Overreagerede jeg??

Milla-Victoria's mor skriver:

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om jeg skal have dårlig samvittighed, og om jeg overreagerede??

Kunne godt bruge en udefra sets øjne.

Min 2-årige datter og jeg sidder i sofaen og hygger. Vi sidder og leger med en App. på min Iphone jeg har hentet til os. Da jeg så ligger telefonen væk og vil have hende med ind på værelset, begynder hun at skrige helt vildt.

Jeg prøver at få hende til at slappe af igen. Pludselig begynder hun at skrige at hun vil have en kiks, derpå slik og chips. Hvilket hun selvfølgelig får et nej til.

Så hun går endnu mere amok. I et desperat forsøg på at få hende til at lade være med at skrige, så hysterisk, begynder jeg også at skrige.

Hun skriger lad være, og så er det hun vender sig imod mig og stikker mig en lussing så det basker......

Jeg er blevet slået som barn, og det sidder rigtigt dybt i mig. Så har forsøgt at lære min datter at være yderst kærlig. Så det at få sådan et klask i hovedet stak mig helt i hjertet.

Min reaktion var at råbe ved al mine lungers kraft. Jeg skældte hende voldsom ud. Da hun rakte armene op efter mig, tog jeg hende, og satte hende ind på værelset!!

derpå forlod jeg rummet, og satte døren på klem (helt som  jeg plejer at gøre, når hun gør noget der ikke er sød).

Da jeg er gået ud, går jeg helt ud i køkkenet hvor hun ikke kan høre mig, og sparker til tingene der ligger omkring. Jeg var satme gal.

Da hun nogenlunde er stoppet, går jeg ind og dasker til døren. Og råber lidt igen. Det ender med at hun kommer over og puster, der hvor et lille aftryk af hendes fem flade fingre sidder.

Jeg håber lidt at det har "skræmt" hende fra nogensinde at daske igen.

Men alligevel kan jeg ikke finde ud af om jeg overreagerede!

Hvordan ville i takle situationen, hvis det var jer selv der fik et dask!??

Hun har ALDRIG været slem på den måde, nogensinde. Så jeg var/er stadig meget overrasket.

Knus Pernille

hmmmmmm jeg håber at det er ok at være ærlig!

Jeg må indrømme at jeg godt forstår hendes reaktion! Ikke at den er rigtig, men hun er kun 3 år og oplever den hun er mest tryg gøre hende meget utryg. Da hun kun er 3 år, er det helt naturligt at hun reagerer fysisk, da hun sprogligt ikke kommer igennem til dig! Hun skriger jo "lad være" for du skræmmer hende!

I min verden er det MEGET forkert at du skriger fordi hun skriger, når vi som voksne gør noget så viser vi børnene at det er ok. Det svarer lidt til at bide igen når barnet bidder - barnet lære intet fornuftigt af den handling.

Du skulle ikke have skreget af hende, men allerede da hun skriger båret hende ind på værelset. Faktisk skulle du nok have advaret hende lidt før det I sad og hyggede med stoppede, for hvem siger at hun var klar til at stoppe hyggen bare fordi du var? Hendes reaktion på at du stopper hyggen, tyder på at hun ikke var. Det fungerer rigtig godt hvis man siger til lidt før man stopper et spil / leg / eller andet de laver.

At hun slår dig er helt sikkert forkert, men at du i den situation bliver SÅ vred er MEGET forkert. Du lavede den første forkerte (barnlige) handling, du burde roligt have fortalt hende at hun IKKE må slå og at du er ked af at du skreg, at det også var forkert og så kunne du jo spørge hende om hun var vred fordi det hyggelige stoppede!

At du går hen og slår til døren og igen skælder ud, da hun er ved at falde til ro, det forstår jeg slet ikke. Mon ikke hun der er klar over at det hun har gjort er forkert. Det er ikke vores opgave at give vores børn evig skyld, det er vores opgave at tilgive og give plads til fejl og kærligt lære dem hvorfor det er forkert f.eks at slå.

Undskyld mig, men jeg synes at du overreagerede meget voldsomt og jeg synes du skal tænke over hvad det er du vil lære hende og hvordan fremover.

Det er ikke kun fysisk vold der er skadeligt, det er også den psykiske!

Kamelia

Altså ikke fordi jeg som sådan er uenige i at det ikke var den mest hensigstmæssige måde at reagere på, men altså nu er det jo ikke noget der sker på et dagligt eller månedligt basis, det skete denne ene gang. Vi som forældre mister besindelsen indimellem og så længe vi anerkender det og forhåbentlig gør det til en en-gangs forestilling så tager barnet altså ikke skade af en gang at blive råbt gevaldigt meget af, i så fald burde vi nærmest alle vel være mærket for livet, da de fleste af os nok selv har stået i den situation med vores forældre, og ja har da glemt den igen.

