Min søn savner sin far. Nogen der er i samme sted?

Hej alle sammen.

Min søn bliver 2år d.18maj og han har aldrig haft sin far i sit liv, hans far valgte os fra da jeg var 4 måneder henne og min søn Oliver har aldrig set ham.

Nu er Oliver begyndt og spøger hvor er min far? Og hver gang han ser en mand siger han far. Det er ekstemt hårdt, for hvad siger man til guldklumpen, som er for lille til at forstå en lang fortælling og stor nok til at forstå at far ikke er der?

Et andet problem jeg har, er at man er begyndt at kunne mærke han mangler den her mand i hans liv, en som han rigtig kan tumle med. Er der nogle som ved om der er nogle grupper for enlige forældre (både fædre og mødre) i midtjylland, hvor man kan mødes og børnene kan tumle og lege.

Mange hilsner Lene

Hvorfor tror du han savner en far...tænker lidt at han jo ikke rigtig kan savne noget han ikke har haft eller har en forforståelse for?

I den alder er det meget normalt at alle mænd bliver en far/kaldt far også selvom de har en far. Det går op for dem at der er en mor og en far....feks kan tæerne pludselig være en familie den store er far så mor osv... jeg tror ikke du skal tage det som et savn som sådan...men du kan selvfølgelig tale med ham en mor og en far i forhold til og på det plan han har fårståelse.

Har han ikke bedsteforældre i sit liv? og har du billeder af hans far så kan du jo lave et album med billeder af dig og ham og far og farmor og farfar osv osv ...så ser han ham selv i forhold til hans familie...at nogle har en far de bor med er jo for ham ikke det normale, det normale er præcis den måde jeres familie er indrettet på. det rigtige, normale og det bedste..

Knus..

Det er nok rigtig. Sådan har jeg aldrig set på det. Han har taget det meget til sig nu hvor han er i dagpleje og når deres fædre kommer og henter dem, bliver han ked af det.

Men det er nok lige så meget en at tumle med han mangler, man kan på mange måder mærke at han omgives af piger 24 7 (i dagplejen er der også kun piger) Han er blevet meget pyleret og er så ikke så "hård" som nogle drenge er i den alder.

Han har min forældre som bedsteforældre, fra hans fars side er der desværre ingen

Det er nok rigtig. Sådan har jeg aldrig set på det. Han har taget det meget til sig nu hvor han er i dagpleje og når deres fædre kommer og henter dem, bliver han ked af det.

Men det er nok lige så meget en at tumle med han mangler, man kan på mange måder mærke at han omgives af piger 24 7 (i dagplejen er der også kun piger) Han er blevet meget pyleret og er så ikke så "hård" som nogle drenge er i den alder.

Han har min forældre som bedsteforældre, fra hans fars side er der desværre ingen

 

Ved du hvad.,... jeg tror det er en helt almidnelig udvikling han gennemgår og havde der været en far havde det helt sikkert været lige det samme...som enlig mor ser man bare tit tingene ud fra den enliges verden og på den måde tit får det indover at barnet bør mangle noget.

Jeg tror virkelig ikke du skal ligge noget dybere i det, andet end at han er ved at være en stor dreng som forstår mere og oplever at verden også bliver større sammen med ham.

Og når han har sin morfar, så er der jo en "far" i hans verden...

Knus Eva..

Det var rart lige at få en andens synspunkt på det

Man vil jo altid børnen det bedste

jeg er ikke i samme sted men jeg har en mening om det. Og jeg KAN vitterligt ikke forstaa dem som tilsidesaetter i den grad en mands rolle i familien. Savnet hos barnet er der altsaa uanset om man ikke har kendt til at have en far eller har haft en faderfigur. Bare sporg dem der vokser op uden den del. selvfolgelig er der mange som fint gaar igennem livet uden, men jeg synes en  faderfigur er vigtig, men kun hvis den er god selvfolgelig. det er meget normalt born paa 2 aar begynder at sporge og blive interesseret i de forskellige konsroller.

Det gor min guldklump ogsaa paa 3 aar hele tiden selvom han har sin egen far og han gaar meget op i det der med at alle har en mor og far, og det der er dens mor og dens far og han er en mand og det er en pige osv osv. det er ren nysgerrighed og dejligt forunderligt med disse roller i et barns ojne. dit barn ser sikkert andre og deres far og saa taenker han , hvor er min far, ganske naturligt. hvis din egen far kan gaa ind og stotte og give ham lidt ekstra opmaerksomhed saa ville det vaere alletiders og lad ham kalde ham far, hvis han selv finder paa det. det betyder intet i den alder, andet end at han oplever at jeg har ogsaa en far og det vil give ham ro, er jeg sikker paa. Senere naar han er aeldre, vil han jo selv vide at morfar er jo ikke rigtig hans far. det er jo ikke noget I skal bilde ham ind men alle kan have sin egen 'far' paa deres helt egen maade.

pas paa med at soge en fremmed faderfigur for i langt de fleste tilfaelde skal man passe paa med folk der udviser denne interesse for andres born.

Og saa vil jeg lige tilfoje at vi mennesker har en tildens til at gore os nogle tanker om, 'hvad' er det ideelle, men i virkeligheden er meget lidt i livet ideelt. mange mennesker har en saakaldt 'kerne familie' men det gor det jo ikke ideelt i sig selv.

