Fødselsberetninger fra før Baby.dk

Ja, kan vi ikke få nogle FB'er fra jer, som ikke var på Baby.dk, da I fødte jeres barn/børn?

En FB behøver efter min mening ikke være højaktuel for at være interessant. Tværtimod. Alle fødsler er helt unikke, og egentlig kunne det også være interessant med nogle lidt ældre af slagsen, da der jo hele tiden ændres i metoder og praksis rundt omkring på fødeafdelingerne.

Så kom frisk med jeres historier! Om end hukommelsen bevirker, at de måske bliver lidt mindre detaljerede efter et stykke tid... 

I håbet om nogle interessante indlæg!

Kærlig hilsen

En FB-oman

Min mand og jeg har nu været sammen i snart 18 år, og stadig med stor kærlighed til hinanden. Vi mødte hinanden i en alder af blot 13 og 16 år, og har været smedet sammen siden. Dog har vi givet hinanden plads til at udvikles og leve ungdomslivet, bare med en fast kærlighedspartner at støtte sig til.

Vi besluttede i en ung alder, at starte vores egen lille familie.

Da jeg var 19 år blev jeg gravid med vores første lille “spire“.

Det var slet ikke til at fatte. Vi jublede og kunne slet ikke holde tæt. Så der gik ikke længe førend glæden og nyheden om graviditeten og forestående hjemmefødsel, blev delt af venner og familie.

Jeg var lige startet som rengøringsassistent i en vuggestue i de tidlige morgentimer, og havde ved siden af job i dagtimerne som pæd. Medhjælper.

Allerede da jeg var ca. 7 uger henne blev jeg overvældet af en frygtelig kvalme. Og brugte MEGET tiden med hovedet i toilettet. Det blev derfor svært at holde igen med nyheden om min graviditet, til mit nye arbejde.

I ca. uge 9 mærkede jeg pludselig en underlig fornemmelse i underlivet. - Og luskede fra aftensmad bordet ud på toilettet og chekkede mine trusser. De kunne berette om frisk blod. Jeg skyndte mig at ringe til vagtlægen, som kunne informerer om en nok kommende ufrivillig abort.

Helt slået ud kan jeg huske, hvordan jeg lå i sengen og afventede naturens gang, som han ( lægen ) så omsorgsfuldt kunne fortælle!

Heldigvis blev det ikke til mere end det, den aften. Jeg fik efterfølgende bekræftet hos lægen, at jeg stadig havde graviditetshormoner. Og efter en følgende scanning indvendig, kunne de også på Skejby bekræfte liv, og vise et lille blinkende hjerte.

De følgende uger bragte op og nedture.

Jeg pletbløder mange gange, og bliver ofte tjekket på Skejby. Hvor de hver gang kan sende os glade og beroliget hjem igen, alle gangene et scanningsbillede rigere!

Morgenen d. 21 august ( graviditets uge 23+ ) imens min mand, Kenny er på arbejde ( Han arbejder som bager ). Lægger jeg mig ind på sofaen iført badekåbe, efter et velfortjent bad. Jeg stryger nænsomt hånden over maven imens jeg synger for maven. Pludselig mærker jeg et lille smæld, og mærker en lille byge af vand imellem mine ben.

Jeg rejser mig straks og for bekræftet mine bange anelser. Jeg ringer straks til vagtlægen, der stik imod alle retningslinjer, beder mig komme ind til undersøgelse. Herefter ringer jeg til min mor, der bor 5 min. Væk. Hun kommer straks og er i syv sind. Hun holder fast i, at jeg burde lægge mig. Men jeg kan slet ikke forlige mig med den situation jeg står i, og tænker slet ikke rationelt!

Jeg for ringet til min mands arbejde, og får informeret ham om, hvad jeg tror der er sket. Og fortæller at min mor og jeg vil tage til vagtlægen og få det tjekket.

Da vi jo har haft MANGE besøg på svangre ambulatoriet, beslutter vi at han afventer svar fra mig.

Herefter overtaler jeg min mor til, at tage bussen ind til vagtlægen. Da vi har kørt i 5 min. og plukveerne er kraftige tænker jeg, at det ikke holder nogen steder. Jeg spørger til min mors mobil og finder kortet til akut svangre amb. I min pung og ringer op. Jeg for fat i en sygeplejerske i modtagelsen og får kort fortalt om situationen, da tlf. løber tør for batteri.

I mellemtiden er Kenny kommet hjem fra arbejde, og modtager kort efter en opringning fra ambulatoriet, om at de vil sende en ambulance. Kenny bliver noget forvirret og kan fortælle, at jeg ikke er hjemme, men på vej til vagtlægen.

Da vores bus ankommer til Skejby går vi op på akut modtagelsen, hvor de overflytter mig til fødeafd.

Da vi ankommer på fødestuen bliver jeg undersøgt, og de konstaterer tydelig vandafgang. De tænder for “ varmekassen”, og gør klar til fødsel, hvorefter min mor bryder sammen. Min kæreste og hans søster kommer fluks. Og vi bliver informeret om den dårlige prognose. Og kan dog trods den ekstreme risiko for at føde for tidligt, glæde os over, at der trods alt er okay med vand og liv hos baby.

De efterfølgende uger står på indlæggelse, ugentlig lungemodning og samtale med diverse læger, børnelæger og professor.

Jeg kommer hjem, men skal dog stadig ind til chek, og lungemodning.

Vi bliver informeret om, at de vil igangsætte mig i fulde uge 34 pga. risiko for infektionsfare hos mor og barn.

Vi får dog lov at trække den til uge 36, og har jo for længst vinket farvel til vores hjemmefødsel, der tidligt blev erstattet af et STORT ønske om et rask og velskabt barn !!

Da vi når uge 36 møder jeg op som aftalt om formiddagen på “min” stue på y4 Skejby. Min tilknyttede Professor kommer og tilser mig, og fortæller om hvordan forløbet optil selve fødslen vil foregå.

Jeg får lagt en stikpille op omkring kl. 10 og ligger i sengen og venter på

Veerne. Min søde sygeplejerske kommer flere gange og hører om der ikke bare er snerten af en ve. - hun er lige så spændt som os, på at se den lille blyp som hun kaldte den, efter hun var med til scanning.

Men der er intet der rører sig !!

Der bliver tilkaldt en læge, og jeg får endnu en pille lagt op ca. kl. 14. Denne gang giver det gevinst.

Kenny kommer ind efter arbejde og tiltrængt søvn. Vi jubler over veer og fniser sammen over, at det er nu. Her har vi gået længe, og holdt igen - håbet at den lille vil blive derinde, og frygtet al tegn på fødsel. Pludselig sidder vi og håber på tegn !!!

Jeg får lidt uro i kroppen, og får nu en trang til at være hjemme i det kendte indtil det nærmer sig.

Kl. 17.00 får vi lov til at tage hjem, men de kære sygeplejersker tager en grinende afsked til os, med en lumsk “ vi ses snart ”.

Da vi kommer hjem vandre jeg rundt i stuen, og er sikker på at der vil være en rende at finde dagen efter. Til sidst bliver det for voldsomt. Jeg prøver med et langt brusebad. Det har en skøn effekt, men uroen i kroppen tager mere og mere til. Veerne begynder ingen pause at have, og nu bliver det så voldsomt at vi allerede efter 1.5 time hjemme, må af sted igen.

Da vi kl.20 ankommer på y4 igen. Bliver vi indlogeret på et lille undersøgelsesrum, hvorefter en jordemoder kommer og henter os. Vi kommer op på fødegangen, og veerne vil stadig ingen ende tage. Pauserne lader vente på sig, og det tager hårdt på kræfterne ingen hvil at få imellem veerne. 45 min efter står jeg i brusebad på vores fødestue. Kommer ud af brusebadet.

Kl. 21.45 presser jordemodern på for at lægge saltvandspabler. De hjælper kort og svier ang. Masse, at få lagt. Jeg spørger efter at komme i badekar, jordemoderen er lidt skeptisk, og vil lige spørge den vagthavende læge. Som giver grøn lys. Hopper i badekaret og det har en rigtig god effekt !! Veerne klinger lidt af, men er stadig uden nogen pause.

