z skriver:
Den 19. oktober havde vi jordemoder tid klokken 11:40 hos Kirsten, og ØV hvor var det træls at vi nåede tiden, for jeg havde så utroligt mange smerter og var dybt mærket af dem. Så dybt, at jeg næsten brød sammen under konsultationen – og der skal altså alligevel noget til!! Kirsten blev ved at sige, at jeg skulle sige til når jeg ikke kunne klare mere, for hun fattede ikke jeg stadig holdt ved min graviditet, men jeg havde det jo sådan, at hvis jeg sagde stop, så sagde jeg samtidig farvel til hjemmefødslen og derfor var jeg dybt dybt splittet mellem at holde ud og få den eller at acceptere at jeg virkelig havde så ondt at det slet ikke var normalt længere. Hun skønnede Baby Juhl til godt 4200 gram, men pga smerterne var hun bange for hun satte den alt for lidt, så hun ringede med det samme og aftalte en tid for os til vækstscanning i Svendborg. En scanning jeg normalt først ville blive tilbudt når jeg var 41+3 blev rykket frem til 41+1 og hun forsøgte ihærdigt at få en akuttid, men uden resultat. Vi bad hende undersøge mig, så vi havde bare en lille fornemmelse af, om de her smerter arbejdede for fødslen eller ej, og da hun undersøgte sagde hun, at hun kunne simpelthen skubbe mig op til lidt over 2 cm så blød var jeg. Livmoderhalsen var næsten udslettet og så løsnede hun lidt hinder, hvilket jeg ikke rigtig kunne mærke. Da hun trak fingrene ud var handsken fyldt med blod og hun smilede og sagde, at 86% af de kvinder der fik løsnet hinder ved eller efter termin, gik i fødsel indenfor et døgn hvis der var blod på handsken J Vi kørte derfra og jeg var temmelig påvirket af at Kirsten var så påvirket af mine smerter og jeg tænkte en del over, om jeg var tåbelig i at holde fast i at gennemføre uden indgriben eller hvad. Men babyens hjertelyd var fin og umiddelbart havde den det jo godt, så jeg tænkte, at hvis jeg var den eneste der led, så kunne jeg godt håndtere det lidt endnu. Omkring en halv time efter vi forlod jordemoderkonsultationen startede mine veer (klokken ti minutter over 13), og efterfølgende snakkede flere af de jordemødre vi har mødt i forløbet om ”Kirsten Assels Magiske Fingre” 
De var fra start regelmæssige, med 1-2 minutters varighed og 5 minutter imellem. De gjorde ondt, men jeg kunne sagtens lave alt muligt i ve-pauserne og sådan og jeg var fuldkommen euforisk over at der skete NOGET der lignede NOGET! Klokken 16 ringede jeg til min mor og sagde, at hun vist skulle finde et tog til Fyn. Hun lød temmelig paf og sagde ”jamen jeg har først fri om en time!” – en halv time senere ringede hun og sagde hun sad i toget på Høje Taastrup Hun var hernede klokken 19 og da var veerne blevet stærkere, men stadig med pauser imellem som jeg kunne bruge til samtale. Vi havde ringet til Fødegangen på Svendborg omkring ved fem-tiden for at sige, at der var noget i gang, så den hjemmefødselsjordemoder der havde vagt var forberedt. Men jeg sagde også, at jeg ikke havde behov for hun kom NU, og vi fik at vide at hun skulle komme fra Odense, så vi skulle lige ringe i god tid når vi ville have hende hjem. Ved 21-tiden syntes jeg det hele begyndte at løje af og jeg tudede en smule og sagde, at nu ville jeg fandme ikke mere og hvis det stoppede nu, så måtte vi ringe om en igangsættelse, for så kunne jeg ikke holde til mere smerte på ubestemt tid! Da lå jeg og havde fået hvilet mig lidt, min mor blundede i en stol og Søren var – i et anfald af desperation over babys snarlige ankomst – i gang med at finde ud af hvordan Avent sterilisatoren virkede (han sad med en brugsanvisning på norsk og læste de mest tåbelige sætninger højt hvorefter han råbte ”det kan ingen jo forstå!!!