Min søn savner sin far. Nogen der er i samme sted?

Tusind tak for jeres gode råd. Jeg vil helt sikkert prøve det med et fotoalbum. Så får han sat ansigt på hvem far er og har det måske i baghovedet hvis hans far forhåbentlig en dag beslutter sig for at ville være en del af hans liv.

Store fremskridt i vores sag, Oliver mødte for første gang sin farmor i går. Det var rigtig skønt og han var super glad.

Lene-Oliver skriver:

Store fremskridt i vores sag, Oliver mødte for første gang sin farmor i går. Det var rigtig skønt og han var super glad.

EJ hvor fedt for jer, det er jo godt der så er andre på den side som viser interesse!

Milka skriver:

 

hej eva

nu vil jeg lige spørge sig om noget her, uden at vide om du er enemor eller hvordan

du foreslog trådstarteren at lave et fotoalbum bla. med billeder af barnets far (som det ikke kender). det er da en interessant ide ...

jeg er selv alene med tvillinger på 14 mdr. de kender ikke deres far. gruer lidt for den dag hvor de begynder at undre sig over hvor han er henne, og hvad jeg svarer til det! mener du, at det er bedst at ligefrem have billeder af manden liggende og sige: det er jeres far og han vil ikke kendes ved jer?

det lyder måske lidt sort og hvidt, jeg er bare ret nysgerrig hvordan andre håndterer det. er du i samme situation, og hvordan har du tacklet det?

knus camilla

Vil lige tilføje at jeg har fundet alle de billeder jeg har af Nikitas far og fået dem fremkaldt, de er så kommet i et seperat album, og jeg har så skrevet alle de gode og positive og pudsige ting ned om hendes far som jeg kender og så har jeg skrevet et eventyr til min datter, hvor der står noget i retningen af at hun er et ønskebarn, men at hendes far var ung og ikke var klar da han skulle ud og erobere verden og hun skulle leve et prinsesse- og eventyrliv med sin mor.

Når hun så bliver ældre vil jeg forsøge at forklare min datter de omstændigheder som jeg ved der var ved at hendes far ikke var klar til at være far, da der er en del omstændigheder, men jeg tror det er vigtigt at være åben og så ikke gøre mere ud af det end at svare på barnets spørgsmål og stille deres nysgerrighed, tror hvis man omtaler faderen med respekt og fortælle om de gode ting, hvis de spørger, men ikke pådutte barnet ens måske lidt sorgmodige oplevelse af at faderen ikke er der (det kan man så sidde og være ked af om aftenen.. ) så skal de hele nok løse sig uden de store identitetsspørgsmål. Børn spørger jo om alt og mange gange er de jo bare nysgerrig, altså hvis de tror alle børn bor sammen med mor og far, jamen måske man så kan skabe et lidt mere realistisk billede af hvordan verden ser ud ved at udforske familiekonstallationen ved forskellige familier. Normalen er hvad man gør det til, så længe børnene føler at de kan spørge uden man bliver ked af det, så burde det ikke give anledning til andet end blot spørgsmål, mens de er små, når de så bliver større handler det om at de føler de har en fast base med nogle faste omsorgspersoner (mænd og kvinder), men det gør sig gældende for alle børn, og er en af årsagerne til mange af de ungdomsproblemer vi ser i dag, men det er en meget længere og mere kompliceret problemstilling. 

Lene-Oliver skriver:

Store fremskridt i vores sag, Oliver mødte for første gang sin farmor i går. Det var rigtig skønt og han var super glad.

hvor er det dejligt at hun har ville møde ham og han har mulighed for at se en del af hans fars liv. 

N&J skriver:

Vil lige tilføje at jeg har fundet alle de billeder jeg har af Nikitas far og fået dem fremkaldt, de er så kommet i et seperat album, og jeg har så skrevet alle de gode og positive og pudsige ting ned om hendes far som jeg kender og så har jeg skrevet et eventyr til min datter, hvor der står noget i retningen af at hun er et ønskebarn, men at hendes far var ung og ikke var klar da han skulle ud og erobere verden og hun skulle leve et prinsesse- og eventyrliv med sin mor.