Kl. 23.35 kommer jeg op af badekaret. Veerne tager til, og jeg er kun 1 finger åben. Det tager fuldstændig pusten fra mig. Mine veer sidder over skambenet, og murrer vanvittigt nu.

Kl. 0.30 beslutter jordemoderen at give mig noget afslappende, så vi kan få sovet. Vi sover på fødestuen begge 2. Kenny sover ret hurtigt, men han har jo også været på arbejde hele natten.

Kl. 04.45 kommer jordemoderen igen og tilser mig. Jeg fortæller at jeg har sovet lidt, men nyder at få hvilet. Vi får lov at hvile.

kl. 8.00 bliver vi serviceret med morgenmad…. Skønt!

Får taget temperatur, hjertelyd 12-12-13 og undersøgt… ingen veer… hmmm..

Jordemoderen informerer om muligheden for at få taget vandet.

Kl. 9.00 tager hun vandet, - klart blod tilblandet med fostervand. Hjertelyden 13-12-13 er stadig fin. Efter aftale med professoren skal vi afvente spontane veer 4. Timer, herefter vestimmuleres.

Herefter går vi rundt på stierne udenfor Skejby sygehus. Det sætter gang i lidt småveer.

Kl.11.15 lytter jordemoderen igen til baby. Fin hjertelyd 12-11-11-10.

Kl. 14.00 får kørt en CTG. Og får lagt ve-drop.

Kl. 15.00 vagtskifte. Vi får en rigtig sød jordemoder, - og en jordemoderstuderende, som vil være hos os igennem hele forløbet. - dejligt at vide !!

Kl. 16.00 får kørt CTG. Igen. Jeg har nu veer med 3 min. Interval, som varer ca. 1 min. Jeg beder om at komme i badekarret. - det er SKØNT med den varme tilsluttende følelse over lænd og over skambenet.

Kl. 17.00 Jeg arbejder fint med veerne i karret, og veerne varer nu 1.5 min. Stadig med 3 min. Interval. Jeg kan hører Kenny og jordemoderstuderende snakke svagt i baggrunden. Jeg har lagt mig med ørene under vandet, har en klud til maven, som bliver dyppet i det varme vand, når den trænger.

Kl.17.40 jordemoderstuderende tager hjertelyd på baby 10-12-10

Kl. 18.00 Jordemor kommer ind og vil gerne have mig undersøgt. Det kræver noget hjælp, at få den tunge krop op af karret, med veer og ve-dropstativ. Kenny hjælper til under den ene arm og jordemoderstuderende under den anden. Vi får bakset den store hvalkrop op på briksen. Jeg tager nogle STORE hiv i O2 masken, imens jeg bliver undersøgt. - 5 cm åben.

Kl. 18.30 min. Senere køres der endnu en CTG. Veerne kommer nu uregelmæssigt og ve-droppen øges.

Kl. 18.40 “hopper” jeg tungt og knap så elegant op i karret igen. Ve-dropen øges yderligere.

Kl. 19.00 er veerne igen regelmæssige 3 min. Interval og 1 min. Varrighed. Nu er jeg MEGET påvirket af smerten. Kan slet ikke arbejde med veerne, og kommer helt ud af rytmen i min gode vejrtrækning. Det summer og prikker i hovedet. Jeg får en lille papirspose får lige at få hyperventileringen til at aftage. Det hjælper straks !!

Jordemoderstuderende roser mig, og i en ve kigger jeg på hende ,med meget strenge øjne og hvæser “ Så gi mig for f….. det kejsersnit “ !! Det gør vanvittigt ondt over skambenet !!! Jeg lukke mig inde og prøver at arbejde med veerne, men tager hele tiden mig selv i at kigge på uret og tænke : Åååh nej nu kommer der en til !! Jeg får igen lagt 4 saltvandspabler over skambenet, men de hjælper INTET…

 

Kl. 19.15 føler jeg stor træng til at komme på toilet. Jordemoderen undersøger mig og kan fortælle, at jeg kun er 7 cm åben. Hun sætter vedroppet yderligere op til 120 ml. og lytter til baby.

Hjertelyden fortæller, at baby har det fint.

Kl. 19.25 Får jeg stor pressetrang. Jordemoderstuderende undersøger mig. Jeg er helt åben, og skal hurtig op af karret, da jeg grundet den tidlige vandafgang, IKKE må føde i karret.

Jeg kæmper mig op af karret, men får en kraftig presseve på vej op. - Kaster mig tilbage. Kenny griber ud efter mig, og får fat lige under barmen i et fast greb. Jeg kæmper presseveen ( uden at presse ) færdig, og er klar til at komme ind på briksen. Kenny tager vestativet og lader mig støtte mig op ad hans skuldre, til vi når briksen.

Kl. 19.30 Presser jeg halvtsiddende på briksen med jordemoderstuderendes hånd på min mave.

Kl.19.35 dykker baby`s hjertelyd til 6-5-7. Jeg tager nogle hiv i iltmasken, lader op og venter på næste presseve. Jordemoder tilkalder børnelægen, som efter aftale skulle være til stede ved fødslen.

Kl. 19.38 fødes den yndigste lille, noget blå dreng med navlestrengen løst rundt om halsen. Jeg får ham op med det samme, men beder børnelægen kigge på ham, da han ser noget blå og livløs ud. De forsikre mig at ALT er fint!! Jeg kigger på vores lille dreng. Han er SÅ smuk og fin !!

p.g.a hurtigt forløb får jeg indsprøjtning, så moderkagen kan løsne sig.

Vores lille dreng - Victor bliver undersøgt, målt og vejet. Han får agar 10/1 10/5 10/10, og viser tydeligt at navnet er velfortjent. ( Victor = Sejr ) 2750 g. og 47 cm fin dreng.

Kl. 19.50 føder jeg moderkagen. Jeg er bristet en lille smule, og skal derfor have et sting.

Min puls bliver målt 110/70, og mit samlede blodtab skønnes til 250 ml. Så alt i den skønneste orden J !!

Kl. 20.50 taler jordemoderen med barnelægen, da baby Victor`s ph på 7.18. De mener, at det skyldes hans “graviditetsalder”. Jeg får lov at lægge ham til brystet. Han sutter fint.

Jeg får tisset af, og Kenny får lov at ringe til familien og venner, og overbringe den helt fantastiske nyhed !!

super sød ide. vil da gerne kvittere med en lidt anderledes beretning:

Elians fødsel startede med at vandet begyndte at sive omkring midnat. jeg ringede til barnepigerne og så tog vi roligt på fg. der mente de dog ikke at det var vandet, selv om de ku se der var vådt da jeg rejste mig efter undersøgelse.

jeg plejer at ha meget lange fødsler, så vi tog hjem igen. vel hjemme havde vi god tid, jeg synes godt nok at veerne smertede ret godt, men mente at jeg måske var blevet lidt pylret.

efter et par timer med veer begyndte jeg at kaste op, jeg fik diare, og min krop rystede. jeg ringer til min mor, som ber mig drikke noget. mælk, cola eller lign. det virker ikke og mine smerter tager til.

jeg ringer til fg da jeg er blever lovet en epidural. men da jeg kun har haft veer i få timer, ber hun mig slappe af, selv om jeg gerne måtte komme derind.

jeg går lige på toilet inden vi kører, og da jeg tører mig opdager jeg pludselig blod på papiret (har aldrig før oplevet det under en fødsel) samtidig synes jeg at der kommer svag pressetrang.

jeg ber faderen ringe igen, og nu ber fg os om at komme med det samme. mine veer bider da rigtigt godt, og jeg har tydelig pressetrang, men min krop er i fornægtelse, og jeg tror simpelthen at jeg er ved at dø (ikke føde)

vel inde på fg har de god tid, men da jeg pludselig igen får pressetrang går en sygehjælper i panik og begynder at skælde mig ud ("du må ikke stå ved vasken og føde") hmm... jm undersøger mig, siger "ja, du er klar til at føde" min respons "er jeg 10cm åben???" og ja, først der går det op for mig at denne baby vist er noget hurtigere end sine søskende. 

