uden sine forældre? :(

Jeg synes jeg står lidt et træls sted lige i tiden. Så håber der er nogen her inde som kan komme med nogle gode råd eller støttende ord. Undskylder på forhånd hvis det er forvirrende og langt.

Er gravid og venter til september er så lykkelig for det men har også været svært. Jeg har boet ved min far og sted mor i noget tid, de har i alt den tid jeg har boet der kørt ned på mig at jeg nok ikke klare det at mit barn kunne dø og kørte enlig kun på de negative ting. Det havde stille kørt mig ned uden jeg selv havde tænkt over det. Så meget at jeg faktisk blev indlagt med voldsomme smerter i maven. Finder ud af det ved at snakke med en jordemor, og beslutter at det enlig er okay også kunne jeg tage en snak med dem, men jeg skulle samme tid tage det med ro for var åbenbart også skyld i det. Bliver udskrevet og bliver jagtet ud af sygehuset af min stedmor og farmor(kunne slet ikke følge med, løb næsten bag dem, for de havde travlt)

Nå men tog snakken med dem men intet forstod de, skulle bare køres længere ned.  Det var hvert fald ikke dem som havde hentydet til det at det var mit eget problem og det kørte jo heller ikke godt med kæresten, og han var hvert fald også ved at være træt af mig osv. Så alt var mit problem. Jeg var ikke taknemmelig nok, og de havde gjort så meget for mig. Problemet er de ikke kunne se hvad jeg har gjort tilbage selvom de burde havde været der for mig. Min mor døde af kræft, i alt den tid hun har været syg skulle jeg høre på min stedmor græde over hendes gamle far som stadig lever i dag, mens jeg fik af vide af min far at jeg kunne godt gøre det lettere for hende. Det og nu er de to tidspunkter i mit liv hvor jeg virkelig har haft brug for deres støtte, at jeg havde familie som ville hjælpe mig igennem, men hvor de har valgt jeg ikke er vigtig nok, for blev smidt ud begge gange.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Skal jo planlægge barnedåb og håber ikke for længe til bryllup, da vi er forlovet

Men hvad med min far? Hvad med den side af familien? Jeg ved ikke om jeg skal tro de bliver gode igen. For de blev det aldrig sidste gang og er 2 år siden. Har i alt den tid snakket med dem en gang om måneden højest og det var altid noget med om jeg ville være med i familie gaver. Er jeg forkert på den og burde acceptere som de er? Eller skal jeg lade dem komme til mig også indtil da så er de bare ude af mit liv?

tak på forhånd 

Har enlig været glad lige siden, for vidste at nu var det bare ord det jeg følte, men alligevel har jeg det dårligt med at jeg slet ikke har familie ved mig. jeg har mine søskende fra mors side, men havde aldrig håbet at det skulle være sådan at ikke engang min far ville se hans barnebarn, jeg troede det ville betyde mere for ham.  

Anonym skriver:

Jeg synes jeg står lidt et træls sted lige i tiden. Så håber der er nogen her inde som kan komme med nogle gode råd eller støttende ord. Undskylder på forhånd hvis det er forvirrende og langt.

Er gravid og venter til september er så lykkelig for det men har også været svært. Jeg har boet ved min far og sted mor i noget tid, de har i alt den tid jeg har boet der kørt ned på mig at jeg nok ikke klare det at mit barn kunne dø og kørte enlig kun på de negative ting. Det havde stille kørt mig ned uden jeg selv havde tænkt over det. Så meget at jeg faktisk blev indlagt med voldsomme smerter i maven. Finder ud af det ved at snakke med en jordemor, og beslutter at det enlig er okay også kunne jeg tage en snak med dem, men jeg skulle samme tid tage det med ro for var åbenbart også skyld i det. Bliver udskrevet og bliver jagtet ud af sygehuset af min stedmor og farmor(kunne slet ikke følge med, løb næsten bag dem, for de havde travlt)

Nå men tog snakken med dem men intet forstod de, skulle bare køres længere ned.  Det var hvert fald ikke dem som havde hentydet til det at det var mit eget problem og det kørte jo heller ikke godt med kæresten, og han var hvert fald også ved at være træt af mig osv. Så alt var mit problem. Jeg var ikke taknemmelig nok, og de havde gjort så meget for mig. Problemet er de ikke kunne se hvad jeg har gjort tilbage selvom de burde havde været der for mig. Min mor døde af kræft, i alt den tid hun har været syg skulle jeg høre på min stedmor græde over hendes gamle far som stadig lever i dag, mens jeg fik af vide af min far at jeg kunne godt gøre det lettere for hende. Det og nu er de to tidspunkter i mit liv hvor jeg virkelig har haft brug for deres støtte, at jeg havde familie som ville hjælpe mig igennem, men hvor de har valgt jeg ikke er vigtig nok, for blev smidt ud begge gange.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Skal jo planlægge barnedåb og håber ikke for længe til bryllup, da vi er forlovet

Men hvad med min far? Hvad med den side af familien? Jeg ved ikke om jeg skal tro de bliver gode igen. For de blev det aldrig sidste gang og er 2 år siden. Har i alt den tid snakket med dem en gang om måneden højest og det var altid noget med om jeg ville være med i familie gaver. Er jeg forkert på den og burde acceptere som de er? Eller skal jeg lade dem komme til mig også indtil da så er de bare ude af mit liv?

tak på forhånd 

Først lige et 

Undskyld jeg spørger, og du bestemmer selv om du vil svare, men hvorfor bor du hos dem når du hr en forlovet?? og er han far til barnet???

