seperationsangst - hvad gør man?

stopper det min dreng på 2½ har det, han er med på wc osv, så kender godt følelsen, han har nu altid været det. Er så ekstra slemt i den her tid.

Helt enkelt: Jo mere tryghed jo hurtigere går det over!

-men når det er sagt, så er jeg  også helt med på at det kan drive en til vanvid. Jeg vil naturligvis anbefale en slynge, så barnet bare ER med hele tiden, inkl på toiletet osv. Der går ikke lang tid før det bliver lidt kedeligt at sidde på mors ryg, og man egentlig gerne vil ned og lege lidt selv på guvlet -og så er det bare op i slyngen igen, når den store verden igen pludselig bliver alt for stor, og man bare gerne vil have mor helt tæt på igen!

Mumto3 skriver:

Helt enkelt: Jo mere tryghed jo hurtigere går det over!

-men når det er sagt, så er jeg  også helt med på at det kan drive en til vanvid. Jeg vil naturligvis anbefale en slynge, så barnet bare ER med hele tiden, inkl på toiletet osv. Der går ikke lang tid før det bliver lidt kedeligt at sidde på mors ryg, og man egentlig gerne vil ned og lege lidt selv på guvlet -og så er det bare op i slyngen igen, når den store verden igen pludselig bliver alt for stor, og man bare gerne vil have mor helt tæt på igen!

Det er selvfølgelig smart, men den går nok ikke når hun skal ned i vuggestuen - som hun i øvrigt IKKE synes er et fedt sted når mor ikke er der.

Tulipan skriver:

stopper det min dreng på 2½ har det, han er med på wc osv, så kender godt følelsen, han har nu altid været det. Er så ekstra slemt i den her tid.

ja. - altså nu snakker vi jo om den fase der decideret hedder sepeationsangstfasen, og den ligger når barnet er et sted mellem 6 og 12 mdr. De oplever pludseligt sig selv som et selvstændigt individ og ikke længere en forlænget del af moderen (som de gjorde da de var helt små) - og det vil så sige at de pludselig oplever tydeligt at mor forsvinder, men de har endnu ikke begreb om at "hun nok kommer igen lige om lidt".

LauraLW skriver:

SEKS MÅNEDER!!!!? Gulp!

Ja, og det har virkelig været hårdt og er hårdt..

Han vil ikke være ved andre, heller ikke engang hans far.. så det er virkelig virkelig hårdt og river ind i mellem tænder ud..

Det er selvfølgelig smart, men den går nok ikke når hun skal ned i vuggestuen - som hun i øvrigt IKKE synes er et fedt sted når mor ikke er der.

Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se, det duer ikke med vuggestuen. Det kan jo nok få det til at trække lidt i langdrag, da hun hver dag oplever at 'mor forsvinder og hun kommer ikke igen', Altså jeg ved jo godt at du kommer igen, hver dag faktisk, men for det lille barn er en hel dag alene uden mor jo som et år. Så hver gang du går, må hun tænke: Nu forsvinder min mor igen, og jeg ser hende ikke igen (som i vuggestuen), også selvom I er hjemme og du bare smutter på toilettet i 2 min.

Min dreng på 7 år var i vuggestue da han havde seprationsangst og han higer stadig efter at jeg er hos ham, at jeg putter med ham om natten osv. De to små på 5 år og 2år,(som var hjemme da de havde seperationsangst) kan slet ikke falde i søvn hvis jeg er der, og de hviler helt i sig selv og er super trykker. Selvfølgelig er har de forskellige personligheder, men jeg tror også noget at det bunder i at min den store oplevede igen og igen og igen og igen at blive forladt, da han var lille og havde brug for mor.

Jeg har hørt, det skulle være en god "øvelse" at lege gemme-leg i denne svære periode. Har selv en søn på 9 1/2 måned, der er MEGET glad for sin mor, når hun er hjemme om aftenen efter arbejde.

Han eeeeeelsker at lege gemmeleg - og så skulle det være godt, fordi de netop kan se, at selvom mor er væk et øjeblik (gemt bag en mur eller lignende), så kommer hun hurtigt frem igen.

Mumto3 skriver:

Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se, det duer ikke med vuggestuen. Det kan jo nok få det til at trække lidt i langdrag, da hun hver dag oplever at 'mor forsvinder og hun kommer ikke igen', Altså jeg ved jo godt at du kommer igen, hver dag faktisk, men for det lille barn er en hel dag alene uden mor jo som et år. Så hver gang du går, må hun tænke: Nu forsvinder min mor igen, og jeg ser hende ikke igen (som i vuggestuen), også selvom I er hjemme og du bare smutter på toilettet i 2 min.

Min dreng på 7 år var i vuggestue da han havde seprationsangst og han higer stadig efter at jeg er hos ham, at jeg putter med ham om natten osv. De to små på 5 år og 2år,(som var hjemme da de havde seperationsangst) kan slet ikke falde i søvn hvis jeg er der, og de hviler helt i sig selv og er super trykker. Selvfølgelig er har de forskellige personligheder, men jeg tror også noget at det bunder i at min den store oplevede igen og igen og igen og igen at blive forladt, da han var lille og havde brug for mor.

Ej Nanna, det må du bare ikke sige!!!!

Min datter er 10 måneder når hun skal i institution og det skal hun fordi det ikke kan være anderledes, så ja jeg blir nødt til at forlade hende igen og igen.

Der fik jeg sgu lige en mavepuster

Mumto3 skriver:

Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se, det duer ikke med vuggestuen. Det kan jo nok få det til at trække lidt i langdrag, da hun hver dag oplever at 'mor forsvinder og hun kommer ikke igen', Altså jeg ved jo godt at du kommer igen, hver dag faktisk, men for det lille barn er en hel dag alene uden mor jo som et år. Så hver gang du går, må hun tænke: Nu forsvinder min mor igen, og jeg ser hende ikke igen (som i vuggestuen), også selvom I er hjemme og du bare smutter på toilettet i 2 min.

Min dreng på 7 år var i vuggestue da han havde seprationsangst og han higer stadig efter at jeg er hos ham, at jeg putter med ham om natten osv. De to små på 5 år og 2år,(som var hjemme da de havde seperationsangst) kan slet ikke falde i søvn hvis jeg er der, og de hviler helt i sig selv og er super trykker. Selvfølgelig er har de forskellige personligheder, men jeg tror også noget at det bunder i at min den store oplevede igen og igen og igen og igen at blive forladt, da han var lille og havde brug for mor.

Egentlig en skræmmende tanke synes jeg - altså hvis det er derfor. Vilma er ikke rigtig startet endnu, vi har været igang med indkøring, så har ikke prøvet at være der alene mere end 20 minutter. Men hun har bare strittet imod fra start af - som om hun har luret hvad vi har gang i. Jeg tænker lidt om jeg burde udskyde hendes start lidt.... selvom det ikke ville være muligt i særlig lang tid, men lidt har måske også ret...

dorthemus skriver:

Ej Nanna, det må du bare ikke sige!!!!

Min datter er 10 måneder når hun skal i institution og det skal hun fordi det ikke kan være anderledes, så ja jeg blir nødt til at forlade hende igen og igen.

Der fik jeg sgu lige en mavepuster

Ja, jeg fik mig også lige endnu en GULP!

Men du kan jo være heldig at Runa ikke oplever det så voldsomt, eller har været igennem det inden. Det skal nok gå! Det er jeg sikker på :-)