Hvad der galt

Jeg har ikke hovedepine mere efter 2opretioner sidste år.
Hvor jeg fik forlæget mit kraveben, som have været skyld i smerterne i alle de år. Hvilket har gjort jeg idag er rask men 28år uden nogen uddanelse eller job.
Det brækkede da jeg boede på børnehjem som 15årig og fik ikke den hjælp jeg skulle have for at få det rettet ud.
Fik afvide at jeg var svag, jeg led af hypokondri ligesom min biologiske mor osv.
Af både pædagoger, alm pra. lægen der var tilknytted stedet og den plejefam. jeg have boet i i næsten 10år inden jeg kom på børnhjem.
Så har fundet stor støtte i min mand tror han er skyld i at jeg lever idag.
Mødte ham da vi var 16år. Og har været sammne lige siden.
I op og ned ture.
Du altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for et øre der vil lytte til dig.
Har altid for afvide at jeg var god til at lytte og forstå hvordan folk havde det :D
dejligt at høre det gå lidt bedre for dig, det er en lang kamp, så hæng i lyde til du har nogen dejlige mennesker omkring dig som ikke vil kunne leve uden dig(H)(H)(H)

monstar99 skriver:

Jeg har ikke hovedepine mere efter 2opretioner sidste år.
Hvor jeg fik forlæget mit kraveben, som have været skyld i smerterne i alle de år. Hvilket har gjort jeg idag er rask men 28år uden nogen uddanelse eller job.
Det brækkede da jeg boede på børnehjem som 15årig og fik ikke den hjælp jeg skulle have for at få det rettet ud.
Fik afvide at jeg var svag, jeg led af hypokondri ligesom min biologiske mor osv.
Af både pædagoger, alm pra. lægen der var tilknytted stedet og den plejefam. jeg have boet i i næsten 10år inden jeg kom på børnhjem.
Så har fundet stor støtte i min mand tror han er skyld i at jeg lever idag.
Mødte ham da vi var 16år. Og har været sammne lige siden.
I op og ned ture.
Du altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for et øre der vil lytte til dig.
Har altid for afvide at jeg var god til at lytte og forstå hvordan folk havde det :D
dejligt at høre det gå lidt bedre for dig, det er en lang kamp, så hæng i lyde til du har nogen dejlige mennesker omkring dig som ikke vil kunne leve uden dig(H)(H)(H)

Det lyder også som et hårdt liv du har haft :( Men fedt at du er kommet over på den anden side sammen med din mand (L)

Jeg SKAL komme over på den anden side, selvom det er svært... Og selvom jeg idag har det bedre end igår og forgårs, så kan jeg mærke at der skal meget lidt til og knække mig... Som f.eks da min veninde som er i lære som frisør, aflyste idag da hun skulle have været her og klippe og farve mig... Det kunne jeg mærke knækkede mig, er overrasket over, der skal så lidt til... Men nu har jeg bestemt, at der er ikke noget der skal knække mig, for jeg vil det her liv og forhåbentligt få mig en dejlig mand og nogle skønne børn en dag...

Knus (H)(H)

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Hej anonyme

Hvad kom i frem til igår, da der kom en og snakkede med dig?

(H)Mathilde

Der kom først én kl 5 da jeg ringede igen...
Til og starte med, skulle jeg skrive et brev til min mor og sende det idag, det gjorde jeg imens han var der... Selvom jeg ved jeg ikke får respons på det fra hende, så jeg glad for jeg sendte det, så hun ved hvad min barndom har gjort ved mig...

Knus (H) Og tak for din hjælp igår, dit svar røg direkte ind(H)

Hold da op, det var sent!
Jeg tror det er godt du har skrevet et brev til din mor. Om ikke andet, så har du da fået skrevet dine tanker og følelser ned på papir. Så fylder det måske lidt mindre i dit hovede...
Snakkede i slet ikke om fremtidig støtte og hjælp?
Hvordan har du det så idag?

Det var så lidt! Jeg er bare glad for at jeg kunne hjælpe.
(H)

Tror ikke rigtig de tog mig seriøst til og starte med, da jeg så ringede halv 5 og sagde at hvis der ikke kom én meget snart, så kunne det være ligemeget, så kom han...

Ja, det har du ret i...
Jo jeg skal til samtaler med min læge som har speciale med sådanne ting, og så når jeg føler mig mere klar skal jeg til kognitiv terapi...

Knus(H)

Okay.
Det er godt at høre, at der er en handlingsplan... Kognitiv terapi er også ret effektivt, men hårdt!
Du skal nok regne med at komme ned i nogle dybe følelser, som er svære at håndtere. Du får nok også lyst til bare at droppe det hele, men hold ud!!! Det lønner sig i sidste ende.

Jeg ønsker dig alt det bedste og du må altid gerne skrive til mig, hvis jeg på nogen måde kan gøre noget for at hjælpe. Også når du når til terapien. Det kan være rart, at have en der lige siger "hold ud", når det hele virker håbløst.

Mange kram fra Mathilde

Er det normalt, at føle allerede nu man vil bakke ud? Føler mig slet ikke stærk nok efter min mor har ringet og opført sig mærkelig igen

Knus(H)

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Hej anonyme

Hvad kom i frem til igår, da der kom en og snakkede med dig?

