Undskylder på forhånd, men det skal bare ud nu!

Ja, jeg vil gerne starte med at undskylde til jer der har prøvet længe og jer der er i behandling, men jeg er nødt til at komme ud med mine følelser og frustrationer. Har brug for et kram og også for jeres meninger, men har ikke brug for at blive trampet ned og det håber jeg bliver respekteret 

 

Som nogen ved, så havde jeg jo en MA i 10 uge i starten af februar. Har så pletblødt on/off indtil for nyligt, specielt efter sex. Hver evig eneste gang har det været som en mavepuster og mit humør er røget fuldstændig gennem gulvbrædderne og har bare haft lyst til at tude over det 

 Nu er mit problem så bare at jeg er hamrende utålmodig efter at være gravid igen og synes det er rigtig hårdt at alle symptomer osv. forsvandt uden jeg havde en skøn lille bebs at koncentrere mig om, ligesom jeg havde sidst. Jeg vil så inderligt gerne være gravid igen og jeg synes tiden går alt for langsomt og jeg synes det er hamrende uretfærdigt at jeg nåede at se hjerteblink på en fin lille bebs, som jo så blev taget fra mig.

Jeg synes det er mere end irriterende at andre siger: Det var jo bare et foster, det er jo ikke så slemt!   Jow, det er slemt for mig, for lige meget hvad, så var det min baby. Der var hjerteblink, der var tegn og der var mave og vi glædede os utrolig meget og var begyndt at planlægge det hele og så blev det bare revet fra os på den måde 

Det var vores baby og det er der ingen der kan ændre og jeg bliver arrig når folk omkring os så forventer at vi da klart vil vente med at starte projekt baby til om 1½ år, for vi har jo ikke været sammen så længe...  Det er meget muligt vi ikke har det, men vi havde stadig forberedt os på at vi skulle være forældre sammen og det er stadig vores lyst og ønske at vi skal det og hvorfor skulle vi dog vente?! Ja, vi kan miste igen, men det er vi klar over og sker det, så tager vi det med også, men det er da ingen grund til at vente. Vi har ikke kendt hinanden så længe (vi har været sammen ½ år 3 marts) men det ser jeg heller ikke som en grund til at vente med projektet. Går vores forhold galt pga. baby, så vil det gøre det om vi har kendt hinanden i 3 mdr. eller 10 år, så det ser jeg heller ikke som en grund til at vente. Der er styr på økonomi, min datter, vores forhold og vores liv, så jeg kan slet ikke forstå at folk forventer at vi venter. Vi er jo ikke teenagere for pokker, vi er voksne mennesker og ved begge hvad et barn indebærer og ved hvad det kræver, så det er jo ikke noget der vil komme som et chok for os.

Min familie forstår os og støtter os fuldt ud, og min mor der altid er meget påpasselig undrede sig ikke engang og hendes kommentar til det var: Det føles virkelig også som om I har været sammen al tid, så selvfølgelig forstår jeg jer! Det er meget vildt når det kommer fra hende.

Sorry, det var bare lige lidt blandet søndagsbrok og frustrationer der skulle ud, og min oprindelige tanke med det her indlæg er at høre jer andre om jeg er helt langt ude når jeg er utålmodig efter at blive gravid igen. Jeg mener, jeg var jo gravid, der var hjerteblink og vi nød det fuldt ud og glædede os utrolig meget, pludselig var der ikke hjerteblink, der var ingen mave og der var ingen symptomer og jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg vil bare gerne have min baby igen, og ved det ikke kan erstattes, men jeg ved også at det vil være meget hårdere at se/høre om andre gravide når jeg selv mangler min mave og mine symptomer. Altså helt ærligt... Jeg savner kvalmen og de super ømme bryster. Jeg synes bare det går for langsomt synes det er så uretfærdigt lige at få en forsmag, for mit vedkommende vide 120% hvad det indebærer pga. min datter, og så få revet det hele væk igen på 2 døgn!

 Er jeg langt ude, eller er det normalt at have det som jeg har det?

 

 

Ps. hvis I nåede så langt, så hatten af for det og tusind tak

forstår dig skam godt... det er skønt at kunne rase ud i stedet for at gå med det... jeg har selv tabt 5 gange.. og uanset om det kun er et lille foster eller ej er det da pisse hårdt... er selv gravid for 6. gang nu og er så bange for det går galt igen...

sweet skriver:

forstår dig skam godt... det er skønt at kunne rase ud i stedet for at gå med det... jeg har selv tabt 5 gange.. og uanset om det kun er et lille foster eller ej er det da pisse hårdt... er selv gravid for 6. gang nu og er så bange for det går galt igen...