Hvis det havde været MIG, så ville jeg ikke have noget med den at gøre. Med det mener jeg at jeg ikke ville opsøge, pleace osv. Jeg ville lade dem komme til mig. Mht barnedåb og bryllup ville jeg mærke inderst inde om jeg egentlig har lyst til at se dem.

Min holdning er, at man ikke skal invitere nogle man ikke har lyst til at se lige gyldigt hvem det er... Men kan godt forstå det er en svær beslutning..

L_K skriver:

Først lige et 

Undskyld jeg spørger, og du bestemmer selv om du vil svare, men hvorfor bor du hos dem når du hr en forlovet?? og er han far til barnet???

 

Hvis det havde været MIG, så ville jeg ikke have noget med den at gøre. Med det mener jeg at jeg ikke ville opsøge, pleace osv. Jeg ville lade dem komme til mig. Mht barnedåb og bryllup ville jeg mærke inderst inde om jeg egentlig har lyst til at se dem.

Min holdning er, at man ikke skal invitere nogle man ikke har lyst til at se lige gyldigt hvem det er... Men kan godt forstå det er en svær beslutning..

vi boede et sted med skimmelsvamp, og ja er normalt ikke typen som er syg men var det oftere der ude. så hellere flytte men vi får også rækkehus her fra den første. så bolig er der nu styr på. og ja er faren til barnet.

det bare svært tænkte også at det skulle være sådan men nu hvor jeg står og skal have barn ville jeg bare ønske at de ikke var sådan. jeg føler jo stadig det er min skyld. selvom jeg ikke burde have det sådan. 

Anonym skriver:

vi boede et sted med skimmelsvamp, og ja er normalt ikke typen som er syg men var det oftere der ude. så hellere flytte men vi får også rækkehus her fra den første. så bolig er der nu styr på. og ja er faren til barnet.

det bare svært tænkte også at det skulle være sådan men nu hvor jeg står og skal have barn ville jeg bare ønske at de ikke var sådan. jeg føler jo stadig det er min skyld. selvom jeg ikke burde have det sådan. 

Nårrrr Godt i har hus fra den 1...

Det er BESTEMT ikke din skyld. Tænk endelig ikke på det.... Selvfølgelig ønsker du at tingene ikker er som de er, men det ER de nu engang..

DU har gjort dit og forsøgt at snakke med dem uden held. Jeg synes du skal tage noget afstand, selvom det er svært. Det kan være det kan få dem på andre tanker.

Jeg har ike helt forstået, er din far også "imod" dig????

Når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg, at du ikke er ret gammel og ikke har sørget for at få din egen base i orden, inden du blev gravid? Det er som om, du stadig er et lille barn, der er afhængig af andres hjælp for at klare en voksen-situation, og det er bestemt ikke heldigt. Du søger rigtig meget accept fra din familie, hvorfor?

Det er svært at gennemskue, hvornår det er gået galt med din far og stedmor, men der ligger sandsynligt meget gammelt nag gemt et eller andet sted? - og at du så er blevet gravid med en kæreste (gætter på, at I ikke har kendt hinanden så lang tid, og at han dermed heller ikke er accepteret i familien endnu?), og at I ikke har vist, at I kan klare jer selv, gør jo nok, at situationen tilspidses, og at det ser håbløst ud set fra din fars og stedmors side.

Du er nok nødt til at blive voksen i en hulens hurtig fart og vise dem, at du kan selv, og at I kan være selvstændige individer, der ikke er afhængige af andre - så det er med at få boligsituationen under kontrol, at have orden i økonomien, stabilt, roligt parforhold uden udskejelser, og så tage ansvar for at alt er klar til den lille, når den tid kommer.

Både du og din far/stedmor har garanteret haft del i skylden for jeres dårlige forhold, men hvis du sørger for at holde din sti fri, så er det op til dem, om de vil være en del af jeres liv og dermed se barnebarnet, hold døren åben, men på dine betingelser.

Edit: Nu kunne jeg lige se dit andet svar, som jeg ikke havde læst inden oprettelsen af mit indlæg, så det tages der forbehold for.

L_K skriver:

Nårrrr Godt i har hus fra den 1...

Det er BESTEMT ikke din skyld. Tænk endelig ikke på det.... Selvfølgelig ønsker du at tingene ikker er som de er, men det ER de nu engang..

DU har gjort dit og forsøgt at snakke med dem uden held. Jeg synes du skal tage noget afstand, selvom det er svært. Det kan være det kan få dem på andre tanker.

