jeg tænker så meget på dig og som jeg allerede har skrevet til dig, er det at trække en grænse (for galskaben) nogle gange det eneste der kan gøres og det eneste der kan redde ens forhold! og man må ikke gå rundt og føle, at det jo er ens egen skyld og derfor skal man bide en masse bavl i sig, sådan ER virkeligheden ikke! enten kaster man sig ud i en kamp med næb og klør og minder hinanden om, hvad der er det VIGTIGE i livet (nemlig jeres familie) og ellers må man sige allright, vi må finde ud af at være en familie på en alternativ måde. gå fra hinanden og finde ud af at være jeres barns forældre alligevel.
men ingen kan holde til, at der den ene dag kommer en hjem der fortæller en, at nu vil han skilles og den næste dag ringer og siger, at det vil han ikke alligevel (især ikke når han så den fjerde dag er tilbage ved punkt 1 igen) 
Anmeld
