Jeg skriver som anonym, da mit brugernavn nemt kan googles og mit profil billede ikke er anonymt overhovedet. Jeg har ikke lyst til at min ex mand skal kunne læse dette indlæg, men måske kan nogen af jeg gætte jeg frem til hvem jeg er - hvilket jo bare gør, at I kender baggrunds historien.
Her et par indlæg jeg har skrevet om min ex
https://www.baby.dk/debat/77165pi1/angst-depression-o-l-/proever-at-komme-ud-af-psykiskvold.aspx
https://www.baby.dk/debat/32927pi1/enlig-morfar/hvor-meget-kan-man-blande-sig.aspx
https://www.baby.dk/debat/36916pi1/enlig-morfar/en-fars-ret--hvad-med-barnet.aspx
Min datter bliver ked af det omkring to dage før hun skal over til sin far. Hun får ondt i maven og kvalme og snakker ofte om at hun ikke vil over til sin far. Dette har jeg oplevet tidligere og har forsøgt at nå frem til, hvorfor hun ikke vil over til ham og dernæst snakket med ham om det. Men han er ikke lige typen der møder en med forståelse. Men jeg kan bare mærke at det nu er tiden til at tage en snak med ham igen. Det kan jo ikke være rigtig at min datter skal være ked af det hver gang hun skal over til sin far.
Når jeg snakker med hende om det, fornemmer jeg at det handler om, at han stadig er meget ustabil psykisk. Hun siger han ofte er sur men når hun næver det for ham siger han at han ikke er sur. Hun har oplevet flere situationer hvor han bare ikke har reageret okay, og det tror jeg sidder meget i hende. Jeg har så taget en snak, hvor jeg direkte spørger hende, hvad det er der er så slem ved at være hos far. Hun siger det er svært at forklare. Men da vi så har snakket et stykker tid nævner hun blandt andet at han ikke rigtig snakker med hende, men kun snakker med søsteren på 14 år (ikke min) og når hun skal i bad vil han ikke hjælpe hende. Jeg er naturligvis også "nervøs" for at min datter spiller lidt på den for at se, om hun kan få lov til at styre tingens gang. Men jeg kan jo se og mærke på hende at hun får fysisk ubehag når hun skal over til ham - og jeg synes bare jeg skylder hende at tage hende seriøst, med alt det hun har været igennem med retsagen om bopæl, hvor hun blev tvunget mod eget ønske til at bo hos sin far i 5 mdr.
Hvis I har læst ovenstående link vil I bedre forstå, hvorfor denne snak bliver svær for mig at tage. Og hvad ønsker jeg så, at få ud af denne snak. Jo i første omgang håber jeg, at han bliver mere opmærksom på vores datter og giver hende lidt mere omsorg og opmærksomhed. For jeg tror at det vil løse mange at de "problemer" hun har ved at være hos sin far. Hjælper det ikke håber jeg at han vil gå med til at hun i en periode ikke kommer fast hos ham, men at det bliver mere lystbetonet for hende at komme afsted. Jeg ved ikke helt selv om hun er for lille til at have sådan et ansvar, som det jo lidt bliver. Godt kan det være hun kun er 7 år, men hun er meget moden af sin alder - sikkert grundet af det hun har været igennem de sidste par år.
Så åh altså, jeg sidder og samler mod til at ringe til ham. Er så træt af, at han stadig kan gøre mig nervøs/bange/utryg (er i øvrigt i gang med terapi, for at få bearbejdet det han har gjort mod/ved mig) Jeg bliver bare nødt til at få snakket med ham om vores lille pige. Så har brug for lidt mod og evt gode råd til, hvordan jeg bedst muligt griber det an.
