Så ramte jeg muren...

Hej søde Rosa,

kan virkelig godt forstå du synes det er svært... Det ER det i starten og man står midt i noget man aldrig nogensinde har prøvet før, og det er bestemt ikke nemt....

Men det skal nok komme snart, tro mig.... Lige pludselig vil det komme til dig/jer at du kan høre forskel på hans gråd og forstå ham meget bedre og som regel vide hvad det er.....

Da jeg havde fået min datter græd hun også meget i starten og jeg tudede og svedte over det stress jeg fik pga jeg ikke kunne finde ud af hvad der var galt.....

Min mand var til babymassage-kursus med hende da hun var en måneds tid og det gjorde rigtig meget godt... Så vi "cyklede" med hendes ben (det løsner evt luft i deres mave) og så masserede vi hende rundt om navlen i URETS RETNING (vigtigt, ellers har det modsatte virkning), det løsner også op og sætter gang i tarmene.....

Da hun var et par mdr og vi stadig syntes det var lidt for meget hun græd var vi til zoneterapeut med hende, hun fik tre behandlinger og det gjorde virkelig godt!!! Hun kom af med de vildeste "stinkere" bagefter, så der var meget luft der sad i klemme..... Zoneterapeuten sagde hun ikke havde kolik, men hun havde mavekneb og de behandlinger hjalp bare rigtig godt :-)

Vil også sige som Zafir nævner, atdu skal prøve at amme ham i sengen mens du ligger ned på siden. Det kan faktisk godt lade sig gøre at sove imens... Men det skal man lige lære :-) I starten er man så bange for at lægge sig på dem osv (hvilket man ikke gør) men under alle omstændigheder kan du hvile bedre ved at amme ham sådan, end hvis du sidder op... Og ligger du og blunder, ja så slipper han iøvrigt selv, når han er færdig:-)

Da jeg fik min søn lå han hos mig i min seng i min arm til han var 13 mdr:-) Jeg følte stort set aldrig jeg som 1. gang manglede søvn, men det hele er nu også meget nemmere 2. gang. Men det gav mig mere ro at have ham tæt på mig og det var så nemt at amme og med tiden kunne jeg bare sove så snart han var lagt til....

Nu ved jeg ikke om I sådan går rundt med ham om natten, men en rigtig god måde at gå med dem på, hvor de nemt falder til ro er at lægge ham på en underarm på maven... Altså så hans hoved lægger oppe mod din albue, så hans kind ligger på armen og han kan kigge fremad. Hans mave ligger så ned langs armen og når man går rundt med dem på den måde, så er de ofte meget afslappede og kan- hvis de vil følge med i det der sker foran dem... Og ellers falder de ofte nemt i søvn i den stilling.....Det er i hvert fald noget der har virket ekstremt godt på begge vores :-)

Håber du kan bruge lidt af det, det er bare lidt forslag til hvordan I evt kan gøre.... Er ikke sikkert det er en god løsning i jeres tilfælde, men det er mine erfaringer, som jeg lige ville dele med dig:-) Jeg slugte råd da det var mig der var 1. gangs mor, jeg syntes nemlig også det var rigtig svært!!!!

Ønsker dig held og lykke med det hele

Knus Tina

Tina2 skriver:

Hej søde Rosa,

kan virkelig godt forstå du synes det er svært... Det ER det i starten og man står midt i noget man aldrig nogensinde har prøvet før, og det er bestemt ikke nemt....

Men det skal nok komme snart, tro mig.... Lige pludselig vil det komme til dig/jer at du kan høre forskel på hans gråd og forstå ham meget bedre og som regel vide hvad det er.....

Da jeg havde fået min datter græd hun også meget i starten og jeg tudede og svedte over det stress jeg fik pga jeg ikke kunne finde ud af hvad der var galt.....

Min mand var til babymassage-kursus med hende da hun var en måneds tid og det gjorde rigtig meget godt... Så vi "cyklede" med hendes ben (det løsner evt luft i deres mave) og så masserede vi hende rundt om navlen i URETS RETNING (vigtigt, ellers har det modsatte virkning), det løsner også op og sætter gang i tarmene.....

