seperationsangst - hvad gør man?

Anne G skriver:

Ja, og det har virkelig været hårdt og er hårdt..

Han vil ikke være ved andre, heller ikke engang hans far.. så det er virkelig virkelig hårdt og river ind i mellem tænder ud..

Ej det er jeg altså ked af at læse - kan levende forestille mig at det bestemt ikke er nemt

Herhjemme er det nemlig også kun mig der dur, ikke far eller andre hvis hun så meget som kan lugte jeg er i nærheden. Heldigvis har vi da oplevet at når jeg er helt ude af hjemmet, så kan hun sagtens hygge sig med andre, men så snart jeg kommer hjem, så pjevser hun igen.

LauraLW skriver:

Ja, jeg fik mig også lige endnu en GULP!

Men du kan jo være heldig at Runa ikke oplever det så voldsomt, eller har været igennem det inden. Det skal nok gå! Det er jeg sikker på :-)

Puha!! Jeg ville sådan ønske jeg kunne vente, men det kan jeg bare ikke økonomisk

Jeg er så nørvøs for Runa er ikke vant til ret mange andre end mig og vi er ALTID sammen...hun sover ikke engang for sig selv. Jeg er nødt til at finde nogen der kan passe hende engang imellem så det ikke vil føles så hårdt for hende.

Håber snart Wilma vænner sig til sin vuggestue

dorthemus skriver:

Puha!! Jeg ville sådan ønske jeg kunne vente, men det kan jeg bare ikke økonomisk

Jeg er så nørvøs for Runa er ikke vant til ret mange andre end mig og vi er ALTID sammen...hun sover ikke engang for sig selv. Jeg er nødt til at finde nogen der kan passe hende engang imellem så det ikke vil føles så hårdt for hende.

Håber snart Wilma vænner sig til sin vuggestue

ja... men det værste er næsten at det er en midlertidig vuggestue (under den private pasningsordning) indtil der er plads i en af de "rigtige" - frygter at det bliver ligeså svært at køre hende ind næste gang også! Øv øv øv.

LauraLW skriver:

Egentlig en skræmmende tanke synes jeg - altså hvis det er derfor. Vilma er ikke rigtig startet endnu, vi har været igang med indkøring, så har ikke prøvet at være der alene mere end 20 minutter. Men hun har bare strittet imod fra start af - som om hun har luret hvad vi har gang i. Jeg tænker lidt om jeg burde udskyde hendes start lidt.... selvom det ikke ville være muligt i særlig lang tid, men lidt har måske også ret...

Alle børn er jo ikke ens, og reager forskelligt! Men der er helt klart nogle ting jeg ville have gjort anderledes i dag end jeg gjorde dengang. JEg ændrede jo også praksis med de to næste børn! men jeg kan ikke gøre det om med den første.

Det jeg ville have gjort anderledes var primært at være der 100% for min søn, når han så endelig havde mig, og jeg ville have ladet ham sove inde i dobbeltsengen, istedet for at han skulle ligge alene inde på sit eget værelse. Der er nogen der mener at børn der er sepereret fra forældrene om dagen, kan blive fyldt lidt op igen, af at få lov til at sove sammen med mor hele natten, istedet for at være 'alene' både i dagtimerne og om nattten. I dag kan jeg se hvor lille en omkostning det havde været, men dengang stod hele omgangskredsen bare og skreg: I må endelig ikke lade ham sove i dobbeltsengen, så får I ham aldrig ud igen. Faktisk har det jo vist sig at forholde sig stik modsat med vores 3 børn. Den som ikke fik lov til at sove i dobbeltsengen som lille, det er ham der plager og plager om at sove der inde nu hvor han er stor, mens de små som fik lov til at sove hos os så længe de ville, de elsker deres værelser og hverken vil eller kan sove inde hos os.

Selvom det er svært, så ville jeg også pakke min irritation så langt væk jeg overhovedet kunne. Det piner mig idag at tænke på at min søn både oplevede at skulle være bange og væk fra mig, OG opleve at jeg så var irriteret på ham når vi så endelig var sammen, fordi jeg ikke 'gad' at være sammen med ham. Selvfølgelig gad jeg godt det!!! -men jeg fik også fnidder en gang i mellem!!! -og blev småsur og irriteret på ham.

dorthemus skriver:

Puha!! Jeg ville sådan ønske jeg kunne vente, men det kan jeg bare ikke økonomisk

Jeg er så nørvøs for Runa er ikke vant til ret mange andre end mig og vi er ALTID sammen...hun sover ikke engang for sig selv. Jeg er nødt til at finde nogen der kan passe hende engang imellem så det ikke vil føles så hårdt for hende.