Når hun så bliver ældre vil jeg forsøge at forklare min datter de omstændigheder som jeg ved der var ved at hendes far ikke var klar til at være far, da der er en del omstændigheder, men jeg tror det er vigtigt at være åben og så ikke gøre mere ud af det end at svare på barnets spørgsmål og stille deres nysgerrighed, tror hvis man omtaler faderen med respekt og fortælle om de gode ting, hvis de spørger, men ikke pådutte barnet ens måske lidt sorgmodige oplevelse af at faderen ikke er der (det kan man så sidde og være ked af om aftenen.. ) så skal de hele nok løse sig uden de store identitetsspørgsmål. Børn spørger jo om alt og mange gange er de jo bare nysgerrig, altså hvis de tror alle børn bor sammen med mor og far, jamen måske man så kan skabe et lidt mere realistisk billede af hvordan verden ser ud ved at udforske familiekonstallationen ved forskellige familier. Normalen er hvad man gør det til, så længe børnene føler at de kan spørge uden man bliver ked af det, så burde det ikke give anledning til andet end blot spørgsmål, mens de er små, når de så bliver større handler det om at de føler de har en fast base med nogle faste omsorgspersoner (mænd og kvinder), men det gør sig gældende for alle børn, og er en af årsagerne til mange af de ungdomsproblemer vi ser i dag, men det er en meget længere og mere kompliceret problemstilling. 

Jeg har fået en god snak med hans farmor og hun er gået med til at prøve og hjælpe mig med at lave sådan et album, både med billeder fra hans far var helt lille (så han kan se hvordan han ligner ham) men det med historien syntes jeg lyder rigtig spændende og det vil jeg helt sikkert også tage med i det.

Jeg vil gerne være åben overfor Oliver omkring og han skal ku komme til mig med alle spørgsmål når han bliver større. det jeg syntes der er svært er at han er 2 år så han er så stor han godt ved at der er noget der hedder far, men han er alligevel så lille at man ikke kan forklare det helt store. så billeder vil nok blive den bedste løsning her.

N&J skriver:

hvor er det dejligt at hun har ville møde ham og han har mulighed for at se en del af hans fars liv. 

Det er super dejligt, Oliver kiggede på hende, gav hende et kæmpe smil og sagde hej farmor som om de havde kendt hinanden hele livet så det var så skønt at se.

Jeg går selvfølgelig med et stort håb om at det måske også kan give hans far et spark i den rigtige retning. For jeg ønsker virkelig at han skal være en del af hans verden, men han skal selvfølgelig ikke tvinges til det

Lene-Oliver skriver:

 

Jeg har fået en god snak med hans farmor og hun er gået med til at prøve og hjælpe mig med at lave sådan et album, både med billeder fra hans far var helt lille (så han kan se hvordan han ligner ham) men det med historien syntes jeg lyder rigtig spændende og det vil jeg helt sikkert også tage med i det.

Jeg vil gerne være åben overfor Oliver omkring og han skal ku komme til mig med alle spørgsmål når han bliver større. det jeg syntes der er svært er at han er 2 år så han er så stor han godt ved at der er noget der hedder far, men han er alligevel så lille at man ikke kan forklare det helt store. så billeder vil nok blive den bedste løsning her.

Hvor er det bare dejligt, det er noget af det jeg mangler, fik heldigvis nuppet (med hans tilladelse) billederne fra hans fb, inden vi stoppede med at tale sammen og så har han set nikita 2 gange, hvor jeg begge gange har spurgt om jeg måtte tage billeder, så dem har jeg heldigvis... 

