Ulykkelig og super spændt på samme tid.

mutti25 skriver:

Jeg sku for lidt over 2 måneder siden op til min jordemor, til første besøg. Vi sidder og snakker lidt, og når så til hjertelyden. Glædede mig rigtig meget til at hører det. Efter n halv times forgæves forsøg på at finde den, blev jeg sendt til skanning på hospitalet. Bus turen derud var godt nok lang, min allerværste frygt blev til virkelighed. Min lille dreng var ikke mere i live.. snøft. Jeg var på dette tidspunkt 15+3 henne, så ku ikke bare få en alm. abort, nej måtte lide, og føde min meget lille dreng, som man normalt gør, gal det var ubeskrivelig hårdt.

 

Da vi så fik ham i armene bagefter og havde taget billeder og sagt farvel, sku vi tage stilling til, om vi ville have brændt og smidt ud med andet biologisk affald, eller om vi ville have ham med, og begrave ham normalt. Var jo ikke lige det man havde regnet med ville ske.

 

En uge efter stod vi oppe på kirkegården

Nu har jeg så 2 drenge liggende oppe på kirkegården, under jorden, da jeg i 2006 mistede min lille Oliver 52 dage gammel.

Hvordan er det emuligt at være så uheldig.

 

Og nu er det så at jeg sidder her små 2 mdr efter den sidste begravelse, og er blevet gravid igen. Er både super lykkelig da mig og min forlovede brændende ønsker os en lille guldklump men også skræmt på samme tid, hvad nu hvis ......

 

Sorry den er lidt lang, men havde brug for at komme ud med dette.

Pyyyyh jeg har fået det helt dårligt after at have læst dit indlæg...

Hvad gik der galt 1. gang

Det er jeg rigtig ked af på jeres vegne...

Men nu passer de rigtig godt på hinanden og smiler ned til jer ovenfra...

Hjertelig tillykke med at der nu vokser et dejligt lille spir inde i din babyhule...

Forstår godt at du er bange... Men tænk positive tanker, tror det kan hjælpe dig...

Gå nogle lange ture og få vendt de dårlige og bange tanker til noget positivt...

Håber solen nu skinner på jer

Jeg sender dig en masse held og lykke og masser af knus

Majbritt

mutti25 skriver:

Hvorfor er jeg mere bange end lykkelig og glad, og det lille væsen i maven. Ved godt at man ikke må overskygge glæden ved den lille ny, med en frygt for hvis nu...... Men gal det er svært... nogen der har nogle gode råd til hvordan jeg kan glæde mig lige så meget som jeg frygter...

Hvor er det forfærdelig for både dig og din kæreste/mand.

Selvfølgelig er du mere bange end lykkelig og glad, for du er jo mor. En mor som har oplevet det værste en mor/forældre kan opleve. Og du har ikke kun oplevet det en gang, men to gange. Tror det ville være underlig hvis du ikke var bange.

Du skal  have lov til at være bange, men lad ikke frygten få magten, det er dig der bestemmer. Prøv at få snakket med professionelle løbende gennem denne vidunderlige graviditet. Få snakket om din frygt og få nogle redskaber til at få glæden til at overvinde frygten.

 Jeres dejlige lille baby ligger dejlig trygt det bedste sted den overhoved kan, nemlig i din mave. Hos sin mor som vil gøre alt for sit lille vidunder.

Du får et kæmpe

Åh hvor er det bare forfærdeligt at læse  Føler SÅ meget med jer, og kan slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne komme videre hvis vi mistede vores 9 uger gamle søn! Det må være skrækkeligt at føde et barn i 16. uge, men at I også har mistet jeres 52 dage gamle søn, DET er ubærligt!

Jeg kan sørme godt forstå at du er rigtig bange oveni glæden, det er kun forståeligt! Tror jeg ikke du kan komme udenom. Men jeg håber inderligt at tredje gang er lykkens gang og at jeres barn er sundt og raskt!

