En far udenfor kommunikation

tinasmor skriver:

Jeg synes at det vil være for tidligt at afskrive ham. Vent til barnet er født og hvis I ikke kan få en aftale mellem jer med hvor meget han skal se barnet, så synes jeg I skal tage i amtet.

Jeg synes du skal stoppe "venskab med mere". Det gør det hele meget mere kompliceret. Som du selv siger, så gælder det bebs nu. Så jeg ville sige, at det bedste vil være 100 procent venner eller hvad man siger. Dvs ingen kæresteri eller sex, det er jo også lidt tydeligt, at han jo ikke vil have dig som kæreste og derfor skal du heller ikke lade ham få "goderne"

Jeg er enig her, du skriver at du ønsker at gøre hvad der er bedst for din datter - og det er at I holder jer til et platonisk forhold, at de forventninger du fremover har til ham udelukkende handler om et kommende samværd til jeres fælles barn og ikke om relationen mellem jer... det lyder nemlig stadig ikke som om at I er enige om hvad jeres relation skal indeholde, til tros for at du tidligere har skrevet at I havde talt det igennem, men hvis I ikke engang har aftalt hvordan og hvorledes med fødslen og samværd fremover (med helt klare linjer), så er det vel heller ikke fastlagt..

Jeg håber I får styr på det inden, da der er nok at se til når først den lille er kommet..  

Jeg ved godt, at det er utroligt svært - men hvis du prøver at sætte dig i hans situation....hvad kan du tilbyde, som han ikke allerede har? Du har jo selvfølgelig allerede følelser for din datter, mens hans engagement i hende først starter, når hun er født - hvis det vel og mærke bliver til noget med samvær. Han har allerede 2 børn, som han har et godt forhold til, og det kører for ham uden de store besværligheder, og derudover er der udfordringen med den geografiske afstand, som unægteligt sætter jeres forhold i en vanskelig situation - det er jo ikke nogen hemmelighed, at de fleste mænd ser babyer som uinteressante, og hvis han så nedprioriterer din datter i forhold til hans andre børn pga. afstanden og børnenes alder, så vil hans interesse nok ikke lige blusse op, fordi hun pludselig når en alder, hvor hun begynder at blive "sjov", og så er skaden jo allerede sket.

Jeg tror, at du er nødt til at tage udgangspunkt i at klare dagligdagen og udfordringerne, som de kommer, og at klare det hele alene og så indse, at din datter kommer til at vokse op uden en far.

Endnu engang er jeg nødt til at lufte min forundring: Jeg har hele tiden læst dig som et meget intelligent menneske - og jeg kan undres over, at hele det følelsesmæssigt perspektiv er kommet så meget bag på dig, men du skal nok indstille dig på, at det bliver værre - du kommer til at se din datter ked af det så mange gange, og det kan virkelig rive et moderhjerte itu. Håber, at I får en eller anden form for afklaring, men tænk på dig selv som enlig mor og prøv at komme videre mentalt.   

dorthemus skriver:

Jeg mener du gå over grænsen her! Det her er en offentlig babyside og du kan på ingen diktere hvem og hvad der må skrives eller kommenteres på i dine indlæg.

Ja det er en offentlig side, men ikke uden regler, som blandt andet handler om at respektere sine medmennesker. Og det gør man ikke ,ved at presse sin egen subjektive version ned over hovedet på andre og propfylde dem med projektioner fra ens eget liv. Det er i orden, at man gerne vil give en respons og sige, hvordan man selv opfatter det, men det kan dælme gøres på mange måder. Og 1. reglen i kommunikation på sådan en side her er, at man respekterer, at personen selv er den, der ved hvordan tingene hænger sammen og har ret i sit eget liv. Så hvis man får at vide, at man rammer ved siden af, så må man jo for pokker tage det til efterretning og vise lidt ydmyghed og respekt.

Jeg har før, som jeg skriver, givet KaMa den respons, at hun fejltolker mig og mit forhold til barnets far og det burde være nok til at man ændrer sin opfattelse af situationen eller i det mindste holder sin mund, hvis man mener at være så bedrevidende at vide, hvordan andre menneskers relationer er og hænger sammen. Det har KaMa - og visse andre - haft svært ved og derfor har jeg frabedt mig kommentarer fra hende og andre med samme respons, for det oplever jeg simpelthen som et personligt overgreb.

