Hvor mange og hvem har I med til fødslen ?

Jeg havde min mand/Lærkes far med til fødslen. Det var helt naturligt og slet ikke noget vi talte om for han skulle da selvfølgelig være med til den store dag

thilde-tusindfryd skriver:

Man ser jo altid i moderne tid, i hvert fald på film , at faderen er med til fødslen eller måske en mor eller søster, og de står og gisper med en og hepper. Så det har jeg altid taget for givet, at sådan sku det også være for mig. Og jeg har tænkt, at jeg måske ville føle mig lidt alene og ensom, hvis jeg sku føde alene.

Men jo tættere jeg kommer på, er jeg meget i tvivl, om jeg overhovedet vil ha nogen med ind til selve fødslen. Egentlig har jeg det meget godt med at ha ro og koncentration til arbejdet med fødslen alene og kunne koncentrere mig om sygeplejersker og jordemødre osv. Tror jeg ville føle, at jeg skulle give opmærksomhed til de familiemedl., der var med inde, og ville føle mig nødt til også at være høflig eller give dem noget og det har man jo nok ikke overskud til.

Sådan valgte jeg det ihf til min MD-scanning. Både min mor, søster og barnets far ville med, men jeg valgte i sidste øjeblik at ta ind alene, mens de ventede i venterummet. Men det var meget rart at de var der og de fik lige lov til at komme ind og kigge til sidst. Og så havde jeg nogen, der var der bagefter og dele det med. Det virkede rigtig fint.

Hvordan gør I og hvordan har I /har I haft det med det ?

Jeg skal helt klart kun have min kæreste med. Jeg vil ikke dele den oplevelse med andre fra familien, ikke for at genere nogen 

Men jeg føler at det kun er noget ham og jeg skal dele 

thilde-tusindfryd skriver:

Ok, jeg havde en ide om, at man hele tiden var omgivet af personale af den ene eller anden art, men det er man måske ikke ? Altså at der hele tiden var en sygeplejerske eller jordemoder eller andet....

Men jeg kan godt se, at hvis man er der i 20 timer, så kan de selvfølgelig ikke være der hele tiden.

Vil som sagt også gerne, at min familie er med, men bare måske primært er i venterummet og så kan tilkaldes, hvis det er. Og hvis man har perioder, hvor der er lidt længere mellem veerne, gør det ikke ngoet, de er der. Men når først fødslen for alvor går i gang, ku jeg bare godt forestille mig, at jeg hellere vil være alene med jordemoder og personale og koncentrere mig. Også fordi det er en ret intim situation, som både får det bedste og det værste op i een måske.....så kræver det nogle gode, solide relationer, hvis de skal kunne klare presset.

blomst84 skriver:

Altså der er hele tiden en JM tilknyttet dig og som er på stuen sammen med dig, men i den fase hvor du åbner dig er hun der ikke hele tiden og hvis der sker noget akut et andet sted er hun måske nødt til at gå. Da jeg fødte var der kun min kæreste og JM på stuen, det er kun hvis der er komplikationer at der kommer mere personale.

Ok, rart at vide  Jeg har ikke fået læst så meget om selve fødslen endnu, fordi jeg har skubbet tanken indtil videre. Det er jo ikke ligefrem noget, jeg ser frem til, andet end at få det overstået og få den lille ud omsider.

Jeg havde min mand med begge gange. Kun positivt. Det var dejligt at have ham at snakke med i pauserne, godt at have en, som ville hjælpe og vise omsorg, når der var behov for det. Ved den første fødsel trivedes jeg virkelig godt med jordmoren, men hun kunne jo ikke være der hele tiden, så det var godt ikke at være alene, og på et tidspunkt tilkaldte han hende igen, da han syntes det blev for ilde. Det havde jeg ikke klaret alene. Man er ikke nødvendigvis så mobil i den situation. Ved den anden fødsel fik jeg en jordmor, jeg ikke var på bølgelængde med. Hun var sød nok, men hun forstod ikke, hvad jeg mente, når jeg spurgte om ting osv. Da var jeg ekstra glad for at have manden med! Ellers ville jeg have følt mig endnu mere alene og hjælpeløs.

Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg ville have været komfortabel med andre familiemedlemmer der. Det er på mange måder en meget meget privat situation.

Min far har fortalt mange gange om den gang, jeg blev født. Jeg er en rigtig efternøler, og mine ældre søsken er født før, mænd fik lov til at være med, så for ham var det virkelig stort at kunne være med, da jeg kom til. Jeg ser, hvor meget det har betydet for ham. Den oplevelse og det ekstra bånd det skaber til barnet vil jeg gerne, at mine børns far også skal have. Men det er selvfølgelig enkelt for mig, siden vi lever sammen osv.

Uanset, hvad du vælger at gøre, så snak det godt igennem med ham først. Detteher er noget, som angår jer begge.

