Så ramte jeg muren...

Jeg har stor forståelse for ALT hvad du beskriver.
Og BARE ROLIG - det er helt normalt at have alle de tanker og følelser, uanset hvordan fødslen er forløbet.
Men du har så bare været uheldig, at skulle en del ekstra igennem også.

Man ved ikke alt om at være mor før man bliver det.
Og man kan ikke det hele fra day one. Det lærer man langsomt, når man tør slappe af i rollen, og stole på sin egen dømmekraft.

INGEN KENDER DIN SØN BEDRE END DU GØR !!!!

Og det er helt okay at have en masse komplicerede og svære følelser - man kan både føle stor lykke og enorm afmagt på een gang.
Så er det bare vigtigt, at du og din kæreste snakker sammen og støtter hinanden - begge to!

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at I klarer det godt.
Usikkerhed og bekymring ER bare en del af dét, at være blevet forældre.

Tud du bare løs. Det har jeg skam også gjort efter begge mine fødsler.

Der er ikke noget at sige til, at man behøver at reagere.
Man har gået i over 9 måneder og ventet med længsel.
Pludselig er maven flad(ere), barnet er der, og man er krævet og behøvet i en sådan grad, at man aldrig havde forstillet sig det eller prøvet det lignende før. Man kan gøre sig mange forestillinger, og høre en masse fra andre. Men ingenting kan beskrive, hvad der rent faktisk sker, før man står midt i det, og det er blevet ens nye liv!
Hormonerne fræser rundt, brysterne er ømme og ansvaret enormt.

Det ville næsten være mere mærkeligt, hvis man ikke fik brug for at få "et anfald" engang imellem. Så vær ikke bange for, at der er noget galt i det, eller med dig. Det er helt naturligt og helt normalt.

Knus herfra....

Ih altså...

De andre er meget bedre til at trøste end jeg er, har meget bedre erfaringer end jeg har, så jeg vil nøjes med at sende et kæmpe kram!

Kære allesammen.

Jeg ligger på sofaen med skattermusen ved brystet og har kunnet sove siden kl 1 kun afbrudt af et par småklynk. Niklas ville egentlig tage over nu her, men da han skal hygge med sin familie i dag (de er kommet ned for at se Jonte for første gang i weekenden og bor i  min mors lejlighed) er jeg ret glad for at kunne spare ham lidt, når jeg nu har haft en så nem nat so far.

Jeg vil at I skal vide at jeg har læst alle jeres svar to gange og tudet til dem alle sammen. Det her er nok den vigtigste tråd jeg nogensinde har oprettet og det føles rigtig dejligt at kunne være så ærlig omkring de her følelser...Men også hårdt - det var da noget sejere hvis jeg kunne lave en fototråd med mig der sidder og drikker latte med en sødt sovende lillemus på armen....

Jeg havde en snak med Niklas om det inden vi sov og jeg er kommet frem til at noget af det jeg er mest bange for er at jeg pludselig skal blive helt fuldstændigt oversvømmet af den her "ked af det"-hed og angst for ikke at kunne finde ud af det her mor-halløj og så i virkeligheden ende med at gå glip af en hel masse positive ting. Derfor er jeg også bage for at stå i de situationer hvor han bare græder og græder - fordi jeg er bange for at blive overvældet af alle følelserne og ikke kunne være mig selv.

Det er så dejligt at vide at jeg ikke er den eneste - selvom jeg jo rent rationelt er helt med på at det er normalt. Jeg ved jo udmærket at der står i samtlige bøger og pjecer at "alle nybagte mødre har tudeture pga hormoner m.m." - jeg tror bare jeg havde forventet den slags tudeture man ligesom selv kan styre - ligesom når man ser en lækkersørgelig film eller bliver rigtig rigtig glad og rørt...

Nu er jeg færdig med at amme. Tak fordi I gider bøvse mig af...

Med alle mine graviditets-/fødselshormoner: Jeg tror jeg elsker jer piger

Og så skulle den ble vidst skiftes

Rosa

Jeg har tygget lidt på dit indlæg... og vil lige give en lille hilsen med, selvom du egentlig har skrevet nyt siden trådstart...