Desuden fatter jeg ikke den form for arrogance, at man bilder sig ind at vide, hvordan ting hænger sammen i andre menneskers liv ud fra nogle indlæg på en internet side. Hvor er realitetssansen og selverkendelsen henne ? Se lige tingene i perspektiv, er alt hvad jeg beder om, og så iø at være fri for chikane. Det er mig højst ligegyldigt, hvad KaMa mener om mit liv og min situation, når hun rammer så meget ved siden af - og som sagt, så er det jo absolut ikke første gang. Hun blir ved med at køre i samme spor fra andre indlæg, jeg har skrevet. Og enough is enough, siger jeg bare. Nu stopper den her.

KaMa skriver:

Det her en offentlig debat, som jeg deltager i, hvis jeg føler, at jeg har noget at bidrage med.

Hvis du ikke vil læse eller forholde dig til det, så kan du bare springe mine indlæg over.

Hvis du har et problem med min debatstil, så skal du anmelde mig, og så kan staff forholde sig til, om jeg er gået over stregen. Jeg anmelder i hvert fald det indlæg, du her har skrevet, da det går langt over grænsen for, hvad der er okay at skrive.

 

Det kan jeg så oplyse dig om, at jeg HAR gjort. For almindelig høflighed kan åbenbart ikke stoppe dig.

Må indrømme at jeg ikke forstår den der trang til at påtrænge sig andre mennesker. Hvis nogen frabad mig, at skrive i deres indlæg, så ville jeg da uden tøven respektere det. Det er udenfor min standard for god opførsel at opføre sig som du gør.

Hvad ville du sige fx, hvis jeg kommenterede alle dine indlæg med, at jeg synes, du var en dårlig mor og traf helt forkerte valg for dine børn og at du aldrig skulle ha haft børn ? Fx hvor er det dog synd for dine børn, at de har dig som mor og med de forhold, DU kunne byde dine børn osv. ? Ville du synes, det var rart med sådan en respons ? For det er jo det, du siger til mig. I min verden skriver man bare ikke sådan til andre kvinder.

N&J skriver:

Jeg er enig her, du skriver at du ønsker at gøre hvad der er bedst for din datter - og det er at I holder jer til et platonisk forhold, at de forventninger du fremover har til ham udelukkende handler om et kommende samværd til jeres fælles barn og ikke om relationen mellem jer... det lyder nemlig stadig ikke som om at I er enige om hvad jeres relation skal indeholde, til tros for at du tidligere har skrevet at I havde talt det igennem, men hvis I ikke engang har aftalt hvordan og hvorledes med fødslen og samværd fremover (med helt klare linjer), så er det vel heller ikke fastlagt..

 

Jeg håber I får styr på det inden, da der er nok at se til når først den lille er kommet..  

Jo vores forhold er afklaret, forstået på den måde, at vi er enige om, at tage det som det kommer, se tiden an og gøre, som vi nu har lyst til.

Det kan godt være, at det ikke lyder som afklaring i andre menneskers ører, men det kommer jo an på, hvilket forhold man har til relationer. Om det er sådan noget, der skal puttes i firkantede kasser som traditionelle forhold, fx at enten er man kærester eller også er man ikke. Det har aldrig været vores udgangspunkt og det er egentlig heller ikke det konflikten handler om for mig. Det har fungeret ok indtil nu. Men nu hvor der kommer en lille, føler jeg et andet behov, som er svært at få ham til at forstå eller reagere på. Måske håber han på, at det kan fortsætte som indtil, men det er jo svært, når en lille pige har behov og ønsker til ham som far.

Problemet er, at jeg ikke kan lave aftaler med ham. At vores snakke om dit og hint, om behov og ønsker fx. tilsyneladende går hen over hovedet på ham, selvom han i samtalerne med mig virker til at forstå og ønske at imødekomme behovene. Det er meget frustrerende for mig, at han siger eet, men gør noget andet. Eller måske slet ikke GØR noget, men lader stå til. Så ved jeg jo ikke, hvad jeg kan regne med.

