Så ramte jeg muren...

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Rosa skriver:

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Et  Det har du brug for og det fortjener du!

Du får lige et kæmpe , trænger du vist til! Vil bare sige til dig at jo gu er det P****! Hårdt, men nu er min trunten 4 uger i morgen og synes det er begyndt at være knapt så hårdt, så bare rolig det skal nok blive bedre men skønt din kærste hjælper dig og lader dig græde når du har brug for det.. For det har man, jeg tudede næsten døgnet rundt de 2 første uger

Men til dig.

Rosa skriver:

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Åh Rosa, jeg kan tydeligt sætte mig ind i det du igennem. Jeg var også på operationsbordet hele 3 gange i 6 dage. Det er virkelig hårdt og slet ikke sjovt. Det er super godt Niklas sørger for dig og giver dig en krammer når behovet er der.

Det tager tid før du kommer helt ovenpå men det er super vigtigt i får talt hele forløbet igennem og får styr på de negative ting så i bedre kan komme videre og sætte sig ind i de positive.

Jeg synes også det tog noget tid før jeg var helt klar oveni hovedet mht til amning om natten, søvnunderskud og ømme snipper.

Et godt råd til de ømme snitter er en buttercreme du kan købe på amazon.com har lavet et indlæg herinde for ikke så længe om det. Det er virkelig guld værd og så er det mere sjovere med snipperne bagefter.

Jeg håber ikke der går længe før det hele bliver lidt mere fuld af solskin

Men et kæmpe skal du have.

ikke så mange ord fra mig. bare en stor trøste

Rosa skriver:

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Hej søde Rosa.

Jeg havde selv en super hård fødsel for 7 uger siden....og lå 10 dage på hospitalet. Selvom Smilla ikke skreg ret meget, så husker jeg tydeligt andre nybagte forældres babyer skrige super meget....og ingen kunne fortælle hvorfor. Vi talte meget om det - os nybagte mødre på gangen og om frustrationerne.

Vil bare sige, at du ikke er den eneste....og at det ER super hårdt at blive forældre - selvom det er fantastisk på samme tid! Manglen på søvn, alt det ukendte, alt det som er sket med din krop..... samt alle hormonerne, det flyver rundt i kroppen på dig, det VIL altså påvirke en! Tror det er vigtigt, at du ikke er bange på forhånd. Tro på, at det bliver bedre og lettere. Du har lige en hurdle, som du skal over...og den er hård, men DIN ro...og DIN positivitet kan din baby også mærke, så forsøg at tænke: Hey....jeg er hans mor og hvis han skriger, selvom jeg ikke ved hvorfor, så er det min opgave bare at trøste....når bøvs, ble og mad valgmulighederne er forsøgt, og han stadigt skriger. Tålmodighed er en svær en som nybagt mor, fordi det hele er så nyt...men et godt råd er, at TRO PÅ DIG SELV...OG TRO PÅ, AT DU ER MOR...og du må bare bide i det sure æble og forsøge at give ham en ro. Det er det aller bedste du kan gøre... Jeg har selv prøvet at blive frustreret og det gik ud over min datter, fordi hun kunne mærke det. FUCK JEG TUDEDE....og alting gik pludseligt godt, da vi kom hjem på besøg et par timer sammen med hende og så tog vi tilbage til hospitalet efter 2-3 timer. At sidde hjemme - bare en time - gav mig roen og troen tilbage. Derefter blev alt bedre for mig! 

Jeg ønsker dig ALT det bedste og at du må finde din ro...og få ro på din søn! Han har lige gennemgået det vildseste man kan forestille sig - at blive født!! Tro på, at han lige skal vænne sig til alle ændringerne. Det skal du hjælpe ham med!

DE KÆRLIGSTE HILSNER FRA EN MOR, DER SELV NETOP LIGE HAR VÆRET I DINE SKO ;-) 

Rosa skriver:

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Åhhhhhh sødeste sødeste pusser!!!....

Det ER jo vildt at blive mor, lige i starten. Når du så ovenikøbet lige fik sådan en medfart, så er det kun sundt at få grædt lidt og erkende at man er lidt bagud, istedet fora t det skal sætte sig som en depression eller noget andet grumt senere...

Du skal NOK komme efter det og det ER ømt at give babber der første par uger, men det bliver OGSÅ bedre

Put ham over i sengen til dig, når du skal amme, så du kan sove i mens, så får du lidt gratis der...

Og det er da skønt at du har mælk!!!