&rdquo. Stakkels mand. Da jeg begynder at miste modet foreslår han, at vi går lidt rundt i stuen og lige da jeg rejser mig fra halvliggende stilling vælter veerne ind over mig uden pause. Jeg kaster op og min mor flyver rundt efter poser jeg kan brække mig i og Søren ringer til Fødegangen og undskylder tusind gange at det er ham der ringer op, når vi jo har fået at vide de helst vil tale med kvinden, men at jeg simpelthen ikke er i stand til at tale p.t.. De sender jordemoder besked om, at hun skal af sted NU. Mens jeg kaster mere op, får min mor lagt plastic og håndklæder udover sofaen og jeg kravler ind og ligger henover de tre rygpuder og forsøger at fokusere på mit åndedræt. Jeg kaster stadig op, men nu er det bare skummet mavevand, for jeg havde kun nået at få eet pitabrød hele dagen og det røg temmelig raskt op i første opkaststråle! Klokken23:45 ankommer jordemoder ENDELIG! Og hun har en jordemoderstuderende med. Den ene ting som vi har understreget og understreget og understreget at vi IKKE ville have. Jeg blev simeplthen så rasende, at jeg nægtede at hilse på nogen af dem. Min mor siger så til Johanne, som jordemoder hed, at det gik simpelthen ikke og hvorfor var den studerende med når vi så udtrykkeligt havde frabedt os den slags? Johanne sagde, at det desværre ikke stod i mine papirer, hvilket jo virkede mærkeligt for vi havde siddet sammen med jordemoder Gitte da hun skrev det ned. Til sidst kom Johanne hen til mig og spurgte om det alligevel var okay, at Erika, som den jordemoderstuderende hed, var med og jeg snerrede at hun bare ikke skulle røre mig! Johanne sagde så, at jeg hyperventilerede en smule og det var derfor jeg kastede op, så hun hjalp mig med at finde mit åndedræt igen og det holdt jeg resten af fødslen igennem uden at blive dårlig igen. De lyttede hjertelyd af flere omgange, men jeg opfangede ikke ret meget. Johanne undersøgte mig kort efter hun ankom og kunne fortælle, at jeg stadig kun var lidt over 2 cm åben, men at livmoderhalsen nu var helt udslettet, så der skete da lidt. Ja tak spids mand! LIDT var vist det helt rette ord at bruge om de lorteveer, for de gjorde forbandet ondt og kom væltende ind over mig, men de gjorde jo INGENTING. Der blev jeg bare så rasende og fordi Johanne i forvejen irriterede mig besluttede jeg mig mere eller mindre for, at jeg hadede hende og ville have hende til at forsvinde – hvilket lettest blev gjort ved at jeg holdt mine øjne lukkede. Jeg hørte hende sige til Søren, at hun manglede nogle ting i jordemodertasken, men at hun nok bare ville give den næste jordemoder besked, hun skulle afløse klokken syv og der havde jeg temmelig sikkert ikke født endnu. Jeg SKUMMEDE af raseri, men veerne var så kraftige, at jeg bare lå foroverbøjet og var fokuseret på mit åndedræt og ikke kunne tale med nogen overhovedet. Det eneste der var vigtigt var at komme igennem højden på veerne – og at holde Sørens hånd. Jeg mærker et smæld ved en ve omkring klokken 00:45 og ved næste ve syntes jeg det løber, så jeg får sagt, at jeg vist har vandafgang. Johanne kommer ind for at undersøge, men tror overhovedet ikke at det er muligt at jeg har haft vandafgang – indtil hun spreder mine ben og det fosser ud over det hele. Jeg bliver sendt på badeværelset og får et gigabind på og så klatrer jeg tilbage til min ”overlevelses”position ved siden af Søren. Der bliver lyttet hjertelyd af flere omgange og jeg opfatter overhovedet ikke, at den dykker