Jeg har ved mine to tidligere fødsler ikke haft tudeture, men jeg er også ufattelig dårlig til at græde, men det skal ikke holde mig fra at genkende følelsen af overvældethed, udmattelse og den der dumme slår-jeg-til-og hvad-nu-hvis... Og jeg havde ingen indlæggelse eller lignende at hænge det op på, så jeg tror faktisk "bare" at du er ganske almindelig hormon-ramt, og du kommer igennem ligesom mange mødre før dig.

Som Zafir også er inde på, så er det jo ikke kun din vidunder-unge der er skøn, du er jo vidunder-ungens mor og det kan kun du gøre bedst.

Du har støtte og opbakning og du kommer ud på den anden side, som den mor du er, den bedste Jonathan kan få... Og det er de hårde dage værd

Majken 32+2

Jeg kan godt huske hvordan det var. Det ER pisse hårdt og den første halvanden måned syntes jeg faktisk ikke det var skide sjovt for vores datter skreg også meget. Men lige pludselig KENDER du gråden! DU ved sjovt nok lige pludselig hvad det er han vil. Og det er så befriende. For ja i starten føler man sig bare så uduelig over ikke at kunne hjælpe sit barn.

Ang skrigeriet så var vi ved kiropraktor med vores datter og det hjalp rigtig godt. Vi var der 3 gange. Og så gik vi væk fra D-dråber og har derefter brugt ACD-dråber. Efter vi holdt op med D-dråberne stoppede skrigeriet!

Men husk nu på at du klarer det rigtig flot uanset hvad for du gør dit bedste for at hjælpe dit barn selvom du endnu ikke helt ved hvad det er han vil. Du prøver jo og DET gør dig til den bedste mor!! Knus

Hej Kære Rosa.

Først og fremmest synes jeg det er super flot at du kommer ud med alle de tanker og følelser du har omkring det hele.

Jeg kan godt forstå at det er hårdt for dig, det er også en slem omgang du har været igennem.

Og det er svært både at skulle takle det, samtidig med at man har så mange voldsomme følelser/enorm kærlighed for det lille vidunder man lige har sat til verdenen.

Der er meget man skal lære når man bliver forældre, og det kommer desværre ikke lige til en sådan natten over.

Men tro mig, i løbet af meget kort tid, lærer du din smukke lille søn at kende, og lærer hvad de forskellige gråd betyder.

Forælderskabet/moderskabet betyder at man hele tiden lærer noget nyt.

Men det er frustrende lige når det er nyt, og man ikke lige altid har svaret på det hele.

Nu skal du jo højst sandsynligt snart have besøg af din sundhedsplejerske. Måske det var en god ide at sige til hende at du gerne vil have en snak om hele forløbet, Således at du får snakket ud om tingene. De plejer at være rigtigt gode at snakke med.

Men vær tålmodig søde, så snart man lige vender sig til den omvæltning det nu engang er, så er der ikke noget mere fantastisk

Kæmpe knus Pernille

Kære Rosa

Jeg var igennem noget lignende da jeg fik min søn. Operation pga blodtab. 6 portioner blod og en blodprocent på 4,1  gjorde at den første tid var rigtigt hård. Vi var indlagt i ca en uge før vi kom hjem. Den første tid var slet ikke som jeg havde ventet og det virkede som om grædeturer, natteuro og udmattelse ingen ende ville tage. Men tro mig når jeg siger at den situation man står i med en nyfødt er over før man ved det. Det bliver bedre ret hurtigt ........... og heldigvis vil du tydeligst kunne huske de gode ting. Det tog mig ca 4 mdr før vi var "ovenpå" igen. Alligevel husker jeg tydeligt følelsen.

Et kæmpe knus herfra

Sødeste Monica jeg tuder stadig  det går ikke over  

Det er bare super hård at blive mor med søvnløse nætter ømme bryster utrøstelige babyer osv osv osv. 