Jeg havde Siljes far med til fødslen, min mor kom da det blev kritisk og min søster og svoger var også på trapperne og kom ind hurtigt bagefter.

Denne gang skal manden selvfølgelig med og det samme skal min søster da jeg synes det er rart at have en med der har prøvet det jeg går igennem der, specielt fordi min sidste fødsel var yderst frygtelig og jeg er hammer bange for at skulle igennem sådan en oplevelse igen.

Jeg ville godt nok ikke ligge derinde alene med folk jeg ikke kender, jeg synes det var rigtig dejligt at have kendte og vante ansigter omkring mig og det bedste var da min mor kom ind, for ingen kender mig bedre end min mor og søster, så jeg følte ligepludselig ikke jeg skulle være så stærk da hun kom og det hjalp meget.

Jeg havde kun min mand med til fødslen og ville aldrig tage andre med. Dette var et øjeblik kun for os to

lillespurv20 skriver:

Jeg havde barnets far med da det var en vidunderlig situation jeg gerne ville dele med ham! Har på intet tidspunkt ville have andre med og ville klart ikke gøre det alene, ville føler mig palle alene i verdenen.

jeg var jo hjemmeføder, så jeg havde forberedt fødslen sammen med Søren. det var ham og mig sammen om det her. jordemoderen skulle være en slags professionel hjælper, der kunne vejlede os og sørge for barnet havde det godt når det kom ud. Efter råd fra jordemoderen jeg gik hos, valgte vi en såkaldt praktisk gris. fordi det kan være rart til hjemmefødsler, at der er een, der ikke som sådan skal deltage i fødslen, fx holde hånd med den fødende osv., som man kan sende rundt efter lagener og håndklæder og vand og kaffe og alt det der. een som jordemoderen især kan hundse lidt med det blev min mor.

Da fødslen startede havde jeg virkelig den fornemmelse, at det her kunne Søren og jeg sagtens klare selv. vi ringede dog efter min mor, som planen foreskrev og hun kom. vi ringede også til fødeafdelingen på svendborg og fortalte at der var en fødsel igang, men jeg sagde at jeg ikke havde brug for en jordemoder endnu og de sagde jeg bare skulle ringe når jeg havde. Det hele gik helt som jeg havde forestillet mig. jeg kunne koncentrere mig om mit vearbejde og Søren holdt i hånd og støttede når jeg skulle op og stå for at hjælpe barnet ned. alt gik strålende. så kom der vestorm, og jeg kravlede rundt på gulvet og vi var enige om, at nu måtte baby være liiiige på trapperne. så vi ringede til fødegangen, der skulle sende en jordemoder. hun skulle så komme fra odense og det tog hende spøjst nok 3 timer  hun kom desuden med en jordemoderstuderende også, hvilket jeg havde frabedt mig meget tydeligt! vi fik en jordemoder ind ad døren, der direkte proklamerede at "her bestemmer jeg!" og det var bare slet ikke det vi havde forberedt os på. hun skulle jo sådan set bare fungerer som hjælper, fødslen var min og Sørens!

så skete der jo det uhyggelige, at vi i panik og huj og hast måtte afsted til fødegangen, da Sols hjertelyd forsvandt. Så stod der pludselig 3 ambulancemænd i stuen. og da jeg nåede ind til fødegangen (alene, jordemoderen valgte at Søren ikke måtte komme med i ambulancen, så han måtte køre med den jordemoderstuderende hvilket betød at vi blev adskilt i næsten en time, og min mor måtte med taxa) stod der endnu en jordemoder, en læge og 1 eller 2 sygeplejersker på stuen.

så vi endte med at være mange mange flere mennesker end jeg havde forestillet mig!!

det er klart, at hvis jeg skal føde igen, så skal vi have en jordemoder med, for hvad nu hvis! vi skal det hele igennem igen med dykkende hjertelyd. men hvis jeg helt selv kunne bestemme, ville jeg vælge at det bare skulle være Søren og jeg. Han kan læse mig så nemt, og det giver mig ro til mit vearbejde, og jeg behøver ikke svare højt og tydeligt før han ved hvad jeg vil. og det er lige netop det jeg vil frem til: at det rareste er at have et menneske ved din side der kan LÆSE dig, så du kan få ro til vearbejdet! om det er barnets far, din mor, søster, veninde eller jordemoderen det ved du bedst selv. men du skal i hvert fald ikke vælge at have folk med af høflighed, du skal tænke på hvad der gavner dig! for det er et kæmpe arbejde at føde og man skal have ro og plads til at gøre det der føles naturligt i fødselssituationen - uden der står nogen og mukker i et hjørne

men du lyder som om du allerede har tænkt den slags tanker og du lyder også som om du godt kan finde ud af at sige "nej, sådan blir det bare ikke alligevel" hvis du kan mærke at det slet ikke er det du har brug for i situationen