og helt forsvinder for Johanne nogle gange. Da hun undersøger mig igen klokken 01:45 er jeg 8 cm åben og kan overhovedet ikke noget som helst andet end trække vejret. Da opstår der panik, for hjertelyden dykker og forsvinder og selvom hun også finder den igen hvor den lyder fin, så tør hun ikke tage nogen chancer og der bliver ringet efter ambulance, så vi kan overføres til Fødegangen. Søren fortæller, at alt det vi har fået at vide med, at det vil ske stille og roligt, det sker overhovedet ikke, der er vild panik hos jordemoder og jordemoderstuderende og min mor og Søren spænder rundt i hele huset for at finde de ting de mener vi skal have med på Fødegangen. Søren får desuden at vide, at det kun er Johanne der kan køre med mig i ambulancen, så han må køre med Erika i Johannes bil, som kun har forsæder – og det betyder at min mor skal have fat i en taxa. Jeg opfatter INTET af alt det her, men pludselig står der 3 ambulancefolk og en læge i stuen og jeg kommer på en eller anden måde op og stå. De er alle fire frygteligt høflige og vil gerne hilse med hånd og spørger pænt om det er mig ”der føder?”. Jeg har bare lyst til at slås, så jeg svarer ikke rigtigt, tror jeg. Johanne har da givet mig en sprøjte i låret for at stoppe veerne i at gå i presseveer, da det jo går så utrolig hurtigt lige pludseligt. Ambulancefolkene spørger om jeg selv kan gå ud til båren udenfor døren og jeg svarer ja som om de er idioter – og stavrer derefter gennem gangen. Så spørger deom jeg selv kan komme op på båren og igen svarer jeg ja, hvorefter jeg begynder at klatre op på den på samme måde som man nok ville klatre op i et træ…mere eller mindre. Den ene ambulancemand siger, at hvis jeg fortsætter så vælter både båren og jeg og jeg svarer et surt ”NÅH!” og vender mig om og lægger numsen op og derefter benene og ryggen…hmmm!! Jeg får lov at ligge på siden og får at vide, at der overhovedet ikke er fare for, at jeg falder ud. Nej, goddaw mand – sgu ikke hvis jeg selv klamrer mig til siden af båren, for i ambulancen vælter jeg rundt på den og er ved at ryge ud over kanten flere gange fordi de vælger turen ad de små landeveje til hospitalet (det gir mening i den forstand at det går en anelse hurtigere – det gir ikke mening i den forstand, at de har en kvinde med afsindige veer liggende til at skrumle rundt!!). Johanne giver mig endnu en sprøjte i låret, da jeg nærmest ikke har ve-pauser og i ambulancen bliver hun pludselig én jeg stoler på, da hun sørger for at holde min hånd hele vejen, stryge mig over panden og hele tiden sige, at jeg er skide god til vejrtrækning og så videre. Jeg føler det er hende og mig der og min vrede går over. Klokken 02:45 ankommer vi til Fødestuen og der er fyldt med folk. Jeg har lukkede øjne fra nu af og frem til z er født, så jeg opfatter ikke ret meget andet end at der er mange folk, der alle sammen forsøger at præsentere sig ved navn og stilling og forklare mig hvad der sker – hvilket jeg stadig ikke har fattet en bjælde af. Søren ankommer lidt senere og fortæller mig bagefter at der er to læger og tre jordemødre på stuen da han kommer ind og jeg er koblet til diverse apparater og der er en læge i gang med at forsøge at tage blodprøve fra babys hoved mellem mine ben. Jeg hører kort efter Johanne sige, at nu skal ALLE der ikke har en direkte funktion forlade stuen med det samme, for jeg ER hjemmeføder og der er visse grunde til dét valg (som hun tydeligvis forsøger at respektere selvom hun er blevet nødt til at overflytte mig til sygehus). Så er vi en kvindelig læge, Johanne og Erika tilbage. Da lægen har forsøgt sig med blodprøve tre gange beder Johanne hende slutte NU, for jeg kan ikke arbejde med mine veer når jeg er spændt op i stigbøjlerne, og ”Trine er i sin egen fødeverden og skal have lov til at fortsætte det gode arbejde!”