Så fandt jeg lidt tid til at skrive lidt her på Baby.dk...min tid er jo ikke længere min egen efter jeg er blevet mor, men nu sover min lille skat og så er det bare til tasterne 
Den blev lidt lang..sorry 
Tirsdag, den 25. maj skulle jeg til jordmoder og jeg var ved at være godt utålmodig efter at få min datter så jeg bad JM om en hindeløsning. Op på briksen og...ingenting!! Hun kunne ikke nå, med andre ord så var Runa på ingen måde på vej ud..mega ØV! 
Jeg tog så hjem og gloede tv hele aftenen som vanligt...men ved 23-tiden syntes jeg godtnok, at mit underliv føltes lidt anderledes end ellers...murren og spændinger
Jeg faldt i søvn og vågnede igen omkring kl. 1 og gjorde mig klar til, at gå i seng...men nu begyndte det at gøre ondt, som i smerter-jeg-ikke-kan-forklare. De næste par timer rendte jeg i pendulfart fra sengen til toilettet..det føltes hele tiden som om jeg skulle tisse, men jeg kunne ikke presse mere end få dråber ud ad gangen....begyndte at tænke: "er det her begyndende veer??" Det føltes ligesom at have blærebetændelse og jeg kunne IKKE finde ro til at sove; hver gang jeg lagde mig og døsede hen, så startede det forfra.
Ved 2-tiden gik slimproppen som blev nærstuderet i badeværelses skarpe lys 
Jeg var stadig meget i tvivl om jeg havde veer, men den klat overbeviste mig om, at ét-eller-andet da vist var i gærde...mon ikke jordmoder Majbritt havde sat noget i gang med sin pillen rundt i mig dagen før
Ved 3-tiden kunne jeg ikke holde det ud længere og ringede til fødegangen der dog ikke mente, at jeg var i aktiv fødsel. De bad mig se tiden an og ringe igen om morgenen.
Okay...suk! Det var den længste og ensomste nat jeg længe har oplevet. Jeg var træt, forventningsfuld, urolig og et hav af andre følelser og jeg havde sådan brug for at dele det med nogen.
Ved 5-tiden om morgenen skrev jeg en forsigtig sms til Karina (KaMa): "er du vågen?"...der kom omgående svar "Jaaaa" Så ringede jeg hende op og vi talte lidt sammen. Så ringede jeg til Zafir som spurgte om hun skulle droppe arbejde og komme, men det mente jeg ikke var nødvendigt.
Ved 7-tiden ringede jeg igen til FG som nu gerne ville se mig. De kørte en strimmel og hjertelyd på baby var fin. Veerne var endnu ikke så kraftige og regelmæssige så de syntes, at jeg skulle tage hjem og hvile...fik en cocktail og gik derfra.
Af én eller anden grund tog jeg bussen hjem istedet for en taxa hvilket jo var helt skørt da jeg havde veer og måtte sidde musestille når de kom for ikke at tiltrække mig unødig opmærksomhed...på et tidspunkt siger en ældre dame bekymret til mig: "er der noget galt?"...mig med tapper stemme:"nej nej, jeg har bare veer!"...behøver vist ikke lige sige, at damen så temmelig rystet ud
Derhjemme i lejligheden ventede jeg på, at min far skulle komme med mad. Talte et par gange med Zafir og min veninde Christina, som også skulle med til fødslen, for at aftale med dem, at det nok snart var tid til at komme.
Jeg var dødtræt for jeg havde stadig ikke sovet...havde ikke taget indslumringspillen alligevel, men Zafir har fortalt, at jeg fik mig en lur, men det kan jeg ikke selv huske. Ved 16-tiden gik jeg i bad og det var skøøønt med det varme vand og mens jeg var i bad kom Christina. Vi havde en super hyggelig eftermiddag med masser af grin, pizza og ja..veer. Der var nu ca. syv min. mellem veerne og de bed efterhånden godt til
Om aftenen så vi, eller rettere mine to fødselshjælpere, DH. Jeg havde rigeligt at koncentrere mig om og pludselig føltes det som om, at jeg tissede i bukserne og troede straks at nu var vandet da gået....
Jeg havde skiftevis min mor og FG i røret og min lettere bekymrede mor insisterede nu på, at vi tog ind på Riget....det mente Riget også var en god idé så jeg ringede efter en taxa. Den stakkels taxamand så noget utryg ud ved tanken om at køre os afsted, men derind kom vi da.
Oppe på anden sal var der simpelthen så stille, at vi troede vi var gået forkert..der var ikke et øje! Vi kom ind i modtagelsen og blev mødt af jordmoder nr. 1 Lisbeth som startede med at køre en strimmel og jeg blev lidt ærgelig over, at veerne var gået lidt i stå og frygtede, at blive sendt hjem igen. Men efter en undersøgelse af mig konstaterede hun: AKTIV FØDSEL!!! Yes yes yes!!! Men vandet var ikke gået som jeg først havde troet. Nu var kl. 22.30, onsdag aften.
Zafir og Christina hyggede og spiste kiks med smøreost og læste højt fra sladderbladenes verden..dejligt med noget andet at tænke på når tiden bare står stille.
