I 2006 valgte min ex mand og jeg at blive skilt. I starten var der stor enighed herom. Vores ægteskab havde vist aldrig rigtig fungeret, men vi kæmpede hårdt for det for vores barns skyld. Efter to ufrivillige aborter kunne jeg mærke en lettelse fra hans side og en enorm sorg fra min side. Dette gav naturligvis anledning til at få snakket vores forhold igennem. Jeg fik ingen form for støtte fra hans side og følte jeg ikke rigtig måtte vise jeg var ked af aborterne. Derfor lukkede jeg det inden i mig selv, snakkede hverken med veninder eller familie om min store sorg. Vi beslutter os så for at blive skilt og den første måned går det rigtig godt, men så fortryder han pludselig. Han vil have mig tilbage, men jeg derimod, havde fundet ud af, at en skilsmisse var det helt rigtige for os. Jeg afviste derfor hans forsøg på at gøre kur til mig og herefter blev det en ren besættelse for ham at få mig tilbage. Den ene dag var jeg den værste person og den anden dag kunne han slet ikke leve uden mig. Det var ret så ubehageligt. Han kunne sige ting som "vi to hører sammen, om du vil det eller ej" Han truede sågar med selvmord et par gange, da han ikke mente han havde grund til at leve uden mig. Spurgte om hans barn ikke var værd nok at leve for, og her var svaret nej. Det sårede mig inderligt, men var stadig ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle være sammen med ham igen. Hans terror fortsatte og nu kørte han rundt for at holde øje med hvor jeg var. Til sidste gik jeg og kiggede mig over skulderen i frygt for at møde ham. Det skal lige siges at han ikke har lagt hånd på mig nogen siden. Men hans temperament har ofte gjort mig meget bange. Han kunne/kan hidse sig meget voldsomt op. Jeg har flere gange forladt et rum af bare frygt for, hvad han kunne finde på. Men han har heldigvis aldrig lagt hånd på mig. Til sidst blev det så slemt for mig, at jeg ringede ham op og bad ham holde sig fra mig. Til det svarede han at han ikke ville lade mig være, så måtte jeg få et politi tilhold - hvilket jo er ret svært, når man har et barn sammen. Jeg gjorde alt for at holde den gode stemning, men stadig blev jeg kaldt diverse eder for nogle dage efter at få den helt store kærlighedserklæring. Der kom først rigtig ro på, da han fandt en anden. Jeg begyndte at slappe lidt af, men stadig væk havde han magten. Jeg var allerede fanget i hans greb og frygtede hver dag hans påfund. Det endte med at jeg fik stress og i den periode indså jeg, at jeg måtte væk. Langt væk fra ham. Han skulle så vidt muligt ud af mit liv. Jeg valgte derfor at flytte, men dette skulle vise sig, at blive mit livs hårdeste kamp. For han modsatte sig flytningen og vi endte i statsforvaltningen. De besluttede (til min store forargelse) at vores barn skulle bo hos ham indtil retssagen var overstået. Jeg måtte derfor flytte uden vores barn. Da vi fortalte vores barn, at h*n skulle bo hos far indtil vi fik at vide at nogle mennesker hvor h*n skal bo. Vores barn gik helt i baglås. Råbte, skreg og græd utrøsteligt (vores barn var på daværende tidspunkt 5 år) Vores barn blev ved med at slå og sparke ud efter min ex og sagde at h*n ville bo hos mig. Min ex sad bare hel kold og sagde; ja men nu er det altså blevet besluttet du skal bo hos mig. Da vores barn blev ved med at råbe at h*n ville bo hos mig, blev min ex meget irriteret og sagde: ja ja nu har vi hørt det. Jeg flyttede og de næste 6 mdr. var et rent helvede. Jeg kørte frem og tilbage hver anden weekend for at hente vores barn, da min ex ikke vil komme og aflevere vores barn som ellers var blevet bestemt i statsforvaltningen. Jeg kunne derfor ikke søge nogen jobs der hvor jeg var flytte hen, for så ville det gå ud over mit samvær med mit barn. I disse 6 mdr. var det skrig og skrål når vores barn skulle tilbage til sin far. Og den eneste kommentere han havde når jeg afleverede et grædende barn: "det er din skyld det her" vel og mærket mens vores barn hørte det. Rette var heldigvis slet ikke i tvivl om, hvor vores barn skulle bo og jeg fik mit barn hjem til mig igen. Han og kæresten gik fra hinanden umiddelbart efter og havde den konsekvens at han ikke kunne overskue at have vores barn på samvær, så de endte med ikke at se hinanden i 4 mdr. Vores barn var meget glad for at h*n ikke skulle over til far, men var heldigvis glad for det igen efter de 4 mdr. var gået. Han styrer stadig slagets gang. Fravælger weekend samvær hvis han skal noget der er mere spændende, men skal vores barn noget, accepterer han ikke at h*n bliver hjemme. Jeg har kunne mærke en voksende irritation inden i mig. Følger mig ofte vred -uden grund. Får hjertebanken hver gang han ringer eller jeg skal ringe til ham. Lader ham fortælle om hans sex eskapader og andet ligegyldigt snak, da jeg så føler jeg har ham tæt på og han er dermed mere samarbejdsvillig. For en måned siden blev det for meget for mig. Jeg kunne mærke min indebrændthed var ved at æde mig op, og valgte derfor at kontakt min læge. Blot for lige at høre om det er mig der er ved at blive sindssyg, eller om der er en grund til de følelser jeg har. Jeg var så hos lægen i går som sad og var ret så rystet efter min beretning. Hun forklarede mig, at jeg har været udsat for psykisk vold og det er på samme fod som fysisk vold. At jeg f.eks. stadig lader ham fortælle vidt og bredt om hans liv "for at holde ham tæt på" er en typisk ting at gøre for et voldsoffer. Jeg ved ikke hvorfor. Men hendes ord fik mig til at bryde sammen. Det var en blanding af lettelse og sorg. Lettelse fordi, der jo så er en grund til de trælse følelser jeg har inden i. Det at en anden person sidder og siger at hun godt kan forstå, at jeg har det som jeg har det i kraft af det jeg har været igennem, var simpel hen så rart. At blive bekræftet i, at det jeg har været igennem ikke er normalt. At han rent faktisk har været inde og "voldtage" mit sind og gør det stadig jævnligt. Jeg kan mærke en lettelse over at være flyttet langt væk fra ham, men han fylder stadig meget. Alt hvad jeg siger og gør ifm. vores barn har jeg hans holdning/meninger/ord med inden over. Han styrer mig stadig. Er han i dårlig humør går det ud over mig via vores barn. Er han i godt humør, opfører han sig som var vi bedste venner. Det er meget hårdt at stå model til. Og det skal jeg heller ikke. Jeg skal lære at sige fra, lære at sige stop. Lære at jeg kun har brug for ham som vores barns far og alt andet i hans liv ikke kommer mig ved. Ligesom det ikke kommer ham ved, hvad der sker i mit liv. Vi har et barn sammen og den eneste kontakt jeg skal have med ham er om vores barn. Nu skal jeg så "bare" lære, hvordan jeg får sat den grænse. Lære at være stærk overfor ham. Lade ham vide, at han ikke længere har magten over mig. Jeg vil have mit liv tilbage. Jeg vil være glad igen - det har jeg fortjent!!
Tak fordi du læste med - det var rigtig rart at få sat ord på.