Hvor er jeg dog ked af at du har været igennem det så mange gange  

Men tusind tak fordi du forstår mig, det er rart at vide at jeg ikke bare er hysterisk, men at det faktisk giver okay mening

Krydser alt hvad jeg kan for at du får lov til at være gravid i alle 9 måneder denne gang  

man skal have lov til at brase ud med det hele engang imellem for det kan sku lette så meget :-) jeg har lavet en debat i dag der hedder " er 6. gang lykkens gang.. prøv at gå ind på den og der finder du en der hedder sussie tror jeg det er som har givet mig et link til hendes historie og hvad hun har været igennem..,. og når man har læst det tænker man bare at hvis hun kan så kan jeg også :-)

Sof skriver:

Ja, jeg vil gerne starte med at undskylde til jer der har prøvet længe og jer der er i behandling, men jeg er nødt til at komme ud med mine følelser og frustrationer. Har brug for et kram og også for jeres meninger, men har ikke brug for at blive trampet ned og det håber jeg bliver respekteret 

 

Som nogen ved, så havde jeg jo en MA i 10 uge i starten af februar. Har så pletblødt on/off indtil for nyligt, specielt efter sex. Hver evig eneste gang har det været som en mavepuster og mit humør er røget fuldstændig gennem gulvbrædderne og har bare haft lyst til at tude over det 

 Nu er mit problem så bare at jeg er hamrende utålmodig efter at være gravid igen og synes det er rigtig hårdt at alle symptomer osv. forsvandt uden jeg havde en skøn lille bebs at koncentrere mig om, ligesom jeg havde sidst. Jeg vil så inderligt gerne være gravid igen og jeg synes tiden går alt for langsomt og jeg synes det er hamrende uretfærdigt at jeg nåede at se hjerteblink på en fin lille bebs, som jo så blev taget fra mig.

Jeg synes det er mere end irriterende at andre siger: Det var jo bare et foster, det er jo ikke så slemt!   Jow, det er slemt for mig, for lige meget hvad, så var det min baby. Der var hjerteblink, der var tegn og der var mave og vi glædede os utrolig meget og var begyndt at planlægge det hele og så blev det bare revet fra os på den måde 

Det var vores baby og det er der ingen der kan ændre og jeg bliver arrig når folk omkring os så forventer at vi da klart vil vente med at starte projekt baby til om 1½ år, for vi har jo ikke været sammen så længe...  Det er meget muligt vi ikke har det, men vi havde stadig forberedt os på at vi skulle være forældre sammen og det er stadig vores lyst og ønske at vi skal det og hvorfor skulle vi dog vente?! Ja, vi kan miste igen, men det er vi klar over og sker det, så tager vi det med også, men det er da ingen grund til at vente. Vi har ikke kendt hinanden så længe (vi har været sammen ½ år 3 marts) men det ser jeg heller ikke som en grund til at vente med projektet. Går vores forhold galt pga. baby, så vil det gøre det om vi har kendt hinanden i 3 mdr. eller 10 år, så det ser jeg heller ikke som en grund til at vente. Der er styr på økonomi, min datter, vores forhold og vores liv, så jeg kan slet ikke forstå at folk forventer at vi venter. Vi er jo ikke teenagere for pokker, vi er voksne mennesker og ved begge hvad et barn indebærer og ved hvad det kræver, så det er jo ikke noget der vil komme som et chok for os.

Min familie forstår os og støtter os fuldt ud, og min mor der altid er meget påpasselig undrede sig ikke engang og hendes kommentar til det var: Det føles virkelig også som om I har været sammen al tid, så selvfølgelig forstår jeg jer! Det er meget vildt når det kommer fra hende.

Sorry, det var bare lige lidt blandet søndagsbrok og frustrationer der skulle ud, og min oprindelige tanke med det her indlæg er at høre jer andre om jeg er helt langt ude når jeg er utålmodig efter at blive gravid igen. Jeg mener, jeg var jo gravid, der var hjerteblink og vi nød det fuldt ud og glædede os utrolig meget, pludselig var der ikke hjerteblink, der var ingen mave og der var ingen symptomer og jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg vil bare gerne have min baby igen, og ved det ikke kan erstattes, men jeg ved også at det vil være meget hårdere at se/høre om andre gravide når jeg selv mangler min mave og mine symptomer. Altså helt ærligt... Jeg savner kvalmen og de super ømme bryster. Jeg synes bare det går for langsomt synes det er så uretfærdigt lige at få en forsmag, for mit vedkommende vide 120% hvad det indebærer pga. min datter, og så få revet det hele væk igen på 2 døgn!