Ved 1-tiden var der vagtskifte og ind kom jordmoder nr. 2 Lotte som fandt en fødestue til os MED KAR, som straks blev fyldt op. Glædede mig til, at hoppe i baljen 
Jeg havde åbnet mig syv cm og var fuld af håb om en hurtig fødsel og efter turen i karret kunne Lotte så konstatere, at jeg nu var 8 cm åben...vældig skuffende for havde nok sat næsen op efter de 10...ja (over)optimistisk har man jo lov at være
Så var det tid til de store spørgsmål: epidural eller ikke epidural? Pyhh den var svær...havde jo egentlig taget stilling hjemmefra om, at jeg ikke ville have den, men nu hvor veerne bed mere hårdt begyndte jeg at vakle...hvis jeg valgte den til kunne jeg så ikke komme i vand længere. Jeg tog en rask beslutning: INGEN EPIDURAL!! Men ja til bistik og lattergas....oh boy, kom jeg til at fortryde det valg!! 
Klokken var nu 4 og jeg syntes tiden stod stille!! Og jeg var så p**** træt....men vågnede nok lige op da jeg fik lagt de bistik. OMG hvor gjorde det ondt!!! De tog fuldstændig pusten fra mig og jeg skreg i smerte...Christina og Zafir måtte holde mig med magt og jeg kan huske, at jeg bandede og svovlede som en havnearbejder og hamrede næverne ned i dynen. For h****** hvor gjorde de ondt!!
Lotte gav os en tidshorisont på, at Runa var ude senest kl. 9, måske før....åh gud fem timer mere?? Der var stadig tid imellem veerne til, at jeg kunne nå at hvile mig...men det gik sgu´ langsomt fremad. Lotte var også bekymret for den langsomme fremfærd, som gjorde min stakkels livmoder træt, så hun sagde, at jeg kunne komme i vand igen og så ville hun undersøge mig igen en halv time senere og hvis jeg ikke havde åbnet mig mere så ville hun lægge et vedrop.
Op i karret igen...mit humør var nu på nulpunktet. Jeg havde så ondt og var så træt, at jeg husker at jeg tænkte: "hvis jeg glider ned i vandet nu, så drukner jeg for jeg har ikke kræfter til at komme op selv"....
Da Lotte tjekkede igen var min livmoderhals gudskelov væk og jeg havde næsten åbnet mig helt...fik vedroppet lagt og lattergasmasken i hånden og så var der igen vagtskifte...hvilket jeg syntes var rigtig svært på det tidspunkt.
Ind kom jordmoder nr. 3 Lone, en jordmoder jeg og Christina havde mødt to gange under en forelæsning om smertelindring og om fødslen A-Z på Riget og hun var simpelthen så fed og sjov at høre på...så jeg var rigtig glad for at se hende. Tænkte, at det var skæbnen, at hun kom nu efter at jeg havde ligget og lidt så længe..hehe Lone var über kampklar og tog straks styringen og jeg følte mig i gode hænder selvom jeg på det tidspunkt var døden nær af træthed.
Kl. 7.16 startede presseveerne BIG TIME og SHIT SHIT SHIT hvor gjorde de ondt..vedroppet drillede og faldt hele tiden ud og lattergassen fik jeg totalt klaustrofobi af; følte at jeg blev kvalt i den...veerne kom susende og jeg kunne ikke nå den dybe vejrtrækning indimellem....og jeg blev så bange, panikslagen faktisk!! Jeg kæmpede imod og råbte og skreg: "JEG KAN IKKE; JEG KAN IKKE..."
Christina, Zafir og Lone skiftevis opmuntrede og truede mig (sådan føltes det ihvertfald) og jeg følte det som om der ikke var nogen der lyttede til mig når jeg sagde at jeg ikke ville/kunne.
På et tidspunkt imellem veerne spørger jeg Lone hvor langt ude Runa nu er....og Lone viser med sine hænder hvad der svarer til en femkrone...EN FEMKRONE!!!! Are you kidding me?? Og jeg der nærmest tror hun er halvt ude!! Det var totalt demoraliserende og da hun samtidigt supplerer med, at Runa er ude om max otte presseveer...der står jeg simpelthen af og vil have både epidural OG kejsersnit I DEN RÆKKEFØLGE, TAK!!
Lone motiverede og blev også lidt skrap i stemmen, Zafir og Christina heppede og heppede og efter et lille klip med saksen, så tog jeg mig sammen og pressede ALT hvad jeg kunne og så kl. 8.06, torsdag den 27.maj 2010...
.....var Runa ude!!!
Lilla og blodig og helt vidunderlig og jeg TUDEDE i vilden sky!
Desværre havde hun slugt fostervand så hun, efter en kort tur op på min mave, blev taget fra mig og der blev et værre leben af mennesker omkring mit lille barn..det var frygteligt at overvære! Inden hun skulle hen på neonatalafdelingen fik jeg hende kortvarigt igen op på maven og så slog hun øjnene op for første gang og kiggede undersøgende på mig og jeg brød helt samme: der var min lille pige som jeg har elsket siden hun bare var en streg på en pind. Nu lå hun der i mine arme så lille og så sårbar og det var slet ikke til at begribe. Jeg følte, at jeg ville dø hvis der skete hende noget.
Runa vejede ved fødslen 3485 g og var 50 cm og helt igennem perfekt i mine øjne