Jeg har ike helt forstået, er din far også "imod" dig????

tak det er dejligt at vide.

altså det er altid min stedmor som fører ordet når der er noget men min far han bakker bare med op. de sidste ord har du husket at ligge nøglen. var det eneste han kunne sige. han kunne ikke engang sige hej til min veninde da hun kom og hjalp. da de fandt ud af jeg var gravid. få en abort. mine drømme om uddannelse. tror du selv du klarer det. sådan har han altid snakket til mig. har aldrig snakket med ham på en god måde det har altid bare været har du nu husket at gøre rent. har du nu dit og dat. hvis der er noget beder han min stedmor om at sige det videre til mig. jeg flyttede da jeg var 12 men skulle jeg ikke havde gjort. for fik det ikke bedre af den grund.

men heldigvis står jeg idag med min forlovede med min dejlige dreng i maven og fantastiske veninder. og ville jeg ikke undvære, men ville ønske jeg aldrig var blevet kørt så meget ned af min far. 

Anonym skriver:

tak det er dejligt at vide.

altså det er altid min stedmor som fører ordet når der er noget men min far han bakker bare med op. de sidste ord har du husket at ligge nøglen. var det eneste han kunne sige. han kunne ikke engang sige hej til min veninde da hun kom og hjalp. da de fandt ud af jeg var gravid. få en abort. mine drømme om uddannelse. tror du selv du klarer det. sådan har han altid snakket til mig. har aldrig snakket med ham på en god måde det har altid bare været har du nu husket at gøre rent. har du nu dit og dat. hvis der er noget beder han min stedmor om at sige det videre til mig. jeg flyttede da jeg var 12 men skulle jeg ikke havde gjort. for fik det ikke bedre af den grund.

men heldigvis står jeg idag med min forlovede med min dejlige dreng i maven og fantastiske veninder. og ville jeg ikke undvære, men ville ønske jeg aldrig var blevet kørt så meget ned af min far. 

Det lyder frygteligt hårdt. Men som jeg skrev før. Så ville jeg tage afstand selvom det er svært

Rockertand skriver:

 

Når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg, at du ikke er ret gammel og ikke har sørget for at få din egen base i orden, inden du blev gravid? Det er som om, du stadig er et lille barn, der er afhængig af andres hjælp for at klare en voksen-situation, og det er bestemt ikke heldigt. Du søger rigtig meget accept fra din familie, hvorfor?

Det er svært at gennemskue, hvornår det er gået galt med din far og stedmor, men der ligger sandsynligt meget gammelt nag gemt et eller andet sted? - og at du så er blevet gravid med en kæreste (gætter på, at I ikke har kendt hinanden så lang tid, og at han dermed heller ikke er accepteret i familien endnu?), og at I ikke har vist, at I kan klare jer selv, gør jo nok, at situationen tilspidses, og at det ser håbløst ud set fra din fars og stedmors side.

Du er nok nødt til at blive voksen i en hulens hurtig fart og vise dem, at du kan selv, og at I kan være selvstændige individer, der ikke er afhængige af andre - så det er med at få boligsituationen under kontrol, at have orden i økonomien, stabilt, roligt parforhold uden udskejelser, og så tage ansvar for at alt er klar til den lille, når den tid kommer.

Både du og din far/stedmor har garanteret haft del i skylden for jeres dårlige forhold, men hvis du sørger for at holde din sti fri, så er det op til dem, om de vil være en del af jeres liv og dermed se barnebarnet, hold døren åben, men på dine betingelser.

Edit: Nu kunne jeg lige se dit andet svar, som jeg ikke havde læst inden oprettelsen af mit indlæg, så det tages der forbehold for.

jeg står og skal flytte i rækkehus. er forlovet med faren til barnet. nok er jeg ung men overraskende nok har jeg mere styr på min økonomi end min far. er aldrig gået i minus. grunden til jeg skulle flytte var på grund af det skimmel plus det ikke var pengene værd der ude for han fuskede en masse. mistede 30000 på det men vi klarer os stadig. nok har vi ikke været kærester længe men vi har kendt hinanden længere tid end det.

jeg synes ikke at man som forældre kan stå og sige at man ikke får en uddannelse og ikke kan klare det som forældre. for mig kan jeg kun se at de har sagt de selv er sådan. han har uddannelse men er aldrig brugt. han står stadig i gæld fra han var ung også har jeg ikke styr på min økonomi selvom jeg kunne vise dem exel ark hvor alt var på plads.

jeg synes bare ikke at man som forældre kan behandle sine børn på den måde. ens børn skal ikke lege forældre for en. man burde elske sine børn for alt. og kan seriøst ikke se hvad jeg har gjort forkert i deres øjne. at være ung burde ikke være grunden. 

L_K skriver:

Det lyder frygteligt hårdt. Men som jeg skrev før. Så ville jeg tage afstand selvom det er svært

det vil jeg prøve på mange tak for dit svar. 

må prøve at overbevise mig selv om at det ikke er min fejl, selvom det er svært når det ligger i mit baghoved deres ord.