Masser af kærlighed til dig søde Rosa Det kan godt være at han er den aller dejligste dreng, men du er jo hans aller dejligste mor... Du skal nok komme efter det...

kæmpe stort kram!!!

men godt du mærker efter og giver los! ellers sætter det sig bare som en stor fed sort klump inde i dig og hvem ved hvad store fede sorte klumper kan udvikle sig til! min sygeplejerskemoster siger altid "og du skal ikke blive bange når tuderiet starter", forstået sådan, at der kommer bare de dage (hun kalder dem 4. dags tudeturene) hvor man som ny mor går helt ned og det MÅ man gerne, for det ER hårdt og kroppen har jo oplevet noget nærmest traumatisk. og din krop har jo så endda været en ekstra tur igennem!! jeg ved jo ikke noget om hvor hårdt og smukt og fantastisk og uhyggeligt det hele er, men jeg synes det er helt vildt stærkt gået at du er ærlig omkring dine følelser, får dem ud og også at du fortæller os om dem

søde Rosa, det hele skal nok gå godt, jeg er overbevist om at I er de allerbedste forældre for Jonathan og uanset hvor mange tårer du græder, så er det ikke nok til at vaske kærligheden og lykken væk

Rosa skriver:

I dag har jeg for alvor mærket hvordan det første hormonsus er ovre.

Mælken løb til i nat og jeg har KÆMPEstore boobs med ømme snipper. Jeg er begyndt at mærke hvor psykisk hårdt det faktisk var at skulle igennem båd en fødsel OG 2 operationer, et massivt blodtab og en indlæggelse.

De første dage på hospitalet holdt jeg stædigt fast i det positive - alle omkring os var så søde og hjælpsomme, Niklas var fantastisk, fødslen gik over al forventning osv osv - jeg forholdt mig ikke rigtigt til alt det der siden skete... Når personalet snakkede om "alt det du har været igennem" smilede jeg bare og fokuserede på Jonathan. Men den sidste dag tog sygeplejesken endelig fat i det og hjalp mig til at begynde at mærke mine følelser ordentligt og tog en snak med os om det hvor der blev taget hul på bylden. Siden da har jeg taget 2-3 små tudeture på et par minutter hver dag. Og i dag var det så lidt mere og lidt dybere og endte med at jeg sad i 10 minutter og hulkede på skødet af Niklas mens Jonathan lå og knirkede i slyngevuggen.

Selvom man er blevet forælder til verdens aller-allerdejligste dreng så er det sgu hårdt, det der med at skulle op om natten og skifte og made med MEGET ømme snipper og falde i søvn igen bagefter...

Jeg har haft brug for at tude flere gange i dag og heldigvis er Niklas mere end forstående og tager over så ofte han overhovedet kan når der er "krise" og lader mig sidde med Jonathan når han er vågen og glad så længe jeg vil selvom det egentlig er hans "tur"

Det hårdeste er når vi ikke kan finde ud af hvorfor han græder. Det er hjerteskærende at høre ham græde og se ham skære grimasser og ikke vide hvad man kan gøre. Når han ikke er sulten, træt, har våd ble eller vil bøvse - hvad filan gør man så?????? Det kan gøre mig helt nervøs at skulle tage natskiftet fordi jeg er bange for de situationer hvor man bare ikke aner sine levende råd men bare går rundt med en baby som skriger sig mere og mere hæs og man selv bliver mere og mere panikken over om ungen måske har kolik og man derfor kan vinke farvel til søvn fra nu af...

Jeg er nok i virkeligheden bare skidehamrendesbange for at det skal blive hårdere nu - inden jeg har nået at komme til kræfter igen... Det skræmmer mig så meget. Jeg føler mig stadigvæk ude af balance og meget rystet både fysisk og psykisk... 

Jeg havde lige brug for at fortælle jer at jeg er ok det meste af tiden, men at det ikke var omkostningsfrit for mig med den tur på hospitalet...

Kh

Rosa

 

 

Kæreste du!

Først og fremmest får du et kæmpe kram og et ordentlig læs forståelse herfra.

Jeg kender de følelser, du beskriver så ganske udemærket. Man er skudt bagover af lykke men så sandelig også af panik og ansvar! Samtidig er man hormonbefængt som aldrig før.

Tud, tal, kram - jo mere des bedre. Brug din kæreste, mor, veninder, sundhedsplejerske, ammerådgivningslinjen, lægen og OS - alt det du har brug for.

Og ja det værste er en baby som græder, og man synes ikke at man kan finde årsagen. Det bliver bedre. Jeg er andengangsmor til baby W som er 5 uger nu. Jeg burde være rutineret, men nej det er jo en helt anden baby - og derfor helt andre tangenter man skal spille på. Det er først nu, at jeg synes at jeg begynder at kende hans mønstre, og skelne den ene gråd fra den anden.

Lige pludselig opdager du, at du begynder at kunne læse dit barn - og hver eneste lille bitte succes giver dig "mor-selvtillid". Hold fast i det - du er den bedste mor i verden for lige præcis dit barn!

Du er mere end velkommen til at skrive til mig privat, hvis du har brug for en snak eller noget.

Jeg vil sende positive energier til dig.

Knus og kram fra Trine

Jeg vil slet ikke prøve at forestille mig hvad I har været igennem - selv er jeg ikke nedkommet endnu og aner intet om hvordan det hele "skifter", når man pludselig og virkelig er MOR til en lille bebs.

Men jeg tror jeg kan tale for alle os på baby, når jeg siger, at vi krydser så meget fingre for Jer og det hele bliver bedre. Jeres liv har jo taget en hel ny og pludselig drejning og det skal psyken lige følge med til.

De kærligste tanker herfra
Sisley