Overreagerede jeg??

ct skriver:

 

Der mener jeg så ikke, at man skal fortælle et barn, at barnet har gjort mor ked af det - det vil da kun blive opfattet som om det hele var hendes skyld. Det er et alt for stort ansvar at ligge på barnets skuldre. Fremover vil hun så bebrejde sig selv for alt, der sker. Der er jo altid en grund til, at man reagerer, som man gør - også et barn

Nå, bare en lille kommentar

God pinse

man kan da godt sige til et barn man bliver ked af det over de slår en ??

june1987 skriver:

 

man kan da godt sige til et barn man bliver ked af det over de slår en ??

når man skælder et barn ud er det vigtigt at du ikke bliver ved med at påminde barnet på det at det har gjort forkert, da du feks går ind til hende anden gang, ville jeg gå hen til hende og sætte mig ned  i hendes højde og sige til hende at det er helt iorden hun er sur og gal, men hun har gjort mor meget ked af det. og derfor blev mor lige lidt sur..

Jeg tænker, at dét at sige til barnet, at det er barnets skyld, at mor blev ked af det og dermed reagerede på den måde, er at ligge ansvaret fra sig og over på barnet. Barnet slår jo i afmagt og - som en anden så fint har skrevet - i mangel på bedre kommunikationsværktøjer, og det synes jeg ikke, man skal bebrejde barnet for, for det er helt normalt, når de ikke er ældre. I stedet tror jeg, at man burde forklare barnet, hvordan man ellers kan reagere, få sat ord på de overvældende følelser, som barnet stod med, i stedet for bare at sige: sådan gør man ikke! Så lærer man i stedet barnet ikke at reagere, når barnets grænse er blevet overtrådt, så barnet fremover lader folk trampe på sig. 

Giver det mening, eller lyder det som volapyk? Synes jeg havde lidt svært ved at forklare det

Jeg synes det er RIGTIGT godt du tager dette alvorligt og har talt med din psykoterapeut om det! FLOT!!!

Og det glæder mig at du vælger ikke at gentage dine forældres fejl. Det viser du har overskud nok til at reflektere.

Og jo vi har alle bagage med hjemmefra, fidusen er som du gør at være kritisk over alt det vi tror er normalt.

Til de sidste indlæg : man kan sagtens fortælle sit barn at man bliver ked af det, ellers opdeler du følelser i de gode og de dårlige og derved at barnet føler skyld ved at være sur, vred, irriteret eller ked af det. Man bør kunne rumme alle barnets følelser også sine egne. Når det er sagt er det en selvfølge at barnet ikke skal bebrejdes at man bliver ked. At fx hvis barnet slår er det en enkeltstående handling som kun skal reageres på i situationen og derefter "er mor glad igen og *barnet* glad igen" uden efterfølgende nag!!

Jeg finder personligt den tendens til at det kun er i orden med gode følelser stærkt ødelæggende for et accept af barnet som et selvstændigt væsen, og ved at fx. at vende barnet ryggen eller sætte barnet i skammekrogen ved udtryk af negative følelser er at sætte en "skyld"baseret opdragelse igang.

ct skriver:

 

når man skælder et barn ud er det vigtigt at du ikke bliver ved med at påminde barnet på det at det har gjort forkert, da du feks går ind til hende anden gang, ville jeg gå hen til hende og sætte mig ned  i hendes højde og sige til hende at det er helt iorden hun er sur og gal, men hun har gjort mor meget ked af det. og derfor blev mor lige lidt sur..

 

Jeg tænker, at dét at sige til barnet, at det er barnets skyld, at mor blev ked af det og dermed reagerede på den måde, er at ligge ansvaret fra sig og over på barnet. Barnet slår jo i afmagt og - som en anden så fint har skrevet - i mangel på bedre kommunikationsværktøjer, og det synes jeg ikke, man skal bebrejde barnet for, for det er helt normalt, når de ikke er ældre. I stedet tror jeg, at man burde forklare barnet, hvordan man ellers kan reagere, få sat ord på de overvældende følelser, som barnet stod med, i stedet for bare at sige: sådan gør man ikke! Så lærer man i stedet barnet ikke at reagere, når barnets grænse er blevet overtrådt, så barnet fremover lader folk trampe på sig. 

Giver det mening, eller lyder det som volapyk? Synes jeg havde lidt svært ved at forklare det

altså hvis nu cecilia hun slog mig, ville jeg lade som om jeg bliver ked af altså sidde og snøfte og hun ville automatisk trøste mig og så vil jeg sige at mor bliver lidt ked af det når du slår mig, og at det sårer mig, og så ville vi snakke om hvorfor hun gjorde det og hvorfor det er forkert at slå. min sp siger det er en rigtigt god måde jeg håndtere det på

Kirle skriver:

Jeg synes det er RIGTIGT godt du tager dette alvorligt og har talt med din psykoterapeut om det! FLOT!!!

Og det glæder mig at du vælger ikke at gentage dine forældres fejl. Det viser du har overskud nok til at reflektere.

