Planlagt barn - Hvad med kærligheden ?

ESB. skriver:

Jeg skal ikke kunne sige om du ser anderledes på det om 15 år...for nogle er mand og børn og hus og bil jo drømmen og lykken og kan være det resten af livet uden de store personlige udfordringer og mål og intet ondt ord om det...men altså, jeg ville set tilbage gerne have brugt mine tyvere på andet end børn og hus og mand... men nu er det så heller ikke det jeg finder så interessant...altså jeg skal bruge mig selv også og de drømme jeg sidder med nu er lidt sværere at realisere end hvis jeg havde skabt et fundament dengang...

Jeg fatter slet ikke at jeg spildte alle de gode år på at lege lillehusmor...og jeg mener altså at jeg burde have andet at drømme om end at få børn som 22 årig...synes sgu det er lidt småpinligt og kikset faktisk, men for mig sikkert også et tegn på voldsom umodenhen og endnu en grund til at vente med at få børn..

For mig er drømmen så at få en lille kernefamilie med mand hund hus og bil Det hele er der mangler bare liige barnet Jeg har ingen drømme om at komme til tops i min karriere, eller på lange ferier. Det intressere mig simpelthen ikke

Jeg vil bare gerne være en del af familien danmark, stille og roligt, men lykkeligt liv med min mand og mine børn og pap børn

Gittemor09 skriver:

det rammer desværre bare ikke kun mig, det rammer også sofie, for hun kan jo mærke at jeg bliver ked af det..!!

ja, det har hun nemlig.. derfor har jeg sagt at det skal foregå her indtil han har fået sig en lejlighed..

det er et skønt navn... vi har kendt hinanden i 12 år, ikke sådan tæt alle årene, ihvertfald ikke de sidste... og havde ikke skænket det en tanke at vi skulle finde sammen selvom hans datter også hedder sofie

Det kan jeg sagtens forstå at det skal foregå hjemme ved dig. Det havde jeg også gjort, eller hjemme ved hans forældre måske.

Hihi da jeg mødte min kæreste syntes jeg at han var ALT for gammel, og slet ikke kæreste potinitale. Men han hænger sku stadig ved Det er sjovt som man ikke altid kan forudse hvad der kan gå hen og ske

o1Mutte skriver:

For mig er drømmen så at få en lille kernefamilie med mand hund hus og bil Det hele er der mangler bare liige barnet Jeg har ingen drømme om at komme til tops i min karriere, eller på lange ferier. Det intressere mig simpelthen ikke

Jeg vil bare gerne være en del af familien danmark, stille og roligt, men lykkeligt liv med min mand og mine børn og pap børn

Ja og det synes jeg egentlig er både skræmmende og helt forkert når man knap er voksen...men måske du også ser anderledes på det engang, måske ikke... jeg gjorde som dig og jeg har dælme fortrudt...

ESB. skriver:

Jeg skal ikke kunne sige om du ser anderledes på det om 15 år...for nogle er mand og børn og hus og bil jo drømmen og lykken og kan være det resten af livet uden de store personlige udfordringer og mål og intet ondt ord om det...men altså, jeg ville set tilbage gerne have brugt mine tyvere på andet end børn og hus og mand... men nu er det så heller ikke det jeg finder så interessant...altså jeg skal bruge mig selv også og de drømme jeg sidder med nu er lidt sværere at realisere end hvis jeg havde skabt et fundament dengang...

Jeg fatter slet ikke at jeg spildte alle de gode år på at lege lillehusmor...og jeg mener altså at jeg burde have andet at drømme om end at få børn som 22 årig...synes sgu det er lidt småpinligt og kikset faktisk, men for mig sikkert også et tegn på voldsom umodenhen og endnu en grund til at vente med at få børn..

Ja, vi er alle forskellige for mig har det altid betydet mere at få børn end at få en god uddannelse eksempelvis. Det er mit livsmål. At skabe en kærlig kernefamilie med manden jeg elsker. Min mor var ung, da hun fik mig, samme alder som mig, og hold kæft hvor har det bare betydet meget godt for vores forhold. 

Men synes det er lidt ærgerligt, hvis du synes det er kikset, umodent og pinligt at drømme så meget om børn som 21-22 årig. Jeg håber du mener, at det bare var det for dig, og ikke at det er det, hvis det er ens generelle livsmål. For hvem siger, at den store drøm SKAL være uddannelse og så videre?

Når det er sagt, så ER jeg i gang med uddannelse, så det er ikke det. En rigtig god uddannelse på universitetet, og som jeg har hundrede procent klare planer om at færdiggøre, hvilket godt kan lade sig gøre med baby grundet de få undervisningstimer og meget selvstudie. Det bliver helt klart pisse hårdt, men ikke alt her i livet skal være nemt

Jeg er sikkert også anderledes end så mange på min alder. Mentalt kunne jeg lige så vel være 40 Går aldrig til fest og drikker ikke alkohol. Er udpræget hyggemenneske og føler ikke, at jeg mangler at opleve noget inden jeg får børn.

Bare for lige at sætte det lidt i perspektiv, fordi jeg håber, at du ikke synes at alle 21-22 årige der drømmer om børn er umodne og kiksede, men jeg kan sagtens have læst det forkert, og så beklager jeg

Trådstarter: Beklager det lige kom lidt off-topic, men følte lige jeg blev nødt til at respondere på det! Håber det er ok

ESB. skriver:

Ja og det synes jeg egentlig er både skræmmende og helt forkert når man knap er voksen...men måske du også ser anderledes på det engang, måske ikke... jeg gjorde som dig og jeg har dælme fortrudt...