Håber snart Wilma vænner sig til sin vuggestue

Se mit svar til LauraW

LauraLW skriver:

Egentlig en skræmmende tanke synes jeg - altså hvis det er derfor. Vilma er ikke rigtig startet endnu, vi har været igang med indkøring, så har ikke prøvet at være der alene mere end 20 minutter. Men hun har bare strittet imod fra start af - som om hun har luret hvad vi har gang i. Jeg tænker lidt om jeg burde udskyde hendes start lidt.... selvom det ikke ville være muligt i særlig lang tid, men lidt har måske også ret...

Uanset hvor kort tid I kunne udsætte det i, så ville jeg klart gøre det. Udviklingen sker så hurtigt hos de små, at bare en 2 uger kan gøre en forskel. -og så ville jeg give maksimal opmærksomhed i den periode. Det der med at 'træne' børn i at være væk fra mor, den tror jeg ikke på. Så hellere bruge tiden på en laaaang indkøring (og blæse på hvad pædagogerne mener om den sag!) Ved en lang indkøring når både barn og voksen at lære stedet og personalet at kende og med baggrund i det kendskab kan man få tillid til at de godt kan passe godt på ens barn. (basalt set kan man jo ikke have tillid til nogle fremmede mennesker), og mens man så var i vuggestuen sammen med barnet, er det klart at det KUN er mor der duer, mor der skal skifte, give mad, lægge til at sove osv, FORDI mor er der, men barnet vil alligvel lære de andre voksne og kende, og den dag mor så IKKE er der, så er barnet klar til at de andre KENDTE voksne så træder til og hjælper med det hele.

Fordelen ved lang indkøring er også at pædagogerne helt ubemærket bliver opmærksomme på hvordan lige netop dét barn skal håndteres. De tænker ikke på dem som en læreproces, men når man mange gange har set en mor trøste sit barn, så 'ved' man hvordan det barn skal trøstest når mor så ikke er der længere.

(Jeg har engang været medlem af en gruppe på nettet, vhor vi delte erfaringer med lange indkøringer, og det generelle indtryk var at tilbage meldninger efter mange månder var at pædagogerne havde været meget i mod det i starten, men efter nogle måneder eller ½ år, kunne de se hvor meget DE (altså pædagogerne) havde fået ud af den lange indkøring)

Casper er også rigtig mor-syg i øjeblikket. Havde egentlig ikke tænkt på det som seperationsangst, men mere fordi at hverdagen er begyndt med lange dage i institution og mig på arbejde og i skole, så når vi er hjemme sidder han som limet på mig. OG går jeg på toilettet sidder han udenfor og hyler og prøver at åbne døren... Jeg synes faktisk det er lidt hyggeligt, for jeg savner ham i løbet af dagen, så jeg lader ham hænge på mig så meget han har lyst og brug for.

Det er da også sådan her, at er jeg her ikke, så er det heller ikke noget problem. Så er det bare far der dur i stedet. Eller bedste/tante/faster/pædagogerne...

Nåmen, jeg lader ham få det han vil have. Så jeg laver mad, dækker bord, vasker tøj mv med barn på armen for tiden (eller også lader jeg morhungrende unger kravle på mig, mens Christian er huslig)  Det går jo over igen efter en periode...

Mumto3 skriver:

Se mit svar til LauraW

Runa sover hos mig om natten...hun har sovet for sig selv en måneds tid, men vil nu være hos mig om natten og det får hun lov til (jeg kan sgu heller ikke undvære hende ) Hun falder også i søvn på sofaen ved siden af mig.

Jeg har sat en hel måned af til indkøring og har fået lov til at gå ned på 30 timer når jeg vender tilbage på job

LauraLW skriver:

ja... men det værste er næsten at det er en midlertidig vuggestue (under den private pasningsordning) indtil der er plads i en af de "rigtige" - frygter at det bliver ligeså svært at køre hende ind næste gang også! Øv øv øv.

Nej æv! Er det fordi der er helt kaos i Københavns Kommune?

dorthemus skriver:

Nej æv! Er det fordi der er helt kaos i Københavns Kommune?

ja, det er meget svært at få en plads til ens behovsdato... så derfor har vi måtte finde en midlertidig løsning.