(H)Mathilde

Der kom først én kl 5 da jeg ringede igen...
Til og starte med, skulle jeg skrive et brev til min mor og sende det idag, det gjorde jeg imens han var der... Selvom jeg ved jeg ikke får respons på det fra hende, så jeg glad for jeg sendte det, så hun ved hvad min barndom har gjort ved mig...

Knus (H) Og tak for din hjælp igår, dit svar røg direkte ind(H)

Hold da op, det var sent!
Jeg tror det er godt du har skrevet et brev til din mor. Om ikke andet, så har du da fået skrevet dine tanker og følelser ned på papir. Så fylder det måske lidt mindre i dit hovede...
Snakkede i slet ikke om fremtidig støtte og hjælp?
Hvordan har du det så idag?

Det var så lidt! Jeg er bare glad for at jeg kunne hjælpe.
(H)

Tror ikke rigtig de tog mig seriøst til og starte med, da jeg så ringede halv 5 og sagde at hvis der ikke kom én meget snart, så kunne det være ligemeget, så kom han...

Ja, det har du ret i...
Jo jeg skal til samtaler med min læge som har speciale med sådanne ting, og så når jeg føler mig mere klar skal jeg til kognitiv terapi...

Knus(H)

Okay.
Det er godt at høre, at der er en handlingsplan... Kognitiv terapi er også ret effektivt, men hårdt!
Du skal nok regne med at komme ned i nogle dybe følelser, som er svære at håndtere. Du får nok også lyst til bare at droppe det hele, men hold ud!!! Det lønner sig i sidste ende.

Jeg ønsker dig alt det bedste og du må altid gerne skrive til mig, hvis jeg på nogen måde kan gøre noget for at hjælpe. Også når du når til terapien. Det kan være rart, at have en der lige siger "hold ud", når det hele virker håbløst.

Mange kram fra Mathilde

Er det normalt, at føle allerede nu man vil bakke ud? Føler mig slet ikke stærk nok efter min mor har ringet og opført sig mærkelig igen

Knus(H)

Ja det er helt normalt.
For det første er det nyt og ukendt, så det virker naturligvis skræmmende. For det andet styrker det dig slet ikke, at din mor endnu engang overskrider dine grænser.
Jeg kan godt forstå du føler trang til at bakke ud. Det er også klart det letteste for dig lige nu!
Det kan være yderst skræmmende og smertefuldt at grave dybt i sin sjæl og du vil sikkert komme til at hade din terapeut til tider, når du har det aller sværest. Det er også helt normalt.
Du har sikkert gemt på en masse følelser gennem årene og de vil på et tidspunkt komme til udtryk.

Men giv dig selv den gave og kæmp for et bedre liv. Som jeg har skrevet før: du fortjener det og du er det værd. Vis omsorg og kærlighed til den lille pige inde i dig. Hun skal ikke svigtes mere.

Mange (H) fra Mathilde

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Anonym skriver:

Mathilde skriver:

Hej anonyme

Hvad kom i frem til igår, da der kom en og snakkede med dig?

(H)Mathilde

Der kom først én kl 5 da jeg ringede igen...
Til og starte med, skulle jeg skrive et brev til min mor og sende det idag, det gjorde jeg imens han var der... Selvom jeg ved jeg ikke får respons på det fra hende, så jeg glad for jeg sendte det, så hun ved hvad min barndom har gjort ved mig...

Knus (H) Og tak for din hjælp igår, dit svar røg direkte ind(H)

Hold da op, det var sent!
Jeg tror det er godt du har skrevet et brev til din mor. Om ikke andet, så har du da fået skrevet dine tanker og følelser ned på papir. Så fylder det måske lidt mindre i dit hovede...
Snakkede i slet ikke om fremtidig støtte og hjælp?
Hvordan har du det så idag?

Det var så lidt! Jeg er bare glad for at jeg kunne hjælpe.
(H)

Tror ikke rigtig de tog mig seriøst til og starte med, da jeg så ringede halv 5 og sagde at hvis der ikke kom én meget snart, så kunne det være ligemeget, så kom han...

Ja, det har du ret i...
Jo jeg skal til samtaler med min læge som har speciale med sådanne ting, og så når jeg føler mig mere klar skal jeg til kognitiv terapi...

Knus(H)

Okay.
Det er godt at høre, at der er en handlingsplan... Kognitiv terapi er også ret effektivt, men hårdt!
Du skal nok regne med at komme ned i nogle dybe følelser, som er svære at håndtere. Du får nok også lyst til bare at droppe det hele, men hold ud!!! Det lønner sig i sidste ende.

Jeg ønsker dig alt det bedste og du må altid gerne skrive til mig, hvis jeg på nogen måde kan gøre noget for at hjælpe. Også når du når til terapien. Det kan være rart, at have en der lige siger "hold ud", når det hele virker håbløst.