Mange knus skal du have 

Nogen der har stået i den situation og har pletblødt i uge 7, og har haft mange spændinger forneden på samme tid. For lige nu ryster jeg, er jeg ved at aborterer, eller er det bare sådan det kan være nogen gange. har været gravid 3 gange før, og har sku aldrig pletblødt før... HJÆLP HJÆLP.  

mutti25 skriver:

Nogen der har stået i den situation og har pletblødt i uge 7, og har haft mange spændinger forneden på samme tid. For lige nu ryster jeg, er jeg ved at aborterer, eller er det bare sådan det kan være nogen gange. har været gravid 3 gange før, og har sku aldrig pletblødt før... HJÆLP HJÆLP.  

jeg synes du skal ringe til fødegangen! når du har aborteret før, kan det være de vil give dig en scanning, evt på skadestuen, der kom jeg ind og blev scannet da jeg var i 16. uge og begyndte at bløde.

og ellers så skal du i hvert fald ringe til egen læge imorgen, så de kan tjekke dig, du skal ikke gå rundt i uvisheden!!

jeg krydser for det er ingenting

Ringede til vagtlægen for 15 min siden, og han sagde en masse ting, men at jeg ikke sku være nervøs for at jeg var ved at abortere, nogle gange kan det godt ske, idet alt dernede er ved at gøre plads til moderkagen .. men ringer til egen læge i morgen, og så tager vi den derfra, spørgsmålet er bare om det er optakten til at abortere.. det er sku min største frygt.

mutti25 skriver:

Ringede til vagtlægen for 15 min siden, og han sagde en masse ting, men at jeg ikke sku være nervøs for at jeg var ved at abortere, nogle gange kan det godt ske, idet alt dernede er ved at gøre plads til moderkagen .. men ringer til egen læge i morgen, og så tager vi den derfra, spørgsmålet er bare om det er optakten til at abortere.. det er sku min største frygt.

ja, det kan jeg godt forstå. jeg har selv blødt af flere omgange i den her graviditet og hver gang har det vist sig ikke at være noget, så det kan sagtens være - og det håber jeg for dig!! men det er da bare superubehageligt at stå i uvisheden. jeg selv sprang udenom læge og vagtlæge der i uge 16 og ringede direkte til fødegangen, som sendte mig videre til skadestuen

mutti25 skriver:

Jeg sku for lidt over 2 måneder siden op til min jordemor, til første besøg. Vi sidder og snakker lidt, og når så til hjertelyden. Glædede mig rigtig meget til at hører det. Efter n halv times forgæves forsøg på at finde den, blev jeg sendt til skanning på hospitalet. Bus turen derud var godt nok lang, min allerværste frygt blev til virkelighed. Min lille dreng var ikke mere i live.. snøft. Jeg var på dette tidspunkt 15+3 henne, så ku ikke bare få en alm. abort, nej måtte lide, og føde min meget lille dreng, som man normalt gør, gal det var ubeskrivelig hårdt.

 

Da vi så fik ham i armene bagefter og havde taget billeder og sagt farvel, sku vi tage stilling til, om vi ville have brændt og smidt ud med andet biologisk affald, eller om vi ville have ham med, og begrave ham normalt. Var jo ikke lige det man havde regnet med ville ske.

 

En uge efter stod vi oppe på kirkegården

Nu har jeg så 2 drenge liggende oppe på kirkegården, under jorden, da jeg i 2006 mistede min lille Oliver 52 dage gammel.

Hvordan er det emuligt at være så uheldig.

 

Og nu er det så at jeg sidder her små 2 mdr efter den sidste begravelse, og er blevet gravid igen. Er både super lykkelig da mig og min forlovede brændende ønsker os en lille guldklump men også skræmt på samme tid, hvad nu hvis ......

 

Sorry den er lidt lang, men havde brug for at komme ud med dette.

Blir det værre ringer jeg osse direkte til fødegangen, men 7-9-13 var det kun de 4 dråber. Og har lige været på toilettet og lave stort, og der var ingen blod. sorry så detaljeret, men er bare SKIDE bange foor at miste denne osse.

mutti25 skriver:

Blir det værre ringer jeg osse direkte til fødegangen, men 7-9-13 var det kun de 4 dråber. Og har lige været på toilettet og lave stort, og der var ingen blod. sorry så detaljeret, men er bare SKIDE bange foor at miste denne osse.

det er klart du er det!! jeg har faktisk også lavet "skideren"...man tænker jo, at der presser man og hvis man presser og det IKKE bløder, så er det er godt tegn selvom det ikke er det lækreste i verden