2 presse veer og ude er han, mit lille mirakel. kun godt 6 timer undervejs.

tak til ts for at give os denne super mulighed for at genopleve en fødsel

mamalicious skriver:

Min mand og jeg har nu været sammen i snart 18 år, og stadig med stor kærlighed til hinanden. Vi mødte hinanden i en alder af blot 13 og 16 år, og har været smedet sammen siden. Dog har vi givet hinanden plads til at udvikles og leve ungdomslivet, bare med en fast kærlighedspartner at støtte sig til.

Vi besluttede i en ung alder, at starte vores egen lille familie.

Da jeg var 19 år blev jeg gravid med vores første lille “spire“.

Det var slet ikke til at fatte. Vi jublede og kunne slet ikke holde tæt. Så der gik ikke længe førend glæden og nyheden om graviditeten og forestående hjemmefødsel, blev delt af venner og familie.

Jeg var lige startet som rengøringsassistent i en vuggestue i de tidlige morgentimer, og havde ved siden af job i dagtimerne som pæd. Medhjælper.

Allerede da jeg var ca. 7 uger henne blev jeg overvældet af en frygtelig kvalme. Og brugte MEGET tiden med hovedet i toilettet. Det blev derfor svært at holde igen med nyheden om min graviditet, til mit nye arbejde.

I ca. uge 9 mærkede jeg pludselig en underlig fornemmelse i underlivet. - Og luskede fra aftensmad bordet ud på toilettet og chekkede mine trusser. De kunne berette om frisk blod. Jeg skyndte mig at ringe til vagtlægen, som kunne informerer om en nok kommende ufrivillig abort.

Helt slået ud kan jeg huske, hvordan jeg lå i sengen og afventede naturens gang, som han ( lægen ) så omsorgsfuldt kunne fortælle!

Heldigvis blev det ikke til mere end det, den aften. Jeg fik efterfølgende bekræftet hos lægen, at jeg stadig havde graviditetshormoner. Og efter en følgende scanning indvendig, kunne de også på Skejby bekræfte liv, og vise et lille blinkende hjerte.

De følgende uger bragte op og nedture.

Jeg pletbløder mange gange, og bliver ofte tjekket på Skejby. Hvor de hver gang kan sende os glade og beroliget hjem igen, alle gangene et scanningsbillede rigere!

Morgenen d. 21 august ( graviditets uge 23+ ) imens min mand, Kenny er på arbejde ( Han arbejder som bager ). Lægger jeg mig ind på sofaen iført badekåbe, efter et velfortjent bad. Jeg stryger nænsomt hånden over maven imens jeg synger for maven. Pludselig mærker jeg et lille smæld, og mærker en lille byge af vand imellem mine ben.

Jeg rejser mig straks og for bekræftet mine bange anelser. Jeg ringer straks til vagtlægen, der stik imod alle retningslinjer, beder mig komme ind til undersøgelse. Herefter ringer jeg til min mor, der bor 5 min. Væk. Hun kommer straks og er i syv sind. Hun holder fast i, at jeg burde lægge mig. Men jeg kan slet ikke forlige mig med den situation jeg står i, og tænker slet ikke rationelt!

Jeg for ringet til min mands arbejde, og får informeret ham om, hvad jeg tror der er sket. Og fortæller at min mor og jeg vil tage til vagtlægen og få det tjekket.

Da vi jo har haft MANGE besøg på svangre ambulatoriet, beslutter vi at han afventer svar fra mig.

Herefter overtaler jeg min mor til, at tage bussen ind til vagtlægen. Da vi har kørt i 5 min. og plukveerne er kraftige tænker jeg, at det ikke holder nogen steder. Jeg spørger til min mors mobil og finder kortet til akut svangre amb. I min pung og ringer op. Jeg for fat i en sygeplejerske i modtagelsen og får kort fortalt om situationen, da tlf. løber tør for batteri.

I mellemtiden er Kenny kommet hjem fra arbejde, og modtager kort efter en opringning fra ambulatoriet, om at de vil sende en ambulance. Kenny bliver noget forvirret og kan fortælle, at jeg ikke er hjemme, men på vej til vagtlægen.

Da vores bus ankommer til Skejby går vi op på akut modtagelsen, hvor de overflytter mig til fødeafd.

Da vi ankommer på fødestuen bliver jeg undersøgt, og de konstaterer tydelig vandafgang. De tænder for “ varmekassen”, og gør klar til fødsel, hvorefter min mor bryder sammen. Min kæreste og hans søster kommer fluks. Og vi bliver informeret om den dårlige prognose. Og kan dog trods den ekstreme risiko for at føde for tidligt, glæde os over, at der trods alt er okay med vand og liv hos baby.

De efterfølgende uger står på indlæggelse, ugentlig lungemodning og samtale med diverse læger, børnelæger og professor.

Jeg kommer hjem, men skal dog stadig ind til chek, og lungemodning.

Vi bliver informeret om, at de vil igangsætte mig i fulde uge 34 pga. risiko for infektionsfare hos mor og barn.

Vi får dog lov at trække den til uge 36, og har jo for længst vinket farvel til vores hjemmefødsel, der tidligt blev erstattet af et STORT ønske om et rask og velskabt barn !!

Da vi når uge 36 møder jeg op som aftalt om formiddagen på “min” stue på y4 Skejby. Min tilknyttede Professor kommer og tilser mig, og fortæller om hvordan forløbet optil selve fødslen vil foregå.

Jeg får lagt en stikpille op omkring kl. 10 og ligger i sengen og venter på

Veerne. Min søde sygeplejerske kommer flere gange og hører om der ikke bare er snerten af en ve. - hun er lige så spændt som os, på at se den lille blyp som hun kaldte den, efter hun var med til scanning.

Men der er intet der rører sig !!

Der bliver tilkaldt en læge, og jeg får endnu en pille lagt op ca. kl. 14. Denne gang giver det gevinst.

Kenny kommer ind efter arbejde og tiltrængt søvn. Vi jubler over veer og fniser sammen over, at det er nu. Her har vi gået længe, og holdt igen - håbet at den lille vil blive derinde, og frygtet al tegn på fødsel. Pludselig sidder vi og håber på tegn !!!

Jeg får lidt uro i kroppen, og får nu en trang til at være hjemme i det kendte indtil det nærmer sig.

Kl. 17.00 får vi lov til at tage hjem, men de kære sygeplejersker tager en grinende afsked til os, med en lumsk “ vi ses snart ”.

Da vi kommer hjem vandre jeg rundt i stuen, og er sikker på at der vil være en rende at finde dagen efter. Til sidst bliver det for voldsomt. Jeg prøver med et langt brusebad. Det har en skøn effekt, men uroen i kroppen tager mere og mere til. Veerne begynder ingen pause at have, og nu bliver det så voldsomt at vi allerede efter 1.5 time hjemme, må af sted igen.

Da vi kl.20 ankommer på y4 igen. Bliver vi indlogeret på et lille undersøgelsesrum, hvorefter en jordemoder kommer og henter os. Vi kommer op på fødegangen, og veerne vil stadig ingen ende tage. Pauserne lader vente på sig, og det tager hårdt på kræfterne ingen hvil at få imellem veerne. 45 min efter står jeg i brusebad på vores fødestue. Kommer ud af brusebadet.

Kl. 21.45 presser jordemodern på for at lægge saltvandspabler. De hjælper kort og svier ang. Masse, at få lagt. Jeg spørger efter at komme i badekar, jordemoderen er lidt skeptisk, og vil lige spørge den vagthavende læge. Som giver grøn lys. Hopper i badekaret og det har en rigtig god effekt !! Veerne klinger lidt af, men er stadig uden nogen pause.