Jeg oplever, at han har en brist på det punkt, hvad relationer angår. Der er et eller andet der, der ikke fungerer for ham, som gør, at man ikke kan regne med ham. Jeg kan jo se, at han gør det samme med andre af hans relationer. Han har meget svært ved at stå til regnskab, tage ansvar og være konsekvent i sine relationer. Han har selv indrømmet, at det måske handler om, at han gerne vil både blæse og ha mel i munden (som man siger). Han håber på, at "problemerne" forsvinder og at folk så bøjer sig for hans ønsker og behov. Og det handler nok dybest set om manglende selverkendelse og manglende psykologisk/menneskelig forståelse for menneskers psykiske og sociale måde at fungere på. Han ser ikke så dybt, så at sige.....og skal ret tit ha tingene skåret ud i pap. Måske en typisk landmand/ingeniør - ved det ikke. Synes ihf jeg skal sige ting rigtig mange gange og som sagt, det at lave aftaler er som at slå i en pude. Den giver bare efter og ellers sker der ikke en skid Faktisk et godt billede på det....

Rockertand skriver:

Jeg ved godt, at det er utroligt svært - men hvis du prøver at sætte dig i hans situation....hvad kan du tilbyde, som han ikke allerede har? Du har jo selvfølgelig allerede følelser for din datter, mens hans engagement i hende først starter, når hun er født - hvis det vel og mærke bliver til noget med samvær. Han har allerede 2 børn, som han har et godt forhold til, og det kører for ham uden de store besværligheder, og derudover er der udfordringen med den geografiske afstand, som unægteligt sætter jeres forhold i en vanskelig situation - det er jo ikke nogen hemmelighed, at de fleste mænd ser babyer som uinteressante, og hvis han så nedprioriterer din datter i forhold til hans andre børn pga. afstanden og børnenes alder, så vil hans interesse nok ikke lige blusse op, fordi hun pludselig når en alder, hvor hun begynder at blive "sjov", og så er skaden jo allerede sket.

Jeg tror, at du er nødt til at tage udgangspunkt i at klare dagligdagen og udfordringerne, som de kommer, og at klare det hele alene og så indse, at din datter kommer til at vokse op uden en far.

Endnu engang er jeg nødt til at lufte min forundring: Jeg har hele tiden læst dig som et meget intelligent menneske - og jeg kan undres over, at hele det følelsesmæssigt perspektiv er kommet så meget bag på dig, men du skal nok indstille dig på, at det bliver værre - du kommer til at se din datter ked af det så mange gange, og det kan virkelig rive et moderhjerte itu. Håber, at I får en eller anden form for afklaring, men tænk på dig selv som enlig mor og prøv at komme videre mentalt.  

Jeg tror ikke, at det er sådan, det hænger sammen. Jeg ser ham ikke på den måde og er ret sikker på, at det ikke er derfor, at han ikke lader høre fra sig.

Min oplevelse er, at han glæder sig til den lille. Han tror bare, at det hele kommer af sig selv, til ham, uden at han selv skal yde noget for det. Han tager det for givet, så at sige. Både mig og den lille.

Men det er klart, at det generelt ikke er helt så virkeligt for manden, som det er for kvinden, som bærer barnet i maven. Men til sammenligning med så mange andre mænd, så virker han faktisk ret interesseret - NÅR han altså er der. Det er bare som om "ude af syne, ude af sind" og så er han optaget af sit eget liv og sit studie og tiden løber for ham. Han siger, at det ikke passer, at han ikke tænker på mig, men han får bare ikke ringet........og jeg ved, at han er 100% (og måske mere til) engageret i sit studie. Det er hele livet for ham i øjeblikket, som han lever og ånder for. Og han har den der arbejdsnarkoman tendens til at lade sig fuldstændig opsluge og glemme alt omkring sig. Det kan ind imellem forekomme mig en smule sygeligt, men der er jo mange mennesker, og måske især mænd, der har det sådan med deres karriere/erhverv

