Er en af dem, som først er ankommet her på baby.dk efter fødslen af min søn.
Her er min beretning - Jeg har kopieret fødselsberetningen, som den i sin tid er skrevet kort tid efter fødslen.
UGE 41 40+ 0 - Terminsdato - Fødslen d. 30.05.2010
I dagene op til termin har jeg oplevet gentagende flere og flere plukveer. Noget kunne tyde på at fødslen måske er nær. Min mor har, på et givent tidspunkt under min graviditeten, fortalt mig, hvordan hun, da hun ventede min lillebror, drak amerikansk olie for at sætte fødslen i gang. Dette kan du tro jeg tog til mig og jeg købte derfor cirka for to ugers tid siden en lille flaske af slagsen. Da amerikansk olie sætter gang i tarmfunktionen kan det, hvis fødslen er tæt på og kroppen er klar, lige være det der skal til for at sætte fødslen i gang. Netop fordi amerikansk olie sætter gang i tarmfunktionen kan det påvirke livmoderen og sætte skub på plukveerne. I enighed med Torben valgte jeg at natten mellem lørdag og søndag skulle være tidspunktet for mig at forsøge med den ”magiske” olie. Ned røg olien kl. 00.30 søndag.
Tidligt søndag morgen d. 30. maj mellem kl. 5 og 6 skulle jeg flere gange på toilettet - Den amerikanske olie begyndte at virke. I tilfælde af at fødslen skulle gå i gang, kunne jeg glæde mig over, at min tarm nu var så tømt, at jeg denne dag ikke længere behøvede at komme på toilettet. Efter sidst besøg på kummen omkring lidt i seks, begyndte jeg efterfølgende at små dryppe lidt. Som min første tanke, synes jeg, at det var lidt utroligt, eftersom jeg lige havde være på toilettet. Men okay, han lå jo også derinde i maven og tryggede på blæren, så uheld kunne jo ske. Jeg fortsatte derfor vejen ind mod soveværelset, men så langt nåede jeg aldrig. I stuen satte jeg mig på sofaen for at kæle lidt for Bastian, som lå på sin sækkestol og puttede. Mens jeg sad her dryppede jeg endnu engang. Blev da lidt små irriteret på mig selv, men da jeg rejser mig går vandet. Klokken er cirka 6.00 om morgenen. Helt utroligt, olien har skisme virket. Afsted gik det mod badeværelset. Først nu tænkte jeg på at få vækket Torben, som sov tungt under dynen. Hvor højt kunne jeg lige tillade mig at kalde. Startede blidt ud, kaldte skat, ingen reaktion. Hævede stemmen en smugle og kaldte igen et par gange, stadig ingen reaktion. Nu stoppede jeg med at kalde skat og råbte i stedet Torben. Kort efter kom der lyd indefra værelset og jeg svarede tilbage, at jeg var sikker på at vandet var gået. At dømme ud fra den mængde vand, som nu lå på badeværelsesgulvet, bekræftede Torben min anelse.
Kl. 06.13 tog Torben telefonen og ringede til fødeafdelingen, hvor efter den pågældende jordemoder bad mig komme til røret. Efter en kort snak, blev det aftalt, at vi skulle møde ind på afdelingen kl. 10. På daværende tidspunkt mærkede jeg nemlig ikke til særligt stærke veer. Følte kun ubehag i form af menstruations lignende smerter. Vi havde da rigeligt med tid til at komme i bad og få spist morgenbrød. Lidt før ti kørte vi afsted mod sygehuset og kl. 10.00 mødte vi op på afdelingen. Jeg blev undersøgt og skønt regelmæssige veer, havde jeg på daværende tidspunkt åbnet mig 0 cm. Efterfølgende fik jeg fortaget en CTG (Cardiotokografi). Jeg fik et bælter med en vemåler og en hjertelydsmåler på maven over livmoderen. Herved registreres barnets hjertelyd og eventuelle sammentrækninger i livmoderen. Veerne kommer med 3-4 minutters mellemrum, men da de ikke vil tage til i styrke, får jeg lagt en stikpille i håb om at det kunne sætte skub på processen. Kl. 12.00 kører vi hjem og skulle møde ind igen kl. 17.00. Under undersøgelsen vurderes vores kommende søn til en vægt på 3700 gram.