Så du får lige en KÆMPE kram fra mig. 

Men selvfølgelig kan du finde ud af det du jo Rosa og sej 

Jeg vil så lige fortælle at amme børn altså får luft i maven og har lidt svært ved at komme af med den luft så det kan sagtens være derfor han græder det var det med Lucas og vi cyklet med ham og trykket hans ben op mod maven og det hjalp for det meste, jeg har ikke lige læst hvad andre har skrevet så ved ikke om der en der har skrevet det men nu har jeg også så 

Du får lige et KÆMPE kram fra mig og glæder mig til at se jer igen. 

Knus Diana

Rosa skriver:

Kære allesammen.

Jeg ligger på sofaen med skattermusen ved brystet og har kunnet sove siden kl 1 kun afbrudt af et par småklynk. Niklas ville egentlig tage over nu her, men da han skal hygge med sin familie i dag (de er kommet ned for at se Jonte for første gang i weekenden og bor i  min mors lejlighed) er jeg ret glad for at kunne spare ham lidt, når jeg nu har haft en så nem nat so far.

Jeg vil at I skal vide at jeg har læst alle jeres svar to gange og tudet til dem alle sammen. Det her er nok den vigtigste tråd jeg nogensinde har oprettet og det føles rigtig dejligt at kunne være så ærlig omkring de her følelser...Men også hårdt - det var da noget sejere hvis jeg kunne lave en fototråd med mig der sidder og drikker latte med en sødt sovende lillemus på armen....

Jeg havde en snak med Niklas om det inden vi sov og jeg er kommet frem til at noget af det jeg er mest bange for er at jeg pludselig skal blive helt fuldstændigt oversvømmet af den her "ked af det"-hed og angst for ikke at kunne finde ud af det her mor-halløj og så i virkeligheden ende med at gå glip af en hel masse positive ting. Derfor er jeg også bage for at stå i de situationer hvor han bare græder og græder - fordi jeg er bange for at blive overvældet af alle følelserne og ikke kunne være mig selv.

Det er så dejligt at vide at jeg ikke er den eneste - selvom jeg jo rent rationelt er helt med på at det er normalt. Jeg ved jo udmærket at der står i samtlige bøger og pjecer at "alle nybagte mødre har tudeture pga hormoner m.m." - jeg tror bare jeg havde forventet den slags tudeture man ligesom selv kan styre - ligesom når man ser en lækkersørgelig film eller bliver rigtig rigtig glad og rørt...

Nu er jeg færdig med at amme. Tak fordi I gider bøvse mig af...

Med alle mine graviditets-/fødselshormoner: Jeg tror jeg elsker jer piger

Og så skulle den ble vidst skiftes

Rosa

Pyha ja, jeg må også indrømme at graviditeten og fødslen var VAND i forhold til den første tid med bebs. Det er utrolig hårdt både fysisk og psykisk fordi man jo så gerne vil gøre ALT perfekt men det kan INGEN.. Det er med at tage en dag ad gangen og, som du selv siger, fokusere på de positive stunder når det hele lige pludselig brænder på..
Kan stadig huske da jeg snakkede med en medstuderende til en julefrokost da Gustav var et par måneder gammel.. Hendes søn var 1½ år gammel og hun udbrød bare "Neeej, hvor jeg savner den tid hvor han var så lille og nem.. Det bliver kun værre derfra hvor Gustav er nu..."  WHAT?! Sku det forestille at være NEMT nu i starten? Hvad dælen venter der så? Fik et kæmpe chok, men alle børn er jo forskellige og man vokser altså med opgaven.  Det tager tid, men det kommer. Hver dag bringer nye udfordringer og nogle dage er hårdere end andre men man bliver virkelig overrasket over hvor meget man egentlig kan klare. Hvis nogen for et år siden havde fortalt mig hvad jeg skulle gennemgå, havde jeg ikke troet jeg ville kunne klare det. Men man tager det med "baby-steps" (høhø,) og så klarer man det sgu alligevel  Good luck