Mht. at lade det følelsesmæssige komme bag på mig....jeg er ikke helt med på, hvorfor du læser det sådan ? Jeg har hele tiden været klar over, at situationen med delebarn med en på denne måde indeholder nogle problemer. Men jo ikke flere problemer end hvis jeg havde valgt en anonym donor. Bare nogle andre problemer. Jeg ville i det tilfælde også skulle forholde mig til et potentielt skuffet barn, der havde svært ved at acceptere ikke at ha nogen far. Det var et spm om at vælge den bedste mulighed af de muligheder, jeg havde. Men helt at leve sig ind i de følelser, som situationen ville indebære, kan man vel dårligt nok, især ikke når det er ens første barn. Jeg kan ikke på forhånd gøre mig begreb om, hvordan jeg følelsesmæssigt vil reagere som mor. Det er jo noget, man udvikler hen af vejen. I øvrigt kan man efter min mening aldrig vide på forhånd, hvordan en fremtid vil opleves, med mindre måske at det er noget, man har prøvet hundrede gange før. Så det er klart, at jeg ikke har kunnet forudse alle følelsesmæssige aspekter af dette her. Og det har bestemt ikke noget med intelligens at gøre

Men jeg mener iø ikke, at et barn i en kernefamilie nødvendigvis blir mere harmonisk, lykkelig og velafbalanceret end et barn i mange andre familie sammenhænge. Det er bare nemmere for mange mennesker at forholde sig til kassetænkningen med kernefamilien, fordi det er den form, vi kender gn. århundreder. Ikke at den nogensinde har fungeret, men det er der jo mange, der bilder sig selv ind. Og for nogle fungerer det selvfølgelig også, men jeg tror, at det for lige så mange aldrig har fungeret.

Og nu lever vi i år 2011, hvor der ikke findes en normal og en ideal-type af opvækstforhold for børn. De fleste børn idag lever enten i skilsmisse familier, sammensatte familier, regnbuefamilier eller uden en far eller mor....og der er for mig at se fordele og ulemper ved alle formerne.

Men ku vi nu ikke lade være med at diskutere mit valg af familieforhold ? Det er så træls, at blive ved med at diskutere. Jeg kan godt forstå, at det er interessant, fordi det er anderledes, og at det for nogle også virker provokerende, men for mig er det altså et bevidst valg. Og det er ikke det, jeg ønsker respons på. Jeg har det sådan, at jeg er glad for mit valg og skulle jeg gøre det om, ville jeg gøre præcis det samme. Så det er slet ikke problemet. Jeg har nogle problemer med barnets far og det er at sammenstille med andre typer af problemer, man kan have med barnets far, hvad enten han nu er en kæreste, ens mand, eller ex, eller hvilken rolle han nu spiller i ens liv. Der er ikke meget, der tyder på, at problemerne kvinde og mand eller mor/far imellem blir mindre af, at man lever sammen. Det er måske bare nogle ANDRE former for problemer. Og jeg har så DISSE problemer, som er en del af den familieform VI har valgt.

Håber I kan se forbi kasserne og så forholde jer til problemet i stedet

dorthemus skriver:

Jeg mener du gå over grænsen her! Det her er en offentlig babyside og du kan på ingen diktere hvem og hvad der må skrives eller kommenteres på i dine indlæg.

thilde-tusindfryd skriver:

Det kan jeg så oplyse dig om, at jeg HAR gjort. For almindelig høflighed kan åbenbart ikke stoppe dig.

Må indrømme at jeg ikke forstår den der trang til at påtrænge sig andre mennesker. Hvis nogen frabad mig, at skrive i deres indlæg, så ville jeg da uden tøven respektere det. Det er udenfor min standard for god opførsel at opføre sig som du gør.

Hvad ville du sige fx, hvis jeg kommenterede alle dine indlæg med, at jeg synes, du var en dårlig mor og traf helt forkerte valg for dine børn og at du aldrig skulle ha haft børn ? Fx hvor er det dog synd for dine børn, at de har dig som mor og med de forhold, DU kunne byde dine børn osv. ? Ville du synes, det var rart med sådan en respons ? For det er jo det, du siger til mig. I min verden skriver man bare ikke sådan til andre kvinder.

Jeg har ærlig talt ikke opfattet, at du ville frabede mig mine indlæg. Jeg husker da noget med, at du skulle købe en angelsound af mig, der kunne du da godt skrive? Min hverdag er FYLDT op med alverdens gøremål og det er altså lidt svært at huske, hvem der er blevet fornærmet herinde.. hehe.