Hjemme har vi god tid til at slappe af og spise frokost. Hen på eftermiddagen sætter vi os til at se en film. Veerne har siden middag taget lidt til i styrke, men de er endnu ikke så kraftige. Det lykkedes mig nemlig at falde så godt til ro på sofaen, at jeg får lukket øjnene og sover måske tre kvarters tid. Da jeg vågner har veerne bidt sig fast, så jeg nu godt kan mærke, hvornår en er på vej.
Kl. 17.00 møder vi igen ind på fødeafdelingen og bliver ledt ind på samme undersøgelsesstue som sidst. Jeg blev på ny undersøgt. Jordmoderen, som fortager undersøgelsen og som kommer til at være hos os de efterfølgende mange timer, hedder Maiken. Skønt stikpille og at der nu var gået 11 timer siden vandet var gået, havde jeg forsat kun åbnet mig ca. 0,5 cm. Jeg fik fortaget endnu en CTG. Veerne kommer fortsat med 3-4 minutters intervaller og varigheden er knap 1 minut.
På nuværende tidspunkt er jeg helt sikker på at fødslen kommer til at tage rigtig lang tid og at vores lille søn først vil blive født den efterfølgende dag. Regnede stærkt med at jeg ville få lagt endnu en stikpille op, hvorefter vi ville blive sendt hjem med beskeden om at møde ind igen senere på aftenen. Heldigvis kom dette ikke til at finde sted. Jordemoder Maiken mente nemlig ikke at der ville være plads til at stikpillen kunne blive liggende, da livmoderhalsen var meget forkortet. Så cirka to timer efter at vi igen var mødt ind, blev jeg indlagt på fødestue 9 og kl. 19.30 fik jeg anlagt vestimolerende drop.
Omkring kl. 20.00 kommer der en ny jordemoder ved navn Jonna og overtager forløbet. Synes først det var lidt trælst, da jeg gerne havde set at det var den samme jordemoder, som fulgte os igennem hele forløbet. Omvendt vidste jeg selvfølgelig også, at det ikke var muligt at have den samme jordmoder fra start til slut, hvis der undervejs var vagtskifte. På omtrent samme tidspunkt som jordmoder Jonna overtager, har jeg svært med at takle veerne. Jeg er træt og overvældet med følelser og begynder at græde. Kort efter beder jeg om smertelindring. Mit ønske om at føde i vand var desværre ikke muligt grundet drop og CTG´en, som fortsat blev kørt. Jeg spurgte derfor til epidural. Narkoselægen var optaget at akut arbejde og det var uvist, hvornår han ville få mulighed for at komme. Jeg spørger til anden smertelindring, sterilt saltvand. I første sekund er jordmoderen tøvende og fortæller mig, hvor ondt det gør at få dem lagt. Hun giver mig tilladelse til at skrige alt hvad jeg kan.
Kl. 21.00 tager jeg imod steriltvandpapler, sterilt saltvand, som sprøjtes ind under huden og jeg skriger. Jeg skriger af smerte. En smerte, som jeg ikke kan beskrive, da jeg aldrig før har følt så megen smerte. Mener endda at kunne huske, at jeg pinefuldt kikker på Torben og vender det hvide ud at øjnene. Jeg knuger hans hånd helt op til mit ansigt og på et tidspunkt bider jeg fat i det armbånd han bær på sin højre hånd. Indsprøjtningerne havde en meget moderat virkning. Efterfølgende begynder jeg nemlig at føle lidt pressen forneden. Jordemoderen undersøger mig. Jeg er blot 4 cm åben. I den efterfølgende tid følte jeg forsat et lettere pres forneden. Jeg er velvidende om at, når presseveerne træder til, kan det føles som om man skal på toilettet. Men eftersom jeg forsat havde lang vej til de fulde 10 cm, går jeg på toilettet, da jeg tænker, at det måske kunne være grunden til pressetrangen. Det hjalp dog ikke og der var ingen gevinst eftersom min tarm fuldstændig var blevet tømt tidligere på grund af den amerikanske olie.
Kl. 21.45 kom narkoselægen ind på stuen og anlagde epidural. Under hele forløbet forholdt jeg mig fuldstændig i ro, skønt jeg gentagende gange måtte melde indkommende ve. Veerne føltes stadig pressende, men jeg var helt væk. Var så træt at jeg sad med lukkede øjne hele tiden. Epiduralen virkede. Mit højre ben blev fuldstændig lammet og jeg fik brug for hjælp til at styre det.
På et givent tidspunkt under det efterfølgende forløb bliver jeg frakoblet CTG`en og der bliver i stedet for påsat en lille elektrode på vores søns hoved, så jordemoderen bedre kan overvåge hans puls.