 Er jeg langt ude, eller er det normalt at have det som jeg har det?

 

 

Ps. hvis I nåede så langt, så hatten af for det og tusind tak

Det er HELT normalt at have det, som du har det.. Du må aldrig lade nogen få dig til at føle, at det ikke er okay at være ked af det.. Det har du ret til - lige så længe du har behov for det!!

Jeg håber, at det snart lykkes jer at blive gravide igen og at resultatet bliver en dejlig lille bebs

Mange kram og tanker fra Lisbeth

Hey... Det er kun super du kommer ud med det... Har selv en i familien der har mistet.. (5 mdr henne og igennem en alm. fødsel.. uden baby med hjem..  ) Og jeg vil nu sige det samme til dig som jeg sagde til hende...

Giv det tid.. Jeg ved du er ivrig efter at få igen.. Men lad dig selv falde lidt til ro og lad tankerne om det falde lidt til ro... jo mere ivrig du er, jo længere skal jeg næsten garantere dig der går.. for jo mere fokuseret på det man er... ja.. lad tankerne svirre om noget andet i en tid... Og ja.. jeg VED godt det er nemmere sagt end gjort... - dog lykkedes det hende fra min familie.. og hun blev kort efter gravid igen.. Hun er nu godt samme sted i graviditeten som sidst... og denne gang går det bare super.. alt tyder på at de denne gang vil få deres yndige lille datter med hjem..

Håber på det bedste for dig... Krydser i hvert fald fingre her..  

Mvh Maybrith...

p.s. det kommer ikke andre folk ved hvornår I bestemmer jer for at få børn sammen.. self kan de have deres mening om det.. men den kan de da holde for sig selv.... min kæreste og jeg fandt ud af vi ventede da jeg var 6 uger henne... - da havde vi kendt hinanden i 8 uger... Vi har nu en datter på 2 til april... har været sammen i 3 år til august... og vi er stadig sammen og lige glade for hinanden som den gang.. Der var også nogle i min familie der var sådan nogle lyseslukkere... jeg valgte bare at ignorere dem og ville bevise overfor dem at de tog fejl.. en af mine kusiner har faktisk udtalt sig (bag min ryg), at hun synes det var for dårligt af os... 7 mdr senere sidder hun og snakker mig "efter munden" direkte op i mit ansigt og siger at hun er ih og åh så ked af at hun ikke har haft kontakt med mig og slet ikke har set maven osv... sådan en KNOLDSPARKER!!!! Det kan jeg SLET IKKE bruge til noget...

Så til dig vil jeg sige.. - er det det rigtige for jer.. så GO FOR IT!!!

 

jeg kender dig ikke med nej hvor slog dit indlæg dog benene væk under mig, det var så rigtigt det du skriver at tabe et foster er da at miste et barn :-( det må være det værste man overhovedet kan være udsat for, at opleve at ens krop siger nej, det kan jeg slet ikke forstille mig hvor forfærdeligt dette må være.

Jeg kan sagtens forstå du gerne vil være gravid hurtigt igen, og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med projekt baby

Monica

Lisbeth1985 skriver:

Det er HELT normalt at have det, som du har det.. Du må aldrig lade nogen få dig til at føle, at det ikke er okay at være ked af det.. Det har du ret til - lige så længe du har behov for det!!

Jeg håber, at det snart lykkes jer at blive gravide igen og at resultatet bliver en dejlig lille bebs

Mange kram og tanker fra Lisbeth

Hvor er jeg glad for at det er normalt! Det betyder virkelig meget for mig og føler mig 20 kg lettere lige nu. 

Jeg savner at være gravid og følelsen af at lave nyt liv inde i min mave. Jeg er ikke ked af det som sådan, men jeg savner det og jeg mangler det utrolig meget. 

