Hej piger!
Så har jeg langt om længe fået skrevet min fødselsberetning, og poster den her til de af jer, der er interesserede - undskylder mange gange forsinkelsen. Here goes:
Tirsdag morgen d.18. januar kommer Tommy hjem fra natarbejde. Han siger godmorgen til Karla inde i min mave, men får ikke et spark tilbage som han plejer. Vi forsøger at puffe til hende for at få hende til at reagere, men der sker intet, og så bliver vi bekymrede. Efter flere forgæves forsøg med iskoldt vand, hoppen rundt og skubben til maven, ringer vi til Hvidovre og beder om at få kørt en strimmel. Vi tager derud og hører en rigtig fin hjertelyd, men lægen vil gerne scanne mig for at være sikker på at alt er som det skal være. Scanningen viser at mængden af fostervand er på grænsen til det tilladelige, og flowet i navlestrengen er heller ikke optimalt, så lægen mener at eftersom jeg er gået en dag over tid og mærker markant mindre liv vil det være bedst at sætte fødslen i gang med stikpiller eller at få Karla ud ved kejsersnit. For at finde ud af hvordan Karla skal komme til verden, skal hun udsættes for en stresstest der skal vise, om hun vil kunne klare en almindelig fødsel med veer. Vi bliver vist ind på en fødestue, og testen bliver sat i gang. Den varer et par timer og viser heldigvis, at Karla sagtens kan klare veer, så jeg får lagt en enkelt stikpille op, og får en tid til næste morgen, hvor jeg skal have opsat endnu en.
Klokken er ca. 13, da vi bliver sendt hjem med beskeden om at der kan gå op til tre døgn før min livmoderhals er udslettet og de kan tage vandet. Vi tager hjem, trætte og spændte; vi regner med at der i hvert fald går et par døgn før der sker noget, så da veerne tager til i løbet af aftenen, er vi både overraskede og en anelse mistroiske – kan det virkelig være rigtige veer allerede? Som aftenen skrider frem bliver veerne mere regelmæssige og kraftige, og ved 22-tiden bliver jeg igen bekymret, da Karla igen er meget stille. Turen går endnu en gang til Hvidovre, for jeg kan ikke holde tanken ud om en hel nat med bekymringer. Jeg får endnu en gang kørt en strimmel og bliver undersøgt: Karla har det fint, og jeg føler at jeg nu kan slappe af. Beroliget tager vi hjem og går i seng, men kl. 3 vågner jeg ved at vandet går. Jeg ringer til Hvidovre for at høre hvordan jeg skal forholde mig; da vandet ikke er grønt, skal vi bare se tiden an. Det er umuligt for os at sove videre, for vi er spændte og nervøse, og for mit vedkommende bliver veerne hurtigt ret heftige, så vi står op og pakker det sidste i tasken, der skal med på hospitalet.
Da klokken er ca. 6 går jeg i bad for at lindre smerterne – på det tidspunkt kommer veerne med to-tre minutters mellemrum og varer mellem et halvt og et helt minut. Efter badet ringer vi igen til Hvidovre og fortæller, at vi er på vej. Kvart over 7 er vi på Hvidovre, hvor jeg bliver undersøgt. Jeg har stadig 2 cm livmoderhals tilbage, så jeg får en Klyx, da de mener at det kan sætte skub i processen. Og det skal jeg da lige love for at det gør! Veerne bliver efterfølgende ret voldsomme, og turen på de ca. 70 m ned til fødestuen føles som en halvmaraton - jeg holder tre pauser pga. veer. På fødestuen bliver jeg undersøgt igen, og jeg er nu 1½ cm åben! Jordemoderen fortæller at der godt kan gå mange timer endnu, da man som regel udvider sig en halv til en hel cm i timen. På dette tidspunkt er klokken ca. 10.15, og udsigten til ca. ti timer med sindssyge veer tager modet fra mig; jeg kan slet ikke holde tanken om så mange timers lidelse ud! Aldrig har jeg oplevet så meget intens smerte! Jeg kan slet ikke være i min krop, og hver gang en ve tager over, brøler og råber jeg som jeg aldrig har brølet og råbt før. Veerne er uudholdelige og mit mantra er: ”Jeg kan ikke! Jeg kan ikke! Jeg kan ikke! Jeg kan ikke!” Det lyder måske mærkeligt, men det er sådan jeg råbe-brøler mig igennem veerne, selvom jordemoderen og Tommy siger at jeg godt kan!
