Jeg har i andre indlæg skrevet en del om mit utraditionelle forhold til mit barns far, så det vil jeg ikke (igen) komme med en lang forklaring på, men nøjes med at spørge til, hvad man gør med en far, man ikke kan lave aftaler med ?
Siden jeg gav ham den melding for ca. 14 dage siden, at jeg var træt af, at vores relation hele tiden var på mit initiativ, har jeg ikke hørt et pip fra ham og jeg begynder at tænke på, hvad jeg skal gøre, hvis ikke jeg hører fra ham. Vi har jo en masse ting, vi skal ha aftalt omkring barnet, fødsel osv.
Det er ikke sådan, at vi er uvenner. Vi har igennem noget tid kørt et semi-kæreste forhold eller "venskab med mere", men jeg er bare igennem længere tid kørt træt i, at han er så initiativløs og hele tiden overlader det til mig at sørge for, at vi har noget tid sammen. Jeg har efterlyst noget synlig begejstring og tegn på værdsættelse fra hans side. Så jeg nægter simpelthen igen at være den, der tager initiativet og tager kontakt. Nu må han altså tage sig sammen og komme ud af busken. Også fordi jeg ikke kan holde ud, hvis det skal fortsætte på den måde, også omkring barnet, at jeg skal hive i ham og trække læsset. Han må fandme møde mig på midten og også vise lidt vilje.
Tror ikke, det er fordi, han ikke ønsker at engagere sig. Han har mange gange sagt, at han ville blive ked af at miste mig. Han er bare sådan lidt....tja....viljeløs og initiativløs hvad relationer angår, synes jeg....I ved den der type, der altid lader andre ringe og arrangere fælles oplevelser og sammenkomster. Og så er han fandens konfliksky, så lige så snart, der er optræk til diskussion eller ballade, så blir han tavs og tager ikke kontakt. Når jeg spør ham hvorfor, så siger han altid, at han skam HAR tænkt på at ringe....han har bare ikke fået det gjort.... 
men det kan jeg jo ikke bruge til noget. Tanken er fin, men handling er bedre. Tror simpelthen det er fordi, han ikke ved, hvad han skal sige.
Men så må han jo lære det, for han skal altså snart ha barn nr. 3. Og med mig ! Da vi bor langt fra hinanden og ikke som sådan er kærester, så kræver det også visse konkrete aftaler, hvis han skal være en del af det. Men det kan jeg bare ikke lave med ham, for hver gang jeg prøver, så trækker han altid i land ved at sige, at han jo selvfølgelig ikke kan garantere noget, altså at han kan stille op til dit og dat, fx fødslen. Så i realiteten kan jeg ikke regne med ham en skid.
Det bekymrer mig især på mit barns vegne, fordi jeg ikke rigtig ved, hvor meget min datter så kan regne med ham og hvad jeg skal fortælle hende og ikke fortælle hende. Altså om han skal præsenteres som far fra starten. Jeg er bange for, at det giver hende for mange behov i hans retning, som ikke blir indfriet og deraf følgende skuffelser og sorg.
Indtil, hvor det kun har været ham og mig, der sku finde ud af det, har det været ok med et løsere forhold, hvor vi ikke havde snor på hinanden og ikke var fast forpligtede, men nu hvor der er en lille pige, der også har et behov for at vide, hvor hun har mor og far, er det blevet vigtigt for mig at vide, hvor vi har ham, hvor meget og hvor lidt og hvornår.
Men hvis jeg nu ikke kan få lavet nogle konkrete aftaler med ham, hvad gør jeg så ? Det ville ikke være sjovt at skulle slæbe ham med i retten, så det vil jeg da helst undgå.
Har I nogle erfaringer på den front ?
