twinboys skriver:
Det er med grædende hjerte at jeg skriver dette her indlæg... Men 7½ år med op og ned ture...
Jeg blev moar til et par dejlige drenge Oliver & Alexander, der kom til verden ekstrem for tidligt i uge 25 + 0 (2003 )
Vi har virkelig været igennem meget, og flere gange stået med manden med leen i nakken, som har ville tage vores drenge...Men han fik ikke lov, jeg stjal hans le...
Men det er ikke her jeg vil hen med dette indlæg, jeg har bare brug for luft, derfor skriver jeg nu om min elskede Oliver.
Han vejede ved fødslen 805gram og var selvfølgelig i respirator, kuvøse, ilt, operationer, sondemad og ja jeg kunne fortsætte...
Da han var omkring 2½mdr startede han med at blive ammet og min lille bitte pus åd og åd og jeg måtte stoppe ham hver gang for ellers blev han ved til han fik for meget og kastede op...
Da han senere startede på rigtig føde havde han det på samme måde, han har ingen sult eller mæthedsfornemmelse...Som jeg sagde da han var spæd, her har vi en kommende kok... Han elskede mad...
Årene gik og Oliver har altid været en lille bitte prut, han er ikke så høj og vejer bestemt heller ikke som andre på hans alder... Men han er jo også præmatur...
Pludselig fra den ene dag til den anden holdte Oliver op med at spise, han går til diætist og i børneambulatoriet... Hans vægt stod stille og han voksede ikke... Det blev værre og værre og han begyndte at hade måltider... Vi har gået til ergo været med i madlege... Vi har været pædagogiske og total upædagogiske med at få ham til at spise... Vi har prøvet alt...
Idag spiser han intet, hader mad, kaster op og har ingen energi ... Vores Oliver er her ikke... Han er træt, ked af det, sur, hidsig, tomme blikke ja jeg kan blive ved...Vi startede til spisepsyk i Odense voksensamtaler og de mener ikke de kan hjælpe mere... Vi er smidt ud, som jeg føler det og må klare det hele selv... Alle opgiver ham...
Jeg er lost, jeg er knækket, jeg er druknet, kan bare ikke mere.. Jeg hiver i de sidste tråde og har idag kontaktet en telefonlinie for anoreksi og bulemi og bedt dem kontakte mig og de kom med mange gode råd, som jeg så måtte fortælle var afprøvet og ikke havde hjulpet... Hun sagde han burde indlægges men det har vi jo været og de gjorde jo intet end at sende os hjem igen for de mener han er for lille...7½år... Hvad fanden gør man... De ved sgu for lidt om børn med spiseproblemer... Det har stået på i 2år nu...Skal vi virkelig vente 7år så han kun er skind og ben og gammel nok til at de kan tage ham ind... Hvad fanden er det for et sundhedssystem vi har...
Jeg har kontaktet psykologen fra hans skole og bedt hende om hjælp og hun var meget lyttende og ville snakke med hendes kollegaer og en læge fra Sønderborg og kontakte mig i næste uge...
Jeg har kontaktet min egen læge og først den 16.nov kunne jeg få en tid...
Jeg har kontaktet et hospital i Risskov som har en afd. for børn med spisevanskeligheder, men for at komme ind der skal man have en henvisning...Lange ventetider sikkert også...
Jeg ringer til min læge imorgen og beder ham henvise med det samme, og håber han uden at blinke bare gør det...
Ved egentlig ikke hvad jeg ville med dette indlæg, men jo jeg måtte vel bare have luft...
Tak fordi du læste med og har du nogle gode råd eller idéer så luft dem gerne for mig...
Den triste Majbritt der fik skallen knækket, så i kunne se den nøgne sandhed
Det lyder som en virkelig hård omgang søde. Og jeg synes det er SÅ flot at du åbent skriver om det.
Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige, andet end jeg håber i får den rette hjælp til Oliver så han kan få det bedre. Det fortjener både han og i.
Kan begriber virkelig ikke hvorfor vi - med al den videnskab vi har - ikke ved nok om spiseforstyrrelser hos mindre børn. Det er en skræmmende tanke, og jeg håber den ikke bliver til forhindring for hans videre behandling.
Sender mange mange varme tanker og alt godt i Jeres retning.
