mariamiss6 skriver:
Ja så blev det den 4. December hvor jeg havde termin, og ud ville drengen lige på datoen.
Jeg vågnede klokken 05:00 om morgenen med den første ve, gik bagefter ned og tissede, og det show fortsatte så i ca. 2 timer. Altså jeg skulle tisse hver gang der havde været en ve.
Klokken ca. 07:00 blev jeg godt gal i skralden. Det var lykkedes mig at få vækket kæresten med mit hoppen rundt i sengen, og da han - vældig groggy - kom tilbage efter toiletbesøg, fik han besked på at han nok blev nødt til selv at stå op og køre Bastian i dagpleje. Han spurgte selvfølgelig "nåh hvorfor det?" og mit svar blev jo at jeg altså mente jeg havde veer, og at de allerede gorde godt ondt. Lige efter kom den næste ve, og jeg blev godt irriteret over ikke at kunne ligge fredeligt i sengen, og sagde så "det gider jeg kraft edeme ikke det her, så står jeg op". Som sagt så gjort.
Kenneth stod også op og valgte heldigvis at Bastian lige så godt kunne komme tidligt i dagpleje, når nu vi alligevel var vågne.
Mens Kenneth gav Bastian morgenmad og fik noget tøj på ham, gik jeg op til min far (som blev min nabo just 14 dage forinden), med besked om at jeg havde veer og han skulle gøre sig klar til at tage med Bastian og Kenneth til dagplejen, for han var jo nødt til at hente ham igen senere. Jeg regnede jo nok med at det her fødselshalløj lige ville tage nogle timer op ad eftermiddagen og aftenen. fik dog i den sidste ve, mens jeg var dér, sagt at jeg ikke mente det ville blive en midnatsforestilling.
Nåh videre over til min farmor (som er min genbo) og fortælle at jeg havde veer, og at hun skulle være hjemme efter 15:00 for der skulle hun passe Bastian (min far kunne kun hente). Mens jeg var der, i ca. 15-20 minutter, tog veerne godt til, og jeg kunne ikke sidde ned længere.
Jeg prøvede ellers stædigt at drikke en halv kop kaffe, men det blev ikke engang til en hel mundfuld, fordi der var veer hele tiden næsten.
Jeg blev lidt fugtig i trussen lige inden jeg gik hjem, og tænkte bare "pis også, nu går vandet her midt på gulvet". Jeg smuttede på toilettet, men det var det sidste af slimproppen, som jeg godt nok havde set lidt af aftenen før, da jeg gik i seng, men havde været i tvivl, og ikke rigtig taget notits af det i min vrede over at skulle gå babyløs i seng, dagen før min termin 
Gik hjem igen, og Bastian var klar til at køre, så det gjorde far, morfar, og Bastian lige. Mens alle drengene kørte i dagpleje gik jeg i bad, for det trængte jeg jo da bestemt til, og mens jeg stod dér havde jeg nærmest kun én lang ve.
Jeg kan huske jeg sæbede mit hår ind, med lynets hast og lidt besvær, mens en ve byggede sig op. Meningen var, at jeg så kunne vente veen ud, og bagefter skylle sæben ud af håret igen. Men jeg blev klogere, for dén ve ville bare IKKE slippe igen, og jeg endte med at stå med hænderne i håret i stort set koldt vand (30 liters vandvarmer) mens jeg sagde: "nej nej nej, åh nej, av av av, Kenneth kom nu hjem" og en hulens masse eder og forbandelser. Da jeg var færdig ville jeg lige sunde mig, inden jeg fik tøj på. Skulle jo lige have gået den ve af mig. Men så gik vandet sgu, lige mens jeg stod der i døren til toilettet. Det var nu meget heldigt for så blev det da ikke noget større svineri, da jeg kunne nå at træde henover toilettet med det meste. Kenneth var kommet ind ad døren lige som jeg trådte ud af badet, og nåede at se det. OG komme med en latterlig kommentar: "nåh der gik vandet altså" (ja spasser, som om jeg ikke kunne mærke det smæld á la en postelastik ved min livmoder, og en babys hovede der styrtede ned i mit bækken som en bedre bowlingkugle....)
Sagde til Kenneth at han så lige skulle ringe til fødegangen, for jeg skulle jo have liggende transport, når baby ikke stod fast (var ved JM dagen før)
Jordemoderen vurderede dog, at da der kun var kommet omkring 1 dl fostervand, måtte vi gerne køre selv, men fordi hun kunne høre mig pive baggrunden, næsten uden pause, og Bastians fødsel kun varede 2½ time efter ankomst, så skulle vi love at køre lige med det samme.
Så Kenneth hjalp mig i tøjet, og så smuttede vi mod bilen.
