Hvor mange og hvem har I med til fødslen ?

Ved min første fødsel var en af mine meget gode veninder med.

Ved 2. og 3. fødsel var faderen med.

Ved både 1. og 3. fødsel var der både Jm og studerende med, og det har jeg måtte se i øjnene at jeg slet ikke kan klare. Jeg har brug for ro omkring mig når jeg føder, og så skal folk bare lade mig være i fred og lade være med at røre ved mig.

Jeg ville aldrig kunne holde ud at have fx min søster med i sådan en situation.

Jeg havde kun min kæreste/ barnets far med på fødestuen. Det var den bedste oplevelse og jeg er glad for at kunne dele den med ham han hentede vand gjorde det behageligt for mig og jeg ville bestemt ikke være alene, på et tidspunkt er min kæreste på toilettet og JM var ude af rummet også lå jeg der med veer helt alene det føltes som om de var væk i 100 år selvom det kun var 10 min

thilde-tusindfryd skriver:

Man ser jo altid i moderne tid, i hvert fald på film , at faderen er med til fødslen eller måske en mor eller søster, og de står og gisper med en og hepper. Så det har jeg altid taget for givet, at sådan sku det også være for mig. Og jeg har tænkt, at jeg måske ville føle mig lidt alene og ensom, hvis jeg sku føde alene.

Men jo tættere jeg kommer på, er jeg meget i tvivl, om jeg overhovedet vil ha nogen med ind til selve fødslen. Egentlig har jeg det meget godt med at ha ro og koncentration til arbejdet med fødslen alene og kunne koncentrere mig om sygeplejersker og jordemødre osv. Tror jeg ville føle, at jeg skulle give opmærksomhed til de familiemedl., der var med inde, og ville føle mig nødt til også at være høflig eller give dem noget og det har man jo nok ikke overskud til.

Sådan valgte jeg det ihf til min MD-scanning. Både min mor, søster og barnets far ville med, men jeg valgte i sidste øjeblik at ta ind alene, mens de ventede i venterummet. Men det var meget rart at de var der og de fik lige lov til at komme ind og kigge til sidst. Og så havde jeg nogen, der var der bagefter og dele det med. Det virkede rigtig fint.

Hvordan gør I og hvordan har I /har I haft det med det ?

Jeg havde kun barnets far med derinde. Og det var såmænd fordi han gerne selv ville .. Ingen tvang fra min side af eller noget

Men jeg er meget tilfreds med det, og har det fint med at der ikke var flere med derinde på selve fødestuen.  Jeg ved jo selvfølgelig ikke hvordan det ville have været, HVIS der nu havde været flere .. F.eks. min mor, veninde etc. tror jeg det bare ville have været alt for meget.

Sådan som jeg husker det var at AL og jeg mener AL min koncentration var på mine vejrtrækninger samt jordemoderen. Jeg sansede til tider slet ikke at Nikolaj (Sne's far) også var der. Og det var til trods for det var ham jeg stod op af, gav mig lattergas, samt bare var der og støttede mig. Fordi havde bare travlt med at ha' styr på de satans veer, og trække vejret  På et tidspunkt under selve fødslen kan jeg huske at jeg står  op af Nikolaj for at hun skal komme helt ned gennem mit bækken, og jeg kigger bare ham og tænker noget i retning af ".. Hej med dig, hvor har du været henne i noget tid?" Han havde selvfølgelig været der hele tiden, men du sanser simpelthen bare nada pga. den ve-døs/tåge du er inde i .. Sådan var det i hvert fald for mig!

Så jeg var super glad for egentlig ikke at der var flere, for det tror jeg simpelhen ikke at jeg ville ha' kunne overskue på længere sigt, men igen jeg har jo ikke prøvet andet. Men ejg kunne bare forestille mig, hvordan det ellers vil ha' været. Og til det må jeg klart foretække mig, jordemoderen og så en man kender som kan støtte og være der for en, for det kan nu være meget rart ikke at være helt alene ... Også selvom man til tider under det hele 'glemmer' at de er der

Langt svar, håber det er forståeligt

Kun kæresten, og det skal det også være fremover. Kunne slet ikke forestille mig overhoved, at en anden skulle se mig i fødsel. Det er noget mellem min mand og jeg

Min kæreste, barnets far, var med hele vejen. Hans søster var også med. Jeg har et rigtigt godt forhold til min svigerinde, så jeg var ikke i tvivl om at hun skulle med.

Det var dejligt at begge to var med så kunne min kæreste komme ud og få lidt luft indimellem (fødslen varede 23 timer) uden at have dårlig samvittighed overfor mig.

Jeg snakkede næsten slet ikke til nogen af dem i de sidste 6 - 8 timer, var inden i min egen boble men jeg vidste jo de var der og det gav mig tryghed.

Jeg kan ikke forestille mig at skulle igennem en fødsel selv, synes det må være hårdt ikke at have sine nærmeste i en sådan situation men også at man ikke har dem at dele det hele med. 

Held og lykke når tiden kommer 

thilde-tusindfryd skriver:

Man ser jo altid i moderne tid, i hvert fald på film , at faderen er med til fødslen eller måske en mor eller søster, og de står og gisper med en og hepper. Så det har jeg altid taget for givet, at sådan sku det også være for mig. Og jeg har tænkt, at jeg måske ville føle mig lidt alene og ensom, hvis jeg sku føde alene.