Mht til det med at alle har en far, jamen alle har en far, det har han jo også, men eksempelvis i afrika så lever mange børn uden deres fædre, det gør de jo også herhjemme, er helt sikker på at man kan finde historier der beskriver netop den konstallation, ellers må vi jo skrive dem, jeg tror mere det handler om at børnene spejler sig i andre og hvis vi kan vise dem eksempler på familier som er anerledes eller ligesom vores egen, så er det nemmere at forholde sig til sin egen situation, dermed ikke sagt at et barn ikke kan savne en far, men det er jo ikke præcist biofar som de savner i den alder, men det en far står for, så må man jo se om det ikke kan opfyldes på en anden måde, morfar måske kan tage barnet med på fisketur eller ligende, håber det gav mening, for det blev lidt kringlet i mit hoved, menjeg tænker også at det er nemt nok for mig at sidde og sige det her nu når min datter ikke er ældre, men håber lidt på at der er nogen der lige vil minde mig om det når jeg står der om et års tid eller to... 

Lene-Oliver skriver:

 

Det er super dejligt, Oliver kiggede på hende, gav hende et kæmpe smil og sagde hej farmor som om de havde kendt hinanden hele livet så det var så skønt at se.

Jeg går selvfølgelig med et stort håb om at det måske også kan give hans far et spark i den rigtige retning. For jeg ønsker virkelig at han skal være en del af hans verden, men han skal selvfølgelig ikke tvinges til det

Jeg håber også inderligt på at min datters far en dag bliver klar, desværre så tror jeg bare aldrig det sker, jeg skrev til hans mor, da jeg efter et år om at han havde lovet at fortælle hende det, stadig ikke havde gjort det, til tros for at han havde lovet det gentagende gange, så skulle jeg opereres og i fuld narkose og det eneste jeg kunne tænke på var bare, hvis der sker mig noget, så er jeg bare nødt til at forsøge at få ham til at tage del i hendes liv, så jeg sendte et brev til hans mor, har ikke hørt fra hende og det kommer jeg nok heller ikke til, hendes far ringede dog fuld en aften, men sagde intet, da jeg så skrev weekenden efter i en brandert skrev han som intet var hændt, så ja har sku opgivet det hele, det må komme hvis det kommer..

Hvordan kan det være at farmor ville mødes med jer, hvis jeg må være så fræk at spørge??

N&J skriver:

Jeg håber også inderligt på at min datters far en dag bliver klar, desværre så tror jeg bare aldrig det sker, jeg skrev til hans mor, da jeg efter et år om at han havde lovet at fortælle hende det, stadig ikke havde gjort det, til tros for at han havde lovet det gentagende gange, så skulle jeg opereres og i fuld narkose og det eneste jeg kunne tænke på var bare, hvis der sker mig noget, så er jeg bare nødt til at forsøge at få ham til at tage del i hendes liv, så jeg sendte et brev til hans mor, har ikke hørt fra hende og det kommer jeg nok heller ikke til, hendes far ringede dog fuld en aften, men sagde intet, da jeg så skrev weekenden efter i en brandert skrev han som intet var hændt, så ja har sku opgivet det hele, det må komme hvis det kommer..

 

Hvordan kan det være at farmor ville mødes med jer, hvis jeg må være så fræk at spørge??

Puha det minder alt for meget om den situration jeg står i med Olivers far øv at de bare sådan kan vælge så skønne børn fra.

Jeg snakkede med Olivers far op til jul, og han ville gerne se ham i hans fine jakkesæt så jeg skulle sende et billed men da han ikke kunne modtage mms, skulle jeg sende det til hans mors nr. Der gemte jeg det, men kunne ikke rigtig få mig selv til at skrive.

Men som månederne er gået kan jeg mærke at Oliver mangler noget af den familie i sit liv, så jeg prøvede og sende en sms om at hvis de havde lyst var de mere end velkommende til at komme op og se ham.

Jeg havde forinden det sagt det flere gange til hans far at han gerne måtte sige det til sin mor, men det er desværre aldrig kommet vider på trods af at han forsikrede mig om at han nok skulle sige det vider.

Men Farmor ringede 2 min efter min besked og spurgte om vi var hjemme samme dag, så det var en stor lettelse.