Ulykkelig og super spændt på samme tid.

Jeg sku for lidt over 2 måneder siden op til min jordemor, til første besøg. Vi sidder og snakker lidt, og når så til hjertelyden. Glædede mig rigtig meget til at hører det. Efter n halv times forgæves forsøg på at finde den, blev jeg sendt til skanning på hospitalet. Bus turen derud var godt nok lang, min allerværste frygt blev til virkelighed. Min lille dreng var ikke mere i live.. snøft. Jeg var på dette tidspunkt 15+3 henne, så ku ikke bare få en alm. abort, nej måtte lide, og føde min meget lille dreng, som man normalt gør, gal det var ubeskrivelig hårdt.

Da vi så fik ham i armene bagefter og havde taget billeder og sagt farvel, sku vi tage stilling til, om vi ville have brændt og smidt ud med andet biologisk affald, eller om vi ville have ham med, og begrave ham normalt. Var jo ikke lige det man havde regnet med ville ske.

En uge efter stod vi oppe på kirkegården

Nu har jeg så 2 drenge liggende oppe på kirkegården, under jorden, da jeg i 2006 mistede min lille Oliver 52 dage gammel.

Hvordan er det emuligt at være så uheldig.

Og nu er det så at jeg sidder her små 2 mdr efter den sidste begravelse, og er blevet gravid igen. Er både super lykkelig da mig og min forlovede brændende ønsker os en lille guldklump men også skræmt på samme tid, hvad nu hvis ......

Sorry den er lidt lang, men havde brug for at komme ud med dette.

Har svært ved at komme med ord ..... men et kram med håb om en perfekt baby denne gang, skal du have

Åh gud hvor forfærdeligt for jer  Men hvor er det dejligt at du nu er gravid igen. Knus til dig

Kære dig!

Åhh hvor gør det mig ondt at læse alt dette

Er så ked af du har måtte igennem 2 så forfærdelige tab

For små 4 mdr siden mistede jeg også min Datter Kamma i 21. graviditetsuge, opdagede hun var død til MD scanning

Og nu står jeg også med en positiv test..men nu var det et stort ønske!

Men sidder her med den største glæde og den største frygt for hvad nu hvis vi skal det hele igennem igen!

Men jeg ville egentlig abre skrive til dig at du endelig skal skrive til mig hvis duhar behov for det!

Kæmpe og 2 LYS for dine engle som jeg er sikker på passer godt på hinanden!

Puh det er godt nok noget af en omgang i har været igennem. Det er godt nok barskt og uretfærdigt.

Jeg håber inderligt for jer, at denne graviditet bliver en lykkelig en og ati får lov at beholde jeres lille baby.

Håber også for jer, at frygten ikke kommer til at overskygge lykken over graviditeten, og i kan nyde den fantastiske tid i går i møde. Forhåbentlig er der nogen som tager sig lidt af jer og guider jer, når nu i har mistet to sønner i forvejen..

Stort knus herfra

Varmer at hører jeres trøstende ord . Vi har fået af vide fra hospitalet at det ikke er mig der er noget galt med, havde ingen infektioner eller lignende, der ku have skyld i dette, så det er jo et lille lyspunkt, men der er åbenbart 20% af alle gravide der oplever dette, vi var en af dem. Men de siger osse at der kommer ekstra opsyn på denne, men hvad hjælper det, hvis det sker alligevel og vi skal igennem det hele endnu engang.

mutti25 skriver:

Jeg sku for lidt over 2 måneder siden op til min jordemor, til første besøg. Vi sidder og snakker lidt, og når så til hjertelyden. Glædede mig rigtig meget til at hører det. Efter n halv times forgæves forsøg på at finde den, blev jeg sendt til skanning på hospitalet. Bus turen derud var godt nok lang, min allerværste frygt blev til virkelighed. Min lille dreng var ikke mere i live.. snøft. Jeg var på dette tidspunkt 15+3 henne, så ku ikke bare få en alm. abort, nej måtte lide, og føde min meget lille dreng, som man normalt gør, gal det var ubeskrivelig hårdt.

 

Da vi så fik ham i armene bagefter og havde taget billeder og sagt farvel, sku vi tage stilling til, om vi ville have brændt og smidt ud med andet biologisk affald, eller om vi ville have ham med, og begrave ham normalt. Var jo ikke lige det man havde regnet med ville ske.

 

En uge efter stod vi oppe på kirkegården

Nu har jeg så 2 drenge liggende oppe på kirkegården, under jorden, da jeg i 2006 mistede min lille Oliver 52 dage gammel.

Hvordan er det emuligt at være så uheldig.

 

Og nu er det så at jeg sidder her små 2 mdr efter den sidste begravelse, og er blevet gravid igen. Er både super lykkelig da mig og min forlovede brændende ønsker os en lille guldklump men også skræmt på samme tid, hvad nu hvis ......

 

Sorry den er lidt lang, men havde brug for at komme ud med dette.

Kære du!

Hvor er det forfærdeligt at høre det du har været igennem!

At miste en gang er ulideligt, 2 gange, på puuuh, ja det må være et levende helvede!

Vi kender også sorgen ved at miste, og jeg har personligt den samme frygt som du, man tør ikke rigtig glæde sig i frygt for alt det der kan gå galt!

Jeg synes du er stærk, stærk at du deler din sorg med os andre.

Jeres 2 små dejlige engle vil altid være i live i dit hjerte og i dine minder, selv et lille liv i maven er et liv!

Jeg ved ikke om du kender siden, men jeg har lige oprettet mig inde på siden smaa-engle.dk, den er rigtig god.

Sender jer de varmeste tanker i en svær tid.

Knus Enayia som også er mor til en engledreng

Jeg sender dig et stort kram. Sikke nogle frygtelige oplevelser I har været igennem. Jeg ønsker så meget for Jer, at denne graviditet ender med et dejligt, rask barn til Jer.

Kh T

Puha hvor forfærdeligt

Håber denne gang at du får en vellykket graviditet og får en sund og rask baby ud af det

Hvorfor er jeg mere bange end lykkelig og glad, og det lille væsen i maven. Ved godt at man ikke må overskygge glæden ved den lille ny, med en frygt for hvis nu...... Men gal det er svært... nogen der har nogle gode råd til hvordan jeg kan glæde mig lige så meget som jeg frygter...