Da hun var et par mdr og vi stadig syntes det var lidt for meget hun græd var vi til zoneterapeut med hende, hun fik tre behandlinger og det gjorde virkelig godt!!! Hun kom af med de vildeste "stinkere" bagefter, så der var meget luft der sad i klemme..... Zoneterapeuten sagde hun ikke havde kolik, men hun havde mavekneb og de behandlinger hjalp bare rigtig godt :-)

Vil også sige som Zafir nævner, atdu skal prøve at amme ham i sengen mens du ligger ned på siden. Det kan faktisk godt lade sig gøre at sove imens... Men det skal man lige lære :-) I starten er man så bange for at lægge sig på dem osv (hvilket man ikke gør) men under alle omstændigheder kan du hvile bedre ved at amme ham sådan, end hvis du sidder op... Og ligger du og blunder, ja så slipper han iøvrigt selv, når han er færdig:-)

Da jeg fik min søn lå han hos mig i min seng i min arm til han var 13 mdr:-) Jeg følte stort set aldrig jeg som 1. gang manglede søvn, men det hele er nu også meget nemmere 2. gang. Men det gav mig mere ro at have ham tæt på mig og det var så nemt at amme og med tiden kunne jeg bare sove så snart han var lagt til....

Nu ved jeg ikke om I sådan går rundt med ham om natten, men en rigtig god måde at gå med dem på, hvor de nemt falder til ro er at lægge ham på en underarm på maven... Altså så hans hoved lægger oppe mod din albue, så hans kind ligger på armen og han kan kigge fremad. Hans mave ligger så ned langs armen og når man går rundt med dem på den måde, så er de ofte meget afslappede og kan- hvis de vil følge med i det der sker foran dem... Og ellers falder de ofte nemt i søvn i den stilling.....Det er i hvert fald noget der har virket ekstremt godt på begge vores :-)

Håber du kan bruge lidt af det, det er bare lidt forslag til hvordan I evt kan gøre.... Er ikke sikkert det er en god løsning i jeres tilfælde, men det er mine erfaringer, som jeg lige ville dele med dig:-) Jeg slugte råd da det var mig der var 1. gangs mor, jeg syntes nemlig også det var rigtig svært!!!!

Ønsker dig held og lykke med det hele

Knus Tina

Tak for trøst og rigtig gode råd. I nat har jeg faktik fået 7 timrs søvn da jeg ammede sådan som I foreslår - liggende. Det virkede rigtig fint, selvom jeg måtte ind på sofaen fordi han græd lidt i starten. Jeg er 100% for zoneterapi hvis det bliver nødvendigt - sagen er bare at han i virkeligheden nok ikke græder særligt meget... Det er så få gange han har været helt hysterisk - jeg er bare så bange for at det skal ske fordi jeg føler mig så afkræftet i forvejen og har desperat brug for at føle solid jord under fødderne...

I aftes tog jeg en kæmpe tudetur fordi han skreg og skreg, og det hjalp også at få luftet lidt ud. Niklas var superdejlig - gav lige 25 ml i flaske og så sov prins Jonathan så sødt... Derefter lyttede han til mig og trøstede og krammede i en time (ELSKER den mand) og som belønning har han sovet nonstop og uforstyrret fra 23 til 7.30 i morges selvom hans "tur" skulle starte kl 4 

I dag skinner solen - det skal nok gå...

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Kære kære Rosa,

Åhh jeg harlæst din indlæg så maaaaaange gange og har virkelig bare gerne ville komme med guldkornene, men de har været svære at finde.

Først vil jeg bare sige, at jeg føler med dig. Dernæst vil jeg sige at alt hvad du føler er helt normalt og tror næsten alle nybagte mødre føler det. Dine tanker, følelser, tudeture osv er helt normale. Det lover jeg dig.

Da jeg fik Asta var jeg jo HELT alene og jeg siger dig jeg har grædt mange tårer og været MEGET frustreret. Frustreret over alle de tanker der gik gennem mit hoved, at det var så hårdt osv. Nogle dage ville jeg ønske hende langt ind i maven igen og hvade aftenen hvor hun græd og græd hvor jeg havde lyst at kyle hende ud af vinduet børste hænderne og sige, nåh det var så det.

Jeg snakkede med min SP om det da jeg var skræmt over at have disse tanker, og hun sagde, Tjah du vil sku være ret umormal hvis ikke du havde de tanker:0) Og så slappede jeg af og hvilede i at jeg VAR OG ER helt normal:0)

Nu vil jeg så sige, at ALT SKAL NOK BLIVE BEDRE og meget nemmere. For hver dag der gå så bliver han større og stækere og i bliver som forældre klogere på ham.