Men jo tættere jeg kommer på, er jeg meget i tvivl, om jeg overhovedet vil ha nogen med ind til selve fødslen. Egentlig har jeg det meget godt med at ha ro og koncentration til arbejdet med fødslen alene og kunne koncentrere mig om sygeplejersker og jordemødre osv. Tror jeg ville føle, at jeg skulle give opmærksomhed til de familiemedl., der var med inde, og ville føle mig nødt til også at være høflig eller give dem noget og det har man jo nok ikke overskud til.

Sådan valgte jeg det ihf til min MD-scanning. Både min mor, søster og barnets far ville med, men jeg valgte i sidste øjeblik at ta ind alene, mens de ventede i venterummet. Men det var meget rart at de var der og de fik lige lov til at komme ind og kigge til sidst. Og så havde jeg nogen, der var der bagefter og dele det med. Det virkede rigtig fint.

Hvordan gør I og hvordan har I /har I haft det med det ?

Altså..jeg vil da sige at barnets far skal have lov at være med...det er da hans barn OGSÅ, og tilknytningen til barnet vil kun blive større hvis han er med og ser det blive født.
Men ellers har jeg da stor forståelse for at du ikke vil have fremmede med.
Jeg havde min dengang bedste veninde med til nr 2 og det har jeg fortrudt i dag, for hun eksisterer ikke i min verden mere, og når jeg ser hende på diverse billeder, så river det op i minderne om hende, og savnet er ufatteligt stort. Bedre gør det heller ikke at mine ungers far er død, så de, der er på mine fødselsbilleder er jo helt væk.
Men stadigvæk, vil jeg mene at et barns far har ret til at være med, hvis han er sammen med barnets mor, så man i fællesskab kan dele det store øjeblik sammen.

Kærligst
Sussie

når du først er i fødsel er du ligeglad med de familiemedlemmer der er med de må klare sig selv, men det er rart at have et par ekstra øjne/ører med når det går løs og til at snakke med om det hele bagefter

AmalieM skriver:

Jeg havde min kæreste, mor og søster med til fødslen. Det var rigtig rart at der var nogen. Tænkte også selv meget på om jeg overhovedet ville ha nogen med, men da så fødslen gik i gang, var det overhovedet ikke det jeg tænkte på.. Det gode var at min søster hentede kolde klude til mit hoved, og min mor og kæreste holdt mig i hånden og mine ben Og rigtig dejligt at ha nogen at tale med bagefter omkring fødslen og oplevelsen!

Ja, det kan jeg godt se

Det er selvfølgelig dejligt, at ha nogle mennesker omkring en, som kan være der for en.....

Men det kræver vel et rigtig godt forhold til de mennesker, tænker jeg og at man ved, at de rigtig gerne vil være der for een. Så man ikke behøver tænke på at være høflig og tænke på DERES behov.

Min familie er desværre ikke så god til bare at være der for andre. De har tit sig selv i centrum. Hvilket kan gøre det lidt vanskeligt for mig at koncentrere mig om i sådan en situaiton.

thilde-tusindfryd skriver:

Ja, det kan jeg godt se

Det er selvfølgelig dejligt, at ha nogle mennesker omkring en, som kan være der for en.....

Men det kræver vel et rigtig godt forhold til de mennesker, tænker jeg og at man ved, at de rigtig gerne vil være der for een. Så man ikke behøver tænke på at være høflig og tænke på DERES behov.

Min familie er desværre ikke så god til bare at være der for andre. De har tit sig selv i centrum. Hvilket kan gøre det lidt vanskeligt for mig at koncentrere mig om i sådan en situaiton.

Ja, jeg har ihvertfald et rigtig godt forhold både til min mor og søster, for hvis ikke jeg havde haft det, havde de heller ikke været med! Men når fødslen først er i gang, er man ligeglad med alting, det skal bare overståes. Sådan havde jeg det ihvertfald

blomst84 skriver:

Jeg havde kun min kæreste/ barnets far med på fødestuen. Det var den bedste oplevelse og jeg er glad for at kunne dele den med ham han hentede vand gjorde det behageligt for mig og jeg ville bestemt ikke være alene, på et tidspunkt er min kæreste på toilettet og JM var ude af rummet også lå jeg der med veer helt alene det føltes som om de var væk i 100 år selvom det kun var 10 min

Ok, jeg havde en ide om, at man hele tiden var omgivet af personale af den ene eller anden art, men det er man måske ikke ? Altså at der hele tiden var en sygeplejerske eller jordemoder eller andet....

Men jeg kan godt se, at hvis man er der i 20 timer, så kan de selvfølgelig ikke være der hele tiden.

Vil som sagt også gerne, at min familie er med, men bare måske primært er i venterummet og så kan tilkaldes, hvis det er. Og hvis man har perioder, hvor der er lidt længere mellem veerne, gør det ikke ngoet, de er der. Men når først fødslen for alvor går i gang, ku jeg bare godt forestille mig, at jeg hellere vil være alene med jordemoder og personale og koncentrere mig. Også fordi det er en ret intim situation, som både får det bedste og det værste op i een måske.....så kræver det nogle gode, solide relationer, hvis de skal kunne klare presset.