Du overdriver ærlig talt RIGTIG meget. Jeg kommenterer på lige fod med de andre - at du ser det som om, at det er værre, er jo nok fordi, at vi tidligere har været uenige. Du fik også skrevet nogle ting omkring at bruge anonym donor, som ikke var så fedt for mig at læse. Jeg kunne dog ikke drømme om at tage det så nært. Jeg kan nemlig 100 pct stå inde for mit valg.

Synes, at du lige skal falde lidt ned - og lade være med at overdrive så meget. De groteske eksempler på, hvordan du ville kunne kommentere mine indlæg måler sig på ingen måde med, at jeg har været og er skeptisk overfor din løsning - lige så vel som halvdelen af baby.dk er (altså dem, der har kommenteret dine tråde.

thilde-tusindfryd skriver:

Det kan jeg så oplyse dig om, at jeg HAR gjort. For almindelig høflighed kan åbenbart ikke stoppe dig.

Må indrømme at jeg ikke forstår den der trang til at påtrænge sig andre mennesker. Hvis nogen frabad mig, at skrive i deres indlæg, så ville jeg da uden tøven respektere det. Det er udenfor min standard for god opførsel at opføre sig som du gør.

Hvad ville du sige fx, hvis jeg kommenterede alle dine indlæg med, at jeg synes, du var en dårlig mor og traf helt forkerte valg for dine børn og at du aldrig skulle ha haft børn ? Fx hvor er det dog synd for dine børn, at de har dig som mor og med de forhold, DU kunne byde dine børn osv. ? Ville du synes, det var rart med sådan en respons ? For det er jo det, du siger til mig. I min verden skriver man bare ikke sådan til andre kvinder.

Igen oplever jeg, at du går over stregen og blæser det her helt ud af proportioner  Hvad skal de eksempler til for?? De står på ingen måde mål med hvad KaMa har skrevet til dig i denne tråd.

Thilde: Hvad vil du gerne have at vi skal svare dig? Jeg er nervøs nu og tør næsten ikke sige dig min ærlige mening til din tråd af frygt for at blive skældt ud over at være subjektiv, kritisk og arrogant? Hvis kun folk der er helt enige med dig må svare, så har du vel som sådan ikke brug for nogle svar? Hvis du kun har brug for "rygklapperi" så skal du nok tale med nogle veninder som kan give dig det, istedet for at lade fremmede baby.dk brugere kommentere/debattere/hjælpe dig her på siden!

Naturligvis er ALLE herinde subjektive. Vi kan da ikke være andet! Vi er jo ikke eksperter eller psykologer der skal forholde os objektivt til dit og "kærestens" forhold. Vi er jo kvinder og mødre der kun kan give dig svar i forhold til hvad vi selv mener og tænker! -Jeg går ud fra at det også er derfor du er herinde? For at snakke om din situation med andre almindelige dødelige kvinder! Ikke for at få objektiv proffessionel hjælp? Derfor bliver du også nødt til at tage det sure med det søde! Du kan ikke forvente kun at få svar der falder i din smag!

Når alt det her er sagt, så vil jeg sige til dit indlæg, at for mig lyder det ikke til at ham din fyr har tænkt sig at gå helhjertet ind i projekt-barn. Hvis han ville det, så tog han vel selv knoglen og ringede af og til og tjekkede hvordan du havde det, og kom med forslag til samvær med barnet! Hvis det kun skal være samvær med barnet han skal have, så er der vel som sådan heller ikke nogen grund til at han "kigger forbi" før barnet er født? Naturligvis synes jeg at i to skal have afklaret hvor stor forældrerolle han vil have og kan overholde, men deruodver lyder det ikke som om for mig at han vil have andet eller mere end det! Og så vidt jeg forstår ud fra hvad du skriver, så er det vel også alt han har lovet? -Altså at han vil være en far i "weekend-far" omfang for jeres barn? Måske er grunden til at han ikke ringer osv pt at han føler sig lidt fanget af dit stigende behov for "kæresteri". Og det kan jeg sagtens forstå at du har, man bliver lidt mere sårbar og tryghedssøgende som gravid! Måske skal du melde klart ud overfor ham at du bare gerne vil vide hvad han tænker i forhold til barnet, og at du er afklaret med at i to ikke skal være kærester (hvis du altså er det?)

Knus Ditte!