Kl. 23.35 kommer jeg op af badekaret. Veerne tager til, og jeg er kun 1 finger åben. Det tager fuldstændig pusten fra mig. Mine veer sidder over skambenet, og murrer vanvittigt nu.

Kl. 0.30 beslutter jordemoderen at give mig noget afslappende, så vi kan få sovet. Vi sover på fødestuen begge 2. Kenny sover ret hurtigt, men han har jo også været på arbejde hele natten.

Kl. 04.45 kommer jordemoderen igen og tilser mig. Jeg fortæller at jeg har sovet lidt, men nyder at få hvilet. Vi får lov at hvile.

kl. 8.00 bliver vi serviceret med morgenmad…. Skønt!

Får taget temperatur, hjertelyd 12-12-13 og undersøgt… ingen veer… hmmm..

Jordemoderen informerer om muligheden for at få taget vandet.

Kl. 9.00 tager hun vandet, - klart blod tilblandet med fostervand. Hjertelyden 13-12-13 er stadig fin. Efter aftale med professoren skal vi afvente spontane veer 4. Timer, herefter vestimmuleres.

Herefter går vi rundt på stierne udenfor Skejby sygehus. Det sætter gang i lidt småveer.

Kl.11.15 lytter jordemoderen igen til baby. Fin hjertelyd 12-11-11-10.

Kl. 14.00 får kørt en CTG. Og får lagt ve-drop.

Kl. 15.00 vagtskifte. Vi får en rigtig sød jordemoder, - og en jordemoderstuderende, som vil være hos os igennem hele forløbet. - dejligt at vide !!

Kl. 16.00 får kørt CTG. Igen. Jeg har nu veer med 3 min. Interval, som varer ca. 1 min. Jeg beder om at komme i badekarret. - det er SKØNT med den varme tilsluttende følelse over lænd og over skambenet.

Kl. 17.00 Jeg arbejder fint med veerne i karret, og veerne varer nu 1.5 min. Stadig med 3 min. Interval. Jeg kan hører Kenny og jordemoderstuderende snakke svagt i baggrunden. Jeg har lagt mig med ørene under vandet, har en klud til maven, som bliver dyppet i det varme vand, når den trænger.

Kl.17.40 jordemoderstuderende tager hjertelyd på baby 10-12-10

Kl. 18.00 Jordemor kommer ind og vil gerne have mig undersøgt. Det kræver noget hjælp, at få den tunge krop op af karret, med veer og ve-dropstativ. Kenny hjælper til under den ene arm og jordemoderstuderende under den anden. Vi får bakset den store hvalkrop op på briksen. Jeg tager nogle STORE hiv i O2 masken, imens jeg bliver undersøgt. - 5 cm åben.

Kl. 18.30 min. Senere køres der endnu en CTG. Veerne kommer nu uregelmæssigt og ve-droppen øges.

Kl. 18.40 “hopper” jeg tungt og knap så elegant op i karret igen. Ve-dropen øges yderligere.

Kl. 19.00 er veerne igen regelmæssige 3 min. Interval og 1 min. Varrighed. Nu er jeg MEGET påvirket af smerten. Kan slet ikke arbejde med veerne, og kommer helt ud af rytmen i min gode vejrtrækning. Det summer og prikker i hovedet. Jeg får en lille papirspose får lige at få hyperventileringen til at aftage. Det hjælper straks !!

Jordemoderstuderende roser mig, og i en ve kigger jeg på hende ,med meget strenge øjne og hvæser “ Så gi mig for f….. det kejsersnit “ !! Det gør vanvittigt ondt over skambenet !!! Jeg lukke mig inde og prøver at arbejde med veerne, men tager hele tiden mig selv i at kigge på uret og tænke : Åååh nej nu kommer der en til !! Jeg får igen lagt 4 saltvandspabler over skambenet, men de hjælper INTET…

 

Kl. 19.15 føler jeg stor træng til at komme på toilet. Jordemoderen undersøger mig og kan fortælle, at jeg kun er 7 cm åben. Hun sætter vedroppet yderligere op til 120 ml. og lytter til baby.

Hjertelyden fortæller, at baby har det fint.

Kl. 19.25 Får jeg stor pressetrang. Jordemoderstuderende undersøger mig. Jeg er helt åben, og skal hurtig op af karret, da jeg grundet den tidlige vandafgang, IKKE må føde i karret.

Jeg kæmper mig op af karret, men får en kraftig presseve på vej op. - Kaster mig tilbage. Kenny griber ud efter mig, og får fat lige under barmen i et fast greb. Jeg kæmper presseveen ( uden at presse ) færdig, og er klar til at komme ind på briksen. Kenny tager vestativet og lader mig støtte mig op ad hans skuldre, til vi når briksen.

Kl. 19.30 Presser jeg halvtsiddende på briksen med jordemoderstuderendes hånd på min mave.

Kl.19.35 dykker baby`s hjertelyd til 6-5-7. Jeg tager nogle hiv i iltmasken, lader op og venter på næste presseve. Jordemoder tilkalder børnelægen, som efter aftale skulle være til stede ved fødslen.

Kl. 19.38 fødes den yndigste lille, noget blå dreng med navlestrengen løst rundt om halsen. Jeg får ham op med det samme, men beder børnelægen kigge på ham, da han ser noget blå og livløs ud. De forsikre mig at ALT er fint!! Jeg kigger på vores lille dreng. Han er SÅ smuk og fin !!

p.g.a hurtigt forløb får jeg indsprøjtning, så moderkagen kan løsne sig.

Vores lille dreng - Victor bliver undersøgt, målt og vejet. Han får agar 10/1 10/5 10/10, og viser tydeligt at navnet er velfortjent. ( Victor = Sejr ) 2750 g. og 47 cm fin dreng.

Kl. 19.50 føder jeg moderkagen. Jeg er bristet en lille smule, og skal derfor have et sting.

Min puls bliver målt 110/70, og mit samlede blodtab skønnes til 250 ml. Så alt i den skønneste orden J !!

Kl. 20.50 taler jordemoderen med barnelægen, da baby Victor`s ph på 7.18. De mener, at det skyldes hans “graviditetsalder”. Jeg får lov at lægge ham til brystet. Han sutter fint.

Jeg får tisset af, og Kenny får lov at ringe til familien og venner, og overbringe den helt fantastiske nyhed !!

 

Wow for en beretning! Tak, for du delte den med os!

Victor er jo en sand fighter, - og det er hans mor vidst også. Godt, at alt endte lykkeligt. 

nutche skriver:

super sød ide. vil da gerne kvittere med en lidt anderledes beretning:

Elians fødsel startede med at vandet begyndte at sive omkring midnat. jeg ringede til barnepigerne og så tog vi roligt på fg. der mente de dog ikke at det var vandet, selv om de ku se der var vådt da jeg rejste mig efter undersøgelse.

jeg plejer at ha meget lange fødsler, så vi tog hjem igen. vel hjemme havde vi god tid, jeg synes godt nok at veerne smertede ret godt, men mente at jeg måske var blevet lidt pylret.

efter et par timer med veer begyndte jeg at kaste op, jeg fik diare, og min krop rystede. jeg ringer til min mor, som ber mig drikke noget. mælk, cola eller lign. det virker ikke og mine smerter tager til.

jeg ringer til fg da jeg er blever lovet en epidural. men da jeg kun har haft veer i få timer, ber hun mig slappe af, selv om jeg gerne måtte komme derind.

jeg går lige på toilet inden vi kører, og da jeg tører mig opdager jeg pludselig blod på papiret (har aldrig før oplevet det under en fødsel) samtidig synes jeg at der kommer svag pressetrang.

jeg ber faderen ringe igen, og nu ber fg os om at komme med det samme. mine veer bider da rigtigt godt, og jeg har tydelig pressetrang, men min krop er i fornægtelse, og jeg tror simpelthen at jeg er ved at dø (ikke føde)

vel inde på fg har de god tid, men da jeg pludselig igen får pressetrang går en sygehjælper i panik og begynder at skælde mig ud ("du må ikke stå ved vasken og føde") hmm... jm undersøger mig, siger "ja, du er klar til at føde" min respons "er jeg 10cm åben???" og ja, først der går det op for mig at denne baby vist er noget hurtigere end sine søskende. 