Min pointe er at du burde sige undskyld fordi du opførte dig som du gjorde og så prøve at forklare hende hvorfor (uden at sige du selv er blevet slået som barn) og så håbe på at du næste gang kan i en tilspidset situation tage en timeout inden du reagere. Men de fleste forældre vil på et eller andet tidspunkt komme til at stå i en situation med deres barn hvor deres reaktioner nok ikke er de mest hensigsmæssige, men hvis man huske at reflektere og forsøge at ændre sit mønster derefter, så er man da rigtig langt.

Jeg vil i hvert fald ikke sige at jeg aldrig kan stå det samme sted som dig og reagere på samme måde, selvom jeg dog håber jeg aldrig kommer til det, ligesom de fleste heller ikke kan sige at de ikke vil kunne komme til at reagere i afmagt (ved fx at give en røvfuld, lussing) hvis barnet udsætter sig selv for fare, da vores frygt tager over.. Men hvor er det nemt at påstå det modsatte når man ikke selv har været der.

Og ja mange ville nok reagere anerledes i denne specifikke situation, men det her kunne være en hvilken som helst anden situation, hvor hver og en af jer, hvis I selv havde følt den afmagt kunne have reageret på et niveau der svarer til barnets.  

N&J skriver:

Altså ikke fordi jeg som sådan er uenige i at det ikke var den mest hensigstmæssige måde at reagere på, men altså nu er det jo ikke noget der sker på et dagligt eller månedligt basis, det skete denne ene gang. Vi som forældre mister besindelsen indimellem og så længe vi anerkender det og forhåbentlig gør det til en en-gangs forestilling så tager barnet altså ikke skade af en gang at blive råbt gevaldigt meget af, i så fald burde vi nærmest alle vel være mærket for livet, da de fleste af os nok selv har stået i den situation med vores forældre, og ja har da glemt den igen.

Min pointe er at du burde sige undskyld fordi du opførte dig som du gjorde og så prøve at forklare hende hvorfor (uden at sige du selv er blevet slået som barn) og så håbe på at du næste gang kan i en tilspidset situation tage en timeout inden du reagere. Men de fleste forældre vil på et eller andet tidspunkt komme til at stå i en situation med deres barn hvor deres reaktioner nok ikke er de mest hensigsmæssige, men hvis man huske at reflektere og forsøge at ændre sit mønster derefter, så er man da rigtig langt.

Jeg vil i hvert fald ikke sige at jeg aldrig kan stå det samme sted som dig og reagere på samme måde, selvom jeg dog håber jeg aldrig kommer til det, ligesom de fleste heller ikke kan sige at de ikke vil kunne komme til at reagere i afmagt (ved fx at give en røvfuld, lussing) hvis barnet udsætter sig selv for fare, da vores frygt tager over.. Men hvor er det nemt at påstå det modsatte når man ikke selv har været der.

Og ja mange ville nok reagere anerledes i denne specifikke situation, men det her kunne være en hvilken som helst anden situation, hvor hver og en af jer, hvis I selv havde følt den afmagt kunne have reageret på et niveau der svarer til barnets.  

Pisse godt skrevet:0)

Lige mine ord..................

Valle81 skriver:

 

Pisse godt skrevet:0)

Lige mine ord..................

Det er da godt der er en der er, tror nemlig der er nogle der vil være direkte uenige med mig..  men det skal de så også bare have lov. 

N&J skriver:

Det er da godt der er en der er, tror nemlig der er nogle der vil være direkte uenige med mig..  men det skal de så også bare have lov. 

Har længe siddet og ville skrive noget, men synes ikke jeg har kunnet formulere.

Og kunne ikke være mere enig på det punkt med psykisk vold, det er en gang og det er jo ikke noget der sker konstant og det er jo ikke fordi har kaldt hende diverse modebydelige øgenavne osv.

Ej synes også mange af de andre indlæg er MEGET HELLIGE, og det skulle godt nok undre mig meget hvis de aldrig har fejlet og opført sig tåbeligt uansvarligt osv overfor deres børn. For det tror jeg næppe nogle foælde slipper igennem livet med ikke at gøre.

Knus

N&J skriver:

Det er da godt der er en der er, tror nemlig der er nogle der vil være direkte uenige med mig..  men det skal de så også bare have lov. 

TS spurgte om hun overeagerede - og det synes jeg hun gjorde! - men har ikke sagt, det ikke var menneskeligt. Tror da absolut heller ikke på, at datteren har lidt psykisk overlast af at blive råbt af een gang, men synes alligevel det er forkert at gøre, og mener at der er andre måder langt bedre måder at tackle at ens barn giver een et dask end at råbe ad det i to omgange!

