Så piger, nu skal der fortælles og vises billeder
Freddag var jeg rasende(det fornemmede i nok herinde) over ikke at have født og jeg gav op! Vi havde gæster til spisning - vældig hyggeligt, men jeg var simpelthen så bitter. De gik hjem til midnat og vi gad(for første gang i en måned) ikke rydde pænt op så alt var klappet og klart til HVIS NU. Kl. 3 vågnede jeg og havde det underligt. Martin var også oppe, da han IGEN var blevetramt af influenzaen.
Kl. 7 stod jeg op. Havde veer med 10 min i mellem, men tænkte at det nok bare endnu engang "var for sjov" selvom de var ret så onde! Jeg turde bare ikke tro det.
Jeg gik i seng igen efter ikke at kunne sidde mere af smerte og ved 9-10 tiden vågnede Martin og jeg fortalte hvad der foregik. Han tog den heldigvis med ro( det var nok feberen der havde en del at sige der). Der var nu 8 min. i mellem. Han forsøgte at få ryddet op, men jeg havde virkelig brug for ham når veerne var der, så oprydning var for en gangs skyld fudstændig lige meget for mig - her gik det op for ham at det var alvor
Kl. 11 ca. ringede Martin til FG. Jeg var ikke længere i stand til at snakke og gik/lå/vred mig bare rundt. Der var nu 5 min. i mellem og jeg havde tegnblødning.
Kl. 12. var vi på FG med 3 min. i mellem. Jeg aner ikek hvordan vi kom derop. Jeg blev undersøgt af den sødeste JM studerende. Hun sagde jeg var 6 cm. åben og han var godt nede. Hun roste os for det gode hjemme arbejde. Vi fik en stue og jeg kom i vand.
Her palskede jeg lidt rundt en times tid og øvede mig i at trække vejret. Kunne slappe lit af mellem veerne som virkelig tog til i styrke.
Jeg kom op på briksen. Fik akupunktur, men det virkede ikke.
De undersøgte igen. Manglede 1 cm. de målte hjertelyd på Johannes, men var ikke tilfredse. Der kom fere læger og JMere og han fik en ?? på hovedet, hvor de så at han lå i den lave ende. Hver gang der kom en ve lå han lidt for lavt. Jeg fik ilt for at hjæpe ham og hjælp til den sidste cm. Heldigvis kom presseveerne derefter og jeg kunne begynde at presse. Men veerne var for korte, s jeg fik vedrop og det rykkede! Jeg kunne tage 4-5pres i hver ve og jeg troede jeg skulle dø af det, men ud skulle han. Efter en times pres og lidt bekymring fra lægerne til sidst, et klip og et meget langt og meget stædigt pres kom han ud! Helt fin, sund og rask! Han skreg og sked en kæmpe lort på min mave Martin klippede navlestrengen og jeg blev syet i noget der føltes som 100år, men heldigvis havde jeg min guldklump og min helt fantastiske mand hos mig!
Johannes er helt sorthåret, vejer 4084g og er 55cm lang, sund og rask og MEGET søvnig, men også fantastisk opmærksom når han er vågen. Han sover på min mave lige nu, mens Martin forsøger at sove feberen væk. Fatter ikke han skal blive ved med at være så syg, men han er der heldigvis 100% for Johannes og mig hele tiden alligevel. Og under ødslen. Nøj jeg havde ikke klaret den uden ham! Utroligt han ikke har alle fingre i gips
Amningen går fint. Mælken løb til i går, så det er dejligt! Min klipning er meget øm og jeg priser mig lueg nu lykkelig for forstoppelse. TØR ikke gå på toilettet! Men det går nu nok over
Jeg smider billeder i mappen nu...
IIIIH hvor er jeg lykkelig! Forstår slet ikke hvordan man kan være så heldig!!
Undskyld det blev lidt langt - føler selv jeg har begrænset mig