Tusind tak for de krydsede fingre og håber også at du snart er gravid, trods brækket fod. Så har du jo en undskyldning for at slappe af hjemme i starten og bare ruge

Sof skriver:

Ja, jeg vil gerne starte med at undskylde til jer der har prøvet længe og jer der er i behandling, men jeg er nødt til at komme ud med mine følelser og frustrationer. Har brug for et kram og også for jeres meninger, men har ikke brug for at blive trampet ned og det håber jeg bliver respekteret 

 

Som nogen ved, så havde jeg jo en MA i 10 uge i starten af februar. Har så pletblødt on/off indtil for nyligt, specielt efter sex. Hver evig eneste gang har det været som en mavepuster og mit humør er røget fuldstændig gennem gulvbrædderne og har bare haft lyst til at tude over det 

 Nu er mit problem så bare at jeg er hamrende utålmodig efter at være gravid igen og synes det er rigtig hårdt at alle symptomer osv. forsvandt uden jeg havde en skøn lille bebs at koncentrere mig om, ligesom jeg havde sidst. Jeg vil så inderligt gerne være gravid igen og jeg synes tiden går alt for langsomt og jeg synes det er hamrende uretfærdigt at jeg nåede at se hjerteblink på en fin lille bebs, som jo så blev taget fra mig.

Jeg synes det er mere end irriterende at andre siger: Det var jo bare et foster, det er jo ikke så slemt!   Jow, det er slemt for mig, for lige meget hvad, så var det min baby. Der var hjerteblink, der var tegn og der var mave og vi glædede os utrolig meget og var begyndt at planlægge det hele og så blev det bare revet fra os på den måde 

Det var vores baby og det er der ingen der kan ændre og jeg bliver arrig når folk omkring os så forventer at vi da klart vil vente med at starte projekt baby til om 1½ år, for vi har jo ikke været sammen så længe...  Det er meget muligt vi ikke har det, men vi havde stadig forberedt os på at vi skulle være forældre sammen og det er stadig vores lyst og ønske at vi skal det og hvorfor skulle vi dog vente?! Ja, vi kan miste igen, men det er vi klar over og sker det, så tager vi det med også, men det er da ingen grund til at vente. Vi har ikke kendt hinanden så længe (vi har været sammen ½ år 3 marts) men det ser jeg heller ikke som en grund til at vente med projektet. Går vores forhold galt pga. baby, så vil det gøre det om vi har kendt hinanden i 3 mdr. eller 10 år, så det ser jeg heller ikke som en grund til at vente. Der er styr på økonomi, min datter, vores forhold og vores liv, så jeg kan slet ikke forstå at folk forventer at vi venter. Vi er jo ikke teenagere for pokker, vi er voksne mennesker og ved begge hvad et barn indebærer og ved hvad det kræver, så det er jo ikke noget der vil komme som et chok for os.

Min familie forstår os og støtter os fuldt ud, og min mor der altid er meget påpasselig undrede sig ikke engang og hendes kommentar til det var: Det føles virkelig også som om I har været sammen al tid, så selvfølgelig forstår jeg jer! Det er meget vildt når det kommer fra hende.

Sorry, det var bare lige lidt blandet søndagsbrok og frustrationer der skulle ud, og min oprindelige tanke med det her indlæg er at høre jer andre om jeg er helt langt ude når jeg er utålmodig efter at blive gravid igen. Jeg mener, jeg var jo gravid, der var hjerteblink og vi nød det fuldt ud og glædede os utrolig meget, pludselig var der ikke hjerteblink, der var ingen mave og der var ingen symptomer og jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg vil bare gerne have min baby igen, og ved det ikke kan erstattes, men jeg ved også at det vil være meget hårdere at se/høre om andre gravide når jeg selv mangler min mave og mine symptomer. Altså helt ærligt... Jeg savner kvalmen og de super ømme bryster. Jeg synes bare det går for langsomt synes det er så uretfærdigt lige at få en forsmag, for mit vedkommende vide 120% hvad det indebærer pga. min datter, og så få revet det hele væk igen på 2 døgn!

 Er jeg langt ude, eller er det normalt at have det som jeg har det?

 

 

Ps. hvis I nåede så langt, så hatten af for det og tusind tak

Hej.

Jeg vil lige starte med at give dit et kæmpe

Og så vil jeg starte med at sige at jeg syntes slet ikke at du skal undskylde. Vi er alle mennesker som har brug for at komme af med en masse følelser, og det har du også

Jeg har aldrig haft en MA, jeg har dog haft SA, bio og en uden for livmoderen også har vi kæmpet i næsten tre år. Og jeg har da klart også brug for at komme af med noget engang i mellem. Så undskyld ikke

Nogle mennesker er ikke så gode til at sætte sig i andres sted, og jeg ved at det er svært, men prøv at lukke ørene.

