Bryndis skriver:
Jeg kender det alt for godt med at blive savnet af familien.
Efter jeg blev gravid med min første søn på knap to år har min familie kun været interesseret i hvordan det går med Oliver. Min søster og jeg snakkede overhovedet ikke sammen inden jeg blev gravid da vi var to vidt forskellige mennesker. Men efter jeg blev gravid så lavede hun ikke andet end at snakke om maven og ville røre den hele tiden og sådan noget.
Og efter han kom til verden så hver gang familen spørger om vi skal ses så er det kun for at se Oliver. Hvis de kommer på besøg her så vader de direkte ind af døren, råber på Oliver og løber der hen hvor han er. Og når vi besøger dem så går vi lige så stille ind ad døren og de kommer stormende ud for at tage imod Oliver hvor vi så står tilbage og tænker ''jamen hej, rart at se jer også''. Og jeg er også gravid igen men det lægger de ikke så meget mærke til.
Og de gange hvor vi har besøgt dem uden Oliver hvor de måske ikke har vidst at han ikke kom med så det første de siger er, '' Hvor er Oliver henne? Hvorfor har i ikke ham med? Og ej det kan i ikke være bekendt.'' Og der tænker jeg bare at prøv lige og styr jer. Vi har også behov for at komme ud og besøge vores familie uden lillemanden for det er kun ham opmærksomheden ligger på når vi er sammen. Og når Oliver er ude og sove til middag imens vi besøger dem eller når de er her så laver de ikke andet end at sidde og kigge ud af vinduet og vente på at han vågner. Ikke noget med at sidde og snakke og hygge med os.
For ikke så længe siden så havde jeg fået en bekendt til at lave et maleri til mig hvor der skulle være et billede af min søn og hans navn samt fødsels informationer. Super flot billede. Men inden jeg overhovedet når og få det, da det blev lavet i Holstebro og jeg bor i Thisted, der ser jeg på facebook at min søster også havde fået lavet et maleri af samme bekendt med et billede af MIN søn på og hans navn hvor det hang i hendes stue. Hold kæft hvor blev jeg hidsig da jeg så det for det er sku en personlig ting og få lavet syns jeg. Er så fornærmet og sur over at hun ikke lige havde spurgt først for så havde hun fået et klart nej. Det er da rart at hun interessere sig for min søn men hun overdriver så meget at vi er trætte af at se hende for hun tænker kun på Oliver. Hende og hendes kæreste har endda sagt at hvis man kunne så ville de klone min søn. Det er nok mest ment for sjov men helt ærligt. Så sygelig har man ikke lov til at være.
Siden vi er flyttet til Thisted så forventer min familie at HVER gang vi besøger dem så skal vi overnatte der. Og gør vi det ikke så bliver de pisse fornærmet. En dag hvor vi havde besøgt dem med overnatning og hvor jeg, min kæreste, min søn og søster var taget et smut ned i byen for at kigge lidt så siger min kæreste og jeg så at vi nok skulle til og hjem (og vi mente hjem til min søster) fordi at Oliver skulle sove til middag. Vi sætter Oliver ind i bilen og min søster kommer så hen til Oliver og siger vi ses en anden dag hvor jeg så siger at vi altså kun skulle hjem til dem fordi at Oliver skulle sove. Og inden jeg havde sagt det troede hun at vi skulle hjem til os selv og det havde hun så sagt til min mor, hvor min mor så havde skrevet en laaaaang sviner besked til min kæreste om at vi ikke kunne være det bekendt osv. (han modtog ikke beskeden da min mor havde skrevet til hans gamle arbejdsnummer som hans gamle chef havde på det tidspunkt) Men min kæreste har så snakket med hans gamle chef efterfølgende hvor han havde fortalt om den sviner besked han havde modtaget en dag og min kæreste bliver jo rasende for han finder sig ikke i at blive svinet på den måde og især ikke af min mor når det bare er fordi at hun er fornærmet over at vi skulle hjem uden at de kunne sige farvel til min søn (som vi så ikke skulle men det troede hun) Og jeg forstår slet ikke hvorfor hun skrev det til ham. Hvorfor ikke til mig? Det er da mig der er hendes datter. Jeg tror det er fordi at de tror at min kæreste bestemmer det hele her hjemme og over hvornår vi skal og ikke skal afsted. Hvilket det bestemt ikke er for vi er altid fælles om vores beslutning.
Ved egentlig ikke hvorfor indlægget skulle blive så langt. Havde vidst lidt flere ting som irriterede mig og som jeg lige trængte til at komme af med 
Men kort sagt så forstår jeg udmærket godt hvordan du har det 
Men det er lige præcis sådan jeg frygter at det kan blive.. SUK... men vi må jo nok åbenbart acceptere at sådan er det 