2 presse veer og ude er han, mit lille mirakel. kun godt 6 timer undervejs.

tak til ts for at give os denne super mulighed for at genopleve en fødsel

Wow, og jm havde jo ret - man må ikke stå ved vasken og føde! 

Tak for dejlig beretning!

Ja så blev det den 4. December hvor jeg havde termin, og ud ville drengen lige på datoen.

Jeg vågnede klokken 05:00 om morgenen med den første ve, gik bagefter ned og tissede, og det show fortsatte så i ca. 2 timer. Altså jeg skulle tisse hver gang der havde været en ve.

Klokken ca. 07:00 blev jeg godt gal i skralden. Det var lykkedes mig at få vækket kæresten med mit hoppen rundt i sengen, og da han - vældig groggy - kom tilbage efter toiletbesøg, fik han besked på at han nok blev nødt til selv at stå op og køre Bastian i dagpleje. Han spurgte selvfølgelig "nåh hvorfor det?" og mit svar blev jo at jeg altså mente jeg havde veer, og at de allerede gorde godt ondt. Lige efter kom den næste ve, og jeg blev godt irriteret over ikke at kunne ligge fredeligt i sengen, og sagde så "det gider jeg kraft edeme ikke det her, så står jeg op". Som sagt så gjort.

Kenneth stod også op og valgte heldigvis at Bastian lige så godt kunne komme tidligt i dagpleje, når nu vi alligevel var vågne.
Mens Kenneth gav Bastian morgenmad og fik noget tøj på ham, gik jeg op til min far (som blev min nabo just 14 dage forinden), med besked om at jeg havde veer og han skulle gøre sig klar til at tage med Bastian og Kenneth til dagplejen, for han var jo nødt til at hente ham igen senere. Jeg regnede jo nok med at det her fødselshalløj lige ville tage nogle timer op ad eftermiddagen og aftenen. fik dog i den sidste ve, mens jeg var dér, sagt at jeg ikke mente det ville blive en midnatsforestilling.
Nåh videre over til min farmor (som er min genbo) og fortælle at jeg havde veer, og at hun skulle være hjemme efter 15:00 for der skulle hun passe Bastian (min far kunne kun hente). Mens jeg var der, i ca. 15-20 minutter, tog veerne godt til, og jeg kunne ikke sidde ned længere.
Jeg prøvede ellers stædigt at drikke en halv kop kaffe, men det blev ikke engang til en hel mundfuld, fordi der var veer hele tiden næsten.
Jeg blev lidt fugtig i trussen lige inden jeg gik hjem, og tænkte bare "pis også, nu går vandet her midt på gulvet". Jeg smuttede på toilettet, men det var det sidste af slimproppen, som jeg godt nok havde set lidt af aftenen før, da jeg gik i seng, men havde været i tvivl, og ikke rigtig taget notits af det i min vrede over at skulle gå babyløs i seng, dagen før min termin

Gik hjem igen, og Bastian var klar til at køre, så det gjorde far, morfar, og Bastian lige. Mens alle drengene kørte i dagpleje gik jeg i bad, for det trængte jeg jo da bestemt til, og mens jeg stod dér havde jeg nærmest kun én lang ve.
Jeg kan huske jeg sæbede mit hår ind, med lynets hast og lidt besvær, mens en ve byggede sig op. Meningen var, at jeg så kunne vente veen ud, og bagefter skylle sæben ud af håret igen. Men jeg blev klogere, for dén ve ville bare IKKE slippe igen, og jeg endte med at stå med hænderne i håret i stort set koldt vand (30 liters vandvarmer) mens jeg sagde: "nej nej nej, åh nej, av av av, Kenneth kom nu hjem" og en hulens masse eder og forbandelser. Da jeg var færdig ville jeg lige sunde mig, inden jeg fik tøj på. Skulle jo lige have gået den ve af mig. Men så gik vandet sgu, lige mens jeg stod der i døren til toilettet. Det var nu meget heldigt for så blev det da ikke noget større svineri, da jeg kunne nå at træde henover toilettet med det meste. Kenneth var kommet ind ad døren lige som jeg trådte ud af badet, og nåede at se det. OG komme med en latterlig kommentar: "nåh der gik vandet altså" (ja spasser, som om jeg ikke kunne mærke det smæld á la en postelastik ved min livmoder, og en babys hovede der styrtede ned i mit bækken som en bedre bowlingkugle....)
Sagde til Kenneth at han så lige skulle ringe til fødegangen, for jeg skulle jo have liggende transport, når baby ikke stod fast (var ved JM dagen før)
Jordemoderen vurderede dog, at da der kun var kommet omkring 1 dl fostervand, måtte vi gerne køre selv, men fordi hun kunne høre mig pive baggrunden, næsten uden pause, og Bastians fødsel kun varede 2½ time efter ankomst, så skulle vi love at køre lige med det samme.
Så Kenneth hjalp mig i tøjet, og så smuttede vi mod bilen.

Jeg stod i hoveddøren, med endnu en ve under opbygning, og tænkte: "enten så bliver du her og venter på den er slut, eller også så løber du simpelthen ud mod bilen NU!" Jeg valgte at "løbe" (yeah right) mod bilen. Men lige som jeg kom ned af det sidste trin fortrød jeg mit valg, og vendte en omgang rundt om mig selv, i forsøg på at komme op ad trappen igen. Dette valg fortrød jeg dog også, fordi veen simpelthen bare LIGE pludselig satte sig, og jeg gik i stedet en stor runde om mig selv, ude på gårdspladsen

Da jeg nåede ud til bilen var jeg godt overvældet af veer, og valgte at stå på knæene på forsædet, med ryggen mod kørselsretningen, hovedet ud over nakkestøtten, med en skål i hånden, fordi jeg synes jeg havde en smule kvalme, og simpelthen ikke kunne sidde ned. Det gjorde for ondt, og i øvrigt var det svært at samle benene
Da vi var næsten halvvejs fik jeg pressetrang, og kunne næsten ikke holde mig selv ud, men valgte ikke at sige det til Kenneth, for jeg synes måske han var presset nok i forvejen. Han skulle jo forsøge at få mig hurtigt på sygehuset midt i myldretiden gennem danmarks store knudepunkt (Kronprins Frederiks bro i Frederikssund, samt den store rundkørsel med udgang mod bla. Kbh og Hillerød) Det meste af vejen tænkte jeg ca. sådan her, hver gang der kom en ve: "åh nej av av, åh shit, NU siger jeg det til ham, NU må han køre ind til siden, nej vent lidt, kan du klare det? Ja det kan du måske godt, ikke sige det til ham endnu, du vil helst nå sygehuset - av av av av AV!" og så dalede veen igen til punktet "jeg kan klare 1! til"

Jeg blev smidt af ved hovedindgangen på sygehuset, og Kenneth kørte ud for at parkere bilen, igen er det jo stadig i den sene morgenmyldretid, så det tog altså lige et par minutter for ham at finde en plads. Og i mellemtiden var mine ret så kraftige presseveer, blevet dagens gode gerning for de gode samaritanere på sygehuset.
På et tidspunkt, mens Kenneth var væk med bilen, kom en ældre dame ud gennem svingdøren, her var endnu en presseve igang med at overtage min krop og mit sind, og jeg stod vidst og småpev, og kiggede rådvild efter Kenneth. Damen så det, og kom hen og spurgte om der var noget i vejen? Mit svar til hende var HRMPF mens jeg sank sp meget i knæene at jeg næsten satte mig på numsen bag skiltet. Damen blev smadder forskrækket og udbrød højt: "GUD! skal du FØDE!" jeg kunne simpelthen ikke andet end at svare: "JEPS!" fra mit skjul bag skiltet
Så da Kenneth kom løbende tilbage til mig, var jeg omgivet af diverse håndværkere, postbud, andre patienter, og receptionister med en kørestol som jeg bare ikke kunne få sat mig i.
Da jeg så Kenneth fik jeg fornyet mod og energi på selv at gøre noget, og jeg forlod, uden et ord til tak elle noget som helst, det hjælpende godtfolk ved skiltet, og styrede direkte mod Kenneth og døren IND til sygehuset. Fik lige sagt til Kenneth at jeg mente han var temmeligt meget på vej. Kenneths kloge svar til det var: "Nåh"