Hvis der er noget er du velkommen til at skrive til mig, også får du lige et kæmpe

Sof skriver:

Ja, jeg vil gerne starte med at undskylde til jer der har prøvet længe og jer der er i behandling, men jeg er nødt til at komme ud med mine følelser og frustrationer. Har brug for et kram og også for jeres meninger, men har ikke brug for at blive trampet ned og det håber jeg bliver respekteret 

 

Som nogen ved, så havde jeg jo en MA i 10 uge i starten af februar. Har så pletblødt on/off indtil for nyligt, specielt efter sex. Hver evig eneste gang har det været som en mavepuster og mit humør er røget fuldstændig gennem gulvbrædderne og har bare haft lyst til at tude over det 

 Nu er mit problem så bare at jeg er hamrende utålmodig efter at være gravid igen og synes det er rigtig hårdt at alle symptomer osv. forsvandt uden jeg havde en skøn lille bebs at koncentrere mig om, ligesom jeg havde sidst. Jeg vil så inderligt gerne være gravid igen og jeg synes tiden går alt for langsomt og jeg synes det er hamrende uretfærdigt at jeg nåede at se hjerteblink på en fin lille bebs, som jo så blev taget fra mig.

Jeg synes det er mere end irriterende at andre siger: Det var jo bare et foster, det er jo ikke så slemt!   Jow, det er slemt for mig, for lige meget hvad, så var det min baby. Der var hjerteblink, der var tegn og der var mave og vi glædede os utrolig meget og var begyndt at planlægge det hele og så blev det bare revet fra os på den måde 

Det var vores baby og det er der ingen der kan ændre og jeg bliver arrig når folk omkring os så forventer at vi da klart vil vente med at starte projekt baby til om 1½ år, for vi har jo ikke været sammen så længe...  Det er meget muligt vi ikke har det, men vi havde stadig forberedt os på at vi skulle være forældre sammen og det er stadig vores lyst og ønske at vi skal det og hvorfor skulle vi dog vente?! Ja, vi kan miste igen, men det er vi klar over og sker det, så tager vi det med også, men det er da ingen grund til at vente. Vi har ikke kendt hinanden så længe (vi har været sammen ½ år 3 marts) men det ser jeg heller ikke som en grund til at vente med projektet. Går vores forhold galt pga. baby, så vil det gøre det om vi har kendt hinanden i 3 mdr. eller 10 år, så det ser jeg heller ikke som en grund til at vente. Der er styr på økonomi, min datter, vores forhold og vores liv, så jeg kan slet ikke forstå at folk forventer at vi venter. Vi er jo ikke teenagere for pokker, vi er voksne mennesker og ved begge hvad et barn indebærer og ved hvad det kræver, så det er jo ikke noget der vil komme som et chok for os.

Min familie forstår os og støtter os fuldt ud, og min mor der altid er meget påpasselig undrede sig ikke engang og hendes kommentar til det var: Det føles virkelig også som om I har været sammen al tid, så selvfølgelig forstår jeg jer! Det er meget vildt når det kommer fra hende.

Sorry, det var bare lige lidt blandet søndagsbrok og frustrationer der skulle ud, og min oprindelige tanke med det her indlæg er at høre jer andre om jeg er helt langt ude når jeg er utålmodig efter at blive gravid igen. Jeg mener, jeg var jo gravid, der var hjerteblink og vi nød det fuldt ud og glædede os utrolig meget, pludselig var der ikke hjerteblink, der var ingen mave og der var ingen symptomer og jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg vil bare gerne have min baby igen, og ved det ikke kan erstattes, men jeg ved også at det vil være meget hårdere at se/høre om andre gravide når jeg selv mangler min mave og mine symptomer. Altså helt ærligt... Jeg savner kvalmen og de super ømme bryster. Jeg synes bare det går for langsomt synes det er så uretfærdigt lige at få en forsmag, for mit vedkommende vide 120% hvad det indebærer pga. min datter, og så få revet det hele væk igen på 2 døgn!

 Er jeg langt ude, eller er det normalt at have det som jeg har det?

 

 

Ps. hvis I nåede så langt, så hatten af for det og tusind tak

så her et lille 

 

pøj pøj