 år har vi mødt hinanden, jeg er flyttet til hans land, boet der et år, flyttet til DK og stiftet familie - kronen på værket var et ægteskab. Gik det for stærkt? Måske. Var det det rigtige for os i de øjeblikke? Absolut. Ville jeg gøre det samme igen - JA! Desværre føles det nu som om at han har accepteret at der ikke er flere eventyr at hente for os. Nu er det tid at sætte sig dybt i sofaen og smelte sammen til en og samme person for livet. Han nærmer sig de 40 (næste år) og har bare den indstilling at han ikke rigtigt "gider mere halløj". Jeg er 27 og der er masser af "halløj" i vente for mig.
Jeg tror aldrig at vi kommer til at fortryde at vi fandt hinanden. Det ved jeg faktisk! Se hvilken gave vi fik?! Og jeg er sikker på at der er andre derude som vil gøre os 120% lykkeligere, som ikke vil forsøge at få os til at ændre os, men vil elske os sådan som vi virkelig er. Jeg er ret sikker på at havde vi ikke fundet hinanden, så havde SF nok aldrig fået børn. Han vil trods alt have det bedste i verden med sig ud af det her. Jeg er stadig ung, og jeg har fået et ordentlig drag over næsen af livet. Der vil gå længe før jeg tør stole på mine følelser igen for nogen - tænk hvis de en dag forsvandt igen? At tvivle på sig selv er noget af det værste man kan gå igennem og jeg ser ikke andet end tvivl i spejlet. Er jeg et godt menneske? Er jeg for evigt stemplet som præmieegoist? Vil jeg skade min søn for livet? Bliver jeg nogensinde mig selv igen? Bliver jeg lykkelig? Osv. - spørgsmålene bliver bare endnu mere corny når jeg fortsætter. Jeg har nu forsøgt at svare. Håber I kan forstå lidt af det jeg siger. Jeg er udmærket klar over hvordan det lyder - at blive gift og 2 mdr senere være på vej væk. Det var bestemt ikke sådan historien var skrevet i mit hoved for 2 mdr siden. Men jeg må følge min mavefornemmelse - også selvom det gør ondt. Og så må jeg bruge resten af mine dage på at kompensere for J. Knuselske ham for to når hans far ikke kan være der, og sørge for de bedste betingelser for de to.
Anmeld