KaMa skriver:
OG endnu en vigtig ting: Du skal være klar til at droppe tanken om kæreste. Hvis du stadig går med drømmen om at finde ham, så er det lidt useriøst at få barn alene. Selvfølgelig kommer han en dag. Det kan bare blive meget langhåret at være gravid alene, hvis man egentlig håbede på en partner. Deraf kommer en anden vigtig overvejelse: Du er 26 år, og møder du en mand om et par år, som vil ha' børn med dig. Hvordan vil du takle at dit førstefødte ingen far har, men lever i en familie, hvor søskende har en far?
Tak for svar 
Sikken et spørgsmål fra én du mødt én gang... Men ja, de spørgsmål ruster man sig nok til og trækker lige været en ekstra gang inden man svarer
Drømmen om en mand har jeg opgivet, og hvis jeg bliver gravid med donor, så må manden komme til mig, jeg går ikke ud og søger ham!
Hvis jeg får et barn alene og jeg møder manden efter, skal han være klar over, at det er hele pakken han får med og ikke kun mig. Hvad jeg vil fortæle mit barn, ved jeg ikke endnu, da jeg jo ikke står i situationen.. Men min umiddelbare tanke er, at hvis det er manden der vil leve sit liv med mig, så vil han med garanti også tage mit barn til sig som sit eget. Jeg vil fortælle mit barn, at ønsket om ham/hende var så stort og at hun er lavet med kærlighed, selvom hun fysisk ingen far har. Hvis jeg så bliver gravid med manden, vil jeg fortælle ham/hende, at det her barn er lavet med ligeså meget kærlighed som han/hun var, og at jeg vil elke dem lige højt, selvom de ikke har samme far.. Det er ihvertfald vigtigt for mig, at når og hvis jeg kommer i den situation, at manden er indforstået med, at mit første barn ikke skal elskes mindre eller glemmes... Det var vist det bedste svar jeg kunne komme med som barnløs..
Igen tak for svar, dejligt at høre fra nogle som har prøvet det og stå med alle spørgsmålene...
Anmeld