Du skal også huske -at selvom det gør ondt langt ind i hjertet - så er gråd det eneste børn kan, så det er ok at de gør det. Find det positive i hans gråd, det udvider hans lunger, og det er rigtig godt for hans mave:0)

Ellers vil jeg komme med nogle ting der har hjulpet mig meget, når mine brøn græder:0)

Klap ham stille i numsen når du går rundt med ham eller sidder med ham, når han græder. Går det i hjerteslagstempo. et klap pause og to klap hurtigt efter hinanden. Det er meget beroligende for børn.

Hold ham tæt ind til digmen du står op, sving så din overkrop rimelig hurtigt fra side til side. Udgaven kan avanceres ved samtidig at ryste kroppen lidt:0) Den er næsten en sikker vinder:0)

En god metode er også at "stramme" ham ind. Det at de kommer ud i denne store verden kan være meget skræmmende. Jeg har taget billeder af hvordan jeg pakker Anton( dengang også Asta) ind i babydynen.

Når jeg så får ham i armenen, så laver jeg samtidig svinge fra side til side hoppe udgaven:0)

Håber du kan brue nogle af rådende, og s sender jeg dig lige det største knus i verdenen:0)

Christina

_{Ville ønske jeg havde kloge ord at komme med, men har selv nybagt mor følelser tilgode nogle uger endnu..... Men kan sende et kramog en high five for at du tør lukke op for dine tanker.... Er sikker på du er en fantastisk mor.....}

Valle81 skriver:

Kære kære Rosa,

Åhh jeg harlæst din indlæg så maaaaaange gange og har virkelig bare gerne ville komme med guldkornene, men de har været svære at finde.

Først vil jeg bare sige, at jeg føler med dig. Dernæst vil jeg sige at alt hvad du føler er helt normalt og tror næsten alle nybagte mødre føler det. Dine tanker, følelser, tudeture osv er helt normale. Det lover jeg dig.

Da jeg fik Asta var jeg jo HELT alene og jeg siger dig jeg har grædt mange tårer og været MEGET frustreret. Frustreret over alle de tanker der gik gennem mit hoved, at det var så hårdt osv. Nogle dage ville jeg ønske hende langt ind i maven igen og hvade aftenen hvor hun græd og græd hvor jeg havde lyst at kyle hende ud af vinduet børste hænderne og sige, nåh det var så det.

Jeg snakkede med min SP om det da jeg var skræmt over at have disse tanker, og hun sagde, Tjah du vil sku være ret umormal hvis ikke du havde de tanker:0) Og så slappede jeg af og hvilede i at jeg VAR OG ER helt normal:0)

Nu vil jeg så sige, at ALT SKAL NOK BLIVE BEDRE og meget nemmere. For hver dag der gå så bliver han større og stækere og i bliver som forældre klogere på ham.

Du skal også huske -at selvom det gør ondt langt ind i hjertet - så er gråd det eneste børn kan, så det er ok at de gør det. Find det positive i hans gråd, det udvider hans lunger, og det er rigtig godt for hans mave:0)

Ellers vil jeg komme med nogle ting der har hjulpet mig meget, når mine brøn græder:0)

Klap ham stille i numsen når du går rundt med ham eller sidder med ham, når han græder. Går det i hjerteslagstempo. et klap pause og to klap hurtigt efter hinanden. Det er meget beroligende for børn.

Hold ham tæt ind til digmen du står op, sving så din overkrop rimelig hurtigt fra side til side. Udgaven kan avanceres ved samtidig at ryste kroppen lidt:0) Den er næsten en sikker vinder:0)

En god metode er også at "stramme" ham ind. Det at de kommer ud i denne store verden kan være meget skræmmende. Jeg har taget billeder af hvordan jeg pakker Anton( dengang også Asta) ind i babydynen.

Når jeg så får ham i armenen, så laver jeg samtidig svinge fra side til side hoppe udgaven:0)

Håber du kan brue nogle af rådende, og s sender jeg dig lige det største knus i verdenen:0)

Christina

Tusind tak for svaret, støtten og det gode råd - det skal helt sikkert prøves!!! Rigtig dejligt at læse at man bestemt ikke er ene om at synes det er svært...

Kh

Rosa