Kl. 21.55, netop som jeg kom ned at ligge i sengen igen, følte jeg to kraftige presveer. Fordi jordemoderen næste lige havde undersøgt mig til at være blot 4 cm. åben, mente hun at der nok var tale om "snyde-presveer" og hun undersøgte mig for at være sikker. Til hendes store overraskelse var jeg da fulde 10 cm åben og skulle til at føde. Jeg nåede derfor aldrig at bliver koblet til epiduralen. Jordemoderen gør klar til fødslen og beder Torben trække i den røde snor over sengen, når hun siger til. Jeg begynder at presse. Jeg lukker mine øjne og presser alt hvad jeg kan. Torben fortæller, at jeg bliver helt rød i hovedet. Torben trækker i den røde snor og ind ad døren kommer jordemoder Maiken. Hun er yderst overrasket over at se mig i fødsel. Det eneste jeg tænker er, hvor glad jeg er for, at det netop var hende, som kom ind på fødestuen. I hver presve presser jeg tre gange, under tredje pres slipper pressetrangen op. For hver presve kan jeg mærke hvordan det lille hoved kommer længere frem og derved bliver mere synligt. Men skønt gode presveer og at jeg pressede alt hvad jeg har i mig, har det lille hoved svært ved at komme ud. Jeg husker på nuværende tidspunkt ikke særlig meget i billeder, men mere ud fra lyde, da jeg det meste af tiden lå med lukkede øjne. I min døs af træthed, kan jeg høre, at jordemoderen gerne vil have lillemanden ud nu. Jordemoder Jonna beslutter sig for at klippe. Jordemoder Maiken spørger til bedøvelse, men det vælger Jonna ikke at bruge. Torben er noget forbavset og forbløffet. Under den efterfølgende presve bliver der klippet. Man kan tydeligt høre snittet blive lagt. Jeg ligger da heller ikke lydløst hen, men husker faktisk ikke hvor ondt det måtte have gjort. Husker blot en brændende og svigende fornemmelse. Husker faktisk heller ikke om dette var min sidste presve. Husker dog, hvordan hun sagde, et pres mere og så er din dreng ude. Først tænkte jeg på, hvordan det ellers er meget normalt for hovedet at komme ud først, hvor så der går lidt tid efterfølgende før end at kroppen kommer. Men da jeg hørte hendes ord, et pres mere, så pressede jeg alt hvad jeg kunne. Og efter blot små 27 min. med presveer nemlig kl. 22.22 kom lille Alexander til verdenen, hoved og krop blev født i samme presve. Kl. 22.30 fødes moderkagen spontant.
Man siger, at en kvinde først er i aktiv fødsel, når hun er 3-4 cm åben. Herefter tager det gennemsnitligt 15 timer for førstegangsfødende, før end baby kommer til verdenen. Kl. 21.00 var jeg blot 4 cm åben og Alexander er født kl. 22.22. På blot 1 time og 22 min er jeg gået fra 4 cm til at have født Alexander. Ifølge jordemoderen var jeg et naturtalent.
Nu åbner jeg øjnene. Jeg ser vores søn, som blot er få sekunder gammel. Han har navlesnoren let rundt om halsen. Jordemoderen fjerner den og han bliver lagt på mit bryst. Ved fødslen græder Alexander en lille smugle, hvorefter han bliver meget rolig. Jeg ser over på Torben, som står grædende ved siden af mig og kikker blidt på Alexander. Torben får æren af at klippe navlesnoren. Imens Torben og jeg nyder synet af vores nyfødte søn, ligger han med fuldt åbne øjne og betragter sine nye og noget uvante omgivelser. Han lægges efterfølgende til mit bryst og han sutter fint.
Alexander Peiner Ellingsgaard vejede ved fødslen 3760 gram og målte 54 cm. Han er intet mindre end perfekt og gud hvor er han dejlig. Han score 10/1 og 10/5 på apgar skalaen. Han er den skønneste og meste fantastiske lille dreng. Han er vores lille mirakel 
Fødslen har for os begge været en rigtig god oplevelse. For Torbens vedkommende blev alle skræk historier og vilde forestillinger manet til jorden. For mig personligt har det været en så fantastisk oplevelse, det mest fantastiske jeg hidtil har oplevet. I dagene efter fødslen har jeg nærmest været helt høj, når jeg tænkte på hele fødselsforløbet. En følelse af evig lykke og glæde kommer op i mig hver gang jeg fortæller venner og familie om dagen. Dagen hvor vores søn kom ind i vores liv.
