Fosterreduktion

har først læst jeres beretning nu, og vil bare sige at jeg har utrolig stor respekt for jeres beslutning. jeg håber jeres prinsesse vokser sig stor og dejlig, indtil hun kommer ud til jer.

Tanja84 skriver:

Er gravid med tvillinger (en pige og en dreng - ligesom vi har ønsket os) i 20+6.

Min mand og jeg var til gennemscanning i sidste uge, hvor det blev opdaget, at vores lille dreng havde nogen ting ved hjertet de gerne ville have undersøgt nærmere. I torsdag har vi været oppe hos en overlæge, der kunne konstaterer, at han havde nogen hjertesygdomme. Men hun var desværre ikke i stand til og stille en diagnose eller forklarer om de konsekvenser og muligheder, der var ved hans sygdom. Vi blev derfor sendt videre til Rigshospitalet fredag, hvor en hjertespecialist scannede os.

Han kunne konstaterer, at vores dejlige lille dreng havde 4 meget alvorlige og kritiske hjertesygdomme, man kan ikke kan helberede, så han vil kunne få et normalt liv.

Min mand og jeg er derfor blevet enige om, at det ikke er fair over for hverken ham, hans søster eller os og sætte ham til verdenen under de levevilkår han skal leve med.

Mandag morgen skal jeg derfor ind og have lavet en fosterreduktion, hvor de sprøjter noget væske ind i hans hjerte, som derefter sætter det i stå. Herefter skal jeg gå rundt med ham inde i mig resten af graviditeten, hvilket er en hel forfærdelig følelse.

Vi er ikke i tvivl om vores beslutning, er den rigtige, men hvor er det bare svært og skulle tænke på, at vi aldrig vil få vores lille dreng og se og jeg skal bærer rundt på ham et par mdr. endnu.

Er der nogen herinde, der har været i samme situation og kan hjælpe med hvordan man kommer igennem sådan en svær tid?

Jeg har været igennem en forsterreduktion i uge 19. 

Den ene af vores drenge var ikke vokset rigtig sammen i hjernen. 

Jeg var slet ikke i tvivl om min beslutning, og jeg må indrømme at jeg meget hurtig fik set positivt på det. Vi ville bare ha vores raske baby 

Jeg fik foretaget det via maven med et rør, og så brændte man navlestrengen over på den syge. Man ku ikke gøre hvad du fortæller fordi de var enægget tvillinger..

maria_wt skriver:

Jeg har været igennem en forsterreduktion i uge 19. 

Den ene af vores drenge var ikke vokset rigtig sammen i hjernen. 

Jeg var slet ikke i tvivl om min beslutning, og jeg må indrømme at jeg meget hurtig fik set positivt på det. Vi ville bare ha vores raske baby 

 

Jeg fik foretaget det via maven med et rør, og så brændte man navlestrengen over på den syge. Man ku ikke gøre hvad du fortæller fordi de var enægget tvillinger..

Det lyder bare rigtig rigtig grimt, at skulle have den sorg midt i glæden over et nyt liv. Det må være meget kompliceret.

Jeg tænkte på, hvad der så sker, når man skal føde? Er den syge så opløst - eller føder man et lille foster?

Håber, at det er okay, jeg spørger. Nu har jeg bare hørt om flere i jeres situaiton. Jeg ved, at hvis man vælger at fosterreducere omkring 13. uge (evt. ved trillinger), så opløser fostret sig inden fødslen.

KaMa skriver:

 

Det lyder bare rigtig rigtig grimt, at skulle have den sorg midt i glæden over et nyt liv. Det må være meget kompliceret.

Jeg tænkte på, hvad der så sker, når man skal føde? Er den syge så opløst - eller føder man et lille foster?

Håber, at det er okay, jeg spørger. Nu har jeg bare hørt om flere i jeres situaiton. Jeg ved, at hvis man vælger at fosterreducere omkring 13. uge (evt. ved trillinger), så opløser fostret sig inden fødslen.

 

Den syge (som vi kalder den) havde været så flink lige at ligge sig ned og spærre for Tristan + Tristan lå med numsen nedad..så det blev til kejsersnit i uge 39.. 

Hvis jeg havde født normalt så havde jeg skulle føde dem begge to. Den syge var stadig "noget" og vi blev osse spurgt om vi ville se ham. Men det skulle jeg ikke nyde noget af.

Jeg tænker næsten aldrig på den anden, og jeg føler ikke noget for "den"

Vi er helt videre, men tænker selvfølgelig at Tristan rent faktisk er enægget tvilling 

maria_wt skriver:

Jeg har været igennem en forsterreduktion i uge 19. 

Den ene af vores drenge var ikke vokset rigtig sammen i hjernen. 