N&J skriver:

Altså ikke fordi jeg som sådan er uenige i at det ikke var den mest hensigstmæssige måde at reagere på, men altså nu er det jo ikke noget der sker på et dagligt eller månedligt basis, det skete denne ene gang. Vi som forældre mister besindelsen indimellem og så længe vi anerkender det og forhåbentlig gør det til en en-gangs forestilling så tager barnet altså ikke skade af en gang at blive råbt gevaldigt meget af, i så fald burde vi nærmest alle vel være mærket for livet, da de fleste af os nok selv har stået i den situation med vores forældre, og ja har da glemt den igen.

Min pointe er at du burde sige undskyld fordi du opførte dig som du gjorde og så prøve at forklare hende hvorfor (uden at sige du selv er blevet slået som barn) og så håbe på at du næste gang kan i en tilspidset situation tage en timeout inden du reagere. Men de fleste forældre vil på et eller andet tidspunkt komme til at stå i en situation med deres barn hvor deres reaktioner nok ikke er de mest hensigsmæssige, men hvis man huske at reflektere og forsøge at ændre sit mønster derefter, så er man da rigtig langt.

Jeg vil i hvert fald ikke sige at jeg aldrig kan stå det samme sted som dig og reagere på samme måde, selvom jeg dog håber jeg aldrig kommer til det, ligesom de fleste heller ikke kan sige at de ikke vil kunne komme til at reagere i afmagt (ved fx at give en røvfuld, lussing) hvis barnet udsætter sig selv for fare, da vores frygt tager over.. Men hvor er det nemt at påstå det modsatte når man ikke selv har været der.

Og ja mange ville nok reagere anerledes i denne specifikke situation, men det her kunne være en hvilken som helst anden situation, hvor hver og en af jer, hvis I selv havde følt den afmagt kunne have reageret på et niveau der svarer til barnets.  

Fuldstændig enig!

Det sker nemlig ikke hver dag, og du følte afmagt i den pågældende situation, og reagerede. Nu sidder du bagefter og bearbejder situationen og prøver at se det fra hendes synspunkt.

Ved at du nu bearbejder, kan du komme frem til en måde du gerne vil handle næste gang, og som du ved du kani den pågældende situation.

Snak med din datter, forklar og undskydl, og så lad vær med at hænge mere i det.

Du er jo en god mor - det har jeg da set i alle dine andre indlæg, det her var en engangsforestilling og gør dig ikke til en dårlig mor..

og glædelig mors dag

Valle81 skriver:

Har længe siddet og ville skrive noget, men synes ikke jeg har kunnet formulere.

Og kunne ikke være mere enig på det punkt med psykisk vold, det er en gang og det er jo ikke noget der sker konstant og det er jo ikke fordi har kaldt hende diverse modebydelige øgenavne osv.

Ej synes også mange af de andre indlæg er MEGET HELLIGE, og det skulle godt nok undre mig meget hvis de aldrig har fejlet og opført sig tåbeligt uansvarligt osv overfor deres børn. For det tror jeg næppe nogle foælde slipper igennem livet med ikke at gøre.

Knus

Mor til David skriver:

 

TS spurgte om hun overeagerede - og det synes jeg hun gjorde! - men har ikke sagt, det ikke var menneskeligt. Tror da absolut heller ikke på, at datteren har lidt psykisk overlast af at blive råbt af een gang, men synes alligevel det er forkert at gøre, og mener at der er andre måder langt bedre måder at tackle at ens barn giver een et dask end at råbe ad det i to omgange!

jamen der er vi også helt enige, men der er et par stykker der mente at barnet (milla-victoria) kunne have taget psykisk skade, eller det var i hvert fald sådan det blev udlagt, og der mener jeg bare at det a<t man en gang mister besindelsen ikke som sådan kan gøre skade på barnet, der er i så fald langt flere ting som forældre kan gøre eller undlade at gøre som kan have langt større konsekvendser for barnets udvikling.. men vi er enige i at Pernille i denne situation overreagerede... jeg vil bare ikke sidde og sige at jeg ikke selv kan stå i en ligende situation om nogle år.. (det var mere det jeg mente med indlægget, foreslog også at hun skulle indrømme sin fejl og snakke om det)

N&J skriver:

jamen der er vi også helt enige, men der er et par stykker der mente at barnet (milla-victoria) kunne have taget psykisk skade, eller det var i hvert fald sådan det blev udlagt, og der mener jeg bare at det a<t man en gang mister besindelsen ikke som sådan kan gøre skade på barnet, der er i så fald langt flere ting som forældre kan gøre eller undlade at gøre som kan have langt større konsekvendser for barnets udvikling.. men vi er enige i at Pernille i denne situation overreagerede... jeg vil bare ikke sidde og sige at jeg ikke selv kan stå i en ligende situation om nogle år.. (det var mere det jeg mente med indlægget, foreslog også at hun skulle indrømme sin fejl og snakke om det)