Ind ad døren med os, til foyeren hvor de i mellemtiden var kommet løbende med en seng i stedet. Jeg blev mødt af intet mindre end 4 mennesker - 2 portører, 1 der måske var sygeplejerske vis ENESTE funktion var at slæbe rundt på en fin indpakket fødselsførstehjælpskasseting, og så 1 der måske var sygeplejerske eller JM eller noget, og jeg fik fortalt at jeg var ret sikker på at han stod fremme (ikke ude) med hovedet. Hendes respons på det var "Ja, så må du altså lige skynde dig lidt op på sengen, for så har vi altså ikke tid til at vente på dig, og så skal du huske at gispe, ikke!!!" til det kunne jeg jo kun svare at jeg altså have lidt svært ved at skynde mig lige nu. Men hendes svar var: "Jamen det skal du, for vi har ikke tid til at vente på dig"

Nåh jamen godt så.....!?

Så mig op på sengen, hvor jeg så blev transporteret, stående på alle 4 gispende og pressende på livet løs, op til fødegangen, hvor de kørte mig direkte til fødestuen.
Skulle hilse at sige at det er IKKE fedt efter ca. 45 minutters presseveer med den almindelige tyngdekraft til hjælp, at køre op med elevator, mens man står der på alle 4....
Gispede i øvrigt kun gennem 1 ve, for jeg var lige ved at besvime, og faldt næsten ned ad sengen.... Så det droppede jeg stædigt

På fødestuen bad de mig kravle over på fødelejet, og igen som sagt så gjort, med lidt besvær og et barnehovede der kronede mellem benene på mig. Jordemoderen spurgte lige om jeg ville om på ryggen, og jeg svarede at det ville jeg helst ikke (kunne overhovedet ikke holde min krop ud længere, og var overbevist om at det ikke blev nemmere af at ligge på ryggen, hvor jeg slet ikke kunne bevæge mig).
Fik overstået den igangværende presseve, og sagde så til Jordemoderen om hun da ikke kunne undersøge mig mens jeg stod sådan (på alle 4), hun svarede at det ville hun da i hvert fald prøve, og jeg bad hende vente til den nystartede presseve var overstået. Da den presseve var slut bad jeg hende skynde sig inden den næste kunne nå at komme, og hun tjekkede mig og sagde "ja det er fint, du presser bare næste gang der kommer en ve"
Jeg fik så i den samme næste presseve fremstammet om jeg da var klar, og hun svarede "ja ja pres du bare", så det gjorde jeg da, med urkvindebrøl und alles til følge, og ca. 2-4 presseveer senere var Felix født. Jeg kunne sgu lige pludselig næsten ikke finde ud af at presse, efter at have holdt ham tilbage i de der ca. 45 minutter. Men til sidst blev jeg så arrig på hele situationen, at jeg inde i mit hovede råbte UUUUUUUUUUD! (og måske også en liiiiille smule i virkeligheden )'

Midt under alt det hersens halløj, mens jeg stod der på fødelejet, kom en sygeplejerske ind (morderen som i vil genkende længere nede ) og skulle død og pine tjekke hjertelyd på baby. Da stod Kenneth oppe ved mit hovede, men på grund af pladsmangel måtte han springe ned ved min numse mens sygeplejersken stod der. For mig så det dog - ud af øjenkrogen - ud som om han liiiiige skulle kigge ned til baby, og kom skræmt tilbage med et ansigtudtryk á la "SHIT MAND!" så jeg var tæt på at komme til at grine midt i en presseve - det er ikke så nemt at styre skulle jeg hilse at sige

Vi ankom på sygehuset (anslået) klokken 9:35 og Felix er født klokken 9:43 med en vægt på 3290g og 53 cm lang. Han fik fluks 10 i apgar score og var ganske fin lyserød lige med det samme.

Verdens skønneste og meget samarbejdsvillige jordemoder gav sig straks til at juble over at være sluppet SÅ nemt igennem dagens 2. fødsel. Jeg tænkte ligesom mit, og så måske liiidt skævt til hende, men smilede så, for hun var simpelthen så sprudlende glad
Mens JM stod der og var ellevild over det hele nænnede jeg simpelthen ikke at afbryde hende, så moderkagen lod jeg lige så stile glide ud mens hun stod og ventede

Jeg skulle have en enkelt knude, og hun havde heldigvis læst min journal godt (er rigtig bange for at blive syet i) og hun spurgte MIG hvordan vi skulle klare dén sag. Jeg sagde til hende at hvis hun kunne love det lidokaingel (tryllecreme) ville have en vis virkning, så måtte hun gerne sy efter det havde fået lov at virke længe nok. Så hun lagde en ordentlig slat på, og lod det sidde ca. 15 minutter, og så blev jeg sgu smertefrit repareret.
til gengæld var det lidt af en oplevelse, da det gik op for mig at personalet troede jeg var bange for nåle generelt. Så da jeg blev spurgt om jeg ville have den der sprøjte i låret, og jeg sagde ja, trak sygeplejersken simpelthen en kæmpe sprøjte frem fra bag ryggen og huggede den i låret på mig og nærmest LØB ud af døren igen - i bedste scary movie stil hehe...

Det hele var virkelig overvældende, og det gik simpelthen så hurtigt, så jeg nåede næsten ikke at følge med, og var derfor først klar til at holde Felix lige inden jeg skulle syes. Der har han vel været 5-10 minutter gammel, men det var der heldigvis ikke nogen der så skævt til, man lod jo bare faren komme først til for en gangs skyld, og det er jo ikke dårligt synes jeg. Så kunne jeg ligge og kigge lidt på dem sammen, mens jeg forsøgte at få styr på mine helkropsrystelser, som sikkert var på grund af adrenalinen.

Alt i alt en overvældende men hurtig og nem fødsel. Og vi var hjemme igen ca. klokken 14:00 samme eftermiddag. Så endnu engang har jeg gjort mig selv til dagens vilde rygte på Hillerød sygehus.

Håber i kunne lide min fødselsberetning, jeg kan i hvert fald godt lide at fortælle den hehe....

Jeg har egentlig bare kopieret den jeg har skrevet under fødselsberetninger her inde. MEN jeghar altså tilføjet et par af de små sjove hændelser, som jo altså gør fortællingen om muligt ENDNU længere end den var før, men som altså bare er de ting jeg virkelig griner af idag

Min fb fra Idun ligger også herinde Jeg har et link fra min profil

Mit første barn Mads kom til verden d. 24/12/07 kl 05.07

D 23/12 fik jeg om formiddagen lidt tegnblødning, ikke meget men nok til jeg viste hvad det var. Der kom ingen veer lige med det samme, fik mange pluk-veer men ingen der gjorde ondt. Jeg håbede jo selvfølgelig at det lige ville vente nogle dage før der skete noget. Men omkring kl 22 begyndt plukveerne småt at gøre ondt, og da kl var 23.48 viste jeg ,at jeg havde veer og ærgede mig over at der kun var 12 min til der var d. 24 dec, men tænke okay der findes vist ikke nogen bedre julegave.

Omkring kl 1 ringede jeg til fødegangen som gerne ville have mig ind til tjek, men med forbehold på at de ville sende mig hjem igen. Mine veer var nemlig meget ureglmæssige, men kom med kun 3 min imellem af forskellig varighed. Jeg var på fødegange kl 01.45 og blev tjekket, var kun 1 cm åben og havde ca. ½ cm livmoderhals tilbage. Jeg fik 3 valg muligheder, enten at tage hjem, få en fødestue eller lige se tiden an en times tid i venteværelset. Vi valgte at sidde i ventevær og lige se tiden an, da jeg ikke var helt tryk ved at tage hjem, fordi at hurtig fødsler ligger til min familie.

