Først vil jeg lige sige at den konkrete hændelse du beskriver, jo "bare" er en dreng som har hørt et nyt ord og vil prøve det af for at se din reaktion
ville nok selv bare smile af det og intet andet.
du siger selv du er pædagog og at forældre ser anderledes på deres børn og hør dem til små stjerner, det vil jeg tildels give dig ret i, men du som pædagog må da også vide at tiderne skifter og at vi nu lever i et individualistisk samfund, hvor individet er i fokus fremfor fællesskab og solidaritet. Det kan vi syntes om hvad vi vil, men sådan er tiden så hvorfor så ikke gribe den bold og tage udgangspunkt i det enkelte individ og dets behov? Mobning er en meget meget grim ting, det kan vi hurtigt blive enige om!! Men jeg syntes begrebet mobning er blevet et hverdags udtryk, som alle bruger i flæng eller hvis man oplever lidt modstand på hhv. Sit arbejde eller skole, der er aldrig i Danmark blevet brugt så mange penge på forebyggelse af mobning, som der gør nu, hvilket er et kanon tiltag!! Men syntes det er vigtig at kunne skelne mellem mobning, drilleri og bare normal modgang! At meget små børn mobber, som nogen af jer skriver i tråden, tror jeg ikke på... Børn søger sammen med den de kan relatere til og danner derved relationer sammen, hvis en pædagog i længere tid har observeret dette fænomen f. Eks på sin stue, er det da pædagogens opgave at gribe ind og støtte børnene i at danne fællesskaber med hinanden uden der er nogen som bliver holdt udenfor! Der vil selvfølgelig altid være afvigere og undtagelser, som skal have en ekstra hånd eller støtte, men er det ikke det som gør det pædagogiske felt interesant at arbejde i? At alle er individer med forskellige behov, og som pædagogen skal få til at gå op i en højere enhed på en stue? Så alle lære at det er okay at være lidt anderledes i vires fællesskab og at der altid er plads til en til uanset om dine forældre syntes du er en stjerne eller et nul
Anmeld
