Hvad er/var du mest bange for?

Milla-Victoria's mor skriver:

Hihi.... Jeg blev syet en lille smule indenvendig. Og TRO MIG... Når du ligger der med dit lille mirakkel i armene, er du fuldstændig ligeglad med hvad de gør dernede

Jeg bemærkede det ikke.... Jeg var helt væltet omkuld af kærlighed til det lille vidunder jeg havde fået mig

Det er så vildt, og jorden kan gå under. Man er bare fuldstændig ligeglad i det øjeblik. Der er intet der kan slå en ud

Knus

Lige præcis, det er helt fantastisk!

Rosa skriver:

Jeg er egentlig ret afklaret med smerterne og med at jeg risikerer at briste. Til gengæld er jeg VILDT bange for at skulle syes bagefter Tanken om at skulle have trukket nål og tråd gennem .. ja... Usch, den har jeg svært ved...

Jeg forstår dig godt - det var jeg også lidt urolig over for. MEN MEN MEN, når først man har den lille i armene så kan de gøre hvad som helst ved én.

De siger: Vi syer dig lige, du mærker lige et lille stik her og der - Rikke siger: Hmm, ja, ja, ok - så ligger jeg lige her imens og nyder min lille dreng og forsøger at fatte det hele, så I kan da bare gøre som I vil

Det skal nok gå alt sammen

Jeg er mest bange for smerterne. uha dem har jeg det altså ik godt med., nok mest fordi jeg ik ved hvad jeg kan forvente f.eks bliver det helt ulideligt? kan man klare det osv.

Vil egentlig bare gerne have fødslen overstået eller bare igang så jeg kan få en idé om hvad det hele er.

Nåja og så er jeg lidt bange blødningen bagefter. Lidt bange for at livmoderen ik trækker sig ordentligt sammen, så man bløder for meget.

40+6

Jeg var bange for uvisheden !!! Jeg hadede tanken om ikke at have kontrol.

Jeg var bange for at skulle ligge i smertehelvede i umenneskelige mange timer - og ikke vide præcis HVOR ONDT det mon ville gøre...
men begge gange jeg har født, er der gået 1 time og 45 minutter fra jeg ankom på sygehuset og til jeg havde min baby i armene
- Så den frygt blev manet til jorden.

Jeg var bange for, at det skulle ende med et akut kejsersnit
Men jeg har født begge mine børn helt naturligt, og uden smertelindring. Så den angst blev også gjort til skamme.

Jeg var bange for at der skulle være noget galt med barnet, eller gå noget galt undervejs i fødslen
Men begge børn er kommet ud, sunde og raske og til fuld apgar-score.

Jeg var bange for at sprække, eller skulle klippes.. og dermed syes
Jeg fik 3 sting efter at have født den første. Jeg koncentrede mig bare om min fantastiske lille baby, og ignorede JM som sad og lavede sit "håndarbejde" dernede....
Med barn nr. 2 fik jeg kun en "hudafskabning", så det var slet ikke noget voldsomt overhovedet! Slet ikke i nærheden af, hvad jeg havde frygtet!

Jeg var ked af, hvis de nu fik brug for at bruge sugekop
Men det gjorde de heller ikke - så det var spild af uro at tænke på

 

Faktisk er rigtig mange af de tanker, som man går og bærer på jo HELT NORMALE, men dog ubegrundede. Altså man er jo i sin gode ret til at bekymre sig og forestille sig alt muligt. Men heldigvis er det sjældent så galt det går. Og det kan man jo kun glæde sig over .......bagefter!

Det jeg er aller mest bange for er at det ender i kejsersnit.. Det frygter jeg virkelig meget.

Der ud over frygter jeg at sprække.....

Jeg var bange for:

- at sprække
- sugekoppen
- Epiduralblokaden

Epiduralblokaden fik jeg lagt og det var bare ingenting. Mærkede intet, det sværeste var at skulle sidde helt stille når jeg havde en ve. Men jeg sagde bare til når den var på vej.

