De små pomfritter havde sendt deres mor i den 7. himmel - som de fleste nyfødte gør med deres forældre. Alt var en fryd. De snork sov mellem de hyppige måltider. Min mor var indlogeret den første uge og ja, jeg var bare hamrende nyforelsket.
Lige pludselig vågnede de to små børn op. De lå med store bamseknapper, lidt mavekneb og krævede deres moaar. KONSTANT. 24 TIMER I DØGNET. Dvs. de afløser hinanden. Så smarte er de.
Fredag ramte jeg for alvor muren. 30 timer uden søvn (kun afbrudt af et par timer om natten). Jeg var rystet - blev fysisk syg.
Jeg ringende efter mine forældre. De kom fredag aften og blev til kl. 0430, så jeg fik 8 timers søvn.
I stedet for at være glad og lettet, så blev jeg bange - ja, nærmest angst, da de var gået! Hvordan pokker klarer jeg det her!!!??
Lørdag over middag kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg var så skidt. Græd hele tiden og kroppen rystede. Kunne ikke holde mad i mig osv. Jeg pakkede bilen og kørte hjem til mine forældre. Her er jeg stadig. De aflaster, hjælper, trøster og støtter. Jeg skylder dem ALT!
I morgen tager jeg hjem. Der kommer min sundhedsplejerske. Jeg bliver nødt til at tage en alvorlig snak med hende. Jeg kan ikke leve på 1,5 times søvn et par gange i døgnet. Min krop og sind knækker!
Jeg håber, at kommunen kan tilbyde en "aflastningsplads" hos en dagplejer. Så jeg har mulighed for at aflevere børnene nogle timer om dagen, så jeg kan få sovet og er klar til at være en god mor igen.
Det fortæller måske lidt om, hvor desperat jeg er: Jeg er villig til at aflevere mine 1 md gamle babyer til offentlig pasning 
Det er bare så hamrende ulykkeligt, at jeg har det sådan - men jeg må være realistisk, så jeg stadig kan være en god mor.
Det var lidt en tudetråd og opdatering fra mig. I er jo sikkert nogle der har tænkt, at jeg lige skulle hoppe ned fra den der happy go lucky hest, som jeg har redet på.