Jeg var slet ikke i tvivl om min beslutning, og jeg må indrømme at jeg meget hurtig fik set positivt på det. Vi ville bare ha vores raske baby 

 

Jeg fik foretaget det via maven med et rør, og så brændte man navlestrengen over på den syge. Man ku ikke gøre hvad du fortæller fordi de var enægget tvillinger..

Det er bare så forfærdelig en situation at stå i og jeg brugte en del tid på at komme mig over det og vende mig til tanken 

Men vi var heldigvis ikke i tvivl om vores beslutning var den rette - hvilket alle omkring os også var enige i og støttede os i.

Den dag i dag er vi heldigvis meget afklaret med det hele. Vi har lært at man i en sutiation som denne, er nødt til at tænke positivt og være stærk, da vi jo heldigvis fortsat har vores lille pige at se frem til

Tanja84 skriver:

 

Det er bare så forfærdelig en situation at stå i og jeg brugte en del tid på at komme mig over det og vende mig til tanken 

Men vi var heldigvis ikke i tvivl om vores beslutning var den rette - hvilket alle omkring os også var enige i og støttede os i.

Den dag i dag er vi heldigvis meget afklaret med det hele. Vi har lært at man i en sutiation som denne, er nødt til at tænke positivt og være stærk, da vi jo heldigvis fortsat har vores lille pige at se frem til

Hvilket uge fik du det foretaget?? og skal du føde eller KS??

KaMa skriver:

Det lyder bare rigtig rigtig grimt, at skulle have den sorg midt i glæden over et nyt liv. Det må være meget kompliceret.

Jeg tænkte på, hvad der så sker, når man skal føde? Er den syge så opløst - eller føder man et lille foster?

Håber, at det er okay, jeg spørger. Nu har jeg bare hørt om flere i jeres situaiton. Jeg ved, at hvis man vælger at fosterreducere omkring 13. uge (evt. ved trillinger), så opløser fostret sig inden fødslen.

 

Da reduktionen blev foretaget inden for uge 22, fik vi af vide, at det "heldigvis" ikke var et foster vi skulle forholde os til.

Fosteret vil grundet den tid det har ligget i maven, være opløst og vil derfor ikke ligne et rigtig foster, hvorfor man hellere ikke vil være i stand til at lave en obduktion af det. 

Med henblik på fødslen ligger vores pige heldigvis først og jeg vil derfor fortsat kunne føde normalt. Efter fødseln vil han så komme ud med moderkagen.

maria_wt skriver:

Hvilket uge fik du det foretaget?? og skal du føde eller KS??

Fik det foretaget i uge 21.

Selvom han var tvilling 1, har hun hele tiden ligget nederst og jeg vil derfor fortsat kunne føde normalt.

Med henblik på indgrebet og den efterfølgende graviditet, har de begge heldigvis ligget helt perfekt, hvilket gav en del ro i starten og naturligvis er rigtig rart nu.

Tanja84 skriver:

Da reduktionen blev foretaget inden for uge 22, fik vi af vide, at det "heldigvis" ikke var et foster vi skulle forholde os til.

Fosteret vil grundet den tid det har ligget i maven, være opløst og vil derfor ikke ligne et rigtig foster, hvorfor man hellere ikke vil være i stand til at lave en obduktion af det. 

Med henblik på fødslen ligger vores pige heldigvis først og jeg vil derfor fortsat kunne føde normalt. Efter fødseln vil han så komme ud med moderkagen.

Okay. Det er også mest humant. Det ville være sindssyg meget mere hårdt, at føde et velskabt dødt barn, tænker jeg. 

Din historie har gjort så utrolig stort indtryk på mig (nok fordi, at jeg er tvillingegravid og lige et par uger bag ud fra dig). Synes, at det virker som om, at I bare klarer det super flot. I hvert fald når jeg læser med på sidelinien.  

maria_wt skriver:

Den syge (som vi kalder den) havde været så flink lige at ligge sig ned og spærre for Tristan + Tristan lå med numsen nedad..så det blev til kejsersnit i uge 39.. 

Hvis jeg havde født normalt så havde jeg skulle føde dem begge to. Den syge var stadig "noget" og vi blev osse spurgt om vi ville se ham. Men det skulle jeg ikke nyde noget af.

 

Jeg tænker næsten aldrig på den anden, og jeg føler ikke noget for "den"

Vi er helt videre, men tænker selvfølgelig at Tristan rent faktisk er enægget tvilling 

Jeg tror, at jeg ville være glad for et kejsersnit, hvis jeg skulle føde den syge først. I hvert fald når jeg lige tænker scenariet igennem.

Ja, det er mærkeligt at tænke på, at jeres søn egentlig er tvilling. Faktisk er der jo mange, som har haft en tvilling, men den er gået til før det kunne "måles". Mange graviditeter starter med to embryoner.