. Min mor er også ankommet, men holder sig i baggrunden – jeg er faktisk kun klar over hun er der fordi Søren spørger om hun må blive på stuen. Søren er ved mig HELE tiden. Det er det eneste jeg ænser; hans hånd i min. Johanne forklarer Søren hvad de holder øje med på maskinerne og Søren spørger flere gange til den dykkende hjertelyd, men får at vide, at det er normalt. Det er det jo så ikke, det er normalt den dykker under selve presseveerne, men ikke tidligere i forløbet, og det er det de er dybt bekymrede for. Jeg får tilbudt ilt, men vil ikke have det og til sidst får jeg presset masken nedover hovedet fordi det jo slet ikke er for min skyld, men for babyens, som de er i tvivl om hun får nok ilt derinde. I mine fødselspapirer står der, at Johanne registrerer at jeg har 4-5 veer pr. tiende minut på dette tidspunkt. Jeg får besked på at kravle ned ad fødebriksen og hen i sengen der står to skridt ved siden af – hvilket jeg synes er skrækkeligt besværligt med veerne og alle ledningerne, men jeg gør det. Det viser sig, at zs hoved ikke vil glide helt ned i bækkenet og Johanne mener, at hvis jeg kommer i en foroverbøjet stilling i sengen vil det kunne gøre det sidste. Det er desuden den stilling jeg hele tiden selv har arbejdet i derhjemme og den stilling jeg egentlig troede jeg skulle føde i, men på Fødestuen bliver jeg konsekvent lagt på ryggen – primært for at de har fuld kontrol, da de er bange for at de skal have hende ud meget hurtigere end jeg kan få hende ud. Dette opfatter jeg så ikke overhovedet. Da jeg ligger i sengen foroverbøjet klokken ca. 03:45 bliver veerne virkelig kraftige og jeg får pressetrang, hvilket jeg dog ikke må handle på – yikes! Jeg får igen besked på at klatre tilbage på fødebriksen og kommer derover og får samtidig viklet mig selv fast i ALT på vejen mellem de to senge L Klokken 03:50 må jeg presse med på veerne. Jeg tror at jeg presser for at presse baby ned i bækkenet, men pludselig får jeg at vide at hovedet er ude og jeg åbner øjnene og tænker ”hvad fanden sker der?”. Søren står ved siden af mig og har tårer i øjnene og siger ”Du er så skide god, skat!” og jeg når at tænke, at nu går det let som ingenting, for jeg har satme set fødsler op til denne her fødsel og hvis der er noget jeg har bidt mærke i, så er det, at når hovedet er ude, så kommer kroppen ud som en lille sælunge i vand, så jeg er bare total klar! Især fordi jeg slet ikke har mærket smerte ved at presse hovedet ud – udover veerne naturligvis. Ved næste ve kommer kroppen rigtig nok glidende ud og der bliver jublet. z er født klokken 03:59 i to presseveer. Hun er en fin farve og skriger ret hurtigt og jeg får hende op på maven. Her følger så en tåbelig samtale mellem Søren og jeg, som jeg først husker da jeg ser den video min mor har optaget. Søren mener, at z er født med mørkegrønne øjne og jeg forklarer at det nok ikke er rigtigt, for alle børn er født med blå øjne. Dette er Søren dybt uenig i. Lidt efter føder jeg moderkagen og Johanne viser den frem op mod en lampe, så vi rigtig får den fulde effekt at det her ret fantastiske ”instrument”. Jeg får at vide, at jeg er bristet ret omfattende, så z bliver lagt hud mod hud hos Søren i sengen ved siden af. Johanne er nødt til at skrive min fødselsjournal, så Erika bliver