Jeg føler flere gange at jeg er ved at dø af smerterne. Den eneste smertelindring jeg får er lattergas, men jeg føler ikke det hjælper på smerterne, og jeg tænker flere gange, at jeg gerne vil hjem. Hvis bare jeg kommer hjem i min seng, så forsvinder smerterne og alting bliver godt. Ja, meget ulogisk, men tanken om at ligge i fosterstilling i min egen seng virkede som et godt alternativ til de smerter fra helvede jeg gennemgik. På et tidspunkt vil jordemoderen have mig op at stå, så Karla kan komme længere ned i bækkenet. Jeg kæmper mig op fra sengen og over til en talerstol, hvor jeg i et kvarters tid står og føler at min krop sprænges indefra. Jeg kommer endelig ned at ligge igen, og da klokken bliver omkring 11.50 siger jordemoderen pludselig til mig at jeg er fuldt udvidet og gerne må presse ved næste ve! Da hun siger dette, er jeg helt rundt på gulvet, for jeg har slet ikke registreret at hun har undersøgt mig, men beskeden gør mig lettet og glad – nu sker det endelig. Ved næste ve presser jeg og brøler, så man sikkert kan høre mig på hele fødegangen. Jeg er meget overrasket over de lyde, der kommer ud af mig, men det er ude af min kontrol. Det virker som om det er en anden kvinde, der brøler sit urkvindebrøl, men det er mig, og det er kraftfuldt. Selvom jordemoderen siger at jeg skal bruge kræfterne på at presse og ikke på at brøle, så føler jeg at brølene hjælper mig igennem presseveerne, så jeg brøler videre. Og endelig, klokken 12.22 føder jeg Karla, der bliver lagt på min mave og straks tisser på mig: Hej mor! Her ligger vi så, Karla og jeg, mens Tommy sidder ved siden af. Nu er hun her, og hvor er det mærkeligt. Jeg er vist lidt i chok, for det går først op for mig at hun er her, da hun begynder at skrige. Denne lille fedtede, varme, slimede, dejlige, smukke pige på 3382 gr. og 52 cm. er vores datter, og nu er hun her... Vidunderligt!
De efterfølgende dage på patienthotellet og tiden hjemme har været hårde. Det gælder sikkert for alle nybagte mødre, men jeg føler virkelig det har været op ad bakke mht. amningen; Jeg har kæmpet for at få den til at fungere, men uden held. Til at begynde med suttede Karla ikke effektivt nok, da jeg var nødt til at bruge suttebrik. Derfor besluttede personalet at hun skulle have en lille smule MME, så hun ikke tabte sig for meget. Jeg skulle så lægge hende til hver tredje time og derefter stimulere med en udmalkningsmaskine. Da vi efter to døgn skulle hjem, havde Karla trods både amning og MME tabt næsten 10 % af sin fødselsvægt, og derfor mente personalet at vi skulle supplere med større mængder MME. Vi fandt senere ud af at de mængder vi skulle give hende, svarer til de mængder et barn, der udelukkende får MME, skal have. Det resulterede i at Karla aldrig nåede at blive rigtig sulten og derfor ikke suttede effektivt hos mig. Og det gavnede jo ikke ligefrem nedløbsrefleksen.
Nå, for at gøre en lang historie kort… vi har fået så mange forskellige og modstridende ting at vide ift. amning, så det har skadet væsentlig mere end det har gavnet. For eksempel sagde en jordemoder til mig at jeg ikke måtte putte Karla i sin dyne under amningen, da det ikke måtte blive for hyggeligt, for så ville Karla sutte mindre effektivt. En anden jordemoder sagde at jeg ikke måtte røre hende, da det kunne forstyrre hende. Dette er bare nogle af de ting vi fik at vide, og mange af dem stred imod alle mine mor-instinkter, men som førstegangsmor og yderst hormonel efter fødslen, lyttede jeg til dem – og det ærgrer mig. Hvorfor må det for eksempel ikke være hyggeligt at amme?
Nå, efter vi kom hjem, skulle vi til opfølgning på ammeambulatoriet. Også her fik vi ubrugelig information, da de to eksperter hverken var enige med hinanden eller personalet på patienthotellet. Det resulterede i endnu et stort vægttab, og det føltes som om de eksperimenterede med Karla, så vi sagde stop! Hun skulle ikke tabe sig yderligere, så nu skulle hun bare ammes, så meget hun orkede, for derefter at få flaske til hun var mæt. Det fungerede i en uges tid, men så gik det dårligere og dårligere, så nu får hun kun flaske. Det gør mig lidt trist at amningen er blevet ødelagt førend den rigtig er kommet i gang. Jeg tror at det ville kunne fungere, hvis vi f.eks. ikke havde fået så mange dumme ting at vide til at begynde med. Men det vigtige er jo at vores dejlige datter nu tager på og trives – og det er jo vigtigste.
Nå, dette var min fødselsberetning - en længere omgang, som jeg håber I har kunnet holde ud at læse. Jeg beklager at der er gået så lang tid, men med projekt mislykket amning, en omgang influenza og et speciale, der snart skal afleveres har det været småt med energi og tid, men nu er energien tilbage
Til sidst vil jeg lige sige, at moderfølelsen ikke kom lige med det samme, som jeg på en måde havde regnet med, men den har lige så stille taget over, og jeg elsker Karla højere for hver dag der går. Jeg smiler tit ved tanken om hvor heldige vi er, at det lige netop er hende, der efter mange timers veer kom ud til os d. 19. Tænk engang, at man kan elske sådan et lille menneske så højt! Mit hjerte brister af kærlighed til vores lille Karlafis, og jeg under alle kvinder at opleve sådan en kærlighed
Tak fordi I læste min laaange roman.
Kærlig hilsen
Rikke
