Rosa skriver:
Hej piger.
Først og fremmest TAK! Tak for al jeres støtte og opmuntring og alle de mange lykønskninger - det er ubeskriveligt hvor meget det varmer! 
Jeg er stadig ret groggy efter forløbet og ligger pt på Skejby og får blodtransfusion, da min blodprocent stadig er lav, så denne fødselsberetning bliver temmelig kort 
Kl. 22.00 om aftenen begynder mine plukveer at blive regelmæssige, og kl 23 er der 4 minutter imellem dem og vi ringer til jordmoderen, selvom jeg stadig ikke tror på det fordi det ikke gør særligt ondt... 
Jordmoderen er hos os ved midnat og sjovt nok hedder hun Astrid (som i Astrid Lindgren - meget passende 
). Hun er supersød og meget hjælpsom. Jeg er da 2-3 cm åben og stadig glad og ved godt mod.
Min mor ankommmer og begynder at fylde karret mens Niklas hjælper mig med veerne og vejrtrækningen og holdt mig osv.
Jeg kom op i karret nogle gange hvilket virkede fantastisk godt men kun kort. Kl ca. 6 fik jeg begyndende pressetrang midt i en ve og jordmoderen lod mig presse.
Kl ca. 7 stod hovedet klar og Astrid bad mig selv kigge efter - jeg fik et kæmpe chock - jeg stod op med hænderne på Niklas' skuldre mens han sad foran på sofaen og det jeg så dernede lignede mest af alt en blåviolet sveske på vej ud 
jeg kunne OVERHOVEDET ikke forbinde det jeg så med noget der burde befinde sig på et barn... Jeg mærkede endda på det, men jeg kunne simpelthen ikke se hvordan det skulle forestille at være et hoved... Til sidst sagde Astrid at hun desværre måtte afsted og der sikkert var både en halv og en hel times presseveer endnu så jeg måtte hellere lægge mig ned - men så tog fanden ved mig - jeg ville bare have ham ud NU!!!! Så jeg pressede i min stående stilling hoved og krop lige ned i armene på jordmoderen og samlede ham selv op på maven og lagde mig ned. Endelig var han i mine arme Klokken var 7.19 d.3.maj 2010. Han vejede PRÆCIS 3kg og målte 50 cm.
Så meldte afløserne sig som så fik lov at sy mig (bristning 2 - ikke så slemt) mens Niklas lå med Jonathan. Og så kom problemerne stille og roligt. Jeg blødte en del, men det stoppede og endelig fik vi lov at gå i seng. Men efter 2 timer vækkede jeg Niklas, koldsvedende og rystende og bad ham ringe til fødegangen og få dem til at sende en ambulance.
Der sad stadig en rest af moderkagen deroppe (meget typisk komplikation) og forhindrede livmoderen i at trække sig ordentligt sammen og stoppe med at bløde. Jeg røg på hospitalet og på operationsstuen af 2 omgange, får som sagt blodtransfusioner og er stadig temmelig afkræftet men MEGET MEGET lykkelig!!!
Og piger - han er HELT VIDUNDERLIG!!!!
Rosa