den der står hos mig fra nu af og hun var simpelthen fantastisk. Min mor går ud fra fødestuen fordi hun synes det er så privat et øjeblik mellem Søren og jeg. Den kvindelige læge bruger en rum tid på at undersøge bristningen og det begynder at værke godt i kødet dernede af at ligge med benene helt spredt i stigbøjlerne. Hun forklarer, at hun er bange for, at min ringmuskel er røget og at hun derfor er nødt til at tilkalde en mere erfaren læge. Jeg tænker bare PIS, for hvis den er røget skal jeg i fuld narkose for at få den syet sammen og det har jeg overhovedet ikke lyst til når min nyfødte datter ligger lige derhenne. Inden den anden læge kommer, lægger hun lokalbedøvelse fire steder. Den anden læge, en mand, kommer ind og undersøger igen. Han stikker om og om igen en finger i endetarmen på mig og det gør bare så forbandet ondt, at jeg langsomt begynder at glide ud af min krop på den måde jeg har gjort så mange mange gange for at overleve overgrebssituationer. Han siger så, at den ikke er bristet, så han kan sy mig på stuen med lokalbedøvelse og det er jo godt. Bortset fra at lokalbedøvelsen ikke fungerer alle steder og hver gang jeg siger ”av for helvede”, siger den kvindelige læge ”skal vi nu ikke lige bedøve hende igen?” hvortil han svarer ”nejnej, det er jo kun lige her det gør ondt”…WHAT?!. Erika står ved siden af mig og taler uafbrudt til mig, hun siger hvor dygtig jeg er, at jeg skal blive ved at trække vejret ligesom da jeg havde veer, at jeg skal kigge på min datter og så videre og jeg bliver ved at være til stede, selvom det virkelig er på nippet til at blive traumatiserende, jeg ryster helt ekstremt meget over hele kroppen og kan ikke rigtig tale. Og selvom Erika forklarer at det er normalt at ryste, så er de lidt bekymrede for om jeg mon fryser oveni, så voldsomt bliver det. Jeg kigger på uret flere gange og han syr i omkring 40 minutter. Jeg er åbenbart bristet i et stort flot Y – endda med apostrof over…juhuu…eller… :-S Jeg får efterfølgende at vide, at han faktisk er den allerbedste ”syerske” de har på Svendborg, så det er jeg glad for i dag – om end jeg godt ku ha ønsket mig at han var gladere for at give bedøvelse!! Endelig er han færdig og jeg klatrer ned og vakler over i sengen. Og min numse gør såååååå ondt! Jeg kan kun ligge ned, men så får jeg min lille pige hen og ligge ved siden af og Søren, der er helt fjoget af lykke sidder i en stol ved siden af os. Min mor kommer også ind igen og filmer endnu en tåbesamtale mellem Søren og jeg (der kommer nok til at være en z der om mange år tænker ”ja, det er jo mine forældre det der!” når hun ser det ). Vi forsøger at give hende mad med en lille sprøjte, men hun vil ikke, så vi ligger bare og er lykkelige og kan slet ikke forstå noget som helst, det hele er gået så stærkt og jeg har ikke opfattet noget af dramaet for alvor, mens Søren har været sikker på, at det hele ville ende galt næsten hele vejen igennem. Men jeg ligger tilbage og føler, at jeg har haft en god fødsel. Overhovedet ikke som vi ønskede eller som jeg forestillede mig den, men selvom det blev meget meget dramatisk og gik utrolig stærkt, så følte jeg i sidste ende, at både Johanne og Erika tog sig virkelig godt af mig og da de kommer ind lidt før deres vagt slutter klokken 7 for at undersøge z, siger jeg også til dem, at jeg godt ved at jeg blev rigtig rigtig vred på dem da de ankom hjemme hos os, men at de skal vide, at de har haft stor betydning for at jeg NU ligger og føler mig glad og ikke frustreret og ked af det over mit fødselsforløb.