Jeg stod i hoveddøren, med endnu en ve under opbygning, og tænkte: "enten så bliver du her og venter på den er slut, eller også så løber du simpelthen ud mod bilen NU!" Jeg valgte at "løbe" (yeah right) mod bilen. Men lige som jeg kom ned af det sidste trin fortrød jeg mit valg, og vendte en omgang rundt om mig selv, i forsøg på at komme op ad trappen igen. Dette valg fortrød jeg dog også, fordi veen simpelthen bare LIGE pludselig satte sig, og jeg gik i stedet en stor runde om mig selv, ude på gårdspladsen 
Da jeg nåede ud til bilen var jeg godt overvældet af veer, og valgte at stå på knæene på forsædet, med ryggen mod kørselsretningen, hovedet ud over nakkestøtten, med en skål i hånden, fordi jeg synes jeg havde en smule kvalme, og simpelthen ikke kunne sidde ned. Det gjorde for ondt, og i øvrigt var det svært at samle benene
Da vi var næsten halvvejs fik jeg pressetrang, og kunne næsten ikke holde mig selv ud, men valgte ikke at sige det til Kenneth, for jeg synes måske han var presset nok i forvejen. Han skulle jo forsøge at få mig hurtigt på sygehuset midt i myldretiden gennem danmarks store knudepunkt (Kronprins Frederiks bro i Frederikssund, samt den store rundkørsel med udgang mod bla. Kbh og Hillerød) Det meste af vejen tænkte jeg ca. sådan her, hver gang der kom en ve: "åh nej av av, åh shit, NU siger jeg det til ham, NU må han køre ind til siden, nej vent lidt, kan du klare det? Ja det kan du måske godt, ikke sige det til ham endnu, du vil helst nå sygehuset - av av av av AV!" og så dalede veen igen til punktet "jeg kan klare 1! til"
Jeg blev smidt af ved hovedindgangen på sygehuset, og Kenneth kørte ud for at parkere bilen, igen er det jo stadig i den sene morgenmyldretid, så det tog altså lige et par minutter for ham at finde en plads. Og i mellemtiden var mine ret så kraftige presseveer, blevet dagens gode gerning for de gode samaritanere på sygehuset.
På et tidspunkt, mens Kenneth var væk med bilen, kom en ældre dame ud gennem svingdøren, her var endnu en presseve igang med at overtage min krop og mit sind, og jeg stod vidst og småpev, og kiggede rådvild efter Kenneth. Damen så det, og kom hen og spurgte om der var noget i vejen? Mit svar til hende var HRMPF mens jeg sank sp meget i knæene at jeg næsten satte mig på numsen bag skiltet. Damen blev smadder forskrækket og udbrød højt: "GUD! skal du FØDE!" jeg kunne simpelthen ikke andet end at svare: "JEPS!" fra mit skjul bag skiltet
Så da Kenneth kom løbende tilbage til mig, var jeg omgivet af diverse håndværkere, postbud, andre patienter, og receptionister med en kørestol som jeg bare ikke kunne få sat mig i.
Da jeg så Kenneth fik jeg fornyet mod og energi på selv at gøre noget, og jeg forlod, uden et ord til tak elle noget som helst, det hjælpende godtfolk ved skiltet, og styrede direkte mod Kenneth og døren IND til sygehuset. Fik lige sagt til Kenneth at jeg mente han var temmeligt meget på vej. Kenneths kloge svar til det var: "Nåh"
Ind ad døren med os, til foyeren hvor de i mellemtiden var kommet løbende med en seng i stedet. Jeg blev mødt af intet mindre end 4 mennesker - 2 portører, 1 der måske var sygeplejerske vis ENESTE funktion var at slæbe rundt på en fin indpakket fødselsførstehjælpskasseting, og så 1 der måske var sygeplejerske eller JM eller noget, og jeg fik fortalt at jeg var ret sikker på at han stod fremme (ikke ude) med hovedet. Hendes respons på det var "Ja, så må du altså lige skynde dig lidt op på sengen, for så har vi altså ikke tid til at vente på dig, og så skal du huske at gispe, ikke!!!" til det kunne jeg jo kun svare at jeg altså have lidt svært ved at skynde mig lige nu. Men hendes svar var: "Jamen det skal du, for vi har ikke tid til at vente på dig"
Nåh jamen godt så.....!?
Så mig op på sengen, hvor jeg så blev transporteret, stående på alle 4 gispende og pressende på livet løs, op til fødegangen, hvor de kørte mig direkte til fødestuen.
Skulle hilse at sige at det er IKKE fedt efter ca. 45 minutters presseveer med den almindelige tyngdekraft til hjælp, at køre op med elevator, mens man står der på alle 4....
Gispede i øvrigt kun gennem 1 ve, for jeg var lige ved at besvime, og faldt næsten ned ad sengen.... Så det droppede jeg stædigt
På fødestuen bad de mig kravle over på fødelejet, og igen som sagt så gjort, med lidt besvær og et barnehovede der kronede mellem benene på mig. Jordemoderen spurgte lige om jeg ville om på ryggen, og jeg svarede at det ville jeg helst ikke (kunne overhovedet ikke holde min krop ud længere, og var overbevist om at det ikke blev nemmere af at ligge på ryggen, hvor jeg slet ikke kunne bevæge mig).