Og jo vi har alle bagage med hjemmefra, fidusen er som du gør at være kritisk over alt det vi tror er normalt.

Til de sidste indlæg : man kan sagtens fortælle sit barn at man bliver ked af det, ellers opdeler du følelser i de gode og de dårlige og derved at barnet føler skyld ved at være sur, vred, irriteret eller ked af det. Man bør kunne rumme alle barnets følelser også sine egne. Når det er sagt er det en selvfølge at barnet ikke skal bebrejdes at man bliver ked. At fx hvis barnet slår er det en enkeltstående handling som kun skal reageres på i situationen og derefter "er mor glad igen og *barnet* glad igen" uden efterfølgende nag!!

Jeg finder personligt den tendens til at det kun er i orden med gode følelser stærkt ødelæggende for et accept af barnet som et selvstændigt væsen, og ved at fx. at vende barnet ryggen eller sætte barnet i skammekrogen ved udtryk af negative følelser er at sætte en "skyld"baseret opdragelse igang.

Det kan jeg sagtens følge dig i - Jeg siger heller ikke, at man skal give udtryk for, at følelserne ikke er okay, men jeg siger, at moren i denne situation ville ligge ansvaret over på barnet og på den måde kunne "undskylde" sin egen opførsel. 

june1987 skriver:

 

altså hvis nu cecilia hun slog mig, ville jeg lade som om jeg bliver ked af altså sidde og snøfte og hun ville automatisk trøste mig og så vil jeg sige at mor bliver lidt ked af det når du slår mig, og at det sårer mig, og så ville vi snakke om hvorfor hun gjorde det og hvorfor det er forkert at slå. min sp siger det er en rigtigt god måde jeg håndtere det på

Ja okay - Nu skrev du bare, hvad du ville have gjort i trådstarters situation, når du gik ind til hende anden gang (efter skrigeriet fra både datter og mors side). Nå, skidt! Jeg lukker den her.

God dag..

ct skriver:

 

Ja okay - Nu skrev du bare, hvad du ville have gjort i trådstarters situation, når du gik ind til hende anden gang (efter skrigeriet fra både datter og mors side). Nå, skidt! Jeg lukker den her.

God dag..

ja det var nok lige forkert formuleret.. ellers tak for de gode råd

ct skriver:

Det kan jeg sagtens følge dig i - Jeg siger heller ikke, at man skal give udtryk for, at følelserne ikke er okay, men jeg siger, at moren i denne situation ville ligge ansvaret over på barnet og på den måde kunne "undskylde" sin egen opførsel. 

Jeg forstod det som generelt.

Men i dette specifikke tilfælde med en så voldsom reaktion så ja.

Yrsa skriver:

Ja, for pokker...du overreagerede....at råbe af børn skader på samme måde som at slå dem, og måske endda værre hvis man kører det langt ude og straffer hende igen og igen.

At hun slår dig er noget alle børn på et tidspunkt prøver at gøre, der er ikke en masse tanker bag dem og de har ikke oplevelser at bygge på. Men du kunne have taget hendes hånd og sagt at man ikke må slå, helt roligt forklaret at det gør ondt på dig og så sagt til hende roligt at du godt kan forstå at hun kunne spise slik og guf men det kan hun ikke få.

Jeg får det rigtig skidt af at læse den måde du har været på og at du har dårlige oplevelser omkring det at slå og blive slået gør jo virkelig at su skal tænke før du reagerer...netop for det ikke er barnet i dig der handler.

Alle mødre har gjort og opført sig over for deres børn på en måde de fortryder....og som ikke er ok. Når du mærker efter indeni dig, kan du se ikke mærke og se at din handling her er langt ud over hvad et lille barn kan forstå og skal behandles på.?

Men man må lære af sine fejl...kram din datter en masse og fortæl hende at du gjorde noget dumt og sig undskyld til hende...det ville jeg gøre hvis det var mig.

Jeg skriver ikke for at slå dig i hovedet og håber heller ikke du opfatter det sådan...men altså, den måde du har behandlet dit barn på, det er bare ikke ok...og jeg kan ikke skrive at det er ok, nu du spørger hvad vi mener.

Måske du skulle arbejde med de oplevelser du har med dig så du ikke bringer noget videre til din uskyldige datter...

Knus til dig...

Hvor gamle er dine/dit barn?
Og har du aldrig råbt højt af dit barn?

Vh

Chritinap skriver:

Hvor gamle er dine/dit barn?
Og har du aldrig råbt højt af dit barn?

Vh

Det står der jo netop at jeg har gjort og alle har gjort det, men derfor er det da ikke ok og det var spørgsmålet...om det var at overreageret....og jo for dælen, jeg er alene med tre drenge, tro mig min tålmodighed bliver sat på prøve, men jeg ved det er forkert og når jeg råber højt så skader jeg lige så meget og måske mere end hvis jeg knaldede dem en lusing. Men man ville jo aldrig behandle andre mennesker sådan, hvorfor gør man det så over for sine børn...afmagt og frustaration og det må man sgu arbejde med som forældre hvis ikke man magter det....

Mine unger er 4, 7 og 13 år nu...