Kl 02.45 blev jeg tjekket igen og er 3 cm åben, jeg bliver tilbudt badekar som smertelindring og takker skraks ja. kl 03.15 er vandet klar til at jeg kan hoppe i, og det sætter lidt mere gang i noget for kl 03.20 begynder jeg så småt at få lidt pressetrang er på det tidspunkt 5 cm åben. Men jeg må op af badekaret igen, fordi jeg siger at der er et eller andet mellem mine ben som ikke plejere at være der, det er så hindeblæren som jeg skal op og have prukket hul på. Og da de gør det åbner jeg mig til 7 cm.

KL 03.50 er jeg 8 cm åben og begynder at få endnu mere pressetang, men må ikke presse endnu, det er bare så hårdt at holde igen. Jeg skal ligger mig i knæalbueleje for, at han kan komme ordenligt ned i bækkenet. Først kl 04.45 må jeg begynde at presse, og hold op en lettelse. Men der begynder dog at gå lidt tid i mellem mine presse veer. Jeg bruger 2 presseveer på at få ham det sidste stykke ned, så bruger jeg en pressevee til at få hovedet ud, og så går mine presseveer istå, jordemoderen bliver lidt panisk og bliver ved med at sige, nu har du en ve ik, men nej. Jeg er på det tidspunkt meget træt af at have ondt og jeg tror ikke rigtig jeg forstod at hans hoved var ude, og at det måske var en meget god ide at få resten med også, så hun blev tilsidst nød til at fremprovokere den sidste preeseve, ved at står og trykke mig i maven med en knytnæve, og så kom kroppen.

Han gav kun et meget kort lille skrig da han kom ud, så han blev hurtigt taget fra mig, da de gerne ville have ham til at sige noget, men lige meget havde de gjorde lå han bare og kiggede på dem. Så de opgav til sidst og sagde at ham bare var en meget harmonisk lille dreng.. Han blev født kl 05.07 var 53 cm lang og vejede 3860...

Jeg kom ca kl 8 på patienthotel, hvor vi tog os en lille lur. Fik gæster kl 13.00, kl 17.00 kørte vi hjem til hver vores forældre og fik julemad, danset om træet og fik gaver. Utrolig nok var de forberedet på Mads's ankomst, så der var faktisk mange pakker til ham også..

min 1.. fødsel

Jeg begyndte så småt at få veer omkring spisetid Mandag den 14. Maj. Jeg kunne sagtens holde dem ud, og dagen fortsatte som den ellers ville have gjort, med kaffe hos oldemor Gurli flere gange. Dog fik jeg ikke sovet så meget om natten, da jeg vågnede af veerne.

Tirsdag den 15. Maj var det stadigt stille og rolige veer, med lang tid imellem, så vi var en tur hos de kommende farmor og farfar. Mens vi var derude begyndte de veer at bide en lille smule, men jeg kunne stadig godt holde det ud. Så vi kørte en tur på pizzaria, da vi regnede med at det nok blev det sidste vi fik at spise inden jeg skulle føde. Jeg måtte lige låne disken til at hvile på inden vi bestilte, da jeg jo selvfølgelig fik en ve, lige som vi skulle til at bestille maden. Og jeg måtte da også holde et par enkelte pauser mens vi spiste, så jeg kunne koncentrere mig om ikke at spænde under veerne. Hjemme igen måtte jeg lige drikke en kop kaffe hos oldemor Gurli, for hun troede at vi var kørt på hospitalet, da vi ikke var hjemme.

Ca. klokken 22:00 ringede jeg så til fødegangen, og meldte at jeg havde uregelmæssige veer, men ingen vandafgang, og at veerne alligevel var begyndt at bide lidt. Jeg ville jo gerne undersøges, og vide om jeg var begyndt at åbne mig. Men jordemoderen mente bestemt ikke at jeg var i fødsel, og syntes jeg skulle blive hjemme.
Jeg ringede igen ved ca. 24:00 tiden, for nu syntes jeg faktisk det gjorde ret ondt, selvom veerne stadigt var uregelmæssige. Men igen mente de ikke jeg var noget nær fødsel, og jeg skulle da kun komme hvis jeg absolut insisterede, så jeg blev hjemme på sofaen lidt endnu, og sendte farmand Kenneth i seng, så bare en af os kunne få lidt søvn den nat. Jeg prøvede at brodere lidt, mens jeg ventede på sofaen, men det kunne man altså ikke, for hver gang jeg havde kigget på mønsteret og skulle til at sætte nålen i stoffet, fik jeg lige en ve mere. Så jeg opgav broderiet og satte mig i stedet til at se lidt fjernsyn.

Men ved 02:00 tiden blev der pludseligt kortere mellem veerne, og de varede også længere tid nu. Og inden jeg vidste af det havde jeg nonstop veer, med meget få og meget korte pauser imellem. Da der endelig kom en pause, forsøgte jeg at ringe til Hillerød sygehus, men der var optaget på begge linier, så jeg bestemte mig for at vi bare måtte køre nu uanset om de var klar til os eller ej. For jeg kunne hverken sidde, ligge, gå eller stå for veer. Så jeg fik vækket farmand Kenneth, med besked om, at nu kunne han altså godt komme ned. Det gjorde han så og havde hurtigt alt klar, inklusive mig, i hurtigt tempo men med en god ro over sig. Vi brugte vidst lige et kvarters tid på at komme ud til bilen ,for jeg havde et enkelt langt pit-stop på vejen.

Det var lidt svært at sidde i bilen med alle de veer hurtigt efter hinanden. Da jeg havde det bedst, med at stå med rumpen lige i vejret og tegne 8-taller. Det kan man jo ikke på et bilsæde, så jeg sad og hoppede lidt op og ned, mens jeg pev lidt af mig selv, og bandede alle opbremsninger og ujævnheder i vejen af H….. til.

Da vi ankom til sygehuset blev jeg parkeret ved indgangen, mens Kenneth parkerede bilen. Det tog os omkring 45 minutter, at gå fra indgangen op til fødeafdelingen, da jeg temmelig ofte måtte stå stille, i mange minutter, med hurtige stærke veer. Og jeg skulle i hvert fald ikke ned at sidde i en kørestol, for det ville bare gøre ondt og give mig endnu flere veer var jeg sikker på, og det orkede jeg altså ikke. Lidt dumt men sådan blev det, for man skal ikke diskutere med en fødende kvinde.

Klokken 04:15 lige da vi kom rundt om hjørnet til fødeafdelingen, kunne jeg høre en jordemoder, der sagde at de gik og ventede på en ung pige, der sagde at hun skulle føde. ”Det er mig!!!!!!!” tænkte jeg bare. Og lige som vi kom forbi døren til kontoret, var jeg lige ved at støde ind i jordemoderen. Men jeg skubbede hende væk, for jeg havde lige nøjagtig fået endnu en ve, og den gjorde bare nas, så jeg kastede mig op af væggen, hvor der var en kant jeg kunne støtte mig til. Den ret så unge jordemoder kiggede meget medfølende på mig et par minutter, og sagde så: ”nåh du har da vidst nogle gode veer”. Jeg tænkte bare at det da ikke var for sjov jeg havde ringet ind tidligere, men kunne kun få en lille summende lyd ud. Jordemoderen fik helt dårlig samvittighed og undskyldte nærmest, for hun kunne jo se at jeg faktisk havde prøvet på at ringe klokken 02:00, så hun ville skynde sig at finde den jordemoder jeg skulle føde med, så jeg kunne komme videre i systemet.

Jeg blev fulgt ind på en undersøgelsesstue, og heldigvis undersøgte jordemoderen mig indvendigt inden hun gjorde noget andet. For det skulle jo vise sig at jeg var 5 cm åben, så vi skulle videre til fødestuen med det samme. Lige en tur på toilettet hvor jeg måtte stå op og tisse fordi jeg ikke kunne sidde for veer, og så videre til fødestuen.