Fik overstået den igangværende presseve, og sagde så til Jordemoderen om hun da ikke kunne undersøge mig mens jeg stod sådan (på alle 4), hun svarede at det ville hun da i hvert fald prøve, og jeg bad hende vente til den nystartede presseve var overstået. Da den presseve var slut bad jeg hende skynde sig inden den næste kunne nå at komme, og hun tjekkede mig og sagde "ja det er fint, du presser bare næste gang der kommer en ve"
Jeg fik så i den samme næste presseve fremstammet om jeg da var klar, og hun svarede "ja ja pres du bare", så det gjorde jeg da, med urkvindebrøl und alles til følge, og ca. 2-4 presseveer senere var Felix født. Jeg kunne sgu lige pludselig næsten ikke finde ud af at presse, efter at have holdt ham tilbage i de der ca. 45 minutter. Men til sidst blev jeg så arrig på hele situationen, at jeg inde i mit hovede råbte UUUUUUUUUUD! (og måske også en liiiiille smule i virkeligheden )'
Midt under alt det hersens halløj, mens jeg stod der på fødelejet, kom en sygeplejerske ind (morderen som i vil genkende længere nede ) og skulle død og pine tjekke hjertelyd på baby. Da stod Kenneth oppe ved mit hovede, men på grund af pladsmangel måtte han springe ned ved min numse mens sygeplejersken stod der. For mig så det dog - ud af øjenkrogen - ud som om han liiiiige skulle kigge ned til baby, og kom skræmt tilbage med et ansigtudtryk á la "SHIT MAND!" så jeg var tæt på at komme til at grine midt i en presseve - det er ikke så nemt at styre skulle jeg hilse at sige
Vi ankom på sygehuset (anslået) klokken 9:35 og Felix er født klokken 9:43 med en vægt på 3290g og 53 cm lang. Han fik fluks 10 i apgar score og var ganske fin lyserød lige med det samme.
Verdens skønneste og meget samarbejdsvillige jordemoder gav sig straks til at juble over at være sluppet SÅ nemt igennem dagens 2. fødsel. Jeg tænkte ligesom mit, og så måske liiidt skævt til hende, men smilede så, for hun var simpelthen så sprudlende glad 
Mens JM stod der og var ellevild over det hele nænnede jeg simpelthen ikke at afbryde hende, så moderkagen lod jeg lige så stile glide ud mens hun stod og ventede
Jeg skulle have en enkelt knude, og hun havde heldigvis læst min journal godt (er rigtig bange for at blive syet i) og hun spurgte MIG hvordan vi skulle klare dén sag. Jeg sagde til hende at hvis hun kunne love det lidokaingel (tryllecreme) ville have en vis virkning, så måtte hun gerne sy efter det havde fået lov at virke længe nok. Så hun lagde en ordentlig slat på, og lod det sidde ca. 15 minutter, og så blev jeg sgu smertefrit repareret.
til gengæld var det lidt af en oplevelse, da det gik op for mig at personalet troede jeg var bange for nåle generelt. Så da jeg blev spurgt om jeg ville have den der sprøjte i låret, og jeg sagde ja, trak sygeplejersken simpelthen en kæmpe sprøjte frem fra bag ryggen og huggede den i låret på mig og nærmest LØB ud af døren igen - i bedste scary movie stil hehe...
Det hele var virkelig overvældende, og det gik simpelthen så hurtigt, så jeg nåede næsten ikke at følge med, og var derfor først klar til at holde Felix lige inden jeg skulle syes. Der har han vel været 5-10 minutter gammel, men det var der heldigvis ikke nogen der så skævt til, man lod jo bare faren komme først til for en gangs skyld, og det er jo ikke dårligt synes jeg. Så kunne jeg ligge og kigge lidt på dem sammen, mens jeg forsøgte at få styr på mine helkropsrystelser, som sikkert var på grund af adrenalinen.
Alt i alt en overvældende men hurtig og nem fødsel. Og vi var hjemme igen ca. klokken 14:00 samme eftermiddag. Så endnu engang har jeg gjort mig selv til dagens vilde rygte på Hillerød sygehus.
Håber i kunne lide min fødselsberetning, jeg kan i hvert fald godt lide at fortælle den hehe....
Jeg har egentlig bare kopieret den jeg har skrevet under fødselsberetninger her inde. MEN jeghar altså tilføjet et par af de små sjove hændelser, som jo altså gør fortællingen om muligt ENDNU længere end den var før, men som altså bare er de ting jeg virkelig griner af idag
Fantastisk dejlig beretning. Tak for den! 