Jeg sprækkede ikke og sugekoppen kom heller ikke i brug da det endte i akut kejsersnit.

Smerter og det ukendte. Helt klart. Min smertetærskel er stort set nul. Jeg er virkelig pivet, så det er jeg spændt på hvordan jeg kommer til at tackle.

Mærkeligt nok er jeg slet ikke bange for at blive klippet, syet, få kejsersnit og alle den slags ubehageligheder, som det jo faktisk giver lidt mening at bekymre sig om.

 

Maria 38+6

Da jeg ventede Mathilde var jeg ikke bekymret for fødslen - jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker om hvordan det ville være at føde hende, og hvor ondt veerne ville gøre, men havde hele den holdning, at "jeg tager det som det kommer"

Da jeg endelig gik i fødsel, og hendes hovede gentagne gange blev ved med at "svuppe" ind, sagde jordemoderen til mig: "Nu presser du alt hvad du overhovedet kan, ellers er jeg nødt til at finde saksen frem".

Lige netop i det øjeblik må jeg erkende, at situationen pludselig blev vendt på hovedet. Jeg var sgu da bange for den saks, og kunne kun fokuserere på tanken omkring hvor ondt det måtte gøre at blive klippet (selvom man sikkert ikke mærker det). Nå, men jeg pressede på livet løs, og efter et par gange var hun ude!

Denne gang frygter jeg heller ikke fødslen - jeg glæder mig faktisk til at jeg får veer! Det lyder måske underligt, men jeg føler mig langt mere "rustet" denne gang, i forhold til første gang. Dog bekymre det mig lidt om jeg sprækker, og om jeg vil få ligeså ondt som sidste gange her gang jeg går på toilettet, eller sidder på en stol

Jeg var overhovedet ikke bange for fødslen første gang..... Jeg havde det sådan lidt at det kunne ikke betale sig, for nu havde jeg sagt a også skulle der også siges b. Jeg så på det som noget dejligt og positivt.....

Endte med at gå fra mandag morgen kl 05.00 til onsdag aften kl 20.47 med veer, og sammetid var jeg så heldig at sprække lige fra den ene ende til den anden, pluds et par steder inden i.... Så jeg fik syet et helt kunstværk forneden! Jeg mærkede overhovedet ikke jeg bristede, var mere optaget af at nu fik jeg snart min lille dreng i armene....

Denne gang frygter jeg heller intet, jeg glæder mig faktisk bare heeelt vild (fortryder jeg nok jeg har sagt, når jeg ligger med veer) Men jeg ved hvad jeg går ind til, og tænker lidt at det da ikke kan blive så "slemt" som sidst med veer så længe, bristninger osv....

Da jeg ventede Emma gjorde jeg mig også tanker om hvad der skulle ske og hvordan det ville gå. Det der slog mig mest ud var om jeg ville sprække. Har altid været lidt stram forneden så jeg var helt afklaret om at det nok skulle gøre ret så ondt.
Men jeg sprak rigtig rigtig meget(hun blev taget med sugekop) og blev syet i næsten en time da jeg blødte og de ikke kunne finde ud af hvor jeg blødte fra og det gjorde mere ondt end at føde syntes jeg...rent smertehelvede....
Bagefter kunne jeg ikke tisse og skulle have lagt kateter og det gjorde bare fu........ondt.....og jeg var jo pænt øm forneden i forvejen.
Fik efterfølgende blod i et drop (hvilket også gjorde ret ondt)
Havde voldsomme smerter i et halvt år bagefter så jeg overvejer lidt kejsersnit næste gang men kan sikkert godt overtales til normal fødsel igen...
Så alt i alt en knap så hyggelig oplevelse men der kom det dejligste lille væsen ud af det....
Det er bestemt ikke for at skræmme dig at ville fortælle min historie...men der skulle lige lidt barskt ind imellem alle solstråle historierne....jeg har jo bare været lidt uheldig....
Rigtig meget held og lykke
Kæmpe knus herfra