Mange kram fra Mathilde

Er det normalt, at føle allerede nu man vil bakke ud? Føler mig slet ikke stærk nok efter min mor har ringet og opført sig mærkelig igen

Knus(H)

Ja det er helt normalt.
For det første er det nyt og ukendt, så det virker naturligvis skræmmende. For det andet styrker det dig slet ikke, at din mor endnu engang overskrider dine grænser.
Jeg kan godt forstå du føler trang til at bakke ud. Det er også klart det letteste for dig lige nu!
Det kan være yderst skræmmende og smertefuldt at grave dybt i sin sjæl og du vil sikkert komme til at hade din terapeut til tider, når du har det aller sværest. Det er også helt normalt.
Du har sikkert gemt på en masse følelser gennem årene og de vil på et tidspunkt komme til udtryk.

Men giv dig selv den gave og kæmp for et bedre liv. Som jeg har skrevet før: du fortjener det og du er det værd. Vis omsorg og kærlighed til den lille pige inde i dig. Hun skal ikke svigtes mere.

Mange (H) fra Mathilde

Vis omsorg og kærlighed til den lille pige inde i dig. Hun skal ikke svigtes mere.

Den tekst fik mig da lige til og tude engang...

Ja det kunne jeg godt forestille mig, ham der kom ud til mig, vil skrive til kommunen og bede dem om at betale for en psykolog til mig, og så skal jeg så habe de der kognitive behandlinger, men også kun snak mellem ham og jeg... på et punkt glæder jeg mig, men på et andet punkt skræmmer det mig :(

Jeg forstå heller ikke hvorfor hun gør det, for har sgu aldrig gjort hende noget... :(
Det der har mærket mig mest af hvad jeg kan huske er, fra da jeg var 5 år hvor jeg var alene med min mor om aftenen som så mange aftener... Min far var på nat arbejde, og min mor havde været på nat dagen før, hun sagde til mig at hvis hun faldt i søvn måtte jeg ikke ringe til min farmor (det gjorde jeg altid når hun faldt i søvn om aftenen og jeg kunne aldrig vække hende) denne aften ringede jeg også til min farmor fordi jeg var bange, fordi jeg ikke kunne vække hende, min mor vågnede imens jeg snakkede med min farmor, og hun rev tlf ud af hånden på mig, hev mig op i kraven og kastede mig ned på gulvet, sådan gjorde hun flere gange i træk... Kan huske jeg blev så bange så jeg tissede i bukserne, og det gjorde hende endnu mere vred... Om natten kom hun op og vækkede mig og sagde undskyld... Og jeg tilgav dengang, men det gør alle børn på 5 år vel...

jeg har overvejet og fortælle min far alt det der er sket i min barndom, for selvom de først blev skilt da jeg var 9, så ved han ikke de her ting der skete...

Tak for din hjælp
Knus(H)

[citat][f][småt]Anonym skriver:[/småt][/f] Jeg orker ikke livet mere, kunne jeg hoppe ud foran et tog nu, så gjorde jeg det :'( Men min familie og mine venner betyder så meget for mig, så tror lidt det afholder mig fra at gøre noget(?) Alle minder fra min barndom kommer bare tilbage nu, hvor jeg fik daglige tæsk af min mor hvis jeg gjorde noget hun ikke påskønte... I hverdagen prøver jeg og være så glad som jeg plejer, så mine venner og familie ikke opdager det, for jeg vil heller ikke gøre dem kede af det... Har I nogle forslag til, hvordan man kan glemme fortiden og leve i nuet? Undskyld det blev lidt rodet, jeg ville ikke have oprettet indlægget, men....[/citat] Kan se det er nogle dage siden du har skrevet indlægget... Hvor må det være træls for dig at have det sådan, men jeg synes det er SÅ flot af dig, at du beder om hjælp, det har du min fulde respekt for(H) Jeg håber det går dig godt, nu ved jeg jo ikke hvem du er, men kan se det også er nogle dage siden du har skrevet herinde? Går det godt og er du okay? Kram Sandra(H)

[citat][f][småt]Sandramus skriver:[/småt][/f] [citat][f][småt]Anonym skriver:[/småt][/f] Jeg orker ikke livet mere, kunne jeg hoppe ud foran et tog nu, så gjorde jeg det :'( Men min familie og mine venner betyder så meget for mig, så tror lidt det afholder mig fra at gøre noget(?) Alle minder fra min barndom kommer bare tilbage nu, hvor jeg fik daglige tæsk af min mor hvis jeg gjorde noget hun ikke påskønte... I hverdagen prøver jeg og være så glad som jeg plejer, så mine venner og familie ikke opdager det, for jeg vil heller ikke gøre dem kede af det... Har I nogle forslag til, hvordan man kan glemme fortiden og leve i nuet? Undskyld det blev lidt rodet, jeg ville ikke have oprettet indlægget, men....[/citat] Kan se det er nogle dage siden du har skrevet indlægget... Hvor må det være træls for dig at have det sådan, men jeg synes det er SÅ flot af dig, at du beder om hjælp, det har du min fulde respekt for(H) Jeg håber det går dig godt, nu ved jeg jo ikke hvem du er, men kan se det også er nogle dage siden du har skrevet herinde? Går det godt og er du okay? Kram Sandra(H)[/citat] Ja (H)Knus