mutti25 skriver:
Jeg sku for lidt over 2 måneder siden op til min jordemor, til første besøg. Vi sidder og snakker lidt, og når så til hjertelyden. Glædede mig rigtig meget til at hører det. Efter n halv times forgæves forsøg på at finde den, blev jeg sendt til skanning på hospitalet. Bus turen derud var godt nok lang, min allerværste frygt blev til virkelighed. Min lille dreng var ikke mere i live.. snøft. Jeg var på dette tidspunkt 15+3 henne, så ku ikke bare få en alm. abort, nej måtte lide, og føde min meget lille dreng, som man normalt gør, gal det var ubeskrivelig hårdt.
Da vi så fik ham i armene bagefter og havde taget billeder og sagt farvel, sku vi tage stilling til, om vi ville have brændt og smidt ud med andet biologisk affald, eller om vi ville have ham med, og begrave ham normalt. Var jo ikke lige det man havde regnet med ville ske. 
En uge efter stod vi oppe på kirkegården
Nu har jeg så 2 drenge liggende oppe på kirkegården, under jorden, da jeg i 2006 mistede min lille Oliver 52 dage gammel.
Hvordan er det emuligt at være så uheldig.
Og nu er det så at jeg sidder her små 2 mdr efter den sidste begravelse, og er blevet gravid igen. Er både super lykkelig da mig og min forlovede brændende ønsker os en lille guldklump men også skræmt på samme tid, hvad nu hvis ...... 
Sorry den er lidt lang, men havde brug for at komme ud med dette.
Puuuha altså.... er helt stille og ved næsten ikke hvad jeg skal sige andet end at jeg føler med dig! Det er bare så uretfærdigt, at du skal igennem noget SÅ hårdt. Det vidner om, at sunde og raske børn ikke er en selvfølge. JEg kan slet ikke forestille mig andet end at det må have været ubeskriveligt hårdt. Især med Oliver, fordi han trods alt var større.
Jeg håber af hele hjertet, at du denne gang får netop det du ønsker mest - lov til at opleve din lille bebs blive stor og dejlig!! 