Hvorfor er det skræmmende og forkert at have de drømme? Det synes jeg faktisk er en rigtig ærgerlig udtalelse at mene, at andres drømme er forkerte! Vi er alle forskellige, og ikke alle er frihedssøgende og har brug for at komme ud og rejse kloden rundt og hvad ved jeg. Og nu er det jo muligt at få en uddannelse trods en lille. Det er der set adskillige eksempler på, ikke mindst i min egen familie. Er faktisk lidt ked af, at du har den holdning.

Secrets skriver:

Ja, vi er alle forskellige for mig har det altid betydet mere at få børn end at få en god uddannelse eksempelvis. Det er mit livsmål. At skabe en kærlig kernefamilie med manden jeg elsker. Min mor var ung, da hun fik mig, samme alder som mig, og hold kæft hvor har det bare betydet meget godt for vores forhold. 

Men synes det er lidt ærgerligt, hvis du synes det er kikset, umodent og pinligt at drømme så meget om børn som 21-22 årig. Jeg håber du mener, at det bare var det for dig, og ikke at det er det, hvis det er ens generelle livsmål. For hvem siger, at den store drøm SKAL være uddannelse og så videre?

Når det er sagt, så ER jeg i gang med uddannelse, så det er ikke det. En rigtig god uddannelse på universitetet, og som jeg har hundrede procent klare planer om at færdiggøre, hvilket godt kan lade sig gøre med baby grundet de få undervisningstimer og meget selvstudie. Det bliver helt klart pisse hårdt, men ikke alt her i livet skal være nemt

Jeg er sikkert også anderledes end så mange på min alder. Mentalt kunne jeg lige så vel være 40 Går aldrig til fest og drikker ikke alkohol. Er udpræget hyggemenneske og føler ikke, at jeg mangler at opleve noget inden jeg får børn.

Bare for lige at sætte det lidt i perspektiv, fordi jeg håber, at du ikke synes at alle 21-22 årige der drømmer om børn er umodne og kiksede, men jeg kan sagtens have læst det forkert, og så beklager jeg

Trådstarter: Beklager det lige kom lidt off-topic, men følte lige jeg blev nødt til at respondere på det! Håber det er ok

o1Mutte skriver:

Det kan jeg sagtens forstå at det skal foregå hjemme ved dig. Det havde jeg også gjort, eller hjemme ved hans forældre måske.

Hihi da jeg mødte min kæreste syntes jeg at han var ALT for gammel, og slet ikke kæreste potinitale. Men han hænger sku stadig ved Det er sjovt som man ikke altid kan forudse hvad der kan gå hen og ske

begge hans forældre er desværre gået bort... så han har ikke noget familie tilbage.. andet end nogle halvbrødre som han ikke snakker med, derfor har min familie altid været hans familie, og det smider han bare langt væk nu ved at stille sig sådan på bagbenene..!!

synes det er meget forskelligt med hensyn til alder og modenhed.. en i starten af 20'erne synes jeg sagtens kan være mere moden end en i slutningen.. det er meget med forskel.. man skal bare prøve sig frem

Rockertand skriver:

Tak for denne tråd - har tit tænkt på det samme.

Tænker på, om der er nogen, der kan stå frem og sige, at de fandt kæresten som 16-19-årige, at de fik barn hurtigt, og at de stadig er sammen med den samme mand som 25-30-årige? Kom frit frem......

Jeg fandt min kæreste 2 mdr før jeg blev 16 år og han var 24 år, idag har vi været sammen i snart 7 år, og har hus, 3 biler, hest og jeg kan blive ved..

I maj 2010 fik vi vores første lille øjesten, Lille Matilde..

Håber og tror da at vi skal leve resten af vores liv sammen..  

ESB. skriver:

Ja og det synes jeg egentlig er både skræmmende og helt forkert når man knap er voksen...men måske du også ser anderledes på det engang, måske ikke... jeg gjorde som dig og jeg har dælme fortrudt...

Ikke alle er ens Jeg flyttede hjemmefra som 16 årig sammen med en kæreste der havde to små børn.
Det holdte så i 16 måneder.

Derefter mødte jeg min kæreste som jeg så stadig er sammen med. Han har også to børn bare lidt ældre.
Og hvis jeg kigger på mig og på mine veninder der fester, drikker og stadig bor hjemme vil jeg altså ikke bytte Jeg syntes jeg får meget mere end dem, både fra min kæreste men bestemt også fra hans børn. Jeg føler mig heldig selvom det kan være hårdt Jeg nyder at forsørge mig selv, og føler jeg har styr på det Men skal heller ikke overbevise dig om det er det rette for mig, for det betyder jo ikke noget Måske kommer jeg til dig om 10 år og siger at du havde ret. Eller helt omvendt At jeg valgte rigtigt, dengang jeg var ung og uerfaren

Tulle Mus skriver:

Jeg fandt min kæreste 2 mdr før jeg blev 16 år og han var 24 år, idag har vi været sammen i snart 7 år, og har hus, 3 biler, hest og jeg kan blive ved..

I maj 2010 fik vi vores første lille øjesten, Lille Matilde..

Håber og tror da at vi skal leve resten af vores liv sammen..  

Dejligt for jer - men stadig så er der gået 5-6 år, før I fik barn, dem jeg tænker på er meget unge og skal absolut have barn med det samme og tror, at så er den hellige grav velforvaret........har bare en teori om, at det slet ikke holder, så det kunne være rart at få belyst.