Milla-Victoria's mor skriver:
Hej Piger.
tak for alle jeres svar, både gode og dårlige!!
Jeg er ked af at jeg først svarer nu!! Jeg har været inde i en meget meget dårlig periode (skyldtes ikke jeres svar). Men livet behandler mig ikke ordentligt for tiden!
Jeg er selvfølelig ikke i tvivl om at jeg overreagerede. Ellers havde jeg jo ikke lagt et indlæg som dette ud!! Og er jo heller ikke bleg for at indrømme det, ellers havde jeg jo anonymiseret indlægget.
Men jeg valgte at sige det, som det var.
Jeg vil forsøge at svare så mange af indlæggende som muligt. Men det kommer til at tage tid (og det bliver ikke i aften 
)
Jeg er glad for jer der har kunnet sætte jer ind i min situation, og kunne se, at for mig er det normalt at man bliver slået i situationer som dette.... Kunne heldigvis ALDRIG selv finde på. Det ved jeg med sikkerhed.
Men jeg har også været vant til at blive råbt af KONSTANT! så jeg var meget overrasket over jeres reaktioner på dette, især da det er første gang det er sket.
Jeg ved godt at det er unormalt at råbe af hinanden. Og at det på længere sigt kan skade barnet. (Ved dog også godt at hun ikke har taget skade af det, denne ene gang).
Men da jeres reaktioner overraskede mig meget, gav det mig en del tanker omkring det hele, og om hvad der er rigtigt og forkert. Jeg tog sågar en snak med min psykoteurapeut om det, som også kunne forsikre mig om at det er dybt forkert at råbe af børn.
Nu er det ikke fordi jeg er dum, eller lign. Men det forekom mig ikke SÅ forkert som det egentligt er. Når man er opvokset på den måde, virker det jo meget "normalt"!!
Jeg håber i forstår hvad jeg mener, og ikke har tænkt jer at høvle mig i jorden!
Jeg har tænkt over tingene, og ved hvad der er rigtigt og forkert (det kan vel ikke siges nok gange )
Kæmpe knus til jer alle
Først og fremmest får du lige et stort kram af mig
Puhh dit første indlæg var svært at læse, og jeg havde ondt af både dit barn OG dig.
Jeg er meget enig med de fleste andre i at du overreagerede, men det ved du jo heldigvis godt så ingen grund til at træde mere i det.
Jeg vil egentlig bare sige, at jeg synes du har håndteret oplevelsen godt efterfølgende hvor du har reflekteret over din handling og sat den i kontekst i forhold til din egen barndom...og godt, at du fik vendt det hele med din psykoterapeut 
Moderskabet er en svær størrelse hvor vi ofte konfronteres med med gamle lig i lasten og ubearbejdede oplevelser fra fortiden. Kunsten er IKKE at slå os selv i hovedet, men netop lære af oplevelserne og komme godt videre derfra.
Og det er netop dét du skal nu: kram din skønne datter og mærk efter nede i maven næste gang du blir udfordret 
Og så håber jeg, at tingene lysner forude.
Dorthe
