Politikere ønsker ritual for begravelse af fostre

SussieThyssen skriver:

Puuh..det er altså synd.
Heldigvis smertedækkede de mine ungers far rigtigt godt, da han døde for 3 år siden.
Det var på Kalundborg sygehus, og jeg føler de gjorde alt for ham ud fra de muligheder de havde. Han fik masser af morfin og de lagde ham endda i kunstig koma for at han skulle få ro. Så jeg vil for altid stå i dyb taknemmelighed til dem.
De kunne intet andet gøre for at hjælpe ham, for det gik så stærkt det hele.

Jeg tror virkelig også der er forskel på at dø på sygehuset og på et plejehjem, nu har jeg efterhånden set en del gå bort på plejehjemmet de 7 år jeg arbejdede der, men en værdig død må jeg sige de færreste fik efter den restriktion med medicinsammensætningen blev indført, desværre, skal ikke kunne sige hvordan det er alle steder eller i dag, men det gør det ikke mere holdbart efter min mening.. 

Jeg har bare svært ved vores måde at anskue livets afslutning på, og forstår virkelig ikke at vi ikke respektere menneskets ret til at bestemme over den måde de ønsker at komme herfra på, men det er jo en anden og meget længere diskussion. 

Og det gør mig ondt med din mand 

SussieThyssen skriver:

Jeg synes, at det ville være mest fair, at man selv kan vælge.

ja, men kan man ikke allerede det?

Ved min mor havde svært ved tanken om at hendes den første som var dødfødt (17-18 uge) bare blev smidt ud... 

jeg holder dog fast i at det ville være en smuk gestus, og ikke fordi jeg som sådan er troende, men jeg kan godt lide tanken om at de er ønsket et sted i døden, at der er nogen der "passer dem" at de har et værdig hvilested og ikke er alene.. ved godt det lyder en smule naivt, men jeg har bare svært ved tanken om at smide noget ud som jeg anser for et liv - uanset størrelse og lige så værdig som alle andre på denne jord.. og så ville jeg (tror jeg, kan jeg jo ikke vide når jeg ikke har stået der)  have det godt med at kunne tage på en kirkegård og tænke "her ved dette smukke træ" ligger alle de børn som engang var en del af en eller anden mor - og det at de er sammen.. 

Okey kan godt læse det lyder lidt romatiseret og ja mangler lige et andet ord, men jeg fik da jeg var barn (7 år) at vide at min bedste som var død var blevet til en stjerne på himlen og selvom jeg den dag i dag godt ved hvad stjerner er lavet af, føler jeg mig stadig tryg når jeg går ude og der er stjerner på himlen, og føler at alt den familie og alle de venner jeg har mistet gennem årene passer på mig, og det fylder mig med varme og glæde, så jeg tror personligt jeg ville have det godt med at mit "barn"(foster) ikke var alene, men jeg ved ikke om man er i stand til at forholde sig til hvad man skal gøre hvis man mister et barn i fosterstadiet, tror indimellem man distansere sig selv for at kunne acceptere hvad der er sket - og derfor ikke vil se det som et barn eller noget som burde blive begravet, og det har jeg fuldt forståelse for, men derfor syntes jeg stadig godt om tanken, men som sagt jeg har jo heller ikke stået der (heldigvis) og syntes man skal have lov at sige nej, men derfor kunne man måske godt tilbyde det som en mulighed.. 

N&J skriver:

ja, men kan man ikke allerede det?

Ved min mor havde svært ved tanken om at hendes den første som var dødfødt (17-18 uge) bare blev smidt ud... 

jeg holder dog fast i at det ville være en smuk gestus, og ikke fordi jeg som sådan er troende, men jeg kan godt lide tanken om at de er ønsket et sted i døden, at der er nogen der "passer dem" at de har et værdig hvilested og ikke er alene.. ved godt det lyder en smule naivt, men jeg har bare svært ved tanken om at smide noget ud som jeg anser for et liv - uanset størrelse og lige så værdig som alle andre på denne jord.. og så ville jeg (tror jeg, kan jeg jo ikke vide når jeg ikke har stået der)  have det godt med at kunne tage på en kirkegård og tænke "her ved dette smukke træ" ligger alle de børn som engang var en del af en eller anden mor - og det at de er sammen.. 

Okey kan godt læse det lyder lidt romatiseret og ja mangler lige et andet ord, men jeg fik da jeg var barn (7 år) at vide at min bedste som var død var blevet til en stjerne på himlen og selvom jeg den dag i dag godt ved hvad stjerner er lavet af, føler jeg mig stadig tryg når jeg går ude og der er stjerner på himlen, og føler at alt den familie og alle de venner jeg har mistet gennem årene passer på mig, og det fylder mig med varme og glæde, så jeg tror personligt jeg ville have det godt med at mit "barn"(foster) ikke var alene, men jeg ved ikke om man er i stand til at forholde sig til hvad man skal gøre hvis man mister et barn i fosterstadiet, tror indimellem man distansere sig selv for at kunne acceptere hvad der er sket - og derfor ikke vil se det som et barn eller noget som burde blive begravet, og det har jeg fuldt forståelse for, men derfor syntes jeg stadig godt om tanken, men som sagt jeg har jo heller ikke stået der (heldigvis) og syntes man skal have lov at sige nej, men derfor kunne man måske godt tilbyde det som en mulighed.. 