Og z er perfekt, hun scorer ti begge gange i Apgar score og hun har det supergodt. Med MEGET stærke ben og stærk nakke (hun har kunnet løfte sit hoved og kigge på en siden hun var 2 dage gammel). Hun vejer 3710 gram og er 52 cm lang – en rigtig præmiebaby. Vi beslutter at rykke ned på barselgangen og få sovet inden vi vil hjem. Da er klokken 7 om morgenen. Og så kommer min mor og Søren i tanker om den vilde panik de har forladt huset på. Søren har ingen bil med, for han kørte med jordemoderen og heller ingen penge. Min mor vil tage en taxa hjem til os og sove, men vi kan ikke regne ud hvordan djævelen vi skal komme hjem med z når det bliver tid, for vi har ikke dankort eller noget som helst – jeg har ikke engang sko eller bukser med! Den jordemoder der blev sendt ud fra fødestuen da vi ankom er så gift med en af Sørens kolleger og hun kommer ind for at hilse på os efter fødslen og siger, at hende og hendes mand nok skal hjælpe os med kørsel hjem hvis det er, så vi tager på barselsgangen og ligger dernede og kan OVERHOVEDET ikke sove. Da har vi kun fået ringet til Bedstefar (min mors mand) og han er ellevild, for han har jo fulgt smser fra min mor i løbet af natten. Søren har sjovt nok husket min mobil, men der er stort set ingen strøm på, så det er om at vælge sine opkald og smser med omhu! Klokken ti indser vi, at vi ikke kommer til at finde ro på barselsgangen, vi føler os bare ikke tilpas og vi har jo hele tiden været mentalt forberedt på at være derhjemme, så vi beslutter at vi vil hjem så hurtigt som muligt. Jeg har været på toilettet og z har fået de første 40 ml mælkeerstatning imens – da jeg kommer ind fra toilettet udbryder Søren stolt at det var ”som at se en grønlænder med en guldbajer” da hun sugede mælken i sig ;-) Vi ringer til min mor, der fortæller at Bedstefar altså ikke kunne finde ud af at komme på arbejde da han først vidste der var en lille pige der ventede på ham på Sydfyn, så han er på vej ned til os og naturligvis vil han hente os på hospitalet og køre os hjem – han er faktisk utrolig stolt over at få lov at give z hendes første biltur J
Til samtalen på barselsgangen om fredagen i forbindelse med BOEL testen osv., forklarer de, at man mener at min krop har kæmpet gennem flere uger for at gå i fødsel, men at den ligesom ikke har kunnet komme over den sidste bakketop. Da Kirsten løsner hinder sætter det gang i nogle veer, som egentlig ikke er mine, men som gør at min krop pludselig kan overvinde den sidste forhindring, og det er så mine egne veer der starter om aftenen da jeg får ve-storm. Søren får sagt, at han vist ikke p.t. føler sig tryg ved en hjemmefødsel i fremtiden fordi det har været så dramatisk en oplevelse for ham, men jordemoderen må fortælle ham, at det kan godt være han ikke får valget, for næste gang føder jeg højst sandsynlig på en time eller to Syningerne er allerede groet så godt sammen, at det ikke svider at tisse og jeg kom stort på toilettet for første gang i går aftes – nøj for en grænseoverskridende oplevelse!!! Og nåhja, så har ammestoppillen virket helt perfekt, der er overhovedet ikke løbet noget til…men de fine store runde bryster er jo så væk sammen med den fine store runde mave. Så HELLO til babser og vom uden indhold!! Til gengæld siger vægten 86kg nu – det har jeg dælme ikke vejet siden jeg blev gift!!, og det er jo så cirka ti kg under pre-graviditetsvægt, juhuuu!!
Nu er z her og vi er så lykkelige. Hun er utrolig nem, så det er helt og holdent vores egen skyld at vi har så stort søvnunderskud som vi har – vi har nemlig en frygtelig tendens til at sidde på hver sin side af hende og bare stirre på vores mirakel når hun sover <3
Og så ramte tudeturene os herhjemme, og ja, jeg mener os, for her gør vi alting som et team (åbenbart), så i morges sad vi begge to og FLÆBEDE nedover lillepigen pakket i sin dyne og kunne ikke helt forstå at vi har været så heldige som vi har!
Her følger lidt billeder af Familien Juhl