Det hele handler om at vende en situation til det ideelle for en selv og sin familie. DET er nemlig den ideelle familie.

Miamaja skriver:

jeg er ikke i samme sted men jeg har en mening om det. Og jeg KAN vitterligt ikke forstaa dem som tilsidesaetter i den grad en mands rolle i familien. Savnet hos barnet er der altsaa uanset om man ikke har kendt til at have en far eller har haft en faderfigur. Bare sporg dem der vokser op uden den del. selvfolgelig er der mange som fint gaar igennem livet uden, men jeg synes en  faderfigur er vigtig, men kun hvis den er god selvfolgelig. det er meget normalt born paa 2 aar begynder at sporge og blive interesseret i de forskellige konsroller.

Det gor min guldklump ogsaa paa 3 aar hele tiden selvom han har sin egen far og han gaar meget op i det der med at alle har en mor og far, og det der er dens mor og dens far og han er en mand og det er en pige osv osv. det er ren nysgerrighed og dejligt forunderligt med disse roller i et barns ojne. dit barn ser sikkert andre og deres far og saa taenker han , hvor er min far, ganske naturligt. hvis din egen far kan gaa ind og stotte og give ham lidt ekstra opmaerksomhed saa ville det vaere alletiders og lad ham kalde ham far, hvis han selv finder paa det. det betyder intet i den alder, andet end at han oplever at jeg har ogsaa en far og det vil give ham ro, er jeg sikker paa. Senere naar han er aeldre, vil han jo selv vide at morfar er jo ikke rigtig hans far. det er jo ikke noget I skal bilde ham ind men alle kan have sin egen 'far' paa deres helt egen maade.

pas paa med at soge en fremmed faderfigur for i langt de fleste tilfaelde skal man passe paa med folk der udviser denne interesse for andres born.

Og saa vil jeg lige tilfoje at vi mennesker har en tildens til at gore os nogle tanker om, 'hvad' er det ideelle, men i virkeligheden er meget lidt i livet ideelt. mange mennesker har en saakaldt 'kerne familie' men det gor det jo ikke ideelt i sig selv.

Det hele handler om at vende en situation til det ideelle for en selv og sin familie. DET er nemlig den ideelle familie.

Men der er jo en mand...en morfar... men at savne faderen er jo ikke det samme som at barnet ikke har godt af både mænd og kvinder i sit liv.

 

og har du billeder af hans far så kan du jo lave et album med billeder af dig og ham og far og farmor og farfar osv osv ...så ser han ham selv i forhold til hans familie...

hej eva

nu vil jeg lige spørge sig om noget her, uden at vide om du er enemor eller hvordan

du foreslog trådstarteren at lave et fotoalbum bla. med billeder af barnets far (som det ikke kender). det er da en interessant ide ...

jeg er selv alene med tvillinger på 14 mdr. de kender ikke deres far. gruer lidt for den dag hvor de begynder at undre sig over hvor han er henne, og hvad jeg svarer til det! mener du, at det er bedst at ligefrem have billeder af manden liggende og sige: det er jeres far og han vil ikke kendes ved jer?

det lyder måske lidt sort og hvidt, jeg er bare ret nysgerrig hvordan andre håndterer det. er du i samme situation, og hvordan har du tacklet det?

knus camilla

Milka skriver:

hej eva

nu vil jeg lige spørge sig om noget her, uden at vide om du er enemor eller hvordan

du foreslog trådstarteren at lave et fotoalbum bla. med billeder af barnets far (som det ikke kender). det er da en interessant ide ...

jeg er selv alene med tvillinger på 14 mdr. de kender ikke deres far. gruer lidt for den dag hvor de begynder at undre sig over hvor han er henne, og hvad jeg svarer til det! mener du, at det er bedst at ligefrem have billeder af manden liggende og sige: det er jeres far og han vil ikke kendes ved jer?

det lyder måske lidt sort og hvidt, jeg er bare ret nysgerrig hvordan andre håndterer det. er du i samme situation, og hvordan har du tacklet det?

knus camilla

Hej..

Personligt tror jeg på åbenhed...jeg mener ikke du skal "sælge den" på den måde du foreslår og jeg tror heller ikke børnene vil tænke over det...for dem er far så bare ham i albummet i hvert fald i mange mange år. Og når de bliver så store de ønsker en forklaring så må man jo forklare det som man nu synes man kan og så lade dem tage kontakt til ham en dag, så kan han jo fortælle hvorfor han valgte som han gjorde...det ved han jo bedst og så står du ikke og siger noget forkert eller børnene måske tror du siger noget ikke rigtigt.

Men altså, jeg tror ikke man skal have berøringsangst, men have åbenhed og ikke gøre baggrunden til noget forkert eller hemmeligt, for så kan det inde i børns hoveder nemt blive det de selv gør det til.

Men ja, det er bare min mening...min søn har desværre ikke nogen far han kan have billede af..

Knus..

nu har jeg ikke læst det hele, kun det med et fotoalbum...og jeg kan kun støtte ideen 100%

min datters far havde ikke skyggen af interesse i hende de første 4 år. så da hun kom i den alder hvor der kom ord på, gav jeg hende et par billeder af sin far.

i bund og grund leder de bare efter det sted hvor ordet hører hjemme.....og hvis de har en morfar, en onkel eller anden mandlig person i deres omgangskreds, så er jeg ikke i tvivl om at børn sagtens kan trives uden en far.