På vejen ind til fødestuen blev jeg ret så irriteret på min jordemoder, for hun ville hele tiden holde mig i armen, sikkert fordi jeg så meget besværet og træt ud, men det gad jeg simpelthen bare ikke. Ingen skulle unødigt røre mig, så længe jeg havde så ondt, så det fik hun meget pænt besked på at acceptere, og så kunne vi fortsætte stille og roligt ind på fødestuen.

Inde på fødestuen kunne jeg bare se en stor og dejlig elevationsseng, så den skyndte jeg mig at kravle op på. Så sad jeg der på knæ og forsøgte at pille mit tøj af, selvom det var hundesvært, for jeg havde lige en ve på vej, og midt i det hele måtte jeg hoppe ned af briksen, da jeg ikke kunne nå at ligge mig ned, inden veen var over mig. Så stod jeg der splitter ravende Hans-Jørgen og svingede med bagen igen. Nåh færdig med det, og så ellers op på briksen og ligge så jeg kunne få hvilet mine stakkels trætte ben.

04:25. nåh så fik jeg sådan et bælte på, der skulle måle min og babys hjertelyd og vise hvornår jeg havde veerne.
04:36 bliver jeg undersøgt fordi jeg meddeler at jeg har pressetrang, og allerede der er jeg 8 cm åben. De sidste 2 cm var svære da jeg syntes det var lidt svært at holde igen på presseveerne.
04:55 kastede jeg op, og under veerne dalede Bastians hjertelyd lidt voldsomt, og alt for længe, så han skulle have en elektrode på hovedet, så de kunne se hans tal helt præcist. Det gik faktisk rimeligt nemt og hurtigt, men da de skulle tænde for computeren ville den ikke virke, så de måtte finde den mobile computer. Da de fik tændt for den var der intet netværk på, så der måtte lige en ind og kigge på computerne midt under fødslen.

Så ville de også pludselig have 2 blodprøver fra Bastians hoved, og helt ærligt, lige der blev jeg altså lidt træt af jordemoderen og lægen. For hver gang de skulle noget med Bastians hoved, skulle jeg presse ham lidt frem men ikke ud, og holde et svagt konstant pres, så han ikke smuttede ind igen mens de tog prøverne. Og det er altså skide svært for at sige det mildt. Men alt for barnet selvfølgelig, så det gjorde jeg da. Men det endte med, at de måtte nøjes med 1 prøve da de ikke kunne få mere ud.

Fra jeg kom ind på stuen fik jeg lattergas, og nåede at kaste op en enkelt gang. Jeg kan også kun huske jeg havde omkring 3 eller 4 pauser, og i den første fik jeg sagt at jeg var temmelig tør i halsen, så der blev hentet lidt isvand til mig, og det sørgede Kenneth så for, at jeg fik en tår af i de næste 2 eller 3 pauser.

Så kom tiden hvor Bastian skulle ud, og det synes jeg var ret svært. Jeg var meget træt, og jeg synes det gjorde forfærdeligt ondt. Det endte da også med at jordemoderen beordrede Kenneth til at tage lattergassen fra mig, så jeg kunne hjælpe ordentligt til med at få ham ud. Min eneste kommentar var et bedende ”naaarj” men væk var den og kort efter, klokken 06:41 var Bastian jo ude og det værste overstået.

Klokken 06:48 fødte jeg moderkagen, uden veer, men det var nu ikke noget problem, den så fin ud, og var som den skulle være.
Så skulle jeg syes 2 sting, av for den da. Piv piv, det ville jeg helst ikke, men det skulle jo ordnes, så jeg bad om at få noget nålefri bedøvelse, så jeg fik lidt tryllecreme på, og alligevel hoppede, og pev jeg noget da hun stak nålen i mig.

Bastian blev født den 16. Maj 2007, fik 10 i apgar score med det samme, og vejede bare sølle 2770 g og målte 51 cm. Vi blev på sygehuset en enkelt nat, fordi personalet gerne ville holde øje med om Bastian spiste ordentligt, da han jo havde tabt sig lidt det sidste stykke tid i maven.

Hele vejen var Kenneth rigtig god til at hjælpe mig. Han var hamrende tålmodig, på hele den langvarige gåtur, fra hospitalsindgangen til fødeafdelingen. Han var god til at læse når jeg ikke kunne holde ud at blive rørt ved under veerne, og så var det jo ham der sørgede for jeg fik lidt isvand i de få pauser jeg havde. Det var selvfølgelig også Kenneth der klippede navlestrengen.
Og hvor var det skønt, at se hans stolte ansigt da han fik sin lille søn i armene. Det var nok den største dag i mit liv, og selvom det gjorde ondt, og krævede mere energi end jeg lige syntes jeg havde, så ville jeg til hver en tid gøre det igen.

Desværre var det ikke en fantastisk oplevelse at ligge på barselsgangen selvom det kun var et døgn. For den sygeplejerske der havde vagten da vi ankom til barselsafsnittet var lidt en snerpe. Hun lod til at være overbevist om at Kenneth og jeg ikke kunne sørge ordentligt for Bastian, og især var hun bange for at jeg ikke ville give ham mad nok. Men det havde hun nu ikke behøvet at bekymre sig om. Vi valgte alligevel, at blive der et døgns tid, så de kunne holde øje med, at Bastian ikke tabte sig for meget. Alt den tid Eva Ellegaard Jønsson havde vagten, kom hun hele tiden og bankede på døren og ville lige sige eller undersøge et eller andet på os begge 2, og hver gang sluttede hun af med at sige :” du skal også tisse!!!” og jeg sagde:” ja ja men det skal jeg altså ikke endnu, men jeg skal nok kalde når jeg skal”. Og 10 minutter senere var hun der igen. Så snart hun så jeg ikke ammede Bastian kastede hun sig over mig og sagde, at hun da mente Bastian var sulten, så jeg endte med at amme non-stop når ikke der lige var en bedste eller moster der skulle holde ham. Så vi var meget glade da hun endelig tog hjem.
Heldigvis var natsygeplejersken rigtig sød. Hun kom ikke i tide og utide og generede os med alt muligt unødvendigt. Tværtimod fik hun temmelig ondt af mig da hun klokken 01:30 opdagede at jeg stadig ammede Bastian som lod til at være helt umættelig. Så hun tilbød at give ham lidt modermælkserstatning, for at se hvor sulten han egentlig var. Og han var slet ikke sulten, han syntes bare det var smadder hyggeligt at hænge i mors babser hele tiden. Så Bastian blev lagt i sengen hos mig, og da vi begge sov tungt kom natsygeplejersken og flyttede ham over i krybben så jeg kunne sove i fred og ro.

Dagen derpå blev der lige lidt kaos da Bastian og jeg vågnede for han havde skidt ud over det hele, på mig og i sengen. Så jeg rejste mig selvfølgelig op for at gå ud og skifte ham, men lige da jeg ramte gulvet opdagede jeg at jeg selv skulle tisse rigtig meget, og det er bestemt ikke let at holde sig når man lige har født. Så jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne for at nå at skifte Bastian så jeg selv kunne komme på toilettet. Men desværre kunne jeg ikke holde mig og jo mere Bastian skreg på puslebordet, jo mere tissede jeg i bleen. Så jeg var temmelig flov Da jeg stod 24 år gammel med en stor tung ble og tissede på gulvet midt i puslerummet. Meeeen heldigvis var jeg alene derinde, så jeg skyndte mig at blive færdig med Bastian og tørrede gulvet og fik afleveret ham til farmand Kenneth på stuen, med en besked om at han gerne måtte tage Bastian, da jeg selv trængte til at få skiftet bleen.

Alt i alt en generelt god oplevelse, og til tider mægtig morsomt synes jeg selv. Jeg er sikker på at nogen af de ting jeg gjorde og sagde (råbte) under fødslen, har været meget morsomme at høre og se på.

Vildt god tråd