Ja, lige præcis. Det er ikke spor romantiseret. Det er smukt. 

BellaT skriver:

Ja, lige præcis. Det er ikke spor romantiseret. Det er smukt. 

 syntes jeg også, men det kan selvfølgelig også være det bare er os der er romatiseret i vores anskuelse.. 

N&J skriver:

 syntes jeg også, men det kan selvfølgelig også være det bare er os der er romatiseret i vores anskuelse.. 

 Nåeh ja, måske... Men det er jeg egentlig glad for at være så.

BellaT skriver:

 Nåeh ja, måske... Men det er jeg egentlig glad for at være så.

 me too

N&J skriver:

Jeg tror virkelig også der er forskel på at dø på sygehuset og på et plejehjem, nu har jeg efterhånden set en del gå bort på plejehjemmet de 7 år jeg arbejdede der, men en værdig død må jeg sige de færreste fik efter den restriktion med medicinsammensætningen blev indført, desværre, skal ikke kunne sige hvordan det er alle steder eller i dag, men det gør det ikke mere holdbart efter min mening.. 

Jeg har bare svært ved vores måde at anskue livets afslutning på, og forstår virkelig ikke at vi ikke respektere menneskets ret til at bestemme over den måde de ønsker at komme herfra på, men det er jo en anden og meget længere diskussion. 

 

Og det gør mig ondt med din mand 

Det var nu min x..men han var min allerbedste ven og som en bror for mig...og så var han mine to yngstes far og en vidunderlig papfar for min ældste, og han var også en god ven for min nuværende mand, så jeg/vi savner ham meget.
Men tak for din søde sympati.

Ja..det er utroligt at man er så forhippet på, at det endelig skal gøres åhh så korrekt, så mennesker skal ligge der og lide alle helvedes kvaler i stedet for at kunne få fred. Dø skal de jo alligevel, så om det sker nogle døgn tidligere og med fred, er da langt det bedste, set med mine øjne.

N&J skriver:

ja, men kan man ikke allerede det?

Ved min mor havde svært ved tanken om at hendes den første som var dødfødt (17-18 uge) bare blev smidt ud... 

jeg holder dog fast i at det ville være en smuk gestus, og ikke fordi jeg som sådan er troende, men jeg kan godt lide tanken om at de er ønsket et sted i døden, at der er nogen der "passer dem" at de har et værdig hvilested og ikke er alene.. ved godt det lyder en smule naivt, men jeg har bare svært ved tanken om at smide noget ud som jeg anser for et liv - uanset størrelse og lige så værdig som alle andre på denne jord.. og så ville jeg (tror jeg, kan jeg jo ikke vide når jeg ikke har stået der)  have det godt med at kunne tage på en kirkegård og tænke "her ved dette smukke træ" ligger alle de børn som engang var en del af en eller anden mor - og det at de er sammen.. 

Okey kan godt læse det lyder lidt romatiseret og ja mangler lige et andet ord, men jeg fik da jeg var barn (7 år) at vide at min bedste som var død var blevet til en stjerne på himlen og selvom jeg den dag i dag godt ved hvad stjerner er lavet af, føler jeg mig stadig tryg når jeg går ude og der er stjerner på himlen, og føler at alt den familie og alle de venner jeg har mistet gennem årene passer på mig, og det fylder mig med varme og glæde, så jeg tror personligt jeg ville have det godt med at mit "barn"(foster) ikke var alene, men jeg ved ikke om man er i stand til at forholde sig til hvad man skal gøre hvis man mister et barn i fosterstadiet, tror indimellem man distansere sig selv for at kunne acceptere hvad der er sket - og derfor ikke vil se det som et barn eller noget som burde blive begravet, og det har jeg fuldt forståelse for, men derfor syntes jeg stadig godt om tanken, men som sagt jeg har jo heller ikke stået der (heldigvis) og syntes man skal have lov at sige nej, men derfor kunne man måske godt tilbyde det som en mulighed.. 

Det er så smukt det du siger der og jeg bliver helt blød om hjertet.

Så jeg vil egentligt ikke sige mere.
Med så smukt et sind, for sig, skal man somme tider blot tie med respekt og bøje sit hovede.
Tak for du er dig.

SussieThyssen skriver:

Det er så smukt det du siger der og jeg bliver helt blød om hjertet.

Så jeg vil egentligt ikke sige mere.
Med så smukt et sind, for sig, skal man somme tider blot tie med respekt og bøje sit hovede.
Tak for du er dig.

tak, hvor er du sød Sussie.. 

Sov godt.. 

N&J skriver:

tak, hvor er du sød Sussie.. 

 

Sov godt.. 

Tak i lige måde sveske