At finde navn til Storesøster var ikke noget problem. Men så fik hun en lillebror. Åh, hjælp. Min mand og jeg var så langt fra hinanden som det var muligt. Han ville kalde ham Peder efter en bestefar - men den halve slægt har opkaldt efter denne bedstefar, så der er pr i dag ca 5 næsten jævnaldrene drenge med varianter af det navn i slægten. Og det er folk vi har lidt kontakt med. Så jeg satte foden meget bestemt ned og sagde nej... Selv syntes jeg, han lignede en Tonius. Ok, det kan være, jeg har sær navnesmag, men jeg synes det er nydeligt! Det er en variant af Anton - som forresten er førnævnte bestefars fars navn - og så er jeg stor fan af pigenavnet Tone. Så jeg tænkte det måske kunne være et kompromis. Men nej. Han skulle i hvert fald ikke have en søn med sådan et navn! Så der stod vi. Drengen var nu snart seks uger, og jeg syntes, det begyndte at blive pinligt at han ikke havde et rigtigt navn. Så jeg fandt en liste med navneforslag jeg havde lavet tidlig i graviditeten. Alle de navne var dengang blevet forkastet af min bedre halvdel fordi han var så fast bestemt på at det skulle være Peder. Men jeg tog chancen på at han muligvis ikke huskede det nu så mange måneder og diskutioner senere og foreslog Aksel. Det er et navn som tidligere er brugt i slægten, men ikke af folk som vi selv har et forhold til. Jeg har hele tiden syntes, at det er et fint navn - og så er det jo mere jordnært og i stil med Peder end Tonius. Og miraklet skete. Min mand tyggede på det et par timer og fandt vel ud af, at det muligvis kunne bruges. Han skulle tænke på det. Den næste dag ringede jeg ham på arbejdet og sagde, at jeg syntes bare drengen så mere og mere ud som en Aksel. Ja, men så hedder han vel det, fik jeg til svar. Og det gør han så...
Anmeld
